Fidelio

Ganske god produktion.

I modsætning til de andre komponister som Mozart, Rossini etc., så er Beethovens interesse en ganske anden.

Hvor man med nogen ret kan tolke instrumenterne som referencer til personer hos Mozart i Figaro, så går dette koncept helt fløjten hos Beethoven - bogstaveligt talt.

Skal man tillægge instrumenterne nogen symbolværdi, så bliver det nærmeste vel nok at waldhornet er frihedens kald, der så til sidst bliver overdøvet af trompeterne, der angiver guvernørens ankomst (at det hele også foregår ved Sevilla er som at henlægge det til et mytisk sted - der så havde den kendte fordel at kongedømmet der var erkendt en flok skvadderpander, så det sætter man sig egentlig ikke op imod).
Figaro er ikke politisk i nogen egentlig forstand trods forskellige ministerielt udnævnte snotaber herhjemme tillægger det en sådan udlægning - forklaringen er meget enklere: Almaviva er dum, rent udsagt - meget dum: Hvorfor jage tjenestepigerne, når han har en kvik og klog kone, der reelt kun ønsker at dække måsen på ham - hvilket er lidt svært, da han har svært ved at holde bukserne på.

Beethoven er noget helt andet: Her kan fløjten bedst lignes ved håbet, der lyder spinkelt; men klart gennem orkestret.
For så vidt Beethoven har tænkt i de retninger, så er fagotten fangerne - der til sidst i befrielsen af Floristan går over i oboerne og dermed ligger tonemæssigt i forlængelse.

Beethoven er frem for alt symphoniker der opfatter orkestret som et hele - alene det, at Beethoven blev ved med at dirigere efter han blev døv - resultatet skulle efter sigende have været noget blandet.

Egentlig har han samme opfattelse af menneskestemmen, hans korpartier er ret overbevisende - bla. i 9. symphoni med Europa-hymnen.
Selve operaen voldte ham svære kvaler - alene det, at han skrev 3 ouverturer, som resten så skulle indfri. Han er vel nok den komponist, der tydeligst har anerkendt liberettistens medvirken i problemløsningen. Ludwig var derhenne, at han var glad for al den hjælp han kunne få, for at få skidtet til at hænge sammen.
Han er også helt anderledes end Wagner med hans "Leitmotiv", der jævnligt truer med i sin højtlæsning for dværge - i fire bind - at forklare alt til døde. Lidt som, at bede Thomas Mann om vej til Aldi - jo, man kommer nok derhen; men det tager sgu sin tid - specielt hvis man skal kunne den udenad.

Det er så Marilyn Horne - nu forstår jeg, hvad hun mente med at holde kontinuiteten over registerskift.

Christa Ludwig som ellers på mange måder havde den som glansparti - hun var hunderæd for den rolle. Hun var så bange for den, at den krævede en stiv cognac inden hun gik på scenen. Den lå liiiiige lovlig højt for hende, så er der altid en risiko for at knække. Schwarzkopf havde højden; men det dybe rev stemmebåndene i strimler - så det lod hun ret hurtigt være med.

Jeg hviler ikke før svinene dingler.

Søg på "Abscheulicher"

Nu læser jeg ikke noder; men prøv at se nodebilledet!!!

Den glider op og ned - værst glider den i legato 14 hele toner ned - det er to HELE oktaver! Så er man sgu sikker på at konen skal skifte register - både på vejen op og ned.

Sammenlign f.eks. med

Den har så også 2 oktaver - men er noget mere nådig i det dybe - der er tid til at gurgle - lige akkurat.

Man kan så spørge sig hvad stemme "Abscheulicher" er skrevet for? Høj eller lav kvindestemme? Svaret er: Hverken eller!

Altså: Verdi kunne ikke i sin vildeste fantasi finde på at skrive noget sådan.
Det er altså ikke mærkeligt, at begge arier er frygtede - og ingen kan synge dem i ret mange år - hverken eller!
Det er arier, der vel kun kan lykkes godt i et pladestudie. Jeg forstår Christa Ludwig, at det kan man sgu ikke gøre ædru!

Vi véd at fløjten angiver Håbet, fordi teksten giver umiddelbart efter:

So leuchtet mir ein Farbebogen,
Der hell auf dunkeln Wolken ruht.

Det er et scenisk kneb som at holde et brev frem så alle kan se det - og så sige i replikken: "Her har jeg et brev!"

Anja Kampe er bestemt ikke dårlig - slet ikke dårlig - og så har hun så dejligt et lettet smil i "Abscheulicher!...", når hun er kommet over et svært sted (pyha! Det gik som det skulle). Da hun tager huen af, så kimser hun flot håret væk. Det er ikke en dame man vader over konvolutterne!
Generelt en vellykket forestilling - ja, jeg hørte godt at Vogt må snappe efter vejret; men hvad pokker kan man forvente efter to år i buret og tørstende?
Det er altså ikke hans skyld, at der er tale om et skodpublikum. Efter svineriet mod Bartoli har Barenboim svært ved at skjule sin foragt.

