Energiprognose

Det er en prognose og ikke bare en passiv fremskrivning af nogle urealistisk forudsætninger.
Der skal inddrages nogle fundamentale økonomiske betragtninger.

Det, der sker i øjeblikket er at nogle producenter forsvinder fra markedet. Det er så - som altid - de potentielt mest effektive producenter, fordi de andre sænker prisen i håbet om at redde bare lidt af deres investeringer.
Det er lande som Venezuela, Libyen, Marocco, Iraq og Syrien. Det gør sig gældende ved, at landet forsvinder, fordi man har brugt gevinsten til at undlade at investere den i en rationalisering af samfundet bagved - når så pengepatten bliver hevet fra dem, så har de ikke noget at falde tilbage på.

De store og effektive producenter har ikke noget motiv til at sænke prisen, fordi i første omgang opfanges tilbagegangen.

Det er Tobins-Q.

Altså: Der bliver bygget nyt, så længe det er mere effektivt end at købe til de opskruede monopol-priser. Med en oliepris på 45 USD/brl. så kan producenter som USA og Saudi fortsætte så længe det skal være.

Narrehoved staterne (som igen: Venezuela, Libyen, Marocco, Iraq og Syrien) vil blive rekonstruerede og der vil komme de investeringer, som varierer fra sted til sted, der gør at produktionen kan genoptages med fortjeneste. Det vil tage sin tid - men efter et par små raske borgerkrige, så skal det nok komme. Hvor mange flygtninge, der så vender hjem er et åbent spørgsmål. Men den lokale arbejdsstyrke, der har været overbetalt for at holde fred og ro - den kommer ikke tilbage, fordi det bliver væsentlig mere ydmyge vilkår der bliver tilbudt.

Nu er de investeringer, der skal laves i narrehovedstaterne af forholdsvis beskedent omfang, så produktionen skal nok komme op igen og trykke prisen.

Det store dyr i åbenbaringen er Rusland.
Som det ser ud så kan Rusland ikke overleve med den oliepris - og gasprisen vil fortsat falde, fordi olieprisen ikke er faldet nok til at ramme de langsigtede produktionsomkostninger. Rusland er Venezuela på en større skala.
Når man ikke kan overleve med en pris på 45 USD/brl - ikke på grund af udvindingsomkostningerne; men fordi olie industrien alene skal give socialhjælp til hele resten af samfundet - så falder det samfund sammen.

Selvom Rusland holder forsvarsudgifterne (specielt til atomvåben) hellige, så knirker det selv der. Det er til at konstatere:
Når Putler praler, så taler han om at opstille 40-50 nye silo-missiler, hvilket sammenholdt med tidligere er småting og slet ikke op til hvad der kræves til en egentlig reinvestering og modernisering af den strategiske missilstyrke.
Der er planer om nye russiske bombefly; men de har været der længe og er ikke blevet til noget. Tilsyneladende er ubådene ikke noget seriøst, hvilket er forståeligt, for operation af ubåde er så kostbart.

Men når selv de højest prioriterede områder ikke kan få, hvad de beder om, så hvordan ser det så ikke ud på de andre?
Det er derfor jeg gentagne gange har påpeget, at det ikke er et spørgsmål om, at Rusland bryder sammen; men hvornår og hvordan?

Vi vil i fremtiden også få leveret gas og olie fra Rusland; men til en lavere pris. Sagen er bare, at det vil ikke være et Rusland vi kan genkende.
For at reinvestere i energistrukturen, skal der et helt andet system til - ellers kommer investeringerne ikke. Ikke at de investeringer vil være specielt store; men det kinesiske marked er en vrangforestilling.
Kina kan heller ikke holde - der vil blive et fald i energiefterspørgslen, fordi de sektorer, der har haft vækst har været energiintensive. De vil falde sammen - selvom man vil gøre, hvad man kan, for at holde beskæftigelsen oppe.
Fødevarepriserne har endnu ikke bevæget sig op på et rimeligt langsigtet niveau, hvorfor jeg tror, at foruden Rusland, så vil Kina få revolution og borgerkrig - som så ofte før.

På længere sigt vil vi se lavere energipriser - en langsigtet oliepris på 20 USD/brl. er ikke urealistisk. Olieprisen - sammenlignet med kulprisen f.eks. følger politiske svingninger langt mere.

Kul er siden jan 2011 faldet fra 142 USD/ton til 55 USD/ton - det væsentlige er: Det er sket i en rimelig regelmæssig eksponentiel kurve. Det er et årligt fald på 15-16% om året. Men nok så væsentligt: Siden toppen i juli 2008 på 193 USD/ton er faldet 12½% om året. Det er nogenlunde det samme som olie er faldet med siden toppen i 2008 til de 30 USD/brl.
Kul vil hele tiden være der som en pristrykker.

Det, der gør sig gældende er Ruslands invasion af Ukraine. Den slutter de høje oliepriser. Der må være et politisk drev bagved. Derfor er højere oliepriser ikke økonomisk begrundet; men politisk - denne politik er bare ikke holdbar.

mindre end forventet.

Oliepriserne falder, efter at den seneste amerikanske opgørelse over olielagrene tidligere på onsdagen viste et mindre fald end ventet. Det får nu bekymringerne om overproduktion til at spire, skriver Bloomberg News.

Det er sådan set ikke overraskende, fordi Venezuela er nødt til at eksporterer til USA, fordi den venezuelanske olie skal blandes op med den amerikanske - for at gå igennem raffinaderiet.

Derfor er det ikke specielt overraskende at Venezuela eksporterer, hvad de overhovedet kan - det vil så blive mindre og mindre efterhånden som man ikke har råd til at vedligeholde boringer og andre anlæg.

Hvor meget Iran, Irak, Syrien reelt producerer - og eksportere - har jeg ikke set nogen nylig opgørelse over. Libyen tror jeg ikke eksporterer noget og Marocco - der har jeg også min tvivl. Tidligere har det jo vist sig, at olieproduktionen ikke falder ret meget.
Derfor er der nok samlet set lagt an til en produktionsstigning - specielt i det omfang, man kan sikre og garantere produktionen i f.eks. Libyen.

Den deciderede nedlukning af urentable boringer ser heller ikke ud til at være væsentligt større end efterspørgselstilbagegangen.
Det har nok mere med et skifte til alternativer i en banal substitution, som altid vil forløbe langsomt, fordi, der skal laves nye anlæg.

Men alt i alt tyder det på fortsatte prisfald.