Flåden

Her vil jeg se på, hvordan Danmark er i stand til at løfte fremtidens opgaver.

Nu skal man altid være forsigtig med historiske sammenligninger mellem forskellige scenarier - og specielt når de ligger 50 år mellem hinanden (Ca. den tid, der gik mellem 1864 og første verdenskrig). Men lad os tage alligevel for at se på materielsiden og den organisatoriske side: Lad os tage flåden slagkraftigste skib fregatten, der samtidig er den mindste enhed, der er i stand til at operere selvstændigt i længere perioder.

Det sidste blev vist med korvetten i internationale operationer, som kun med det sorte af neglene klarede sig. Ikke nogen fejl på besætningen: Skibet var simpelt hen uegnet til opgaven; men var det man havde - og sådan er det altid: Man går ikke i krig med det, man vil have; men med det man har!

Men i sammenligningen, som er forceret henvises til fodnoterne (jeg går ud fra at man kan læse indenad, selvom man ikke er fagmand), som er gjort mere udførlige af hensyn til forståeligheden - lad os se om det går.

Sammenligning med den kolde krigs materiel og dagens.

Klasse...1)	Peder Skram	Ivar Huitfeldt
Byggeår...2)	1965	2011
Deplacement/tons...3)	2755	6645
Bemanding...4)	207	160
Antal...5)	2	3
Fart/knob...6)	28	30
Rækkevidde/sømil...7)	7.200	9.000
Kanoner...8.)	1 stk. 127 mm	1 stk. 76 mm
Helikoptere...9)	0	1

1. Der er i begge tilfælde tale om fregatter med god fart og lang rækkevidde. De er dog bygget helt forskelligt og til forskellige scenarier. Bla. havde Skram et gyseligt motorarrangement, der krævede særlig gearkasse mellem turbinen og dieselen - det virkede - nogle gange.
   Skram havde såmænd ikke flere motorer; men Huitfeldt har samme type og ikke dieselgeneratorer.
   
2. Her taler vi en tidsafstand, der alene gør, at man sammenligner æbler og pærer. Skiftet i scenariet gør så også, at man reelt taler æbler og bananer.
   
3. Det er her en afgørende forskel ligger Huitfeldt er 2½ gange større - tonnager vil aldrig være helt sammenlignelig, bl.a. fordi der er altid et spæklag tillagt gennem tiden, som følge af opdateringer mm. F.eks. Los Angeles - klassen startede med meget fine personelforhold; men i dag vader besætningen alligevel oven på konservesdåserne, som ubådsbesætninger altid har gjort på lange togter.
   Hangarskibe er specielt slemme, fordi vægtforøgelsen har det med at være i toppen, hvilket ikke er godt forstabiliteten. Nok en af årsagerne til at man beholdt CVN-65 i tjeneste så længe, med 8 reaktorer, så har hun haft indbygget ballast.
   Fidusen er imidlertid, at man på Huitfeldt bruger ballast til at regulere dybgang og stabilitet, så hun kan gå både i Atlanten og Østersøen, noget korvetter og Flyvefisken ikke kunne. Korvetterne fordi rækkeviden var for kort, Flyvefisken fordi stabiliteten ikke kunne holde til en storm i Biskajen uden at kanonen blev bøjet. Og som Skæg i Rasmus klump altid forklarede til ulidelighed er en storm dér altid en udfordring, der kræver rigtige mandfolk - der sejler man ikke med gondoler.
   
4. Hænger også i høj grad sammen med hvilke våbensystemer, der om bord - og hvilke ændringer, der sker i løbet af levetiden. F.eks. var Victor-tankflyene (ombyggede bombere) så forskellige, da de blev faset ud, at der ikke var to, der var ens, hvilket ikke kan have lettet vedligeholdet eller beredskab (når man ikke ved, hvor man skal hugge stumperne, så skal man bruge tid på at finde dem - det er ikke gratis.
   