I finalen peges der hen mod koret i 9. symfoni - efter hvad mit ringe øre kan fornemme.

Kampe har også staturen til at illudere i bukserollen i bukserollen - også er det første gang, jeg har set en sangerinde fatte en pistol (og også af en anvendelig kaliber - jeg kan ikke se om det er den tjekkiske) blot nogenlunde rigtigt: "Pas på, banksvin! Én forkert trækning af øjenbrynet - og der er ikke noget til at holde hatten væk fra skulderen."

Bladrede lidt videre fra Nattens Dronning med Daina Damrau og kom til den her:

https://www.youtube.com/watch?v=2LPkdu_qbQA

sjov opsætning.

doctor skrev:Bladrede lidt videre fra Nattens Dronning med Daina Damrau og kom til den her:

https://www.youtube.com/watch?v=2LPkdu_qbQA

sjov opsætning.

Det er sjældent, at stemmer er så kønne deroppe.



Hun er bestemt ikke uden charme. Hun kan også lægge en koket ironisk distance.

Det sjove er: Efter, hvad jeg kan se og gætte mig til, så minder hun mig teknisk om - af alle ... af alle: Lauritz Melchoir.
Der er noget med den måde, hun skubber overlæben frem og blotter fortænderne.

Et "drys" salt af det franske gør det fuldkomment.

Kunst er vel egentlig at kunne fremstille "de syv dødssynder" (eller hvor mange der nu er) i et nyt lys, hvor man føler sig godt til pas og bliver underholdt samtidig med at man får lidt med hjem til selvrefleksion. Det lykkes perfekt her.

doctor skrev: Kunst er vel egentlig at kunne fremstille "de syv dødssynder"   (eller hvor mange der nu er) i et nyt lys, hvor man føler sig godt til pas og bliver underholdt samtidig med at man får lidt med hjem til selvrefleksion.  Det lykkes perfekt her.

Hmmmm...  det jeg véd om kunst er, at det er kunstigt; men ikke alt kunstigt er kunst.

Altså: Man bruger 8 fingre til at spille blokfløjte - det er lige godt en oktav. Lidt afhængig af udøveren så har en violin to oktaver. En klarinet (med lidt god vilje) 3 og en fagot og et valdhorn et monster af 4 oktaver.

Den menneskelige talestemme har 1-½ oktav.
Den samlede musikalske spændvidde er vel 6 oktaver, hvoraf de midterste 4 bruges.
Når man taler om at sangere har en tessitura på 2½-3 oktaver, så er det hele stærkt kunstigt.

Opera er vel det mest komprimerede gang information, man kan få:
Når Leonora synger "Abscheulicher" er hun alene på scenen. Valdhornet og fløjten er akkompagnement til fulde to oktavers konsonantspyttende legato. Hun finder ringen med stenen frem fra forklædningen, der ikke lægger skjul på at den er en forklædning (DDR-arbejdsbeklædning). Kvindemennesket er fra Leipzig og for 30 år siden bare tysk.

Ich folg’ dem innern Triebe,
Ich wanke nicht;
Mich stärkt die Pflicht
Der treuen Gattinn Liebe.

For de fatsvage, så gentages konklusionen. Men prøv at se den engelske oversættelse:

Love will thither guide me.
By love and hope supported:
No more with fear I tremble.
Oh thou, whom alone I love,
Soon will thy true wife thy cruel torments end.

Mage til "goddag mand, økseskaft!" Det er end ikke en undersættelse - det er rent vrøvl.

Man skal heller ikke beskylde Beethoven for at fatte sig i korthed - en normal arie tager en 3 minutter, den her er næsten 8 min. Jeg har så ikke timet Knappertsbusch.

Men prøv at høre Elisabeth Schwarzkopf (så er vi sikker på, at det hverken manglende flid eller talent). Det her holder ingen stemme til. Det høje lyriske i arien er intet problem for hende, det er det dybe rasende og brutale - og det med den glidende overgang fra det ene til det andet - og tilbage igen pr. definition overgangsløst.

Man forstår Christa Ludwig, der aldrig sang Fidelio ædru. Den kan gøre enhver sanger sanseløs af angst. Ludwig holdt så op - og det er et parti de fleste opgiver, fordi det er så ondt. Nej, Beethoven anede ikke noget om sangere og stemmer.

Det, der overrasker mig en del er, så lidet musikere forstår af hinandens tekniske problemer.


