Valget i USA

Vi kan lide det eller lade være; men det er altså en begivenhed, der har indflydelse på os.
Der er ikke nogen tvivl om, at Hillary er den kandidat, der vil give os den bedste position som nation. Trump er en landsbytosse som Tulletåben, som dog har en bedre frisør.

Landsresultaterne kan være lidt op og lidt ned. De er i sig selv mindre væsentlige:

1) Republikanerne regner med at tabe. Taber de med 2-3% så går det nok - ikke godt; men man overlever. Taber man med to ciffrede tal, så bliver det meget svært overhovedet at holde partiet sammen.
Årsagen til, at Republikanerne kan leve med en Hillary Clinton er, at hvis de kan holde fast i flertallet i Senatet, så er det begrænset, hvor galt det kan gå, fordi senatet har faktisk ret så stor magt med hensyn til at kontrollere præsidenten - specielt på det udenrigspolitiske område.
Det skyldes, at hver stat har 2 senatorer, hvorved at stater med ringe befolkning er overrepræsenteret.

Det er med velberåd i hu, at der er den indbyggede beskyttelse af minoriteterne i forfatningen: En populistisk bølge kan ikke bare skylle hen over landet og tilsidesætte de mindre (befolkningsmæssigt) staters interesser.

Det de republikanske kandidater til hus og senat gør i øjeblikket er at distancere sig fra Donald Trump og selvom de ikke - som republikanere - kan få sig til at anbefale Hillary Clinton, så er det tæt på. Stemme på hver sit parti i et valgår er det, der kaldes en "split-ticket".

Repræsentanternes hus er langt mere proportional med stemmerne alene fordi der er mange flere repræsentanter i Huset og disse repræsentanter er fordelt rimeligt proportionalt (efter en 10 årig folkeoptælling) mellem staterne. Rhode Island har to senatorer, som alle stater; men kun 1 repræsentant.
Der foregår naturligvis alle mulige former for valggeometri, der med inddelingen i af valgdistrikter generer det ene parti frem for det andet. Netto-effekten er imidlertid tæt på nul, fordi begge partier gør det - de har ikke noget, at lade hinanden høre, hvorfor man heller ikke snakker så meget om det.

2) Det fundamentale er, at Trump har sit publikum i bonderøvs-staterne og rustbæltet, hvor der er mange arbejdspladser, der ganske enkelt ikke er konkurrencedygtige mere. Der skal såmænd nok komme nye arbejdspladser til USA; men det bliver ikke de arbejdspladser, der forsvandt - man holder ikke lige pludselig op med at bygge tidssvarende biler i resten af verden for at hjælpe på beskæftigelsen i Detroit.
Af mere verdensomspændende betydning er, at på et tidspunkt vil olieprisfaldet slå igennem og prisforholdet mellem energi og fødevarer tippe over, hvilket vil give disse bonderøvsstater en betydelig indtjening, fordi amerikansk landbrug er så rationelt - specielt med arbejdskraft.

Det er en omstilling i verdensøkonomien, der kommer til at tage tid, fordi det betyder, at både Rusland og Kina skal indrette sig på, at være nettoimportører - til højere priser. Det vil betyde, at der kommer økonomisk vækst i bonderøvsstaterne og rustbæltet; men det tager lang tid.
Rent praktisk kommer det til at betyde, at landbruget i USA går fra at være modtagere af subsidier til at være netto-skattebetalende. Alene det vil give mulighed for skattelempelser - ikke det store og afsindige, fordi fødevarepriserne vil også stige noget; men ikke noget vildt.

Det er denne træghed, som Keynes økonomi betegnede som: "I det lange løb er vi alle sammen døde". Det er så rigtigt nok, fordi det fødevaremarked, som jeg her forestiller mig kan forsvinde på ganske kort tid med borgerkrige i Rusland og Kina. Problemet med formuerne, der er gemt i de amerikanske statsobligationer er jo netop, at de ikke forbruges.

Det betyder imidlertid ikke, at de mikro-teoretiske forhold er ikke får den fremtrædende plads: Sagen er jo, at den Keynesianske politik på mellemlangt sigt har udspillet sine virkemidler. Der kan komme nogle offentlige investeringer, der ikke er alt for tåbelige; men det forbliver på det jævne. Det gælder både i USA og i Europa.
Infrastrukturen skal nok renoveres, men det er nu engang lettere at grave, der, hvor der har været gravet før. Jernbanelinjerne kommer til at gå nogenlunde, hvor de har gået de sidste 100. Der vil komme nyere teknologi som kan kappe et par procent af omkostningerne; men det bliver ikke der, de store produktivitetsfremskridt kommer.