5. Inden man begynder den gamle orlogskaptajns foredrag fra gyngestolen om de gode gamle dage fra gyngestolen, så skal man tage højde for, at det var andre tider.
   Der er fire fregatter til i Nordatlanten i form af Thetis-klassen, som er ganske udmærkede og en springvis forbedring fra Beskytteren som man overlod esterne (stakkels dem) for at have noget der kunne bevogte et minefeldt - det gik nu ikke for godt, og med russernes holdning i dag, så går den ikke mere. Der skal et rigtigt skib til.
   At så amerikanerne tog røven på os (hvilket jeg også havde gjort i deres sted) og ville have 3 fuldtidssejlende skibe ved Grønland.
   Jeg tror baggrunden var, at man indtil forræderen blev afsløret ikke ønskede at fortælle russerne, hvor godt man egentlig var underrettet om deres aktiviteter gennem SOSUS-systemet: Det var nemlig (med tiden) meget, meget bedre end under Cuba-krisen. Reelt har russerne aldrig haft en chance for at knalde konvojerne ned.
   For at holde det lidt hemmeligt - ingen grund til at hjælpe dem, så skulle man have et helt overflødig fregat plaskende, fordi det var så svært så svært at finde de skide ubåde. Det er ikke helt så unfair, som det lyder, fordi amerikanerne opretholdt et højt beredskab af Orion på Island, som var tilsvarende overdimensioneret. (Gud, hvor må de have kedet sig)
   Englænderne har heller ikke været orienteret, når man tager deres Nimrod i betragtning. At den så var udmærket, det er noget andet, fordi den kunne gå på to motorer og være umulig for ubåden at høre. Det står i stærk kontrast til Bear, som kunne høres i neddykkede amerikanske ubåde langvejs fra. De kontraroterende propeller larmer som ind i helvede, da propelspidsen gennembryder lydmuren, så dem vidste man altid, hvor var - også uden radaren på Færøerne - og der skal intet til at pløkke dem ned - man kan bare lægge sig på lur (og så ved de heller ikke, hvornår man er startet - det cirkus med tanker og Phantom var ved guderne noget Georg Gearløs ikke kunne have fundet på).
   Så bare man sådan nogenlunde vidste hvor man skulle lede, så fandt man dem såmænd nok. Det er begrundelsen for, at jeg ikke anser russernes planer for Murmansk og omegn for særlig realistiske, man lad dem nu bare bruge penge på det pjat - de skal nok blive ydmyget og til grin i tidens fyldighed, som det hedder i en gammel film med Bodil Ibsen.Det er måske også årsagen til at man er så pyldret med pirater ved Afrikas Horn. De er jo ikke et problem, som en ubehagelig matros med en stang jern ikke kan klare - specielt, hvis han husker at sætte magasinet på. Pirater?? Dem sejler man da ned - hvis man ikke bevidst undgår dem.
   
6. Det er jo der sandheden ikke er ilde hørt - den kommer man da ikke frem med, hvis man kan undgå det. Tidligere var Huitfeldt angivet med 28 knob. Hvor meget min ironiseren har bidraget til den almindelige oplysning aner jeg ikke; men hemmeligheden har ikke været specielt afgørende - blandt andet fordi man aldrig vil gå med den fart.
   I Østersøen er det nok bundforholdene, der afholder fra fuld gas. Går man indover lægt vand, så vil Venturi-effekten mellem bund og skrog suge skibet ned. Århusbåden ramte engang bunden mellem Århus og Kalundborg, som man ikke fandt ud af før hun kom på værft - fortalte kaptajnen mig - men mon han ikke inden da havde en anelse, så der skulle spares på rengøringen for at undgå skæld ud. Den tekniske chef kunne godt være rimelig brøsig.
   I Atlanten er der sgu aldrig blikstille, så man når op på den fart - jeg tror reelt de prøver Huitfeldt-klassen har været udsat for (af hensyn til miner - HA! Dem ved man sgu, hvor er - man har selv lagt dem ud - i hvert fald dem, der virker) reelt dækker over at man ville se om skroget kunne holde til belastningerne i voldsom søgang - og den er grum i Nordatlanten: Hangarskibe har taget grønt vand ind over flyvedækket - det er ikke noget, man spøger med. Men reelt tror jeg, at motorkraften er dimensioneret til det formål, at kunne operere i mere marginalt vejr, hvilket russerne næppe kan. Her er fidusen, at russerne så må planlægge efter godt vejr. Godt vejr?? I Nordatlanten??? - sådan et dyr findes ikke.
   Så fidusen er nok, at Huitfeldt kan klare havari på en motor selv i meget dårligt vejr - man lukker den bare ned. Den med at konvojeskorte kræver 30 knob - det er en gammel løgn.
   Et koffardiskib i Mærsks større klasser går snildt 24 knob, så for en eskorte til at følge med og løse opgaven, så skal man nok op på en 40 knob - mindst. Men sagen er, man vil ikke anvende de taktikker, man gjorde i 2. verdenskrig. Hvis man gjorde, så var man godt dum. Jeg kunne snildt tænke mig, at planerne går på forsyning af amerikanske styrker i Europa - fra Vestkysten - gennem Middelhavet - og så flyve personellet ind til Frankrig/Italien med chartrede (udskrevne) civile fly - det ville være én af de planer, jeg ville have i arkivet, hvis jeg var admiral.
   Nu er max. fart altid noget af en skrøne. Jeg snakkede engang med en fra værftet, hvor Skram var bygget - den kom ikke op i nærheden af max. fart under prøvesejladsen, fordi der var russere, der gloede. Så de 28 knob er lidt til den uvaskede hob og journalister.
   