Kirsten Flagstad har det dybe med samme ømhed som en vikingeøkse i fjæset. Det nuttede høje - jo det er højt; men nuttet? Som en klaverstreng om halsen!

hvor mange gange, jeg har set/hørt denne forestilling; men

1. Det egentlige højdepunkt mellem Florestan og Leonore kommer, hvor:
   

   Florestan: Oh meine Leonore, was hast Du für mich getan? (han har ikke helt forstået redningen endnu...)
   Leonore: Nichts, mein Florestan. Nichts!

   Det er så recitativ, hvilket er et lidt underligt sted; men demonstrativt: "Her er brevet!" og så følger noget skrigeri.
   
2. Jeg har langt argumenteret for at det var Rocco, der anonymt har stukket Pizarro til Ministeren - og guderne skal vide, at han prøver at dække sin røv, som god embedsmand. Men scenografen lader os svæve i usikkerheden:
   Da det brev, som Rocco har ventet utålmodigt på bliver åbnet i posten af Pizzaro, kommer ham i hænde, så roterer blinket (det kan man kalde et vink med en vognstang) og der er spotlys på Leonore (hun har taget huen af, som hun gør, når hun træder ud af forklædningen) og hun kikker ned på Pizzaro.
   
3. Kwangchul Youn er bedre end jeg umiddelbart gav ham kredit for. En ting er sangen; men det han spiller uden at synge er noget, der giver point:
   
   
   
   1. Da Fidelio kommer med den ubehagelige anmodning om at komme med ned i kælderen, så hives snapseflasken frem - den skal skylles ned. Datteren smider så en ordentlig snaps fra kaffekruset væk senere. Endnu senere konstaterer Pizzaro, at der er gået til flasken så det kan ses - helt ned på bagerste række på 4. balkon.
      
   2. Rocco er en småsvindler og et brokkehoved - javel; men der er grænser - også grænser for hvad han kan købes til. Vi kender typen fra kontoret.
      
   3. Den måde han retter på brillerne, når opmærksomheden skal henledes på, hvad der får Rocco til at rette sig op i stolen.
      
   Slet ikke dårligt.
   
4. Der er ikke så megen tvivl om, at Ministeren har ventet på at få klasket Pizzaro: "Giv mig noget jeg kan bruge - så skal han nok få kniven." Hvis man har bare en lille smule administrativ erfaring, så genkender man det billede. Da Rocco så forsøger at stikke af, så hører vi et knald - vagtpersonalet er så skødesløse med deres våben - Pizzaro er der ingen der vil savne og det var jo et hændeligt vådeskud. Trist og tragisk; men ikke anderledes end et banksvin, der hænger sig i sommerhuset - og her er der slet ikke nogen grund til at grine. Ikke højt.
5. I finalen vil Leonore egentlig gerne sige undskyld til datteren, fordi hun har narret hende; men så er det heller ikke mere! Den lille finke har lissom selv noget at reparere overfor sin noget ihærdige tilbeder, som hun bestemt ikke har behandlet pænt.
   

En helt anden produktion.

Dels er den 10 år ældre (inden vi var tvunget til at erkende, at kommunismen viste sit ækle fjæs igen) og Laszlo Polger (der desværre er død i mellemtiden).

Det er rigtigt at Camilla Nylunds problem ligger i det dybe, hvor Kampe nok nærmere har problemet med det høje; men Anja slås nok mere med den forskellige karakter af registrene - og lave en sømløs overgang mellem de to er et helvede. Her vælger man som oftest at gå på kompromis med det dybe - fordi der ganske enkelt ikke er ret meget at synge dernede så det kan man lettere svæve hen over. Kampes stemme er nærmere en Marilyn Horne, hvor Camilla er en Schwarzkopf.

Det giver så det yderligere problem at Laszlo Polger var en stor kleppert og tanken om, at Camilla Nylund (der ikke alene er køn, hun er decideret smuk) skulle assistere ham "mit der schwere Arbeit" er at strække troværdigheden. I den situation er der kun én ting at gøre: Inddrage publikum på bedrageriets side. "Vi ved jo godt, det er løgn, men kør på, så lader vi som om vi tror på den."
Hvor Kampe kan hvæse nogle "asides" ud til publikum i en troværdig dybere stemme, så må man kappe det ned med Nylund, der dels ville pippe, dels har en ret stærk accent i talesproget (hvilket ikke er usædvanligt - at sangen går udmærket; men de kan ikke tale sproget. Thomas Hampson har sagt, at han har sunget på 12 sprog; mens han med møje taler 2).
Det giver så et blik i øjet under drikningen af snapsen - hvor det at en finne-dame ikke skulle kunne jage et krus brændt på glasskår og pigtråd i kødet - bob,bob,bob.....
Det er så også en grusom mængde artilleri hun slæber rundt på (og nej en Colt 45 går hverken med pudderparyk eller fine små damefingre - hun holder den også omvendt).
Kampe kan spille mere på sin illuderende figur - hun løber ganske godt og overbevisende - hun bruger så huen til at hoppe ind og ud af forklædningen. En ironisk distance i forhold - ikke så meget til publikum, men til

Nu er jeg ikke så meget for Kaufmann efter jeg hørte hans gralsfortælling - den var mig simpelt hen for tøset efter min smag. Det synes mig så også lidt rigeligt trompet i stemmen her - men lad det ligge, den er vel egentlig lige så slem som "Abscheulicher!"

