Geoeconomic power projection.

Diplomaten Robert Blackwill

Han har fået fat i økonomernes basale verdenspolitiske tese - det er så mere end en antagelse:

Magt er i princippet et nulsumsspil, hvor den enes gevinst er den andens tab.
Velstand er derimod uden grænser.

At han så anser det for at være sagligt forkert, det er så et synspunkt.

Problemet optræder gennem, at forskellen mellem gevinst ved økonomisk aktivitet og magtanvendelse er undertiden vanskelig at se. Økonomisk vækst er en langsommelig proces, der reelt har en fremdrift globalt på 1-2% om året. Ved magtanvendelse kan man i isolerede perioder som enkelt land eller organisation få en gevinst højere end det - det er der ikke megen tvivl om.
Hvad man overser er, at magtudøvelse er ikke et nulsumsspil, fordi en krig er så kostbar, at selv en vunden krig med de deraf følgende gevinster er til ulempe for både taber og vinder. Dvs. 1½+½<2, hvor økonomisk gevinst er 1+1>2.

Man kan se med Iraq-krigene: Ingen tvivl om, at Iraq tabte - det var så til at overse, fordi der ikke var noget udbytte af den velstand Saddam Hussein havde samlet sig. Jeg mener: Der er ikke megen gevinst ved monumenter, hvor Saddams kleptomanpølser holder en forældet kartoffelskrælder hen over vejen. Uanset hvad - så efter 100 år så er det monument stadig en hindring for trafikken.
At historiske mindesmærker er værdiløse er ikke givet; men en udgravning, der viser noget om livet førhen er en kilde til viden - mens en pyramide i ørkenen, den fortæller os ikke noget vi ikke vidste: Nemlig at sætte sten ovenpå sten er besværligt.

Et andet problem er, at vækstgevinsten med magtkoncentration (som er en konsekvens af magtudøvelse) er stort set afhængig af skalaeffekt. Altså, at stk. nr. 1000 er billigere at fremstille end prototypen. Det er imidlertid en gevinst som dør ret hurtigt ud. Enhver fordobling i samlet antal giver den samme procentuelle gevinst på stykprisen.
Nu er tallet 1000 ikke helt tilfældigt valgt. Det er f.eks. de færreste skibsværfter, der opnår nybygning nr. 1000 inden de går konkurs. Det skyldes formentlig at både kapital og arbejdskraft forlanger den samme årlige vækst i udbytte/realløn. Men for at opnå et øget salg skal man sænke prisen fordi stadig mere marginale kundegrupper skal inddrages og deres gevinst ved anvendelse af f.eks. et skib bliver stadig mindre: Det er princippet om den faldende marginale nytte.

Skalaeffekten vil nødvendigvis give en magtkoncentration og monopoldannelse - måske ikke på kort sigt; men den tendens vil altid være der. En monopoldannelse (og det er så ikke nødvendigvis hos producenten, det kan f.eks. også være en stærk fagforening) er altid opskriften på egen undergang, fordi der er en potentiel gevinst, der fremmer substitution.
Der er ingen tvivl om, at den, der byggede Storebæltsbroen var Preben Møller Hansen og Sømændenes Forbund. Deres arbejdskraftmonopol hindrede rationaliseringer (jeg ved positivt, at halvdelen af personalet på intercity-færgerne ikke lavede dagens gerning). At noget så uhyggeligt kostbart som Storebæltsbroen overhovedet kunne svare sig byggede på det monopol, som medarbejderne havde fået opbygget. Som tallene var dengang, så kunne Storebæltsbroen ikke svare sig. At den kom til det, havde så en forbindelse med det økonomiske sammenbrud i Japan, hvor kapitalen smurte haser ind i alt der bare kunne tænkes at betale nogle af pengene tilbage - Storebæltsbroen blev finansieret til, var det ½% eller 1%, uhørt rente på det tidspunkt.

Argumentet omkring konkurrence er i sidste ende, at koncentration og stordrift er fremmende. Det er så rigtigt indenfor en vis periode og en vis tid.
Det er imidlertid ikke det på sigt væsentligste argument for at fremme konkurrence: Det er substitution. Hvis det ikke var tilfældet, så bevægede vi os stadig langsom - ingen vegne - med heste. Jeg læste engang en bemærkning i en bog om veteranbiler, at årsagen til at bilen kom frem inden første verdenskrig var, at den kun havde brug for en chauffør, mens hestevognen havde foruden kusk også brug for staldpersonale - og den brugte brændstof selv, når den ikke lavede noget. Der var så også lakajen, der skulle gelejde herskabet ind og ud af køretøjet - kusken blev siddende på bukken, for at holde hestene, der jo er nogle utilregnelige størrelser.

Nu sagde Keynes at på langt sigt er vi alle døde, det er så også rigtigt; men det er en økonomi ikke nødvendigvis. Der er ikke nogen grænser for vækst. Den forestilling er - ligesom miljøfiseriet - så tåbelig, at det ikke engang er forkert. Nonsens er hverken rigtigt eller forkert - det er nonsens.