7. Nu er jorden 22.000 sømil hele vejen rundt, så det pjat med at øve genforsyning til søs i Østersøen er noget pjat. Det er enten for at hævde retten til at operere med en flåde eller have en kravlegård, så man ikke fumler alt for meget på rigtigt hav - altså have et formål med de tyske støtteskibe - evt. begge dele.
   Nææhhh.... det er nok nærmere 10.000 sømil/18 knob = 555 timer = 23 døgn = i praksis en lille måned. Vil også passe med genforsyning af mulje.
   Det væsentlige i denne betragtning er ikke forsejlingsafstanden; men udholdenheden for rimelig fart. I Østersøen er det ikke problemet, man kan forsyne fra et utal af havne - lige ved siden af.
   Det er slet, slet ikke taktiske overvejelser, der gør sig gældende. Det er operative/strategiske. Refuelling at sea - i Nordatlanten i en brandstorm - ikke skide relevant, når der kommer bakker på vandet. Her er sandheden nok den, at ø-kæden Norge, Skotland, Færøerne, Island, Grønland, Canada er langt mere relevant en roden med støvsugerslanger på Silkeborgsøerne. Mit fjollede gæt er hvad man skal kunne trimme ud med ballast.
   
8. Nærmest for at advare lidt mod journalister og andre sørøvere. Jeg mener faktisk at Huitfeldt kan tage en 127 mm.; men Wikipedia kan jo også bruges til at forvirre fjenden i Roskilde - de kommunister er sgu også alle vegne: Svenskere hele banden.
   Den væsentlige påstand, at den ikke kan tage 155 mm - og dermed Excalibur granaten. Jeg er nu ikke overbevist.
   Jeg tror heller ikke på, at man ikke har planer for at anvende den dejlige 127 mm. ammunition - det ville ikke ligne dem.
   
