Forsvarsbudgettet.

Forsvarministeren er med på større forsvarsbevillinger.

Det er jeg sådan set også - bare de bliver anvendt fornuftigt.

Der er det problem med 5 årige forsvarsforlig, at hvad nu, hvis verden ændrer sig så snart det forlig er indgået - sådan som det skete her.

Det jeg mangler at se er planen! Altså andet end en banal fremskrivning af, hvad man gjorde for 10 år siden.¨
Den plan er der givetvis også; men indtil videre virker den gamle plan som vildledningsplanen.

Der, hvor jeg kan se umiddelbart et mere retvisende billede: Det bliver Sdr. Strøm, hvor man gennem bloktilskuddet har betalt Grønland for bortfaldne indtægter fra flyvestationen. Hvordan man vil klare Island ved jeg ikke, men det bliver nok over anskaffelseskontoen. Jeg forstår også at man klarer noget over miljøskibene. Meget af den internationale indsats er klaret ved beskæring af ulandshjælpen.

Det vi mangler er et ordentligt plangrundlag at træffe beslutninger ud fra.

Ine Marie Eriksen Søreide

Jeg er meget enig med Søreide, at man skal bruge pengene fornuftigt. Om det er lidt mere eller mindre er ikke afgørende.

For Danmarks vedkommende mener jeg der er en mulighed for et lokalt optimum. Forstået på den måde, at i en bestemt sammensætning og omfang af styrken er der en mulighed for en kapacitetsdannelse, der er uforholdsmæssigt større end omkostningerne.

• Flyvevåbnet er dels de flyvende enheder, dels flyvestationer og landingspladser, dels vedligehold og uddannelse.
  
  
  
  • Kampflyene mener jeg har en "sweet-spot" med 5 eskadriller - Taifun og F-35 - om det er to af den ene og tre af den anden (eller omvendt). Det passer på personellet og uddannelsen - f.eks. vil missilerne i vidt omfang være de samme på begge, bomberne ligeså. Det giver godt nok problemet med at have uddannede teknikere med status på begge typer; men i sidste ende er det nok ikke så mange. Det giver også en fleksibilitet i vedligeholdelsesarbejdet.
    Flyene er faktisk ret forskellige; men den forskel kan bruges taktisk - for en ting man ikke får er en verdensmester på alle distancer. F-16 er et kompromis - et godt kompromis; men et kompromis. Det kompromis vil være mindre med de to typer.
    Om de forøgede omkostninger i vedligehold er så store - givet et fornuftigt ledet vedligehold - at det kan opveje den taktiske fordel man har ved to typer, der delvis supplerer hinanden. Det er en vurdering, der ligger over flyvestationsniveau i generalstaben.
    
  • Transportflyene:
    Her så jeg gerne en fuld eskadrille Hercules og en fuld eskadrille Challenger - begge dele har indikationer på, at de ikke har optimal størrelse. Hercules har det med at blive slidt op for at skaffe nok flyve timer og Challenger har det med at have ubeskæftigede teknikere, som så fornuftigt og på eget initiativ finder mere arbejde til sig selv - fair nok, hvis den tilførte kapacitet er umagen værd og fører til rationaliseringer. Jeg så også gerne en eller flere eskadriller Spartan, som bruger samme motor som Hercules - og som kunne tage fra i nogle af de opgaver - samt give taktiske muligheder på landingspladser, der trods alt er for små til Hercules. Endelig er der i min optik en mulighed for de gamle Sherpa, der ikke kræver det store vedligehold og heller ikke giver den store lasteevne; men den kan bruge nogle hjemmeværnspiloter, som eller er en uudnyttet ressource.
    Den taktiske gevinst er, at de Sherpa kan bruge (næsten) samme faciliteter som helikoptere kan; men gøre det meget billigere.
    Det kan så godt være, at transporten skal deles i to wings - fair nok - det er spørgsmålet om at få tingene til at supplere hinanden, hvad går bedst i samme klasse.
    
