Il Barbiere di Siviglia

Den er hvad man kan forvente for billetpengene - og lidt til, som altid. Det giver så en gammel frikadelle en mulighed for at få en encore midt i det hele, men det under man ham.
Det er ikke stjernebesætning; men det er udmærket. Leo Nucci er udmærket; men han er altså født i 1942! Så det er pænt gået, at han stadig kan.

Wikipedia, der så har et "påskeæg". Nemlig "Bagtalelsens arie" med Feodor Chaliapin - og han er altid værd at høre på.

Men her får vi så illustreret hvor god Bartoli er: Det meste er skrevet staccato, hvor Bartoli trækker lidt på skuldrene og kalder de andre smådovne. Mandsstemmerne har store problemer med at følge med - og slet ikke en Cecilia i topform - ikke når hun åbner med sit berømte lette maskingevær.
I en forestilling, så tværer hun simpelt hen tenorer og barytoner ud som Nutella på friskbagt franskbrød.

Det er så "Largo il Factotum" som forklarer Figaro i "Nozze di Figaro" og de tre la-la-la, som der står i librettoen; men hvor Mozart ikke har skrevet musik til det. Men det viser Figaro som den hurtige i hovedet og meget praktiske. Han kommer sjoskende ind - uden at tænke på noget særligt; så er Figaro. Lynhurtig i omstillingen.

"Barberen" forklarer så også Rosina: Hun er intelligent (ikke genial; men intelligent) og hun er veluddannet. Det med små beskeder og sms'er - det er lige hende. Det med at komme med bortforklaringer og hviske stikord ud af mundvigen - det er også hende. Det er derfor hun samarbejder så godt med Figaro. Derfor passer det hende også udmærket, at Susanna bliver gift med Figaro - så har hun loyale tjenestefolk, der kan arbejde på eget initiativ.

Desuden bliver det forklaret, hvor Marcellina og Bartolo lige pludselig får pengene fra til at betale Figaros gæld og en medgift eller arveforskud: De kontanter kommer nemlig fra Rosinas medgift. Susannas medgift, den får hun, da hun drejer Almaviva en knap.

Almaviva er nemlig lidt smådum og det, der nok ærgrer Rosina mest er, at han har så rigelig brug for at få nogle brikker at flytte med. Dem har Rosina - og Almaviva er egentlig godt klar over, at han har brug for Rosina's fine hoved ("hun vil ikke kompromittere min ære"  -det tror han ganske enkelt ikke på! Forvirret som han er).
Penge spiller egentlig ikke nogen rolle for Almaviva - han har så mange af dem. Det, der frustrerer Rosina er: Hvorfor har han taget mig, når det ikke er for pengenes skyld - for det er det ikke!
At Rosinas medgift er gået til Bartolo - det er så det bevis - fair nok; men hun finder sig godt nok ikke i, at de penge anvendes mod hende.

Det er så et af de bedre eksempler på en kvalificeret kritik af en opera som Rossini har tværet ned her. Han var nemlig kendt for at skrive 2-4 operaer om året. Det siges, at han arbejdede i sengen, fordi han var for doven til at stå op. Engang skulle en hel ouverture være faldet på gulvet for ham. Det kunne da ikke få ham til at rejse sig op, så han skrev i stedet en ny og bedre. Det er måske nok en grov gang koketteri; men alligevel.
Det er altså en hel del bedre kritik end man ser i pressen - og så laver han også nogle sjove og ørehængende melodier - slet ikke ringe.

Jo, hun er sgu bedre - der er næsvis teenager over hende og teatralske følelsesudbrud (her hjælper det unægtelig, hvis man er lidt af en krukke).

Thomas skrev:

Jo, hun er sgu bedre - der er næsvis teenager over hende og teatralske følelsesudbrud (her hjælper det unægtelig, hvis man er lidt af en krukke).

Det, der gør hende så god er, at man genkender sgu den tøs. Møgforkælet, øretæveindbydende og slet ikke dum. Det er den Rosina, som træder i karakter i finalen af Nozze di Figaro: "Hør nu her Din stud! Tag lige og voks op og opfør Dig ordentligt! Nå, det var godt - skal vi så se at få noget konstruktivt ud af dette her!"
Hun griber simpelt hen magten - det, Rosina laver, er et regulært kup.
Ikke at nogen har noget imod det - alle vil egentlig gerne have bare en lille smule orden, for det er blevet en tand for rodet.

Det sjove er: I sidste ende er det ikke et pengeproblem!