9. Se her er vi nok nærmere sandheden: Nemlig at hovedvåbnet i Atlanten (Nok også Thetis-klassen er helikopteren, som er hovedvåbnet - kræver godt nok præcis viden om hvor skiderikken fjæler sig - ja, så .... det har man så.
   I det hele taget er angivelserne omkring MH-60R SeaHawk rimelig kryptiske. Dels bruges der 9 til at erstatte 7 Lynx; men oprindeligt lå betragtningen på 12. Her har man nok været inde i planlægningen.
   Der er to forhold, som formentlig spiller ind:
   a) På grund af at amerikanerne tog røven på os, så endte man med 4 Thetis-klasse, hvilket nok er i overkanten. Her tog man så opfordringen op og konverterede Thetis til kommandoskib - og hvis jeg ikke tager fejl (meget sandsynligt ??), så fik man ombygget Hvidbjørnen i forbindelse med den stærkt poppede jordomsejling. Miljøfjolserne skulle der jo sørges for. Hvis jeg har ret så langt, så kan man altid stille med et kommandoskib og mindst en arktisk fregat til.
   b) Det kunne være, at man efter at have suttet på blyanten er kommet frem til. at man faktisk kan bruge et par piskeris mere. Dermed taler vi en anvendelse af Huitfeldt-klassen i Nordatlanten.
   Om Thetis-klassen så skal kunne anvendes i Østersøen, hvor vandet også kan blive stift i varierende grad, ville jeg ikke udelukke.
   Jeg gjorde mig i sin tid lystig over bevæbningen på Thetis-klassen, der både omfattede luftværnsmissiler og dybdebomber - jeg var noget forundret over, at tyvfiskeri fra fly og ubåde skulle være så stort et problem, at man skulle lade inspektionsskibe tage højde for det.
   På et tidspunkt blev man så trætte af vittigheden - tilgiveligt - og kaldte prammene ved det rigtige navn: Fregatter. Man skal ikke tage fejl, der kan for alvor dannes tyngde.
   

Foregående var om den tidsmæssige udvikling, der ikke overraskende på viste en stigende stigende slagstyrke, mindre bemanding; men frem for alt: Større deplacement - meget.

Nu sammenligner vi tværs over for at se, "hvad man får for en tier".

Tal for moderne fregatter.

Klasse...1)	Huitfeldt___________	De Zeven Provinciën_	Sachsen___________	Halifax____________
Byggeår...2)	2011	2002	2003	1992
Deplacement/tons...3)    .	6645	6050	5800	4770
Besætning...4)	160	232	243	225
Pris/mio USD...5)	325	816	900	250*
Rækkevidde/sømil...6)	9.000	4.000	4.000	9.500

1. De tre første kan - nogenlunde - det samme. Halifax er med for at illustrere ikke bare Canadas; men også USA's problem, nemlig at en fregat i dag har en ildkraft som en destroyer; men er meget billigere.
   
2. Som man kan se, så er der tale om om tre generationer med 10 års mellemrum, hvor det nok viser sig, at Flåden har været fornuftig og ventet.
   
3. En Huitfeldt-klasse er stor; men det har så nok så meget at gøre med større udholdenhed, det giver så - alt andet lige - en større sødygtighed. En anden ting er spørgsmålet om trimning og dybgang, hvor man med pumperne kan tilpasse deplacement mm. alt efter farvandet.
   Det, man også skal tage i betragtning er, at helikopteren på en Huitfeldt er større - selvom den tyske og hollandske måske har to, så er de mindre. I mange opgaver er helikopteren det primære våben - så (hvis der er efterretninger).....
   
4. Tja... man undrer sig over hvad alle de fjolser mon laver (gæt: Ikke noget ud over at brække sig) - og så er der på et større skib også muligheder for udvidelser - uden at man skal anvende "varme køjer".
   
5. Nu skal man med sådanne angivelser lade være med at regne på 7. decimal, når resultatet er klart ved et overslag. *) Halifaxerne er alene opdateringen.
   
6. Nu er også disse tal med elastik; men resultatet er såmænd klart nok - ca. den dobbelte rækkevidde - eller udholdenhed, efter hvad man nu skal bruge. De skal ganske enkelt ikke søge havn så ofte. Hvis man så også bruger den Nordatlantiske økæde, så befinder man sig en større procentdel af tiden i indsatsområdet. Hvilket gør, at skibets produktivitet forøges væsentlig - vildt gæt: 1/3.
   

---

Det er det, der gør, at jeg ryster på hovedet af disse "beregninger" omkring forsvarsudgifter, som Nato fremkommer med. De regner sig til døde og får journalister og politikere til at gå op i en spids.
Ser vi derimod på realiteterne, så er skibene 2-3 gange dyrere og besætning 1/3 større, så på en eller anden måde, så bliver det højst halv pris at lade Danmark så for opgaverne. Det med at klappe et par Huitfeldt-klasser sammen er jo ikke noget problem. Hvad canadierne vil, aner jeg ikke - jeg tror ikke, de selv gør det.

