Harnoncourt er død.

86 år gammel.

Han kunne lade musikken og kollegerne komme til.

Haydn

Kondolerer.

Ord er for små. - derfor -

https://www.youtube.com/watch?v=O9Mrk62TyI4

doctor skrev:Kondolerer.

Ord er for små. - derfor -

https://www.youtube.com/watch?v=O9Mrk62TyI4

Læg mærke til hvor han er sød ved "piccolinen", der skal overdøve et orkester fuld af Beethoven - og hun er ved at blæse frisuren helt af, fordi "bedstefar" vil have det sådan - så skal han også have det - han hører jo ikke så godt mere.
Det er virkelig avanceret øvearbejde, det er virkelig noget de færreste ville kunne høre.

Hans arbejde med bracherne er bemærkelsesværdigt, fordi de er de eneste i orkestret der bruger altnøglen - og meget sjældent er soloinstrumenter.

Det hænger vældig godt sammen med, hvad jeg før har noteret mig: Det hænger på de dybe! Kontrabasser, kontrafagotter, tubaer. Det er derfra Beethoven går. Så der skal virkelig piftes og files igennem i fløjter og strygere.
Harnoncourt's bemærkninger til basserne om strengene er værd at hæfte sig ved.
Der er det tekniske ved det, at miljøpåvirkninger (temperatur og fugtighed - musikere sveder en del) er dels forskellig for katgut og stål. Katgut har det mere med fugt og stål har det mere med temperatur.
Ikke nok med det: De går sgu hver sin vej!
Strenge falder en ganske lille bitte smule ud af stemning som minutterne går. Stål bliver højere og katgut bliver dybere.
Det får mig så til at tænke over Pavarottis berømte bemærkning til von Karajan - at en streng i harpen var for lav. Ingen tvivl om, at det var rigtigt, hvad Luciano sagde - slet ikke - men det kommer altså let: Harper har ofte nemlig både katgut og stål - men i hver sin ende.
Derfor aner jeg, hvilken streng, der var tale om!
Det har været den lige i overgangen! Netop fordi de har en tendens til at gå hver sin vej. I overgangen i en glissando vil et øre som Pavarotti's kunne høre det, at han så også ville stikke til Karajan - det gør jo ikke historien ringere.

Harnoncourt har så Beethoven på kornet! Han blev véd med at rette - ellers skriver man ikke 3 ouverturer til sin eneste opera (alle tre er jo rigtig, rigtig gode) - Ludwig laver man sgu ikke fis med.
Harnoncourt har så også ret i, at man er nødt til at sætte sig ind i den måde Beethoven tænker - hvordan ellers gennemskue alle rettelserne? Det er som at finde ud af hvad en døv hører - lige netop ;-)
Om så 5. er den eneste, der er så politisk véd jeg ikke rigtig - Beethoven er nok den mest politiske komponist af dem alle (Verdi er på en anden måde). Det er nok derfor den opførelse fra Scala med Barenboim og Kampe er så hårene rejser sig på hovedet (den med kæderne underbygger Fidelio lige i øjet) - der er så megen indædt vrede i Beethoven.

Hvad jeg ikke har set før: Paukisten dæmper et pianoanslag ved at smide lommetørklædet på pauken. Så er vi i de avanceredes rækker. Han kan jo heller ikke dy sig for at vise ham hullet i snotkluden (jeg har skam tænkt på det!) - noget Harnoncourt tager med et grin.

Det er også rigtig - og det har jeg ikke bemærket før: Beethoven bruger at lade instrumenter, der ikke spiller højt, spille piano og omvendt! Spille forte i bas og cello samtidig med, at horn er piano - det er sgu ondt.

Der er altså en grund til Harnoncourt's omdømme.

Men tak til doctor for at vise os det!

Selv tak. Men en sådan øvesession giver også et indblik i , hvor meget dirigenten betyder. Man spiller ikke bare noderne - der er så meget mere - som Harnoncourt så forklarer HVORFOR det skal spilles lidt anderledes i hans optik. Det er passion helt ud i fingerspidserne.

Ja den om det nu også var det rigtige tynde indiske bomuld paukisten brugte var da sjovt - da paukisten en anelse træt af rettelserne kunne fremvise et stort hul i klædet.

Her på økonomidebatten og tidl. boligadebatten har vi talt meget om økonomi - guld - og penge. Der er intet i verden der kommer op på siden af at have et arbejde man er passioneret for. Det er den største glæde. - og et hårdt slid, som man gør med glæde.

doctor skrev:Selv tak. Men en sådan øvesession giver også et indblik i , hvor meget dirigenten betyder. Man spiller ikke bare noderne - der er så meget mere - som Harnoncourt så forklarer HVORFOR det skal spilles lidt anderledes i hans optik.  Det er passion helt ud i fingerspidserne.

Ja den om det nu også var det rigtige tynde indiske bomuld paukisten brugte var da sjovt - da paukisten en anelse træt af rettelserne kunne fremvise et stort hul i klædet.

Her på økonomidebatten og tidl. boligadebatten har vi talt meget om økonomi - guld - og penge. Der er intet i verden der kommer op på siden af at have et arbejde man er passioneret for. Det er den største glæde. - og et hårdt slid, som man gør med glæde.

Lad mig sige det på den facon: Jeg kunne ikke høre de pauker. At spille pianissimo på pauke???!!!!
At dirigenten siger, at paukisten larmer - kæreste venner, det er derfor han er der.