To ting: Det spændende er, at Rossini spiller klarinetten op mod fløjten - ikke oboen (som Almaviva) i Nozze ....; Men den mulighed havde Mozart ikke! Han ledte efter den! Han har formentlig ønsket klarinetten i højt register; men det var den ikke udviklet nok til på daværende tidspunkt, og der var ikke nogen, der kunne spille den deroppe alligevel!!!
Rossini åbner endnu et plothul - sådan da - Rosina må da have anet uråd, når en kommer anstigende og serenade - ikke bare med ustemt guitar; men (Gud hjælpe mig) et helt symphoniorkester. Der må være penge dér. Men Rosina er ikke andet end en teenager - evt. lidt til.



Ingen tvivl om at Rossini er helt med på vittigheden om guitarren. Den forbandede guitar dukker op med Figaro - overalt: Der bliver bare aldrig spillet på den. Her er det harpen.
Det er så en illustration af rockmusikkens plathed, at den har taget det smagløse instrument til sig, som skulle være forblevet et fossil fra barokken. Det er nemlig ikke et spørgsmål om at larme; men at spille rent! Og en guitar lyder ret beset ikke af noget, hverken på den ene eller anden måde: Alene det, at den har bånd som en hardangerfele. Så præcist kan man ikke ramme med spændebånd. Rigtige strengeinstumenter har ingen!

Vi må gå dér, hvor dokumentationen fører os - indtil videre - jeg kan ikke høre noget to gange i træk uden at finde noget nyt:

Kernen i det her er, så vidt jeg kan høre, at Rosina af Mozart er bundet til en høj sopran, fordi han er bundet til fløjten (som han ikke kunne lide). Dels er oboen optaget som reference, dels er der en del konventioner, som man nok kunne sætte sig ud over, hvis der fantes et bedre alternativ, hvilket der ikke gjorde på Mozarts tid - og guderne skal vide, at han ledte efter det (jævnfør den gnavne bemærkning til Stadler om at finde den tone på sit instrument!).

Problemet med fløjten er, at den ikke kan spille piano i det høje register. Det ligger så kun én oktav over det lave - fordi fløjten er cylindrisk - havde den været konisk så havde det været to oktaver over. Det høje register skifter så også karakter - men ikke så meget, at det gør noget (det giver så fingersætningsproblemer; men det er komponisten uvedkommende), fordi første og anden overtone er næsten lige stærke, så det at grundtonen forsvinder giver ikke det store problem og ej heller den helt store karakterforskel.

Næhhh.... problemet er, at spille piano i højt register! Det kan en fløjte ikke lide. Wolfgang har hele livet haft sine problemer med at få fløjterne til at gøre som han vil have det.
I "Nozze..." har han opgivet:



Det giver ikke mening at lade Rosina synge forte deroppe - så hun synger ensomt uden resonans i orkestret og det bliver mere stemningsfuldt, fordi det gøres i strygerne. Af en nødløsning er det så fremragende gjort.

Rossini er opmærksom på problemet, fordi han lader den ene fløjte doublere med piccolo'en - og han doublerer en klarinet som basset-klarinet/-horn. Når der er besvær med at finde toner på en klarinet, så skyldes fingersætningsproblemer - dels skifter man enten til det høje register (piano), dels kan samme tone findes i det lave; men overblæste register, så den arme klarinettist har sine problemer med at finde ud af, hvad komponisten egentlig mener! Et teknisk problem, som på Rossini's tid er løst.

Dvs. man kan referere og akkompagnere i Rosinas dybe register på Mozarts tid; men ikke i det høje - hvis det skal ske piano.
Dermed er rollen bundet til en høj sopran.
Det giver så Rossini problemer: Hans Rosina må skrives for to slags sopraner - og der er faktisk to sæt noder - alt efter, hvem man nu har til rådighed. Det bliver så til hhv. koleratura eller mezzo - en skelnen som Wolfgang ikke kom med - og ikke gik op i! Musikere havde at gøre som han skrev.
På den ene side bliver kvindestemmer mørkere og dybere med alderen - ikke omvendt. Når Rossini så skriver om en Rosina, der er nogle år yngre end Mozarts - det fremgår aldeles klart, dels af sammenhængen, dels af Rosinas opførsel, hvor Rossinis er en næsvis (sen) teenager - som ved gud ikke vil giftes med bedstefar.
Det er så også troværdigt, at hun kan udvikle sig til den utroligt velovervejede kvinde, der skal have manøvreret en stud af en mand - som hun beskriver ret så præcist. Når Almaviva bliver forvirret - og det sker hele tiden - så griber han til våben, som Rossini beskriver så overbevisende i forbindelse med don Basilio: Enten tager Du mod bestikkelse eller også blæser jeg hovedet af Dig her og nu! Nu er Basilio også her en foragtelig orm og parasit - så ingen vil savne ham.
Almaviva er hverken ondskabsfuld eller fedtet: Han er forfremmet ud over hvad evnerne kan bære.
Det giver så forholdet til den umådeligt praktiske Figaro, som nok kan stå for mandstugten, som Almaviva har for lidt overblik og er alt for opfarende til.
Det passer så Rosina udmærket, at Figaro bliver gift med Susanna - bortset fra, at Almaviva har svært ved at finde ud af hvilken seng han skal søge. Hvis man kan lære ham det, så får alle mest ud af dem begge.