Hvis en fælles opgave kan løses til halv pris, så skulle man være idiot ikke at gribe muligheden. Erfaringsmæssigt er det også en nærliggende mulighed.

Her taler vi om en løsning, der er så meget billigere, at det bør give taktiske og operative konsekvenser.

Den amerikanske flåde jamrer over manglende bevillinger osv. - ja, den sang kender vi.

Det mindste skib under selvstændig kommando.

Lad os lige sammenligne med en amerikansk destroyer og en britisk fregat.

 

Klasse...1)	Burke-destroyer____	Huitfeldt-fregat_____	Duke-fregat_______	Global Combat Ship_
Byggeår...2)	1998*	2011	1990	2022???
Deplacement...3)	8400	6645	4900	6900
Pris/stk...4)	610	325	200*	~700*
Bemanding...5)	323	160	185	118-208
Rækkevidde/sømil...6)___	4400	9000	7500	7000

1. Sagen er, at det er et spørgsmål, hvad der i dag er destroyer og hvad der er fregat. Deplacementet er destroyeren og bemandingen er fregatten.
   
2. Burke-klassen er "Flight II"; men en Huitfeldt er aldersmæssigt mellem 2 generationer. Global Combat Ship er en plandato for operativ klarmelding.
   
3. Altså en Huitfeldt er nok i deplacement en destroyer; men det er også de betragtninger briterne går med.
   
4. Her bryder sammenligneligheden sammen, fordi så meget afhænger af våbensystemerne.
   
5. Der er to ting: Dels er bemandingen som en fregat; men denne bemanding er stærkt afhængig af bevæbning og opgave.
   
6. Der har vi problemet med Burke-klassen, den har ikke nogen rækkevidde - formentlig p.gr.a. gasturbinerne, der nok bruger både mand og brændstof.
   

Den amerikanske flåde har sine problemer, alene det, at Burke-klassen skulle være afløst af Zumwalt-klassen, hvilket, der ikke bliver råd til. Det tro pokker med den bemanding.

Det, der synes vejen frem er, at det med at klappe stål sammen er ikke noget problem - og så bør våbensystemerne containeriseres.

USNavy har den egenart, at deres specialfartøjer er mere indrettet på opgaven end farvandet.

Nu er Nordatlanten - og egentlig også Østersøen - mere præget af farvandet end egentlig opgaven.
Vejret i Nordatlanten er generelt fra dårligt til rædselsfuldt. Dvs. en fjende - eller USA - har problemer med overhovedet at sejle der. Om fjenden bliver sænket af en kanon eller en brandstorm - det kommer ud på ét.

Hele strategien i Nordatlanten/Østersøen går på, at de store flådenationer for praktiske formål ikke kan sejle dér. I Nordatlanten er vejret sjældent godt nok til at tillade egentlige operationer i Østersøen er vandet for lægt.

Klasse	Huitfeldt1)_____	Thethis2)__	Nansen3)__
Deplacement/tons...4)________	6645	3500	5290
Bemanding...5)	160	70	120
Antal...6)	3	4	5
Rækkevidde/sømil...7)	9000	8700	4500

1. En Huitfeldt er, som vi har set, en allround fartøj med en god ildkraft og sejlegenskaber, der gør at så forholdvis stort skib kan sejle på ret så lægt vand. Jeg tror det er fordi den er bygget som en færge med en enorm trimkapacitet, som gør at den kan regulere dybgangen efter forholdene. Stabilitet vil lide noget under det; men det gør ikke noget i Østersøen. Bølgerne i Østersøen er korte og krappe, så man kan blive noget så forfærdelig søsyg; men ikke noget, der udfordrer krængningsstabiliteter specielt. Estonia var lækstabiliteten problemet - når bovporten er klasket ind, så har man sgu et hul. Andre steder, så tager man ballast ind.
   Har man et stort skib, der kan gøres meget lettere, ja så stikker hun ikke så dybt.
   