  • Der er operativt klart fire eskadriller. At jeg så havde regnet med en 10 SeaHawk - vi får se om det ikke går - tabene er ikke så store som man tidligere havde beregnet. Merlin er dels en transporteskadrille og dels redningseskadrillen, hvor man bruger synergier i vedligeholdet til at udnytte pilotmassen bedre. Hvad Fennec stadig gør er mig en gåde; men her kan jeg lade mig overraske positivt - der er ikke nogen grund til at smide dem væk.
    
  • Vi skal heller ikke være blind for den reserveofficerskapacitet som Cimber giver. Der var så i mange år den opgave SAS havde - indtil forureningen med svenskere blev for slem - ingen grund til at se bort fra et godt princip, skønt der er rådne æbler i tønden.
    
  
  
  
• Søværnet:
  
  
  
  • Har på Thetis-klassen det at de to kommandoskibe hver har en fregat, således at der til stadighed kan være to fregatter og et kommandoskib i søen (at den ene af fregatterne så lejlighedvis er det andet kommandoskib - det gør ikke noget.
    
  • Huitfeld-klassen skulle nok af tekniske grunde have været på fire skibe, men der mangler beskæftigelse til det ene af dem i øjeblikket - det er så nok forudset til at have SM-2 IIIA missiler. Det fanges nok op af, at der er ½ skib for meget i Absalon-klassen, som så kan tage tørn fra Huitfeldt på visse opgaver. Som sådan set ud fra et fregat-synspunkt en suboptimering; men næppe specielt alvorlig. Omvendt vil en optimering af fregatterne gør suboptimeringen for Absalon-klassen noget større. Typisk i optimeringssituation: På den ene side og på den anden side.... Det er det man har chefer til at afveje.
    
  • Diana-klassen er så den typiske indenskærs patruljebåd - men da Marinehjemmeværnet dækker så fint i de indre danske farvande, så er det lidt mærkeligt at Diana er så svagt bevæbnet - en 25 mm. kanon er vel minimalt det, der skal til for at sætte sig i respekt; men det er vel så sjældent, at det er nødvendigt og når skipperen alligevel snorkbobler i sin vodka-brandert, så skal der mere til at vække ham.
    Der kunne være et værftsargument for en fjerde Knud Rasmussen; men jeg tror, at man ved lidt elegance kan henlægge værft til sommeren, hvor der kun er brug for to på Grønland. Det gør så, at man har tre isbrydere om vinteren til de indre danske farvande - hvilket nok er behovet. Det med at løbe væk fra en isbryder er sjældent et problem - al den stund, at man råber på at komme fri.
    
  • Jeg ser, at de skal have skiftet miljøskibene - fint, hvis man kan få nogle ekstra af det man har brug for - og klare miljøopgaven med andre midler.
    
  • Som sådan er Søværnet ret tæt på et optimum. Der er nok de skibsklasser, der er behov for og de er blevet store nok: Niels Iuel-klasse korvetterne havde vel den ildkraft en fregat har - den havde bare ikke nogen udholdenhed, hvilket man må sige, der er rettet op på, uden at gøre perioden mellem værtshusbesøg længere - en kritisk planlægningsmæssig parameter - jeg mener: Når man ikke lægger til i Stettin Centrum, man parkerer.
    Pointen er, vi har ikke brug for hangarskibe.
    
    
    
    • I Nordatlanten har vi Island og i nød og betryg Færøerne og Narsarsuaq til kampfly - et hangarskib vil alligevel skulle sejle rundt ca. derned - længere oppe er der simpelt hen for ugæstfrit - hvis amerikanerne vil spilde penge på det, skal de være velkomne; men lad være med at bebrejde os noget.
      
    • I Østersøen er det nemmere at hoppe fra landingsplads til landingsplads end at ligge at rode til søs med transporthelikoptere - det er en naturlig fordel, som vi naturligvis skal bruge.
      
