Strategi for statens låntagning

af Thomas Fre Jun 12, 2020 3:24 pm

2. halvår 2020

Man fastholder udstedelse af skatkammerbeviser i 4 serier forskudt op til ét års løbetid. Hertil kommer, at man nu starter opkøbsauktioner for de obligations serier, der står umiddelbart overfor forfald. Det lyder fornuftigt al den stund, at gør investorerne bedre i stand til at planlægge deres likviditetsflow ét år fremover - dvs. pengene bliver frigjort, når der er behov for det.
Der ér brug for en overgang fra langsigtede anbringelser til likviditetsplanlægningen. Erhvervslivet vil så også kunne lægge penge til side til fremtidige betalinger - det vil betyde, at virksomheder med fornuftig finansiel drift ikke skal trække på kasse kreditten. Bankerne kan så modtage indskud og dække dem af med skatkammerbeviser.
Det er så endnu en erkendelse af, at bankerne ikke løser deres opgave, når de skal have hjælp til elementær bogføring.
Renteforhøjelsen - hvis man kan kalde den det - var så en naturlig konsekvens af, at virksomhederne fik kredit på skatte- og momsindbetalingerne.
Nationalbanken fortsætter fokus på 2 og 10 årige udstedelser. Det kan så diskuteres om der er noget "magisk" ved 2 og 10 år. Men den mellemlange obligation på 10 år (2029) ligger med en cirkulation på 82 mia. som måske er lige i overkanten. vi kan jo se, at det årlige forfald - indtil videre ligger med et behov på ca. 40 mia. (det reguleres nu ud med anvendelse og opkøb af skatkammerbeviser og statsobligationer, der snart forfalder). De mellemlange skal så i princippet dække to år og de korte skal så proppes ind imellem. Vi begynder imidlertid at nærme os det punkt, hvor der skal åbnes for ½% 2031 - til dels fordi 2039 ligger alt for højt i cirkulation.
Det er spørgsmålet om 2052 vil sælge bedre fordi 2039 nok er lidt for rigelig i cirkulation. Det er imidlertid tvivlsomt, fordi 2052 formentlig kun blev åbnet for at banksvinene kunne stille pant for deres lån af USD/EUR.
Det betyder imidlertid ikke, at åbningen af 2052 ikke var fornuftig ud fra andre kriterier.
2052 er jo kun interessant som investeringspapir til afdækning af en deflationsrisiko. Indtil videre er der ikke mange investorer (spekulanter), der tror ret meget på deflation. Omvendt er der heller ikke mange, der tror på inflation, hvilket ses af, at der kun er ombyttet for 15 mia. til indexobligationen 2030i.
Problemet med risikoafdækning er, at den for investor har en pris! Risikoafdækningen betyder, at hvad der vindes på gyngerne tabes på karussellen - eller omvendt. Prisen er, at der er ikke noget afkast som følge af rationalitetsforbedringer i samfundet.