Kapitalfonde

Nu er der - som sådan - ikke noget odiøst i kapitalfonde og investeringsbanker.

Der er egentlig heller ikke noget odiøst i at købe egne aktier op via en investeringsbank eller kapitalfond, fordi det er en mulighed for at finde en kvalificeret køber. Det kræver naturligvis, at aktierne er prissat korrekt - hvilket altid er et centralt debatemne i forløbet.

Goldman Sach og DONG beror på en redelig uenighed mellem køber og sælger, hvor Staten ud fra sine intentioner og planer har én opfattelse af prisen; mens køber - i dette tilfælde ATP og PFA - har en anden, fordi de ikke har sikkerhed for, at de forudsætninger, som Staten bygger sin vurdering på vil blive opfyldt.
I det tilfælde er en investeringsbank en udmærket løsning for at sparke bolden til hjørnespark mens de bagved liggende aftaler afklares. Det havde nok været en fordel at have haft en tredjepart inde omkring salget/overtagelsen af FIH i sin tid. Det havde forebygget megen smerte og senere forvirring.

Den anden faktor er, at det langt fra er givet at en virksomhed skal videreføres i sin nuværende skikkelse - SAS er et klassisk eksempel.
Her kan en kapitalfond gå ind som ejer og splitte en virksomhed op i reservedele, der hver for sig har større værdi end samlet i et eller andet historisk konglomerat. Helt typisk med SAS-bagagehåndtering, hvor man af hensyn til "familieskabet" fra begge parters side opretholdt en uhensigtmæssig ordning - der var med andre ord en negativ synergi-effekt.
Der er fra skrighalsenes side typisk modstand, fordi det medfører afskedigelser. Naturligvis gør det dét, for der er tale om, at der er nogen, der laver noget, de ikke skulle gøre - spørgsmålet er: Hvem det er og hvor de sidder?

Som det ser ud i øjeblikket er der vist al mulig grund til at foretage et hovedeftersyn i mange virksomheder for at se hvilke dele, der kan overleve. Den kurs en kapitalfond byder er ofte ganske god, fordi de tager i betragtning at reservedelsværdien overstiger prismærket.