    
    
    
  
  
  
• Hæren er vel der, hvor man kan opstille nok enheder med hver sin egenart til at kunne opstille en både fleksibel og slagkraftig styrke - om vi skal have et par kompagnier eller bataljoner mere - ved jeg ikke. Det afhænger også af om der er noget vundet ved at have dubleret noget materiel - så den samme enhed har valget (alt efter opgaven) mellem f.esk. hjul eller bælte.
  
  
  
  • Man kan opstille en decideret panserinfanteribrigade ved at anvende CV90 og Leopard 2 - problemet er feltartilleriet som endnu henstår som en uløst opgave. Her tror jeg problemstillingen er om artilleri-systemet også kan monteres på hjulpanser.
    
  • Man vil kunne opstille (hvad jeg kalder en mellemsvær) motoriseret brigade på Piranha V - her tror jeg så Krauss Maffeis interesse har gået på Leopard 1 kampvognens chassis - til fabrikation af ingeniørmateriel - det er erfaringsmæssigt sådan, at tungt panser altid vover sig ud i noget og kommer galt af sted. Det skulle så betyde, at det vil være muligt billigt at købe kanonerne tilbage og sætte dem på Piranha V.
    Igen mangler vi så artilleriet, men igen: Det skulle være muligt.
    
  • De lette styrker har en guds velsignelse af køretøjer - lidt efter om det er miner, de risikerer at køre på eller at køre fast.
    Jeg ser stadig udfordringen for dem som værende sne og is - der tror jeg stadig ikke man kommer uden om bæltekøretøjer.
    Jeg så på disse videoer optaget af de igangværende øvelser, at man er ved at finde ud af, om lette bæltekøretøjer kan holde trit med mellem hjulkøretøjer. Det kunne så være interessant at se hvilke erfaringer, der er indhøstet - det tror jeg så også er det man undersøger.
    Her har jeg ikke helt opgivet tanken om at få fat i Condor-flyene til en billig penge; men det er helt tydeligt noget, der sidder fast i EU og IMF. Et andet spørgsmål er om indsparingen på Nordatlanten er så stor, at der bliver frigjort nok tung transportkapacitet, så man evt. kan "Nato-e" sig frem. - Jeg skal ikke kunne afvise den løsning på forhånd.
    
  
  Logistik.
  Det er ikke helt almindeligt, at man har en nation med så fin infrastruktur som Danmark, hvor man har faciliteter til søtransport, luftransport og over land - det være sig på lastbil eller skinner.
  • 
    Det er så Nato's logistiske problem: Nemlig at få Nord og Syd til at hænge sammen. Så længe det drejer sig om middelsvær (motoriseret) bevægelighed, så går - Spanien er f.eks. helt fin til at modtage motoriserede enheder og det lader til at gå bedre end forudset - jeg hørte Stoltenberg nævne, at den forskydning to 4 dage (og ikke 5 som tidligere annonceret). Det er smukt og godt, for der er ikke problemer med færger og motoriserede - færger er faktisk bygget til det.
    Det er strategisk set den store fordel ved de motoriserede - de kan trille umiddelbart fra borde og det rod der måtte være kan udredes på vejen. Dvs. man ankommer i kampformation. Samtidig er det ikke værre, end at de forsyninger, der ikke er oplagte på forhånd: De kan holde trit med styrken - på ganske almindelige lastbiler.
  • Det er det kneb, jeg ikke tror russerne har noget godt svar på: Nemlig, at Nato's motoriserede styrker kan ikke overforstrækkes. Det er unægtelig en militær-strategisk nyhed. De lette styrker kan afskæres og omgås, men er nærmest umulige at nedkæmpe. Russerne kæmpede i adskillige år i de baltiske lande mod "skovgangsmændene" som for alvor med meget små forsyninger bed fra sig.
    Men motoriserede er noget andet i dag. Kan der køre hjulpanser, kan der køre lastbiler og omvendt. Det er så godt nok, så længe vi ikke taler om at skulle bevæge sig i ørkenområder.
  • Tunge styrker vil altid køre fra deres forsyninger. Det kan tage kortere eller længere; men det vil ske. Dels bruger tungt panser enten masser af brændsel eller masser af ammunition - begge dele vejer som ind i helvede. Dels vil tungt panser altid ende udenfor transportvejene i terræn, hvor lastbiler sidder uhjælpeligt fast.
    Det medfører dels en lav gennemsnitlig fremrykkehastighed, dels at forsyningerne ikke kan nå dem - selv i rimelig optimalt panserterræn som den Irakiske ørken - selvom de havde den ubestridelig bedste forsyningstjeneste i verden i ryggen (ikke nødvendigvis den mest effektive, men den bedste!). Rent faktisk var hovedparten af amerikanske tab i den anden Golfkrig lastbilchauffører der faldt i søvn p.gr.a. overanstrengelse. Det var en blodig krig - dog ikke for amerikanerne; men hvis nogen tror at en panserdivision slipper uskadt igennem et bombardement fra B-52, så tager de ganske alvorligt fejl.
    
