Skattelettelser til de højeste indkomster?

Årsagen til, at de højeste indkomster ønsker skattelettelser er naturligvis, at disse høje indkomster så kan betale af på deres gæld - fordi banken skal nok snuppe enhver lettelse - lige ned i tabskassen.

Det vil naturligvis give nogen bedring af kreditkvaliteten - og som sådan give anledning til tilbageførsler fra de afskrevne midler - det vil naturligvis forbedre bankernes resultat. Et bedre resultat vil naturligvis give baggrund for at tage tab - og her mener jeg ikke de kosmetiske frem- og tilbageførsler af hensættelser: Jeg mener rigtige tab, hvor bankerne afskriver et tllgodehavende for altid i forbindelse med en rekonstruktion af en kunde.
Det vil kunne komme på tale i forbindelse med landbrug og visse boligforeninger.

Det vil forbedre kreditkvaliteten, fordi de rekonstruerede kunder vil være i en situation, hvor de kan betale renter og afdrag på den gæld, der er tilbage.

Problemet er bare, at

• dels hjælper det ikke boligejerne, der er fallit fordi deres indkomst aldrig nogen sinde kan afbetale gælden - uanset hvor længe de får henstand.
  Det er så marginalt, hvad der kan reddes af boligejere, fordi hovedparten kan ikke få en indkomst, der kan betale gælden. En boliggæld på 2 mio. kr. skal betale 100.000 kr. ekstra om året af beskattede midler for at afvikle en gæld i løbet af 20 år.
  Det er mit oprindelige argument for, at dømme bankerne døde. De har lånt penge ud, som aldrig nogen sinde kan tilbagebetales - blæse være med inflation og renter.
• dels vil det i en situation med fuld beskæftigelse medføre et lønpres, der vil tvinge inflationen op - fordi lønmodtagere, forbrugere og virksomheder skal betale en højere skat, forbrugsafgifter mm.
  Et inflatorisk pres vil alene hjælpe importen - for valutakursen giver sig ikke - ikke i nedadgående retning. Valutakursen har ikke så lidt mere med konkurrenceevnen at gøre.

Der er nok andre veje, der er mere fremkommelige.

• Skattelettelser på forbrugsafgifter, moms. etc. vil redde forbruget. Det er så også det, man har set gjort.
  En ting er, at man fjerne nogle fjollede afgifter, hvor opkrævningen ikke står mål med de dermed forbundne omkostninger. Det ligger så på den flade hånd. Men igen er der så lidt volumen i dem, at det nok ikke betyder det store.
  Det er mere afgifter på forbrug som bilafgifter, benzinafgifter. De vil lempe på det inflatoriske pres, fordi folk får ikke så meget i løn; men de får mere for den.
• En ting, der vil hjælpe, er ophævelse af pensionsordninger - få inddrevet skatten - og betalt af på gælden.
  Det redder så ikke flextumperne; men vil udelukkende forbedre bankernes kreditkvalitet - helt op til "elendig".
  Der er måske et par hundrede milliarder, der kan elimineres på begge sider af bankernes balancer; men i situationen har lidt også ret.
• Det egentlige problem med det kommer, som Benny Engelbrecht også har gjort opmærksom på:
  Nemlig, at der er en skjult skat på pensionsopsparing idet, at i det omfang en pensionsindtægt udelukker alle mulige tillæg til folkepensionenpensionen, så er en pensionist dårligere stillet med en pensionsordning end uden.
  
  Hvad værre er, når man er flextumpe, er at afdrag på den ikke forrentede gæld er ikke fradragsberettiget, så når man bliver pensionist, så står man med en kæmpegæld, der skal afdrages - ingen kreditværdighed - og renter og afdrag, der overstiger pernsionen.
  Reelt havde disse mennesker været bedre tjent med IKKE at have sparet op til pension.
  
  Hvor mange, det drejer sig om? Ja, det ved jeg ikke!
  Det, jeg ved er bare, at deres pensionsmidler ikke har kunnet placeres i investeringer, der gav et afkast.