Hvad har opera med banksvindel og økonomi at gøre?

Slet ikke så lidt.

Tager vi arien "Abscheulicher, wo eilst Du hin?" så er den så brølesvær, grænsende til det umulige, at det må have en årsag. Den er placeret smask midt mellem registrene på en sopran. Den skal glide ubesværet op og ned gennem to hele oktaver - det er noget nær umuligt - uden at det kan høres. Høres med det samme!

Det er nødvendigt for, at Fidelio skal kunne overbevise fængselslederen med husholdning om, at hun er en mand/knægt.

Det kan hun ikke, hvis hun hele tiden pipper i diskanten - og jo, den lidt smådumme teenagetøs er blevet overbevist. Fidelio skal vinde fortroligheden.

Hvorfor? Hvad er det Fidelio vil opnå? Vi får at vide, at Leonore har ledt i godt to år efter Florestan. Vi ved, at Fidelio har været i husholdningen og været beskæftiget dér i et halvt år (Rocco nævner besparelsen - og væsentligst nok i denne sammenhæng - tidsrummet).
Nu er Leonore en velbegavet og veluddannet kvinde af det absolut bedre borgerskab. Hendes egentlige arbejdsopgave er at sørge for at en husholdning kører effektivt - og der bliver holdt øje med tjenestefolkene - og at samme tjenestefolk ikke hugger mere end højst nødvendigt.

Hvordan gør man det? Ja, man tæller sengetøjet - helt, helt elementært. Nu er der ikke noget sengetøj i et fængsel; men der er kæderne, for selvfølgelig er der kæder til alle. Det er derfor Fidelio vier kæderne sin interesse og tager dem til smeden til vedligehold. Dermed har Fidelio et overblik over hvor mange kæder der er - nok så meget deres fysiske tilstedeværelse. Vi ved, at de kæder, der sidder på fangerne vil være i funktionsduelig stand.
Det totale antal kæder vil hun kende - det har en vis interesse som en af metoderne til at se om nogle af beboerne har forladt etablissementet.

De almindelige kriminelle har ikke brug for kæder - og hun kender antallet ret så præcist, for der er kæder i depotet (linnedskabet) til dem. Hun vil med i kælderen til statsfangerne for at kunne tælle de kæder med - tallene stemmer nemlig ikke. Der er nemlig fangen aller nederst nede, som ikke figurerer i bøgerne noget steds.
Hans eksistens kan man heller ikke slutte sig til ved at afstemme levnedsmidlerne, fordi han skal sultes ihjel.

Rocco er for pengeglad til ikke at snyde på vægten, hvor han kan. Derfor finder Fidelio ud af hvad vedligehold af kæder (som det nærliggende eksempel) koster. Leonore er uddannet husmor i en større husholdning, så hun ved alt om spisekammer og kassation. Hun kender alt til administration, hvilket passer Rocco ganske fortrinligt - han er nemlig doven. Der må så være mere i det "schwere Arbeit", som han til ulidelighed brokker sig over. Hvorfor må Fidelio ikke hjælpe til dér? At Rocco frivilligt skulle tage en ekstra tørn - det lyder ikke troværdigt.
Fidelio ved godt - efterhånden - hvor Rocco fusker regnskabet. Det er skam kun godt! Det betyder, at Rocco kan bestikkes, hvis man skulle få brug for det.

At Pizzaro ikke kan bestikke Rocco er ikke så mærkeligt, for så kan Pizzaro altid skyde al skylden på "denne skuffende medarbejder, der har ført ledelsen bag lyset". Rocco er doven - ikke idiot. Rocco er så heller ikke tryg ved, at Pizzaro selv ordner det fornødne med at stikke Florestan ned. Sagen er jo den, at Pizzaro ikke kan lade Rocco leve, når han kender forbrydelsen.
Det bedste er at lade Florestan sulte ihjel. Døden er forklaret. Pizzaro kan trække på skulderen med en beklagelse over at ikke alle medarbejdere er den viste tillid værdig. Rocco ved udmærket at lorten er trillet over på hans tallerken.

Det, Rocco kan gøre: Florestan har mægtige fjender - Pizzaro - men så har Pizzaro nok endnu mægtigere fjender. Min fjendes fjende er min ven. Det er derfor nok troligt, at det er Rocco, der har "hvisket" til ministeriet, at der foregår noget som er langt fra stuerent (det var sådan jeg ville gøre det). Se det er noget ministeren tror alt for godt på. Derfor laver man lige en hurtig inspektion - det er denne uanmeldte revision, som sætter den egentlige handling i gang.
Rocco har det så udmærket med, at Fidelio bringer bøgerne i orden, så han overfor ministeriet har ryggen fri for den dolk, som Pizzaro i den kommende snævre vending vil stikke i ryggen på ham (Pizzaro har en noget skødesløs omgang med blanke våben). Under en sådan inspektion vil man typisk foretage en optælling af kæderne for at se om tallet stemmer - det gør det ikke. Det er en nem, effektiv og hurtigt revisionshandling - så nem, at den under ingen omstændigheder vil blive undladt.
Det er derfor Pizzaro vil have omgående besked på ministerens ankomst - Florestan skal stikkes ned, så kæden (nej, den springer sgu ikke af) kan tages af ham og luskes ind i beholdningen.

