La Clemenza di Tito

Vesselina Kaserova: Prøv at hør, hvor godt hendes relativt dybe kvindestemme lyder med klarinetterne.
Godt nok er den officielt skrevet til en kastrat-sopran;

The role of Sesto was taken by castrato soprano, Domenico Bedini.

men jeg tror Wolfgang har været ligeglad. Det er en lejlighedskomposition på en libretto, der har været brugt utallige gange før af andre.

Instrumenteringen er, hvad man ville kalde "Fuldt træ":

The opera is scored for 2 flutes, 2 clarinets, (I also basset clarinet and basset horn)., 2 oboes, 2 bassoons, 2 French horns, 2 trumpets, timpani and strings Basso continuo in recitativi secchi is made of cembalo and violoncello. Period performance practice often uses a fortepiano.

Det er et fascinerende indblik ind i en stor musikers værksted på et afgørende punkt i musikhistorien, som også er Mozarts sidste leveår - skrevet under officielt tidspres. Dirigenten, nylig afdøde Harnoncourt, er om nogen inde i sin musikhistorie.
Wolfgang har ikke tid til at brokke sig over skabhalsene; men til gengæld kan han indenfor de rammer gøre som det passer ham. Stemmen er foreskrevet ham. Hvor meget han har hørt Bedini ved jeg ikke; men jeg tvivler, han har gidet.

Det man bør bemærke sig er, at klarinetterne dublerer i de dybere klarinetter. Der er tale om to musikere til oboerne og to til klarinetterne; men 4 klarinetter. Det vi kan regne ud er, at Wolfgang er klar over klarinettens begrænsning - nemlig, at det dybe register skal bruges på alle tre klarinetter. Var det ikke tilfældet, så havde han bare taget en dyb og ladet den overblæse; men det giver ikke den varme dybe tone klarinetten har i det lave register: Var det ikke det forhold, så ville oboerne også være dubleret i med engelsk horn.
Det er waldhornet, hvor der kan være flere musikere end instrumenter - det er sådan, at mange hornister specialiserer sig i enten det dybe eller det høje register, fordi embouchuren er helt forskellig, formentlig som følge af det koniske mundstykke: Det er en tragt og ikke som trompetens en skål med hul i.

Dermed kan vi være sikker på, at Mozart har den hensigt.
Der er slet ikke brug for kastratens større stemmevolumen! Vesselina går ubesværet over klarinetten, når der skal synges forte.
Det er en tanke, jeg ikke har haft før: Nemlig, at kastrater forsvinder - ikke så meget p.gr.a. ændrede sociale forhold - men fordi klarinetten gør dem overflødige. Cecilia kan synge kastratpartier; men hun har heller ikke lagt skjul på, hvad det kræver af hårdt arbejde med åndedrætsteknikken for at klare det.

Her passer Vesselina's stemme fremragende - de fleste sopraner vil være for høje til at give det smukke piano dybt nede - de ville (hvis de prøvede) brumme i stedet.
At hun så bruger bukserollen til sit sædvanlige kneb, sorte benklæder og hvid skjorte, kan man smile lidt indforstået ad - hun mener, at hendes røv er for bred (og hvad så?) - vi slipper i hvert fald for de rædselsfulde omslagsfoto, som slet ikke yder hendes mimik retfærdighed.
Den er der ikke mange, der kan gøre Vesselina efter.
At jeg så gerne ville vide, hvem 1. klarinettisten er - det er noget andet.

Det er spændende for mig, at prøve at slutte mig til, hvad der foregår i hovedet på Wolfgang, fremfor blot at falde i svime over, at det lyder pragtfuldt: Hvad pokker havde I forestillet Jer? Det er Mozart, der arbejder her - med triller og alting.
Han bryder her ny jord.
Som Sabine Meyer siger: Der er ikke skrevet meget for klarinet; men det, der er - det er godt.
Man får fornemmelsen, at Wolfgang giver hende ret: Ja, hvad ellers!