Hele afstemningsproblematikken kan vi glemme her: Der er 3 fanger med nr. 5 i panden. Det er rimelig klart, at det er Rocco, der har stukket Pizzaro til ministeriet.

Jeg kan så bedre lide Barenboims udgave - ikke at jeg ikke værdsætter Harnoncourt - bestemt ikke. Barenboim har så bare 10 år i forskel - og ja, verden er en anden i dag, så sammenligningen er ikke helt retfærdig.
I dag tilføjer den mere rå og kontante Anja Kampe med scenografien en ekstra realisme fremfor dengang, da nogle troede på bankernes sirenesang.
Polgar giver den også godt som den humanistisk lænende fængselsmand i modsætning til Kwangchul Youn's lettere anløbne type - uden at nogen af dem udlevere rolle - og da tingene skal passe sammen, så har Kampe mere at læne sig op ad i Kwangchul.

Da Florestan bliver spurgt af Rokko, om han har hvilet sig, så siger Florestan: "Grausamer Mann!"

Da ved Leonore, at det nok skal gå - hendes Florestan er nok ikke særlig komfortabel i øjeblikket, men han er ikke knækket: Han brokker sig stadigvæk. Han er i decideret dårligt humør - forståeligt nok, men.....,.
Hun genkender hans måde at bande på! De andre siger "zum Henker" osv. osv. Florestan er en dannet mand og giver sit ubehag et dannet udtryk.

Som enhver kvinde véd: Så længe han bander, så skal det nok gå.
Hun tiltaler ham også: "Lieber Herr Gefangener!"

Han skal beroliges; men ikke have alt at vide - endnu - bl.a. at MOR her har muskedonneren klar. Der er ikke tid til uddybende diskussioner af hvem, der skal skyde hvem og hvornår.

I skal lige have "Abscheulicher" med Elisabeth Schwarzkopf, der sagn den - jeg tror 2 gange. Det tro pokker - havde hun fortsat havde hun destrueret stemmen. Men det er så sjældent at de høje stemmer udfolder den brutalitet i det dybe - stemmen kan helt enkelt ikke holde til det.
Normalt er det de dybe mezzo'er, der sitrende og stangdrukne af angst går op med sveden sprøjtende og håber, de ikke knækker - lyder ikke altid for godt. Schwazkopf havde den kønne og fyldige højde i stemmen. Hun NÅR ned; men det må gøre fysisk ondt på hende med det misbrug.

Det er lidt som at save sig i halsen - fordi det gør så dejligt, når det holder op.

Hendes vidunderlige høje register er så smukt.
Hun kan volumendalen i piano mellem forterne i ekstremerne fuldstændig glat - intet stikker ud, ingen "hakker".
Naturligt nok: Ingen vaklen i modersmålet - og ikke nogen "Konsonantenspucken"!

Det er en af de opførelser, der ikke kan gentages - jeg tror ikke nogen har mod til det. Ingen vil da risikere en stemme af den kvalitet igen.
Det er næsten 8 minutter af komplet teknisk umulighed - det er Beethoven - ud over kanten.

Optagelsen er med von Karajan - skal man ikke huske ham for andet, så denne.
Den er 62 år gammel (1954).

Strauss:

https://www.youtube.com/watch?v=Cs0vSC9DUhU

doctor skrev:Strauss:

https://www.youtube.com/watch?v=Cs0vSC9DUhU

Tak.
Lieder er jeg ikke nået til; men det er min fejl.

Det er fordi du er så ung og ubekymret Thomas. ;-)

doctor skrev:Det er fordi du er så ung og ubekymret Thomas. ;-)

Ja det må være årsagen.

Som Marzeline.

Prøv at hør i koret til sidst: Den stemme, der går igennem koret - det er Popp.

Hun døde bare alt for tidligt af en hjernetumor.

Rene Kollo er også værd at høre på.

Prøv at hør hende i "Der Hölle Rache" - hun får den til at lyde let! Der er også fylde højt oppe.

Thomas skrev:

Smukt

klogeaage 35 skrev:

Thomas skrev:[youtube].....

Smukt

Ja, hende kan man godt holde ud at høre på........

Jeg var egentlig ikke klar over, hvor smuk den stemme var - man kan godt træne sig op i toneleje; men som oftest lyder ikke helt godt - der ER ikke mange smukke høje sopraner.