Cameron

Der, hvor den ligger i øjeblikket er:

Det er Storbritannien, der kommer til at stille med Nato's reaktionsstyrke - altså den del af den, der for alvor kan uddele lussinger. Det kan Tyskland ikke. Dels er deres bevæbning for øjeblikket ikke den mest hensigtsmæssige, dels er der stadig dele af tysk erhvervsliv, der tror, at Rusland er et velbetalende marked i fremtiden - det er det ikke, dels er der lidt for mange kommunister i Tyskland, der stikker hovedet frem - endnu.

De Mistral-klasser og Condor-fly er jo fedtet ind i tysk-fransk gnideri (hvem skal betale hvad?). Tyskland har jo gennem overpris på gas reelt betalt for de Mistral-klasser mm. Det belaster jo selvsagt Merkels humoristiske sans.
Problemet opstår nu, når disse russiske/ukrainske aktiver skal sælges videre - ok, Mistral-klasserne (trods egyptiske rygter) går til Canada til en hæderlig pris - hvad det så en må være - hvad hverken Frankrig eller England kan mene er en dårlig idé.
Tilsvarende vil halvdelen af de Condor, som EU gør udlæg i gå til England (for en fair pris - hvad det så måtte være): Ellers giver de mærkelige lejeaftaler som England har indgået med USA om Globemaster ikke nogen mening (der skal så nok også et par stykker af dem til Canada - der er allerede kommet én - ad besynderlige administrative veje).

Pengene vil nok ende i en eller anden regionalfond, der i sidste ende kommer til at betale for jernbanen Tallinn-Berlin (med fartbumb hele vejen i form af baltiske lande og Polen), hvilket kommer til at holde visse tyske virksomheder (reelt er der ikke andre, der kan forestå den planlægning og tilsyn med de projekter) skadesløse.

Det efterlader så Storbritannien med betydelige udgifter til militær - samtidig med at tyskerne skummer den økonomiske fløde - det kommer ikke til at ske, så Tyskland må finde en eller anden måde at holde England skadesløs, hvilket formentlig sker gennem nogle EU betalinger efter lange og svedige natteforhandlinger, hvilket er prøvet før: Tyskland kommer til at betale - javel - men det er altså også tyske virksomheder og deres velbetalte medarbejdere, som får opgaverne (enten direkte eller indirekte som underleverandører) - så den skal nu nok gå på plads.
Det går såmænd nok; men hvis man kender EU, så bliver først efter et gevaldigt skrigeri med hele koret (man kan ikke forstå Europa uden opera).

Den relevante opera i denne sammenhæng er Figaros Bryllup - eller en dag i forvirring - hvor bitre følelser, hidsighed og penge flyver gennem luften. Typisk bygges hver akt op om en duet, der bliver til en trio, til en kvartet, osv. Indtil hele besætningen står og skråler hver sin tekst i munden på hinanden. Tilsidst vil Rosina skride ind - betale og sætte skabet på plads - og få det som hun vil have det. Resten står bare og glor dumt.

Reelt er det jo det, der er den fornuftige løsning.

At man kunne ønske sig en mere smidig proces er for meget forlangt: Det kræver tid og kræfter at afstemme så mange hensyn.