Der mangler penge i Forsvaret.

af Thomas Lør Okt 17, 2015 3:03 am

Det kommer an på, hvordan man kikker på det.

Der er to synsvinkler: Den forkerte og min!

Nu priserne på våben og materiel et stærkt elastisk begreb. Der er ikke nogen tvivl om, at de små Nato-lande - tildels nye - får våben fra depoter i øjeblikket, der er af absolut bedste kvalitet - til en ganske billig pris. Pointen er nemlig, at det man ønsker er, at de uddanner personellet på disse våben, så de kan bruge dem.
Der er så også det klassiske problem, at våbenfabrikanterne ønsker at få monopol - det er der ikke noget mærkeligt i. Det er regeringerne så ikke altid enige i er en god idé - for dem. Kvaliteten har det med at være for ringe.
Eks. et gammeldags artilleribatteri havde 8 kanoner. Det skal imidlertid ses på baggrund af en for ringe kvalitet af granaterne. Jeg mener i 1. verdenskrig var 30% af granaterne blindgængere. Det betyder at i gennemsnit, så var der kun 6 af de 8 kanoner, der var aktive.
Jeg véd, at man i Danmark har gjort et ret stort arbejde - egentlig ikke særlig vanskeligt; men det skal gøres - for at kvalitetssikre granaterne, så fabrikanten må tage dem retur. Sjovt nok har et dansk artilleribatteri 6 kanoner. Prøv bare at tænke på den lettelse, det er for trænet, at de kun skal bruge 3 lastbiler, hvor andre skal bruge 4!
For nu at blive ved eksemplet: Der er teknologiske fremskridt, der gør, at én kanon i dag skyder som et halv- til helbatteri. PzH 2000 skyder 3 skud i løbet af 9 sekunder - og de slår ned samtidig - helt samtidig - det er omtalte halvbatteri. Den kan have 5 granater i luften ad gangen - så taler vi et helbatteri - bl.a. fordi efter 5 fuldtræffere, så er det lidt af et spørgsmål, hvad den sjette skal bruges til! (hvor dybt skal hullet være?).
Dvs. at to pjecer har dobbelt den ildkraft et batteri havde. At man så nok af manøvremæssige grunde vil bruge 3 pjecer til et batteri - det er noget andet - nærstøtte og ildplan bliver en del enklere. Vi kommer ikke til at opleve den form for ildplanlægning, som man gjorde f.eks. så sent som Khe San - hvorfor skulle man dog det? Man lader første salve gå - rykker frem og ser, hvad der er tilbage - skulle man have overset noget, så er der en kanon klar til at nedkalde ild. Sagen er jo, at når kanonen så skifter stilling så rykker den med frem og beholder dermed rækkevidde og præcision.
Der er med andre ord tale om en helt anden taktik. En taktik, der anvender færre kanoner for samme resultat - og langt færre granater.
Det gør det unægteligt svært med en før og efter sammenligning.
Tilsvarende med infanterivåben: Delingsstøttevåbnet er i dag ikke et maskingevær (som sluger afskyeligt med ammunition); men finskytten. Maskingeværet ligger så i dag i den automatiske riffel som den almindelige infanterist er bevæbnet med - sjovt nok er rækkevidden mod ubeskyttede/dårligt beskyttede mål effektivt den samme. Delingsstøttevåbenet skal jo kun tage sig af de mål, som de andre ikke kan nå.
Vi taler igen en helt anden taktik.
Panser: Med moderne kampvogne, som Leopard 2, så er bevægeligheden stærkt begrænset - man kommer i det meste af Europa hele tiden ud for spørgsmålet om broerne kan klare vægten - det er ikke fladetrykket som sådan; men totalvægten. For at få bevægeligheden i spil igen, så skal man bruge medium panser - de går godt nok i stykker, hvis de løber ind i tungt panser - i stedet for det lidt mere begavede, at køre udenom. Medium vil nok fortrinsvis være på hjul fremfor bælte, hvilket selvfølgelig nedsætter terrænegenskaberne noget - javel; men vægten er kun den halve! At jeg så stadig ser en opgave for Leopard 1 som medium skyldes, at terræn nok ikke vil have alt for mange veje. Det vil også passe med den idé, som tyskerne anvendte med stor succes på Østfronten - nemlig at blande tungt og mellem panser (i form af Tiger og Panther) i bataljonerne, så én Tiger-eskadron (schwere Verbände) var bataljonsreserven - og to-tre mellem Panther eskadroner.
Vi skal ind i det taktiske grundlag, før man kan komme med en fornuftig opgørelse af behovet.
Der er så også spørgsmålet om at uddanne personellet til disse nye taktikker - og her er flaskehalsen nok i øjeblikket. For artilleriet er spørgsmålet formentlig også spørgsmålet om at Holland har nogle stykker til overs, som de nok vil sælge - for at få penge til de hurtige medium enheder, som skal anskaffes.
Jeg kommer mig ikke helt over den noget primitive bogholderibetragtning. Hvis Tyskland sælger med rabat på baggrund af historiske anskaffelsespriser (og de er snildt op til 30 år gamle - hvilket skulle påpege, at disse våben er fuldt afskrevet og have en bogført værdi på nul), bruger pengene på nyanskaffelse af andre - og billigere våben, hvor man anvender taktikken til at give den samme slagkraft - samme: Godt og vel! - hvad er så netto udgiften set i et Nato perspektiv?
Den må vel være de penge, som Tyskland og Holland skal bruge til de nye våben. Tæller man derimod bogholderimæssigt, så er der dels f.eks. Lithauens udgift til køb af brugt og Tysklands udgift til køb af nyt.
Vi skal også se på, at sandsynligheden for fejlanskaffelser bliver mindre, fordi vi har haft 30 år til udvikling af både taktikker og våbensystemer. Den britiske Chieftain er et afskrækkende eksempel på en fejludvikling - kampvognen var skam ganske udmærket - når den virkede; men det gjorde den for sjældent! Det karakteristiske ved en Chieftain var den bjergningspanser der trak af med den. Challenger'en er et noget andet dyr i den sammenhæng.