Konisk Cylindrisk.

Sabine Meyer: Manhatten Sweet.
af Peter Lahel
.....
.....

Selve musikken har nogle kønne passager  - ingen tvivl om det - men den har lidt for meget afdansningsbal over sig, hvor man peger på hvor langt, man teknisk er nået.

Men det er slet ikke så lidt endda.

• Man vender tilbage til consorten, der er et begreb i barokmusikken, hvor man havde ens instrumenter stemt (normalt en kvint mellem sig). Det er udpræget med det skrækkelige krumhorn.
  
• Med overblæsning kan man få samme virkning som i samspillet med koniske instrumenter som oboen.
  
  
• Jeg mangler sopranino'en.
  
  
• Man får en samlet længere rækkevidde i både forte og piano.
  
  
• Der er helt andre muligheder for at spille akkorder.
  

Der er mere sjælden end køn.

Prøv imidlertid at høre piccoloens dybe register - det kunne der godt komme noget ud af. Mozart, hvor er Du når man har brug for Dig?

Måske mere sjældent end kønt.

Man bruger kontrabasklarinetten som solo er måske ikke så indlysende.

Jeg tæller - på video'ens tekst 9 forskellige klarinetter - når man så tænker på, at de koniske kan dække samme spændvidde med 4: Obo, engelsk horn, fagot og kontrafagot, så illustrerer det ganske udmærket problemet mellem det cylindriske og det koniske.

Nemlig det, at når klarinetten overblæses springer den 1 oktav, mens oboen springer 2 oktaver. Så for at få et kontinuert ensemble der dækker 6 oktaver skal man bruge 9-10 forskellige klarinetter (jeg kan ikke se/høre sopranino-klarinetten). Det bliver så ikke lettere af at klarinetter springer dels i kvinter og dels i tertser - og naturligvis med forskellig fingerstilling for dem alle sammen.

En krumhorns konsort kan springer som regel i kvinter.

Noget tyder på, at skal man have klarinetter til at matche oboerne i overtonerne, så skal man ikke bare doublere klarinetterne, man skal have 4 klarinetter op mod 2 oboer - let forenklet sagt.

Der er nemlig det ved det, at det dybe register, som er det, der supplerer oboen ikke kan spille forte. Derfor må man have doubleret klarinetterne for at spille forte (dvs. tage dobbelt op). Vi ser også problemstillingen med kontrabas-klarinetten her: Den dybe har så meget energi og er så tung at danse med, at der skal bruges 8 klarinetter (heraf to solo) for at opveje det tunge dybe.
Dvs. en opdobling til forte, plus en dobling til for at opveje den/de dybere.

Det jeg godt kunne tænke mig var en opførelse af La Clemenza di Tito med fløjterne erstattet (i hvert fald den ene af dem) med en klarinet.
Vi kan høre, at det må være hensigten på et eller andet plan fra Wolfgangs side. Når Vesselina Kaserova synger "Porto, Porto" så passer hendes stemme - med registerskiftet - til bassetklarinetten - synger hun Dorothea Röschmann's parti går det galt: Det passer IKKE med Vesselina's stemme - og i øvrigt omvendt. De synger i det tilfælde op mod den forkerte klarinet!

Der er meget, der kan lade sig gøre; men som man skulle undlade.

Vi ved det er hensigten fra Mozarts side!

Teksten er nemlig givet; men det var også givet hvem (en kastratsanger), der skulle synge. Det var så en stemme Mozart aldrig havde hørt. Så er man godt nok i kompositoriske problemer!
Han havde brug for pengene, så han skulle være helt sikker på at vinde. Derfor har der ikke været anden mulighed end at skrive 5 forskellige partier - så kunne man hive en ned fra hylden, når man hørte stemmen. Der er det så heldigt, at der er ikke små partier hos Mozart! Det har måske en årsag?

Det kneb han vinder med er, at ligegyldigt hvilken stemme han skal skrive til, så skal den lyde godt! Det er jo netop knebet med at få oboen/fagotten til at spille sammen med klarinetten, der giver husarerne, hvad de skal have. Det er noget konkurrenterne ikke kan kopiere.
Dette sammenspil op mod stemmen vil give en utrolig fyldig tone, der simpelt hen vil mase sig igennem.

Nu har jeg ikke gennemhørt det hele, fordi jeg vil fremsætte den hypotese, at noget tilsvarende gør sig gældende for 2 andre af sopranstemmerne. Her er problemet så, at her har Mozart næppe nogen sinde har hørt de helt høje klarinetter!