  
  Altså: Medium styrker (motoriserede) kan ikke overforstrækkes hvor de kan komme, kan lastbiler også komme.
  Medium styrker forbliver i kampformation under bevægelse og kan skifte formation og sammensætning efter behov - under bevægelse.
  Medium styrker har en fremrykke og forskydningshastighed, der er andet overlegent - lette styrker kan forskyde hurtigt, men de bliver nogenlunde hvor de er sat ned. Panser kan rykke frem, men at få dem til det sted, hvor de skal rykke frem fra er et helvede.
  Der er sådan set ikke noget nyt i det. Ser vi på Pattons undsætningsoperation under "Battle of the Bulge", så var situationen den, at tunge tyske styrker (Gruppe Piper) var kørt fast mod lette styrker (101st Airborne).
  Patton har været kaldt Pansergeneralen - det var han ikke - de Sherman tanks han havde var for praktiske formål ikke pansrede mod tyske kampvogne - kom det til nærkamp, så måtte amerikanerne have tab 10:1. De var derimod meget bevægelige - pløjede sig rimelig ubesværet gennem egne rækker - uden at køre fra forsyningerne. I dag burde man kalde Patton motoriseret. Det var dér han viste format - hoved og skuldre over de andre generaler.
  
  Det giver svagheden i Nato og Europa - for svære styrker hænger Europa ikke sammen. En væsentlig årsag til dette er, at godstog kan ikke lide stigninger! Et hurtig blik på kortet viser, at der går faktisk bjerge på tværs af Europa - Alperne f.eks. Tung transport Øst/Vest går; men Nord Syd

For nu at vende tilbage nogenlunde til udgangspunktet omkring konsekvensen for Danmark.

I militær planlægning går man ud fra en beskrivelse af fjenden og hans muligheder, derefter specificerer man så hvad man skal bruge af enheder, mænder og materiel - så ser man på om man har råd til det - hvad man aldrig har.

