Rusland

Nu er det lidt problematisk at opgøre Ruslands vækst
I f.eks. USD, når man valutarisk nogenlunde konsekvent har holdt på den gale hest.

Der er kun en vej - ned.

For det første syntes Rusland at være bekymrende tæt på stagflation: Den økonomiske vækst var vigende og syntes hastigt at nærme sig et niveau på 1 pct. eller mindre, samtidig med at inflation var relativt høj (over 6 pct.) og stigende. Yderligere sanktioner vil utvivlsomt forstærke disse problemer, både ved at bremse væksten yderligere og potentielt også i form af yderligere inflationspres (drevet af stigende importpriser).

For det andet har væksten i Rusland i den seneste årrække i stor udstrækning været drevet af kreditfinansieret privatforbrug. Allerede i december sidste år advarede IMF mod Ruslands hurtige og ubæredygtige vækst i forbrugslångivning. Sergei Guriev, professor i økonomi og tidligere rektor ved New Economic School i Moskva, udtalte forleden, at den vækstmotor, forbrugskreditten har været for Rusland, nu støder endegyldigt på grund.

Den med forbrugslån? Kender vi ikke den?

For det tredje er den russiske økonomi stærkt afhængig af olie og gas. IMF understreger det farlige i, at både Ruslands økonomi og dens offentlige finanser er ekstremt følsomme over for udsving i priserne på olie og gas. Hvis fremtidige sanktioner kommer til at indbefatte en blokering af import af russisk olie og gas, vil effekterne i Rusland være overvældende.

Der ligger unægtelig et problem i at investeringerne i Rusland i stort omfang er bundet op på gasledninger. Det er da fint at bygge sådan nogen, for relativt er gas p.t. en forholdsvis billig energikilde. Men hvis prisen så falder, så står man med et anlæg, der ikke kan svare sig. De penge er så i et vist omfang tabt. Det bedste af det hele er at South Stream er bygget halvt færdig - og som sådan ikke er til megen nytte - eller indtjening.

For det fjerde lider Rusland af det, man kalder en ”ressource-forbandelse”. Især Ruslands store energiressourcer har nok været forgyldende – men samtidig også forbandende i et lidt større perspektiv, fordi man ikke har evnet at skabe stærke og internationalt konkurrencedygtige industrier i den russiske energisektor.

At den norske økonomi får det svært ved faldende oliepriser - givet; men det er altså en rimelig lille økonomi.
Det gør jo, at oligarkernes formue er mere eller mindre fiktiv. Da formuerne i Rusland er oligarkernes så slår det rimelig hårdt: Hvis man har en stor gård i Sibirien - jo, det er da fint; men hvad vil man stille op med den?

Det optimistiske scenario er, at Putins magtbase i Rusland gradvist vil svinde bort, og at de begivenheder, vi nu er vidne til, vil markere et vendepunkt i det russiske demokratis historie: et brud med Putins autoritære tilgang til demokrati; en ny start for demokratiske institutioner i Rusland.

I et pessimistisk scenario vil recession og social uro og protester blive startskuddet til ny militær ekspansion og starten på en ny koldkrigs-æra.

Den russiske militære ekspansion? Næppe - fordi de har ikke RÅD!
Nu er det lidt svært at skabe rigdom, hvis ens hovederhverv er avl af hvide elefanter!
Markedet mangler og der sker en lageropbygning.