Folk vil ikke gå ned i løn for at redde jobbet.

Det er der intet overraskende i. Det familier, der er hængt hårdest op økonomisk kan ikke gå ned i løn. Dels bliver børnene større og dyrere i drift, dels er de insolvente flextumper, der heller ikke kan gå ned i løn.

Det klemmer på så mange steder, at man ikke kan gå ned i løn.

 

Thomas skrev:Det er der intet overraskende i. Det familier, der er hængt hårdest op økonomisk kan ikke gå ned i løn. Dels bliver børnene større og dyrere i drift, dels er de insolvente flextumper, der heller ikke kan gå ned i løn.

Det klemmer på så mange steder, at man ikke kan gå ned i løn.

 
Måske de kunne sælge bare den ene Audi;) 
 
Anyway, så længe man ikke beder Danskerne om at betale, så sker der jo ikke rigtig noget.
Arbejdsløsheden er jo også fortsat meget lav blandt gældsrytterne. Næh, problemet er snarere, at man åbenlyst tvinger uskyldige mennesker til at betale gildet.

Thomas skrev:Det er der intet overraskende i. Det familier, der er hængt hårdest op økonomisk kan ikke gå ned i løn. Dels bliver børnene større og dyrere i drift, dels er de insolvente flextumper, der heller ikke kan gå ned i løn.

Det klemmer på så mange steder, at man ikke kan gå ned i løn.

Det er sikkert korrekt, at metodikken i Danmark nærmere bliver sådan her:

1) Firmaet finder ud af, at du ikke er din løn værd - dvs. andre kan gøre det samme biligere eller mere til samme løn

2) Du siger nej til at gå ned i løn, da du ikke har opdaget, hvad du reelt er værd

3) Du bliver fyret, når jobbet bliver outsourcet eller udflaget

4) Du finder ud af, hvad du faktisk er værd, når du skal søge dit nye job

5) Du finder ud af, at din pension nu bliver bedre forrentet, da mange andre danske virksomheder er i gang med den samme manøvre

Summa summarum er, at medarbejderne selv skal stille med risikovillig kapital til deres egne virksomheder. Dvs. deres pensionsmidler. Evt. via andelseje. Så er det også nemmere at forstå, at man ikke bare kan malke sin virksomhed i bund uden konsekvenser.

/BF

BamsesFar skrev:

Thomas skrev:Det er der intet overraskende i. Det familier, der er hængt hårdest op økonomisk kan ikke gå ned i løn. Dels bliver børnene større og dyrere i drift, dels er de insolvente flextumper, der heller ikke kan gå ned i løn.

Det klemmer på så mange steder, at man ikke kan gå ned i løn.

Det er sikkert korrekt, at metodikken i Danmark nærmere bliver sådan her:

1) Firmaet finder ud af, at du ikke er din løn værd - dvs. andre kan gøre det samme biligere eller mere til samme løn

2) Du siger nej til at gå ned i løn, da du ikke har opdaget, hvad du reelt er værd

3) Du bliver fyret, når jobbet bliver outsourcet eller udflaget

4) Du finder ud af, hvad du faktisk er værd, når du skal søge dit nye job

5) Du finder ud af, at din pension nu bliver bedre forrentet, da mange andre danske virksomheder er i gang med den samme manøvre

Summa summarum er, at medarbejderne selv skal stille med risikovillig kapital til deres egne virksomheder. Dvs. deres pensionsmidler. Evt. via andelseje. Så er det også nemmere at forstå, at man ikke bare kan malke sin virksomhed i bund uden konsekvenser.

/BF

Under normale omstændigheder er der en årlig produktivitetsstigning i samfundet på 1-2 %. Den skal lønmodtagerne selvfølgelig have deres del af.
Problemet er, at den offentlige sektor har alt for mange Bondo'er, der ser det som sin opgave at ødelægge produktiviteten mod betaling.

Mere præcist: En offentlig produktivitetsstigning kommer fortrinsvis under kriser, når man helt enkelt er nød til at gøre noget effektiv.

Omvendt er problemet også, at de brancher, der vitterligen har en produktivitetsstigning har svært ved at skille sig ud med en bedre betaling.

"Outsourcing" er en helt naturlig proces for at fremme produktiviteten. Pointen er bare, at en del af den besparelse som handlen med Kina har givet skyldes en decideret underbetaling af arbejdskraften i Kina: Det må der være tale om, når salgsprisen minus de medgåede råvarer er negativ, hvorved at aflønningen af arbejdskraft bliver tilsvarende negativ. Det gør så, at renset for valutaspekulation og råvareprisspekulation, så har vi ikke nogen klar opfattelse af hvilken produktivitet f.eks. kinesisk arbejdskraft har. I sidste ende har jeg en formodning om at under blot nogenlunde lige aflønningsvilkår til arbejdskraften (f.eks. målt i makronsnitter), så tror jeg ikke at det kan svare sig at outsource helt så meget.

Det er klart, at det har sin begrænsning at tage penge med på arbejde; men i en omfordelingssituation kan den grænse skubbes endog meget langt.

Thomas skrev:
Under normale omstændigheder er der en årlig produktivitetsstigning i samfundet på 1-2 %. Den skal lønmodtagerne selvfølgelig have deres del af.

Korrekt i en osteklokke. Selvfølgeligt skal medarbejderne have deres del af produktivitetsstigningen. De 1 til 2% var også historisk korrekte.