Her ser jeg, at man går den modsatte vej! Man finder et økonomisk optimum, der producerer den styrke der styrke, der har det største effekt/prisforhold. Dertil tilpasser man opgaven! Opgaven udvider sig til den bliver løst billigst muligt.
Som eksempel kan vi tage general Welsh kritik af danskerne: Kvaliteten fejler ingenting "totally dependable" (hvilket er en nødvendig betingelse for anvendelighed i kamp) og rammer alt hvad de sigter på (unægtelig også formålet med overhovedet at gå i kamp); men uden vægt og masse.
Kritikken er retfærdig og korrekt.
Får vi et flyvevåben på 5 kampeskadriller (der i sig selv er en rationalisering i forhold til at betragte Østersøen og Nordatlanten som to isolerede problemstillinger, der hver for sig vil kræve 3 eskadriller = 6 eskadriller), så vil vi uden alvorligt at kompromittere løsningen af andre pålagte opgaver kunne udspare 2 eskadriller. En af hver type.
Det er så det mindste af det, fordi i stedet for som i dag, at vi kan udspare én flight som giver "for ships a day, every day for months".
Så taler vi om 3 flights pr. eskadrille og stadig havende 3 reservefly - dvs. 15 fysiske fly. Så taler vi "12 ships a day" og med to eskadriller "24 ships a day" - så længe det skal være, det er noget helt, helt andet!
Får vi så også transporten, som kan holde dem forsynet med 10 tons bomber om dagen, se så er vi rykket ikke bare op på wing niveau som de to eskadriller kan berettige til; men på Group niveau i en sammensat styrke. Vi læner os gevaldigt op ad operative generaler - som standard. Kan vi så holde den fabelagtige reaktionshastighed - så kan vi afgøre sager inden de kører op i en spids.

Jeg siger ikke vi skal gøre det; men vi kan. Under de givne forudsætninger.
Vi kan tage operationerne i Libyen som eksempel - og jo, de var generelt ganske vellykkede set ud fra, hvad der var realistisk at forvente. Vi kunne forhindre et folkemord, men ikke opnå et fuldt udviklet demokrati og en velfungerende stat spring ud af hovedet på Zeus som en anden Athene - efter et ordentligt gok i nødden.
Men det, der skete der, var at den oprindelige faseinddelte luftoperation med at sikre sig luftherredømmet, det var overstået første dag - det var måske mere heldigt end egentlig forudsigeligt. Dernæst kom en bombekampagne, der endte med nærstøtte til civile. Ingen tvivl om, at Taifun er optimal til luftkamp og her ville have kunnet bruge Lightning til supplement, når først pynten blev pillet af det fjendtlige flyvevåben. Derefter kom den offensive del, hvor man med den Taifun/Lightning kombination kunne have lavet de dybe stød, som Frankrig og England lavede.

Opgaver har det med at øges til de optager de afsatte ressourcer - det gør så heller ikke noget, så længe den vækst bevæger sig med faldende marginale omkostninger. (Det er den del af udbudskurven, man ignorerer i banale økonomiske betragtninger - fordi man tror at de marginale omkostninger altid stiger - det afhænger så ganske af produktionsomfanget).
Det er så mere organisationsteori og Parkinsons lov. Der er så ikke nogen modstrid og sammenhængen over til økonomi er konsistent!

Det var jo reelt det, der gik galt med det Britiske Imperium: Det holdt fast på magt og indflydelsen langt udover, hvad der var økonomisk forsvarligt - franskemændene var meget værre; men det gør jo ikke briternes fejl principielt mindre.

Hvorfor skulle vi gøre det?

• Ja, først og fremmest fordi så får vi det som vi vil have det. Det er så ikke så forfærdelig langt fra, hvad hovedparten kan leve med - endog rimelig komfortabelt.
  Komfortabelt forstået på den måde, at det vil ikke reelt hindre andre i at hævde deres legitime interesser. Altså: Det er ikke videre sandsynligt, at hverken Tyskland eller Italien skulle blive alvorligt bange for os! Tanken om at besætte Polen er absurd: Hvilket muligt motiv kunne vi have til at rode med alle Polens problemer? Jeg kan ikke finde noget.
• Det betyder, at pengene ikke vil være noget problem - vi vil få rigelig honoreret gennem alle mulige fordele, at vi kommer med løsninger på problemer, der ellers koster allierede det hvide ud af øjnene, hvis nogen tror, at Golfkrigene var gratis, så er de ikke vel forvarede. Var USA tilfreds med den løsning de havde på det problem? Det tror jeg ikke!