2. Thetis led i mange år under, at skulle klassificeres som Patruljeskib, hvilket er noget nonsens, fordi det er langt mindre fartøjer - en Knud Rasmussen-klasse kan kaldes et patruljefartøj; men er mere en isbryder.
   Den er ikke stor og ikke hurtig; men den kan sejle i moderat is. Det betyder, at en fjendtlig flåde vil skulle have bryder med - hvilket gør at de ikke kan sejle i dårligt vejr. Isbrydere ruller forbandet i søgang - de er så tunge og runde i bunden, de er som en tumling. Hele flåden vil skulle sætte farten ned, hvis den skal nogenlunde helskinnet igennem. Kommandoskibene holder sig så inde i isen, hvor de andre ikke kan komme til den.
   
3. Nansen-klassen har lært en hel del om sejlads i bølger af den gamle Oslo-klasse. Det er såmænd ikke så meget i farvandet, den har sin force; men i vejrliget - den kan operere i dårligere vejr end andre. I magsvejr kan alle sejle.
   
4. De er ret store, det er slet ikke eskorte-fregatter, som Peder Skram på 2755 tons eller en Perry-klasse på 4100 tons.
   Den gammeldags fregats dage er ovre.
   Der bliver ikke nogen konvojer at eskortere - fjenden er nedkæmpet - enten med magt eller farvand - længe inden de når frem. Det er det, der er fidusen. Fra Murmansk når de ikke frem på grund af farvand og vejrlig - de bliver splittet ad som konvoj PQ-17, de kan ikke hænge sammen og kan plukkes én for én. Skulle det endelig være, så vil et nødtørftigt amerikansk hangarskib med den besætning, man nu kan skrabe sammen i hast, være alt rigeligt til hvad der måske ville overleve.
   
5. Igen sælger vi elastik i metermål, for bemandingen afhænger af opgaven - men det er ikke indkvarteringen, der er problemet. Opgaven bestemmer bemandingen, farvandet bestemmer skibet. Det gør så naturligvis, at der er en betydelig gevinst ved at kunne skifte/supplere besætning og bevæbning hurtigt under suboptimale forhold.
   Når jeg skal være ærlig så tror jeg, at årsagen til, at SeaHawken kan løfte ½ ton mere end de amerikanske er, at så kan den være kran til genladning og udstyrsskift i havne uden særlige faciliteter. F.eks. på Færøerne skulle man kunne flyve genladning ind og løfte dem fra lufthavnen direkte på fregatten uden at bøvle med transport over land. Men det er kun et vildt gæt fra min side.
   
6. Tag ikke fejl, det er en betydelig styrke! 15 skibe - er en 8-9 stykker i søen - ad gangen. Man skal heller ikke tage fejl af den erfaring, der ligger i besætningerne: Der er næppe nogen flåde i verden, hvor søofficerer i gennemsnit har så mange sejldage som danske. De ved, hvad de foretager sig.
   Det størst problem er Nansen-klassen: De er småkostbare til 660 mio USD/stk. eller nogenlunde det dobbelte af en Huitfeldt.
   
7. Man skal nærmere betragte rækkevidden som den brændselsmængde man har med: Både sejlads i is og i dårligt vejr bruger brændsel i rå mængder. En Huitfeldt vil typisk være den operative reserve. Skal den smides ind, så vil den gå for fuld skrue - afhængig af vejret - dvs. den går med dobbelt fart af alt andet (det kræver 4 gange så meget brændsel). Sagen er, at den vil fange fjenden fra modsat kompasretning. At Nansen-klassen ikke har nogen rækkevidde i dag er ikke så afgørende, fordi Norge har en meget lang kyststrækning, hvor man kan bunkre, hvis det kun er det, der er problemet.
   Det man skal ud over er genforsyning til søs. Det er omstændeligt og kostbart - og ikke altid muligt - ikke i det vejr. Se det er allerede en besparelse, at man ikke skal bøvle med det. Vi har en økæde: Brug den!
   

