Opsvinget et fatamorgana.

Thomas skrev:

klogeaage 35 skrev:

Thomas skrev:

doctor skrev:Den er helt helt galt med forbrugertilliden.  

Jeg overhørte en 20 årigs samtale med banken: Hun insisterede på at få lukket sin konto ved evt. overtræk. (det var praktisk taget umuligt). Derefter  bad hun om prisen på en opsparingskonto, og forhørte sig indgående om alle priser og muligheder for konti  i en evt. ny bank.

HOLD DA KÆFT en indsigt hun fremviste. (undskyld sproget)

Nu falder æblet jo sjældent langt fra stammen, men det er først nu ti-øren er faldet.

http://epn.dk/okonomi2/dk/ECE6183953/opsving-i-dansk-oekonomi-loejer-af/

Øhh... familie....?
Problemet er at forbrugerne - det vil i praksis sige børnefamilierne - har ikke penge at bruge. De er insolvente.

Vi her verdens rekorden i husholdningsgælden, som der ses på nedenstående graf. Vores nettoformue er dog fortsat god, men nettoformuen indeholder pension, som ikke bare trækkes ud, til evt. nedbringelse af gælden i f.eks. huset. Ydermere er det formentligt den unge generation, der sidder på største parten af gælden og den ældre befolkning, der sidder på den største part af formuen.

Lige præcis.

.


Alt,siger og skriver ALT, med temperatur, bliver holdt oven vande , her er endnu et grimt billede :


"Europa fortsætter endnu med at (for)høje den i forvejen ”vanvittige” gældsboble."


.





.

klogeaage 35 skrev:


Alt,siger og skriver ALT, med temperatur, bliver holdt oven vande , her er endnu et grimt billede :


"Europa fortsætter endnu med at (for)høje den i forvejen ”vanvittige” gældsboble."
.

Den anden graf hvor opsparingen i forhold til gælden blev vist er nok så oplysende.

Det kan da godt være at nettogælden er måske er halvdelen af bruttogælden. Fint nok; men det hjælper ikke rottens fis.
Lad os forestille os, at man konfiskerede hele opsparingen - en nærliggende mulighed - og betalte af på gælden gennem diverse kapitaltilførsler til banker og kreditforeninger - gennem det offentlige: Så ville man stadig stå med en ufinansieret gæld på - skal vi sige BNP.

Lad os sige at renten ca. holder trit med inflationen, så vi kun taler afvikling ved hjælp af administrationsbidrag på skal vi sige 1% af gælden. Så vil det tage 118 år - med de irske overbelåningstal - at få afviklet gælden: Dvs. Aldrig.

Det var ligesom efter svenskekrigene: Adelen var ikke skattepligtig; men hæftede for bøndernes gæld. Ikke alene var en stor del af bønderne slået ihjel; men produktionsapparatet var ødelagt. Adelen kunne ikke betale for bøndernes skattegæld. Pengene var nemlig lånt til kongen til krigsførelsen - og kongen havde da ikke nogen intention (eller evne) om at betale tilbage. Derfor indførte man enevælden.

Noget af gælden betalte kongen sine håndgangne mænd ved at give disse veteraner en gård - Gøngehøvdingen fik en i Bårse herred, som han naturligvis også kørte i sænk.
Ødegårde tilfaldt kronen, så der var masser af gårde til betaling.

Vi kommer til at se noget lignende efterhånden som bankerne går fallit og deres ejendomme bliver statslige. Det med at bankerne vil klare sig ud af "krisen" - aldrig i livet: Hvem vil smide penge ind, som man på forhånd véd er tabt? Nej, da!

Det er så en skam, at der er tale om en vindeltrappe.

Der kommer ikke et opsving som sådan. Der bliver ikke noget væsentligt højere forbrug. Dem vi skal have til at forbruge noget mere, de bor altså ikke her i landet. Det skal såmænd nok komme.

Der er en omlægning i gang i realøkonomien, hvor den offentlige sektor bliver rationaliseret - og deres pensionskasser skåret ned til rette størrelse.
Det eneste en højere beskæftigelse i det private vil give er en mulighed for en mere brutal beskæring og rationalisering af den offentlige sektor. Den balance er indtil videre nogenlunde godt fundet.

Der er bare det ved det, at det bliver ikke i Hovedstaden, at det "opsving" kommer. Tværtimod. Det bliver dér, hvor man får noget for pengene, så kan man klare sig for lidt mindre. Den forbrugsstigning, der kommer, vil være baseret på lavere priser.

Samlet set er realøkonomien slet ikke dårlig; men den kommer aldrig til at kunne trække bankerne og Hovedstaden op af dyndet. Det er så fornuftigt nok med den noget fodslæbende reformiver, for går man for hårdt til den, så vil forbruget falde for kraftigt. Så længe vi kan holde lønstigningerne nede med deflation, så går det; men hvis der optræder flaskehalse, så bliver det problematisk.
Derfor er transportplanen, der mildest talt har elastik indbygget, ganske udmærket. I det omfang, man kan få rimelige tilbud på de offentlige investeringer - og de offentlige investeringer ikke skal bruges til, at bankerne kan sutte tab af på dem - så er der masser af plads til ekspansion og øget beskæftigelse. Som bemærket så ofte, så er der altså et pris- og kvalitetsbevidst marked for anlægsarbejder i Nordtyskland. Udviklingen af det vil i højeste grad bestemme infrastrukturudbygningen i Danmark. Så længe man kan komme med konkurrencedygtige tilbud i Nordtyskland - og det skulle med den tyske anlægsindustris gode priser i Langtbortistand ikke være specielt vanskeligt. Så skal der ikke laves noget i Danmark.
Det er forholdsvis let at styre, for er det sådan at entreprenørerne er sultne efter arbejde, så vil prisen være derefter.

Det er slet ikke dér problemet ligger!

Problemet ligger i finanssektoren. Det sker der ikke noget ved, så længe man kan holde flextumperne muret inde i insolvens i København - her er der ikke noget, der tyder på en bedring.

Hjemtagning af industriarbejdspladser vil også gå til "provinsen". Det vil fortrinsvis være på underleverandørplan. Med mindre virksomheder, der vokser - hvis de kan lave tingene til den rette pris og kvalitet. Når de store virksomheder i f.eks. Tyskland skal rationalisere, så sker det i vidt omfang gennem at anvende underleverandører.

Vi ser det allerede på værfterne: Både Carstensens og Ørskov klarer sig rimeligt. Det er ikke de store containerskibe, de laver; men mindre skibe - og så lader man de kinesiske og koreanske værfter om de store skibe, som man alligevel ikke kan tjene penge på knogle. Samtidig er der hele spørgsmålet om reparation (som man virkelig kan tjene penge på) - bare se hvad den brand på Emma Mærsk har KOSTET. Skidtet har jo på det nærmeste ikke været til at få repareret.
Så længe priserne på nybygninger er så lave som de er, så kan man godt levere; men det bliver altså i det tempo, der passer med, at man ikke har givtige reparationsopgaver.