Uden for osteklokken er der dog også andre faktorer:

- Det hjælper intet med en lokal produktivitetsstigning på f.eks. 2% i år, hvis konkurrenterne er endnu bedre og ikke vil have penge for det

- Det hjælper intet med en lokal produktivitetsstigning på f.eks. 2% i år, hvis du i det sidste halvandet årti har øget din løn med langt over den faktiske produktivitetsstigning


Derudover har du da ret mht. de offentlige job som f.eks. folkeskolelærer, DJØF, leder etc.. De har år for år modtaget deres 1 til 2% uden at lægge tilsvarende produktivitetsstigninger. Men det klarer en hurtig normalisering af ansættelsesforholdene parret med f.eks. 15% generel lønnedgang.


/BF

BamsesFar skrev:

Thomas skrev:
Under normale omstændigheder er der en årlig produktivitetsstigning i samfundet på 1-2 %. Den skal lønmodtagerne selvfølgelig have deres del af.

Korrekt i en osteklokke. Selvfølgeligt skal medarbejderne have deres del af produktivitetsstigningen. De 1 til 2% var også historisk korrekte.


Uden for osteklokken er der dog også andre faktorer:

- Det hjælper intet med en lokal produktivitetsstigning på f.eks. 2% i år, hvis konkurrenterne er endnu bedre og ikke vil have penge for det

- Det hjælper intet med en lokal produktivitetsstigning på f.eks. 2% i år, hvis du i det sidste halvandet årti har øget din løn med langt over den faktiske produktivitetsstigning


Derudover har du da ret mht. de offentlige job som f.eks. folkeskolelærer, DJØF, leder etc.. De har år for år modtaget deres 1 til 2% uden at lægge tilsvarende produktivitetsstigninger. Men det klarer en hurtig normalisering af ansættelsesforholdene parret med f.eks. 15% generel lønnedgang.


/BF

Jamen det er konkurrenterne så ikke. Kineserne vil jo ikke have noget for deres arbejde, så her hjælper tilbageholdenhed ikke - det halve af næsten ingenting er sandelig ikke ret meget. Kineserne er jo så langt nede i løn, at de ikke har råd til kosten.

De forhold kan man sløre gennem ret lang tid med interne sociale omfordelinger og valutamanipulationer (hvilket gøres ret uelegant og kommer til at blive kostbare for kineserne); men på et tidspunkt giver et negativt dækningsbidrag negativt dækningsbidrag. Når afkastet på aktier skyldes flugt fra indskud i banker og dermed opadgående kurspres - så ses driftsunderskud ikke, når man ikke bogfører det.

Problemet med Dine hurtige "normaliseringer" er, at f.eks. folkeskolelærere ikke kan klare en lønreduktion på 15% - ikke uden at gå personligt konkurs, fordi de har overbelånt boligen.
Derfor tilpasser lønninger sig meget vanskeligt nedad.

Det har længe været min formodning, at årsagen til overbetalingen og overbeskæftigelsen bland bankansatte skyldes, at de er de mest fulminante flextumper overhovedet. Selv en beskeden fyringsrunde i en provinsbank er jo klar til at vælte boligmarkedet.

Det var det man i sin tid fandt ud af med devalueringer: Kuren var værre end sygdommen.

Man gør nok det rigtige: Går igennem område for område - og foretager nedskæringer med arbejdsløshed til følge. Så længe man kan holde arbejdsløsheden på isolerede områder uden den store afsmittende effekt på forbruget - og så samtidig holder lønstigningerne nede, så kommer man nok skånsomst igennem.

Thomas skrev:
Problemet med Dine hurtige "normaliseringer" er, at f.eks. folkeskolelærere ikke kan klare en lønreduktion på 15% - ikke uden at gå personligt konkurs, fordi de har overbelånt boligen.
Derfor tilpasser lønninger sig meget vanskeligt nedad.

Nu er rigtigt mange folkeskolelærere mv. faktisk i den del af deres arbejdsliv, hvor børnene er flyttet hjemmefra. Så er der faktisk pludseligt mange penge at gøre godt med i disse husstande. Jeg oplever absolut ingen truende fattigdom der.

Derudover bor de typisk, hvor de arbejder. Dvs. i Udkantdanmark, hvor ejerboliger ikke koster noget. De kan heller ikke sælges, men det er jo heller ikke et aktuelt problem.

Så man kan sagtens tage et par hug nedad i det off. Det vælter næppe noget ud over lidt turisme i Bali eller Thailand.

/BF

BamsesFar skrev:

Thomas skrev:
Problemet med Dine hurtige "normaliseringer" er, at f.eks. folkeskolelærere ikke kan klare en lønreduktion på 15% - ikke uden at gå personligt konkurs, fordi de har overbelånt boligen.
Derfor tilpasser lønninger sig meget vanskeligt nedad.

Nu er rigtigt mange folkeskolelærere mv. faktisk i den del af deres arbejdsliv, hvor børnene er flyttet hjemmefra. Så er der faktisk pludseligt mange penge at gøre godt med i disse husstande. Jeg oplever absolut ingen truende fattigdom der.

Derudover bor de typisk, hvor de arbejder. Dvs. i Udkantdanmark, hvor ejerboliger ikke koster noget. De kan heller ikke sælges, men det er jo heller ikke et aktuelt problem.

Så man kan sagtens tage et par hug nedad i det off. Det vælter næppe noget ud over lidt turisme i Bali eller Thailand.

/BF

Javel, men dem fyrer man, for der er ikke nogen børn.

Det er det, der gør det svært, fordi faggrupperne er i indbyrdes modstrid.