Som det vist skinner igennem, så er den russiske flåde næppe noget, der kan betragtes som et egentligt problem. Den kommer ganske enkelt ikke ud af hverken Murmansk eller Østersøen. Alene det, at man på forhånd har tvunget fjenden væk fra overfladen betyder, at en pæn portion problemer er løst på forhånd. Det sker så med ret så enkle midler. De par håndfulde fregatter/destroyere koster ikke noget i sammenligning med alternative løsninger.
Løst anslået er der tale om 2000 mand i besætning. Ét amerikansk hangar - alene - har en besætning på 5000 mand.
Der kan blive tale om - i nød og betryg, at få assistance fra en sådan på lavt beredskab; men en permanent tilstedeværelse skulle ikke være påkrævet.

Altså: Fjenden er tvunget væk fra overfladen, hvorfor han så enten må gå i luften eller under vandet.
Det er så her, jeg ser et luftforsvar til supplement af skibene med F-35. Det, der kan nå så langt ud, det har ikke manøvren til at kringle en F-35. Reelt er dem, der skal være angst russerne, for det er en afgjort mulighed, at danne tyngde med evt. danske F-35.
Endelig skulle vi komme i klemme, så vil muligheden for kortvarigt at låne en De Zeven Provinciën. Det alene giver et krydsildproblem, der burde give et betydeligt hovedbrud.

Den anden mulighed er ubåde:
Hvis man kikker efter så har disse fregatter faktisk en del til ubådsbekæmpelse. Nu praler man ikke ligefrem med Challengerens anti-ubådskapacitet (om den har nogen ved ikke) og de gamle norske Orion har heller ikke for meget.
Det leder mig til den formodning, at der må eksistere systemer til detektering af ubåde - allerede nu.
Hvis man ved rimelig præcist, hvor ubåden er, så er det ikke så svært at prikke hul på den. Jeg tror vi kan betragte det som et løst problem - i hvert fald i næste budgetperiode.¨
Det andet er, at disse forholdsvis enkle midler vil tvinge russerne til massive investeringer og udbygning - og det er ikke realistisk at tro, at de penge kommer.

Det, der så tegner sig er en taktisk ledelse under en viceadmiral på et kommandoskib. Det kan enten være:

• En Absalon-klasse. Her skal vi ikke kimse af det samarbejde med den norske Nansen-klasse, som destruktionen af de kemiske våben omfattede. Det vil ikke være direkte anvendeligt i en kampsituation; men igen: Det er nok mere væsentligt at være vant til at være på samme side i en kampsituation. Nordmændene ved godt, hvordan man sejler et skib - det er koordinering på et noget højere plan, vi taler.
  Denne taktiske koordinering vil så i praksis også omfatte fly.
• Den anden mulighed er Thetis/Vædderen som kommando-skib. Det virker så igen begge veje: Nemlig at til visse opgaver kunne man tænke sig Thetis anvendt i Østersøen - f.eks. under moderat isdække? Det er altid en behagelighed at kunne operere under vejrforhold, hvor modstanderen ikke kan forlade havn.

Det kan da godt være, at Putin morer sig med at true alt og alle. Det har vi så vænnet os til; men har han tænkt på, at vi muligvis skulle have truffet vore forholdsregler i overensstemmelse med Putins noget amatøragtige labilitet.

På det operative plan er der et behov for en arktisk kommando, der kan disponere en noget blandet sammensætning af skibe og fly. Det er så praktisk nok, at den ligger i Godthåb - sådan lidt afsides.
Opgaven her er at danne tyngde og udspare reserver - samt at få forsyningssituation aktuel.
Det kræver ikke det store - bare forarbejdet er gjort. Der er så til gengæld en nødvendighed. Problemet med indsættelsen af f.eks. portugisere og canadiere i Estland er, at der er et utal af småting, der skal være på plads af forsyninger og infrastruktur. Det er altså en fordel for både den der skal afgive og den der skal modtage forstærkning, at de er klar over, at det kan ske. Her er der en del praktiske ting som tankningsstudser, reservedele, ammunition o.lign.; men også procedurer (de canadiske afviger p.gr.a. det trange luftrum en hel del fra deres normale), det er som sådan ikke svært; men det skal prøves og øves. Det koster ikke alverden; men effekten er altså betydelig.