Vesselina's helt rene klassiske teknik: Står på flade fødder i lave hæle: Ører over skulder over hofte over ankler.
Hver tone ligger som den skal: Smækket på plads uden tøven.

Læg også mærke til forskellen på Kasarova og f.eks. pipfuglen Damrau - de bevæger sig fuldstændig forskelligt: Diana ville aldrig løbe ud på den måde. Her har Christa Ludwig helt ret: Man kan se på pigerne hvor deres stemme ligger.

Vesselina er også en helt anden type end Bartoli: Hvor Cecilia med omhu opsøger udfordringer som kastratsang, lidet kendte kompositioner (det skal jo ikke blive for kedeligt dette her) og laver ting og sager man ikke skulle tro muligt, så tager Kasarova kun roller, der ligger perfekt til hendes stemme. Det går så imod moden, som i øvrigt altid vil have "sølvklokkeklang" helt oppe - og det er der så få, der har: Damrau og Köth af det, jeg har hørt. Sutherland var altid nervøs helt oppe, fordi hun ikke havde absolut gehør, så der er man lidt forsigtig.
Cecilia kan gå højt op; men hun lader være, for det lyder ikke specielt godt.

Jeg siger ikke den ene er bedre end den anden; men de er meget forskellige.

Hvis man ikke synes det her lyder godt, ja så har man en helt andet øre end jeg har - og det kan udmærket være, at det er bedre. De rigtigt grimme ting lægger Mozart også ned i klarinetten, så hun kan køre frit.

Jeg må finde en anden opsætning for det regi-teater distraherer mig altså.

Men rollelisten er ikke komplet:

Det er ikke angivet, hvem 1. klarinettisten er  - i dette tilfælde er det nok så meget en sangrolle.

En anden ting, som jeg lægger mærke til er den rigdom af sopraner. Det er så en sjov finte: Det drejede sig om at finde en kastratsopran "af kvalitet" - som Wolfgang formodentlig ikke har anet hvem var. Det klarer han så på en typisk facon for Mozart:

Der er ingen små roller hos Mozart.

Som sådan kan han - uanset sopranen - imødekomme kravet om en god rolle til den udvalgte.
Mozart har ikke - som Shakespeare haft et fast ensemble at tage hensyn til.
Man kan som sådan ikke hos Mozart tale om svære og lette roller; men udelukkende om god eller dårlig rollebesætning. Er talentet der, så har Mozart roller til dem.
Jeg kommer ikke væk fra den opsætning af Don Giovanni med Cecilia Bartoli som Donna Elvira. At Cecilia er dygtig - ingen tvivl om det; men den rolle ligger lige til højrebenet.

Jeg tror det er mere snu beregning fra Mozart's side: Han er jo udmærket klar over, at et godt navn på rollelisten trækker publikum. For ham er det væsentligt, at hans værk bliver stående.
Hør bare: Dorothea Röschmann som Vitellia er jo bestemt ikke dårlig - slet ikke; men den kræver noget andet stemmemæssigt end Sesto - ikke at den er let. Jeg har så ikke været opmærksom Röschmann før.

At jeg så tror, at alt det Regi-teater-fis i høj grad skyldes, at så forholdsvis mange teatre er flyttet. Det betyder ikke så lidt med en ny bygning: Der er jo en ikke ubetydelig investering i rekvisitter, kostumer og kulisser - at så Pavarotti altid krævede møbler, der var ekstra forstærkede, det kom man så ikke udenom. Læg mærke til, hvor meget han egentlig står op og hvor lidt han bevæger sig - en grund kan være, at møbler ikke kan holde til ham.
Men helt generelt, så tager det et par generationer før et passende magasin er oparbejdet til et repertoire.

den med Cecilia og Sabine Meyer.

Cecilia er lidt mere teatralsk - men hvad forventer man en diva - hun giver den også mere maskingevær.
Sabine har valgt den lidt dybere bassetklarinet, som passende til Cecilias stemme. Hvem er jeg, at fortælle hende, hvordan hun løser opgaven.