Den virkede udmærket på fløjtenisten, men piccoloen er jo i forvejen et overblæst instrument - men hvad? Kedelig var det ikke. Problemet var jo så også om det er skrevet for en tværfløjte eller en blokfløjte. Det henligger i uvished. Hun påstod det var en tværfløjte (og hendes var af træ). Problemet er, at Beethoven har ikke hørt den fløjte! Han var næsten helt døv - de høje toner forsvinder først!
Det er dér vanskeligheden ligger! Beethoven har med garanti ikke kunne høre pianissimo'et i pauken - helt sikkert.

Men det er Beethoven! Det hele foregår i hovedet på ham!
Det er ligesom i Fidelio: De afgørende arier ligger helt, helt forkert. Han har aldrig hørt "Abscheulicher" i virkeligheden - .....
Florestan's arie dur i princippet heller ikke - han har ikke luft til den, der skal trækkes vejr på et hæsligt tidspunkt: Sangere skal altså have luft - bare en gang i mellem. En oboist kan klare sig uden - han kan blæse med det, han har i munden.

Vi så det tilsvarende med Mozart, der spørger Stadler: "Findes den tone ikke på Deres instrument?"
"Mjoohh...."
"Så find den!"
Det var så formentlig en tone ingen havde hørt før - overhovedet! De højeste toner i det midterste register han nemlig spille på to måder, med hver sin fingersætning. I overblæst stand falder tonen nemlig ½ tone.

Tilsvarende med tubaen - den ville Beethoven have til at spille ikke-overblæst, hvis Du lagde mærke til det. Det kan lade sig gøre; men den er pisse upålidelig, som sådan er det hyle svært. En trompet kan ikke spille underblæst.
Jeg er temmelig sikker på, at det er det, der er tilfældet:
Beethoven bruger også kontrafagotten. Sammenlign tessitura mellem fagot og kontrafagot (se: Playing range!).
Beethoven har med garanti ikke hørt det! Det har ikke på hans tid været spillet som han ville have det! Jeg er sikker!^*)

Beethoven dør i 1827, da var kontrafagotten - i hvert fald ikke i den udførelse, vi kender i dag - overhovedet opfundet. 5. symfoni regnes færdigskrevet i 1808.

The contrabassoon was developed in the mid-18th century; the oldest surviving instrument, which came in four parts and had only three keys, was built in 1714. It was around that time that the contrabassoon began gaining acceptance in church music. However, until the late 19th century, the contrabassoon typically had a weak tone and poor intonation. For this reason the contrabass woodwind parts often were scored for, and contrabassoon parts were often played on, serpent, contrabass, sarrusophone or, less frequently, reed contrabass, until improvements to the contrabassoon by Heckel in the late 19th century secured its place as the standard double reed contrabass.

Kontrafagotten er stemt som en kontrabas (for så vidt det kan sammenlignes - hvad det kun med møje kan!). Dem herser Harnoncourt med basserne - han vil have cellolyd (derfor generer stålstrenge ham) - det var den Beethoven ville have. Så må resten sgu indrette sig på det.
Se kontrabasser er noget som Harnoncourt véd noget om, fordi han startede som cellist. Han véd hvad strygere kan. Problemerne opstår, fordi der er tale om træblæsere, som er noget andet.
Da kontrabasserne angiver, hvad Beethoven kan have hørt og forestillet sig, så skal partituret (også i følge Beethoven - mht. rettelserne han idelig laver) tages som politiet tager straffeloven: En uforpligtende henvisning.
Derfor skal fagotterne rette sig efter kontrabassen, hvis der skal være logik i det hele.

Fløjtenisten, det søde lille nus (og hun er sød), bliver fanget på det gale ben, for Harnoncourt var én af dem, der begyndte at spille på originalinstrumenter. Han selv spillede foruden cello også gambe (der dels ikke siger ret meget, dels har bånd på gribebrættet, hvorfor f.eks. Cb og D# ikke er det samme)
Harnoncourt er dybt, dybt inde i musikhistorien. Han prøver at finde frem til hvad komponisten ville have i modsætning til, hvad han kan have hørt - eller i Beethovens tilfælde med sikkerhed ikke kan have hørt - men muligvis har forestillet sig. Når en døv retter i sit partitur, som ikke kan spilles, så må der være tale om en tankemæssig konstruktion, der kun ufuldstændigt kan nedfældes på papir. Det komponisten skriver er et kompromis mellem hvad han har villet og det på tidspunktet mulige - derfor bemærkningen om, at lokomotivet var opfundet.

Men hele denne diskussion siger noget om Harnoncourts format - der er intet overflødigt i det han gør - intet tilfældigt - intet ukvalificeret eller uovervejet.
Derfor er doctor's bemærkninger så umådelig meget vigtigere end de nekrologer, som yngste journalist og Wikipedia har skrevet (som Gerry Kasparov siger: Jeg hører altid efter introduktioner af mig som taler - for at se om der er kommet noget på nettet om mig, som jeg ikke selv vidste!).
Når man pladrer om, hvor stor han var: Mener man så livvidde eller ... ???
Her snubler Harnoncourt over sprogforskellene, fordi han undersætter Gürtel til girdle ((liv)rem til hofteholder) - og det er jo altid morsomt - at høre den gamle fortale sig.

---

*) At jeg så skrev at bratsch er den eneste, der er skrevet i en altnøgle, er så noget af en tilsnigelse, fordi det forekommer i altså også for kontrafagotten - det bruges bare aldrig, fordi fagotten lyder helt anderledes helt højt oppe: I overblæst stand (og en fagot kan overblæses - hør f.eks. "Rhapsody in Blue" af Gershwin! Der spiller fagotten helt der oppe - at det så er klarinetten man hører, den kan normalt spilles overblæst, da overblæsningen kun løfter en oktav(-)) spiller en fagot to oktaver højere, så de toner bruges (næsten) aldrig.

at en nekrolog på nettet læses af så mange.