Det er ikke Leonore, hun har sit afstemningsarbejde og hun leder efter Florestan gennem udelukkelsesmetoden: Han er ikke blandt de almindelige kriminelle, nu vil hun se om han er blandt statsfangerne. Hun har udelukket alle andre muligheder - hvis Florestan er i live, så må han sidde i fængsel.
Se den er Rocco ikke så glad for, fordi han rykker nødtvunget ud med oplysningen om den fange aller nederst nede, hvor ingen kommer og ingen kan finde adgangsvejen - Fidelio meddeler os, at de nær aldrig havde fundet hullet!

Rocco ved nu, at Pizzaro vil "ordne bogholderiet" og det vil Rocco næppe overleve, så derfor passer det ham (held i uheld) ganske udmærket, at Fidelio vil dele arbejdet med ham: At stikke en lænket man ned er ikke det store problem; men både Rocco og Fidelio i samme ombæring - det vil være en hel del vanskeligere at gennemføre og give anledning til uddybende spørgsmål. Pizzaro kan jo ikke skyde det ind under sjusk - kæderne i depotet hænger på deres plads i vedligeholdt stand, så man kan se at tingene er i orden. Det er heller ikke troligt for ministeriet, at når der er orden i kæderne, at proviantregnskabet ikke stemmer.

Altså opera er så kompleks, at det hele skal passe sammen ellers er det ikke troværdigt. Det er ikke alene musikken, der skal hænge sammen, det er også historien, der fortælles - tekst, sang og musik skal hænge sammen.

Det var det, jeg for 10 år siden hørte med Ulrikke og Bocian - det er pivfalsk, det er bortforklaringer på områder, de ikke har nogen som helst forstand på - økonomi. I mellemtiden har banksvinene ikke vist større talent - bøgerne stemmer ikke - og slet ikke med virkeligheden.

Et system har en indre logik, der ikke må være i modstrid med sig selv. Kunstnerisk frihed har den begrænsning, at den ikke må stride mod andet i den verden den selv definerer. Det er præcis det bankerne gør - de er til de grader inkonsistente på egne præmisser!

Det kan man så nok sige, men i samme øjeblik man bryder den indre logik, så bliver det kedeligt og irriterende. Man kan til nød abstrahere fra at tenoren er dværg og sopranen er en enorm og smeldfed maskine - men det er et irritationsmoment og ingen sceneopførelse er perfekt.

Når man ser de længder, man går for at have scenografiske og instruktive detaljer på plads, så de ikke forstyrrer oplevelsen:

I Figaros Bryllup måler Susanna sin højde mod Cherubino for at se om de passer tøj. Det konstaterer hun så, at de gør - hvilket har forårsaget uanede lidelser.
Man regulerer på højden med hæle til Susanna og Cherubino er ofte i bare fødder.
Susanna er så yderligere begrænset af, at hun er tjenestepige og den nemmeste måde at skelne hende umiddelbart fra Rosina er, at Rosina har fodsid kjole og Susanna stumper i forhold hertil - det giver så et problem da Susanna udklæder sig som Rosina - at futte rundt på tåspidserne i en kjole der er for lang! Det giver sine pudsige øjeblikke - når sopranen bakker for fuld fart - trip,trip,trip.

Metodologien er i analyse af opera er i princippet ikke anderledes end det at pille bankernes løgnehistorier fra hinanden - de er kedsommelige. Der er jo ikke nogen mere, der tror på, at det er EDB-problemer, der forhindrer folk i at få adgang til deres Dankort. Det, det har institutionaliseret er bankernes utroværdighed: De kan end ikke variere løgnehistorierne!

Musik har så den fordel, at en falsk tone høres med det samme - lidt afhængig af tilhørerens øre. Informationen i en opera er så kompakt, at den kan forklare på et par timer en ret så kompliceret sammenhæng. Den kan være stærkt stiliseret som i Cosi fan tutte... der er altid en vis stilisering: Jeg mener: Det er vel kun i Italien at man kan finde frisører der synger Largo da Factotum...... sådan helt seriøst - og godt.
Stilisering er imidlertid ikke udtryk for en større frihedsgrad - det påpeger derimod, hvad publikum ikke skal bruge tid på.

Når man hører/læser banksvinenes selvmedlidende klager om "nu har de sagt undskyld nok" (det er så ikke bare Danske Banksvin, der er kommet med de sving på lirekassen - pivfalsk og ustemt. Fitschen fra Deutsche Bank har bræget det samme) så hører man omgående (bare ved at læse højt for sig), hvor falsk og forkert det er i alle måder. Journalister gør så det, at de fremhæver det som et direkte citat!

I øjeblikket er løgnehistorien så den med de høje priser på ejerlejligheder i København, den lave rente og opstablingen på indskudsbeviser i Nationalbanken. Det er endnu værre end falsk og forkert - det er kedsommeligt.

Der er intet, der er mere tåkrummende end de løgnehistorier 10 årige fabrikerer, når de igen blive taget på fersk gerning. Bankernes ævl minder om det Jodle Birge kunne lave på en dårlig dag - ikke et ondt ord om Jodle Birge; men det var altså ikke værd at høre på - overhovedet. Det får så være; men når banksvinene stiller sig op og postulerer sig internationale kunstnere i finansiering....