Anskaffelser, budget og taktik.

Efter det nu er medgivet, at Dragoon Ride II tog 6 dage, hvor den skulle have taget to.

Det kan så forbedres.

Men hvis en fiasko ser sådan ud, så tvivler jeg på, at Putin har lyst til at se en succes.

Som bemærket andetsteds, så taler vi mellemsvære styrker på hjul. De kommer i vanskeligheder, hvis de kører ind i tungt panser. Her skal man så være opmærksom på, at det skulle være til at undgå. Har russerne først koncentreret deres tunge styrker og de rykker frem, så vil de formentlig sidde fast i lette lokale styrker. Det er slet ikke f.eks. Letland Rusland skal være bekymret for hvis de invaderer - det er det, der meget, meget hurtigt kan komme og slagte dem bagfra.

Det minder mest af alt om Hitlers Ardenner-offensiv, hvor tungt panser kørte ind i et svagt holdt frontafsnit med lette styrker (det var 101. luftbårnes episke slag). Der kunne evt. være en grund til at det var holdt svagt.
At Patton så bruger en medium styrke tværs gennem egne stillinger, som kommer frem, da den tyske offensiv er kørt uhjælpeligt fast. Det kostbare materiel må tyskerne efterlade - dem af dem, der undslipper.

Fidusen med motoriserede er dels at de bruger ammunition, der allerede er i depot og de er billige at fremstille.
En Piranha III angives at koste 1,3 mio USD som PMV. Men vi taler under alle omstændigheder om noget, der koster 1/5 af en kampvogn. Dertil kommer så bevæbningen; men den har man jo allerede. Den skal indbygges; men det skulle være til at overse - også økonomisk.
Der er ikke noget, der tyder på, at materielanskaffelser bliver tilnærmelsesvis så dyre for Nato, som for Rusland.

En anden faktor får mig til at tænke på Stillehavskrigen, hvor overfaldet på Pearl Harbor sænker den amerikanske slagskibsflåde; men hangarskibene er der ikke.
Indtil Midway er der tale om en gensidig nedslidning af hangarskibsflåderne - hvor Lexington og Saratoga begge var ombygninger af slagskibe.
Den helt anden teknologi og taktik minder om skiftet til mellemsvært panser.
At slagskibene i Pearl Harbor så for de flestes vedkommende blev hævet og senere indsat, det har en parallel i de kampvogne, der allerede er bygget i Nato. Nato har masser af tanks - også af en kvalitet, som ligger over det russerne planlægger.

Det næste var så, at USA i Stillehavskrigen kunne erstatte tabene. Essex-klassen bliver operativ et år efter Pearl Harbor.
Vi ser det samme billede i dag. Essex-klassen var tegnet og faktisk i ordre et år før Pearl Harbor. Ikke nok med det men bevæbningen i form af fly var stærkt forbedret - noget som japanerne aldrig kom efter.
Japanerne var - hvis de skulle have en chance - nødt til at gå i krig snart, meget snart, da krigen i Europa bryder ud. Det passer også med Ruslands situation i dag.
Det andet var, at USA holdt et operationstempo i Stillehavskrigen, der ikke tillod japanerne at trække vejret. Man har gjort meget ud af Casablanca-konferencen, hvor man bliver enige med briterne om at prioritere Europa højest. Hvis japanerne havde vidst, at de var blevet nedprioriteret, så havde det været en ydmygelse.

Vi ser det samme med Rusland i dag, der har en umulig militær position. Nogle håbløse udposter som Murmansk, Khaliningrad, (de har - Gud hjælpe mig - raget endnu et problem til sig) Krim og Latakya. Deres rygdækning er håbløs overfor Kina. At demografien i Rusland så også er tilsvarende håbløs gør, at Rusland ikke har tid til noget som helst.

Det, der sker i øjeblikket er, at USA (fortrinsvis) bringer nyt materiel i anvendelse - ikke fordi man sådan set har nogen alvorlig fjende; men fordi det begynder at blive dyrt at vedligeholde og bemande: Man kan opdatere så og så mange gange inden det bliver lettere at starte med et rent stykke papir.

På flyene kan vi se, at den indfasning af ny teknologi er begyndt for år tilbage med F-22 Raptor, der var beregnet på at kunne klare, hvad russerne kunne tænkes at have under udvikling. Havde russerne haft noget seriøst, så havde man set det nu!
Det er 10 år siden den maskine blev operativ - og 5 år siden, man indstillede produktionen.
Det med F-35 er en historie parallel til udbruddet af 2. verdenskrig for USA's vedkommende.

Se Island blev besat af England og derefter overgivet til USA 7/6 1941. Det væsentlige i denne forbindelse er, at hæren havde P-40 Tomahawk som sit mest moderne fly. Der var tre steder, der blev forsvaret med P-40 ved udbruddet af 2. verdenskrig: Philippinerne (hvor spredningsplanen IKKE blev sat i værk og alt blev fanget på jorden), Panamakanalen og Island. P-40 var ikke noget at prale af; men det var, hvad USA havde af rimelig kvalitet ved krigsudbruddet. Man manglede ganske enkelt en ordentlig vandkølet motor. Rolls-Royce Merlin var faktisk en for USA afgørende strategisk ressource op til udbruddet af krigen.

Pointen er imidlertid her, at ikke alene er man fra USA's side ret prioriterende hvor de F-35 skal hen. Det skal være på strategisk afgørende steder.
Med strategisk menes i denne forbindelse, at introduktionen skal gøre de planer fjenden måtte have uaktuelle. Som tingene står, så har Rusland intet, havde de haft det, så havde vi set noget på nuværende tidspunkt. Der har ikke været - set fra USA's side ikke nogen grund til at fremskynde introduktionen. Det begynder der at komme: Det bestående materiel er for dyrt i drift. Det er ikke så meget teknikere og vedligehold - det går endda; men det er, at det nuværende materiel kræver permanente baser oversøisk - det gør F-35/F-22 kombinationen så også; men i langt mindre omfang.
Her skal man se i øjnene, at baser på Grønland og Færøerne rent faktisk er billige - bl.a. fordi de er afspærringsfri - der er ikke nogen, der vandrer over indlandsisen f.eks.
Indvendingen mod Grønland og Færøerne har været, at man ikke gider betale bestikkelse (slet ikke i ønsket omfang) til lokale idioter, hvis man kan klare sig uden. Det så vi på Philippinerne hvor narrehovederne bare blev ved at skrue prisen op.
En af de ting, man har skullet bringe på plads er, at de Grønlandske urealistiske forestillinger om egen værdi skulle bringes nogenlunde i proportion.
Island har haft tilsvarende anfald af storsnudethed. Det endte finanskrisen imidlertid. Ikke, at man ikke vil betale for og forsvare Island; men det kan altså også blive for morsomt.
Her har problemet så været at komme på talefod igen. Det lader til at være lykkedes. Hvad Sverrig vil, det er usikkert - det er usikkert om man overhovedet gider undersøge det.