Basilio skræmmer livet af stakkels Susanna - og det skal han bare lade være med: Ellers skal Rosina nok få manden til at hugge hovedet af ham - han har nu engang de lyster, som alle andre. I "Nozze..." ved Rosina præcis, hvad hun gør - ikke at hun bryder sig om det; men det er nødvendigt for at hugormen kan komme til bid.

Det giver så igen det produktions- og rollebesætningsproblem, at man skal vælge om man skal bruge en høj eller lav sopran. Den høje kan spille op mod tenoren (og her skifter Almaviva fra tenor til bas - noget af et spring, men det er der så ikke så meget at gøre ved: Det er vigtigere at få beskrevet Rosina).

Erika Köth er den typiske koleratur. Hendes stemme er ikke den største; men den er høj, ren og - for en sopran - fyldig og køn helt oppe under taget. Da en kollega bemærkede, at Nattens Dronning ikke havde hendes interesse, fordi det var en lille rolle (der er ikke små roller hos Mozart!) - så bemærkede hun syrligt: Mindre? De mener højere?
Cecilia Bartoli er den noget dybere; men store stemme, der kan blæse oboerne ad Pommern til, når det skal være. Cecilia har så - fornuftigt - valgt det lidt dybere og sagt skide være med de høje F'er.

Det giver så problemet i "Barberen": Skal Rosina spille op til Lindoro eller Figaro. Der bliver aldrig noget kæresteri mellem Figaro og Rosina - begge er for fornuftige. Det betyder så ikke, at de ikke kan samarbejde endog meget tæt, fordi de supplerer hinanden. Figaro taber ikke hovedet og kan sno sig - han kan komme med anvendelige ideer, når det ser rimelig håbløst ud. Rosina er en administrativ begavelse - læg mærke til at alt væsentligt hos Rosina foregår skriftligt (Almaviva er ikke den store litterat - for nu at sige det pænt - han skal have Figaro til at læse Rosina kærestebrev højt - og hun går direkte til sagen i sin forespørgsel om, hvad ham Lindoro nu er for en fisk. Her giver Almaviva's trang til at spille smart bagslag - som sædvanligt - Rosina skal blive godt gammeldags gal i hovedet på ham før man med lodder, trisser og Figaro kan komme på plads - som sædvanligt.

Svaret på spørgsmålet om det er Figaro eller Almaviva, som Rosina skal spille til - er dem begge.

Derfor har optagelsen med Köth, Wunderlich og den unge Prey speciel interesse, fordi både tenor og baryton er så sjældent stærkt besat - alle tre er i deres bedste sangform. Her har Rossini så givet svaret: Köth går i sekstet'en en klingrende klar oktav over hele banden. Jeg sagde før at stemmen ikke var stor; men den går klart og smukt igennem.
Nu gætter jeg: Det hun gør er på én gang at være en oktav over Wunderlich og to oktaver over Prey; men nok så meget støtte sig til hans anden overtone. Kan man stå med et ben på hver, så skal den mindste pipfugl nok blive hørt.

Bartoli gør det modsatte: Går op med tenoren og ned med barytonen. Noget hun kan gøre med sin fyldige bund. Hun kan synge op mod begge direkte. Jeg mener faktisk, at hun stedvis er dybere end tenoren. En dejlig stemme med tonsvis af charme.

Köth sagde en gang, at de forestillinger, der gav hende mest applaus var dem, hvor kollegaen var bedst.

Hvis man vælger at høre begge skal man være opmærksom på, at ingen af dem er perfekte:
Så vidt jeg kan høre, er der en af de høje toner, som Köth ikke rammer rent.
Bartoli har sit kendte problem med overproduktion af mundvand, der gør, at hun skal synke midt i "Una poco fa..." - næsten det værst tænkelige sted.
Det skal man som "publikummer" tage i stiv arm og holde den skolelæreren løftede pegefinger langt væk - ja, vi andre har også hørt det.
Til gengæld får man et sammenspil der ikke er hakket i stykker og kommet igennem optageteknikkens klodsede afpudsning (afstumpning var måske bedre sagt). Det er heller ikke en koncert, hvor sangeren kan give sin version uden en bedrevidende og tonedøv dirigent.

