Index Efter Syndfloden 1 halvår 2012

Post Deluvialt

Hvis vi bevæger os fra den store graf, hvor man egentlig ikke kan se ret meget - ikke ud over at Sverrig og navnlig Finland har et gammel sammenbrud fra dengang Sovjet brød sammen. Det er nok det fænomen, der går igen i den omstændighed, at Nordea stadig er delvis svensk Statsejet.
Statistikkerne er nu ved at være harmoniseret til at dække brugte en familie huse - sådan nogenlunde - indenfor EU.

Sætter vi luppen på de sidste 12 år så ser vi her efter sammenbruddet:

1) Selve sammenbruddet indfinder sig fra ultimo 2005 (i USA) til 2008 3. kvartal (Grækenland). Det er således ikke Lehmann Brothers der udløser knaldet. Det er nok omvendt: Det er ejendomsmarkedet, der vælter bankerne. Danmark har faktisk en ret lang periode på et par år (2.kv 06 til 2.kv 08), hvor priserne "stabiliseres på et nyt højt niveau". Det holder så ikke, men det tyder på at nogen har forsøgt at bremse på et noget tidligere tidspunkt end tidligere antaget - at det ikke lykkedes, det er så noget andet.
En af forklaringerne kan være at absurditeten i budgetterne trods alt må være gået op for nogen. Sagen er imidlertid, at herhjemme topper priserne for ejerlejligheder mere brat - det er formentlig BRF der lukkes ned ret brutalt (de har en meget høj andel af udlånet placeret i forældrekøbsejerlejligheder i København) - de er jo kendt som psykopater, som kun kan stoppes med en kugle for panden.

2) Der er lande, der ikke er brudt sammen endnu er Sverrig og Finland - hvilket kan have sin årsag i det 20 år gamle sammenbrud. Tilsvarende Tyskland, som ved genforeningen oplever et boom i ejendomspriserne; men ellers har en mere afslappet udvikling, hvor priserne i 00'erne kun steg med 50% - hele renoveringen af det gamle DDR har lagt et afsindigt beslag på ressourcerne - det var jo også i den periode vi fik afviklet vores udenlandsgæld.
Australien har altid være ude af fase med de generelle verdenskonjunkturer - og deres lange økonomiske bølger har den dobbelte periodelængde (hvis jeg husker rigtigt). Det bliver spændende at se hvor brutalt Kinas sammenbrud kommer til at virke: Australien er storeksportør af kul til Kina - i min råvarestatistik bruger jeg australske kul. Det fænomen vil nok blive rodet sammen med kollapset af lammekødspriserne, som har sin baggrund i det Arabiske forår. Man skal tænke på at selvom Australien er et kontinent, så er der ikke flere mennesker end i Skandinavien (Her er jeg large og regner svenskerne med - under mennesker).

3) To andre lande skiller sig ud: USA og Irland: Begge rammer loftet tidligt - det var også relativt tidligt, at man sagde, at det ikke kan passe med den økonomiske udvikling i Irland - Danske Bank skulle dog lige have shoppet først blandt kollapsede irske banker, så de rigtig kunne komme håbløst ned i møget.
Det sjove er, at sæson i ejendomspriserne lader til at være kommet tilbage i USA - med en stabil nedadgående trend på et par procent fald om året. Irland er det nok for tidligt at sige om det har stabiliseret sig; men her skal vi igen tage skalaen i betragtning - Irland er vel lige knap 1/100 del af USA.

4) Danmark og Frankrig udviser begge en falsk genkomst af priserne - Frankrig i endnu mere udpræget grad end Danmark. De tidlige bankpakker og misbruget af de pengepolitiske udlån har givet manipulationerne frie tøjler i Danmark. Begge steder ser det imidlertid ud til at være endelig slut, for næste nedtur er tilsyneladende lige begyndt.

5) Grækenland og Spanien er helt parallelle! De er blot et år forskudt. Bemærkelsesværdigt nok er faldet fra toppen i Spanien på 1/3 - indtil nu altså. Der er nemlig intet der tyder på at nedturen har tænkt sig at aftage i fart.
Spanien havde en "stabilisering" som den Danmark har haft på et par år tid - inden sammenbruddet i bankerne tvang realismen frem igen. Bankia har jo haft en lang forhistorie, fordi Bankia er jo i sig selv et skraldespandsselskab.
Den anden ildevarslende faktor i Spanien er, at Spanien har haft et ekstremt overbyggeri, hvor der er 1½ boliger pr. husstand.

Det er betænkeligt set med danske briller, dels fordi der er et overbyggeri i Danmark af ret grimme proportioner. Det er så nok ikke helt så voldsomt som i Spanien; men er til gengæld ret grotesk i Hovedstaden - hvor ejerlejlighederne har yngre beboere, hvilket enhver kan overbevise sig om i Ødestaden. Ingen tvivl om det: Når banker og kreditforeninger må opgive kontrollen af boligmarkedet.

Interessant nok er der et sammenfald mellem "stabiliseringensperioden" og den tid, som det maksimalt tager et dødsbo at blive behandlet - 2 år. I hvilken grad, der er en sammenhæng - det ved jeg ikke; men sammenfaldet er der.

Det mere lokale er, at det vel efterhånden er gået op for selv de mest åndssløve bankklakører, at realkreditten er brudt sammen. Vi kan med andre ord nok se frem til et yderligere voldsomt fald, når regeringen bliver nød til at gå til bekendelse.
Ellers har sammenbruddet være håndteret nooogenlunde: Ingen tvivl om, at det danske boligmarked er i en forfatning som får alle andre til at se stabile ud. Vi har dog haft en mulighed for at redde noget af vores erhvervsliv i løbet af de sidste par år - inden det går for alvor galt. Sammenbruddet har - sammenlignet med andre været lang mindre voldsomt - det betyder så ikke at vi ikke ender samme sted; men vi har haft lejlighed til at vænne os til det.