Köth var engang ude for, at under en solo, lagde dirigenten taktstokken og pegede op på hende - så vidste svendene, hvad de skulle - se det er format hos en dirigent. En solo er en solo.

det er svært at blive ved med at være i dårligt humør, når du skriver så sjovt

doctor skrev:det er svært at blive ved med at være i dårligt humør, når du skriver så sjovt

Tak skal Du have; men det lykkes faktisk også at dække et kæmpehul i plottet - nemlig at man kan følge pengestrømmene nogenlunde.

Se pointen med Barberen er at Almaviva rent faktisk køber Rosina fri af Bartolo - for så vidt som Bartolo får lov til at beholde Rosinas medgift. Man kan sige meget nedsættende og grimt om Almaviva, men han gør altså ikke noget for pengenes skyld - og når alt kommer til alt har han pengene og formatet til at trække på skuldrene - bagefter - når han nu igen er blevet snydt. Og Figaro kan rigtig køre hans næse rundt i det, når han lige får landsbykoret til at synge Grevens pris for at afskaffe "jus prima noctis". Det må Almaviva fnysende anerkende - nu er han blevet snydt - igen.

Lad os så give Greven, hvad vi skylder ham: Det er ikke pengene! Han kan faktisk godt lide frække, kvikke og veldrejede piger - både Rosina og Susanna har det til fælles: Lad os nu være ærlige - det kan vi andre også. Vi ved godt vi bliver snydt; men hvis det er pengene værd, så pyt.

Men det er Rosina, der betaler for Figaro. Bartolo låner penge til Marcellina, der låner (naturligvis mod sikkerhed - de penge skal naturligvis ikke smides ud til hvilken som helst gadetøs, så mor skal nok bestemme, hvem han skal giftes med) til Figaro. Det er således Rosina, der betaler Marcellinas medgift og Bartolos - og dermed Figaro, der kommer ud af en livslang knibe. Det ved vi fra hans lovprisning af militærlivet overfor Cherobino: "..... poco kontante, poco kontante!"
At Rosina ikke skulle have fået en fornemmelse (hun behøver ikke at vide præcist, hun er nemlig ret sikker i sine fornemmelser), det er ikke troværdigt, for den forklaring Marcellina kommer med er jo en fed løgn der er så fed, at den vipper vognvægten.

På trods af alle senere marxistiske bortforklaringer, så er det ikke pengene! Det passer nemlig udmærket med en spansk adelsmand i den periode: De havde så mange penge, at de ikke anede, hvad de skulle stille op med dem - og de var snotdumme. Carlos II var så degenereret (gennem Habsburgs indavl), at det egentlige mysterium var, at han ubegribelig nok var levendefødt. Spædbørnsdødeligheden i den spanske adel var højere end i de fattigste dele af befolkningen.
Årsagen til, at Spanien i dag ikke har nogen guldreserve af betydning skyldes, at den stjal Stalin under den spanske borgerkrig fra republikanerne - så enkelt er det.

At Almaviva så kommer til at betale for Susannas medgift - og det er hele temaet for "Nozze...", som Figaro får trukket ud af Susanna - med tænger - som noget af det første. Ja, det lever han med - ikke godvilligt; men dog. Det, han får for pengene er mere end han egentlig har regnet med: Nemlig en barnepige til sine børn - én der vil passe dem som sine egne, hvis Rosina skulle gå hen og dø - børnefødsler - igen i de bedre spanske kredse specielt - var mere end almindeligt livsfarligt for kvinderne.
Jeg så ud af øjenkrogen til en af Reneé Flemmings fremføringer af en Rosinas store arier - og Rosina åbner 2. akt med "Dove sono..." - helt centralt - at Cecilia i en production følger nogle børn ud: Jo, de piger forstår hinanden, de er begge skruk, så det vil noget. Man skal bare have forklaret Almaviva hvis bukser han skal i! Det irriterer Rosina, at hans svage åndsevner er blevet distraheret; men - igen Rosina, der klart kan tage imod gode forslag - de skal så lige have den rette tilretning; men i princippet....

Almaviva får også det bedste ud af det - igen: Pengene er for ham skillemønt - han er jo klar over at i den ærefulde post i England, så har han brug for al den hjælp, han kan få (at definitionen af "specialrådgiver" for samfundet absolutte top - læs Ulrikke - så altid har været et løseligt defineret begreb....). Den skal Rosinas skarpe hjerne nok give ham. Figaro skal nok stå for det praktiske - for Almaviva er håbløs til alt praktisk!
Han har altid glemt sine våben, når han har lyst til at dele øretæver ud - og det har han tit - "gente, gente...". Alene åbningen af "Barberen", hvor han synger serenade for Rosina .... han har (Gud hjælpe mig) taget et symfoniorkester med (som han så også får lov til at betale to gange for) - at Rosina ikke skulle have hørt og forstået? Selvfølgelig har hun det - hendes meget konkrete forespørgsler mht. Lindoros hensigter lader ikke nogen tvivl være mulig.