Nu findes sopran-klarinetter stemt i: Eb, C, D, Bb og A! De må som følge heraf have registerskiftet hver sit sted. Det skulle kunne tage højde for 2 af de 5 partier. Det er formentlig ikke nok! Uden at have hørt efter, så tror jeg han bruger fløjten til den helt høje.

Gud, hvor jeg savner Mozart.

Hovedvanskeligheden er, at det IKKE er grundtonen i klarinetten, der er problemet eller tilpasningen: Det er hvor registret skifter.



Læg mærke til hvordan hun ved et par lejligheder viser tænder - ellers ligger tonen ikke helt rigtigt. Det er helt tydeligt tillært, indøvet og meget bevidst. Derfor skærer hun nogle gange de værste grimasser - noget man også har bebrejdet Bartoli; hvilket er noget pjat. Mimikken i scenefremtrædende i opera er i overvældende grad et spørgsmål om øjnene og øjenomgivelser - specielt øjenbrynene.

Egentlig ville jeg gerne have frit valg på hylderne til en opsætning af "Clemenza" - hvem ville ikke det; men det vil være ubetaleligt. Der er jo ikke nogen af de damer, der er billige. Dertil kommer så mindst 5 klarinetister af topklasse - det vil være så kostbart, at det nok ikke kan lade sig gøre.
Det er et problem, at Mozart så har måttet lade sig nøje; men det er vel kun Wagner, der kunne få en skingrende sindssyg konge til at bygge et Bayreuth. Men hvad, det gik da meget godt?

Her vil jeg så gå meget på kompromis i kostumerne, stykket er jo alligevel så stiliseret, at det næppe gør hverken fra eller til - skønt der er visse, det nok skulle kunne lade sig gøre, at få parkeret en gravemaskine så den generer på scenen.

Han har ret - den lyder bedre. Glem den laveste oktav.

Men en kontrafagot lyder nu heller ikke dårligt.

Han peger imidlertid på, at uanset hvad, så kommer vi ikke tilbage til hvordan værkerne lød på f.eks. Mozarts tid. Jeg har som sådan ikke noget imod at man spiller på originalinstrumenter for at høre hvordan Bach hørte musikken. Her skal vi bare være opmærksom på, for nu at tage det eksempel: Bach har formentlig aldrig hørt sin Matthæus-passion for fuldt kor!

Men skal vi opgive de tekniske fremskridt, som er gjort i mellemtiden? Ikke, hvis det lyder bedre.
Det svarer til at erklære Kim Larsen for værende en sanger - hvad han ikke er.
Forbedringen skylde nok her, at man får mere luft igennem.

Fagotten som soloinstrument? Det kan sagtens lade sig gøre, hvis man véd, hvad man roder med.
Bare en indikation af det enorme undersøgelsesarbejde Mozart nedlagde - at tingene kom let til Mozart? Rent vrøvl.

Dels ville han ikke have noget ud, der var dårligt. Derfor lod han sig af nødvendighed nøjes med små fremskridt.

Det jeg fandt i dette foredrag var:

Mozart havde en oboist, som han - ret så tidligt - KV370 (hans Requiem er KV626) brugte i udviklingen af sit kendskab til oboen.

Her er så en - for den tekniske diskussion - pointe: Nemlig, at komponisterne i det 18 århundrede ville have oboen til at følges med violinen i dybden. Det kan lade sig gøre! Men det er svært - mange blæseinstrumenter har problemer med de dybe toner. En tuba kan f.eks. godt spille rigtigt dybt med anvendelse af en teknik, hvor ikke begge læber bruges. Det er sådan som jeg har opfattet det (muligvis forkert); men, men, men.... tonen er upålidelig - dvs. bliver ofte spillet forkert og rammer ikke.

Se violinen (og Mozart var violinist) har ikke problemer med sine dybeste toner - det er simpelt hen et spørgsmål om løs streng.

Det giver så unægtelig tekniske problemer, når strygere skal spille sammen med blæseinstrumenter: De har nemlig problemer i hver sin ende af skalaen.

Her står vi så på lidt fastere jord.

The Sinfonia Concertante for Four Winds in E flat major is a work thought to be by Wolfgang Amadeus Mozart, for oboe, clarinet, horn, bassoon, and orchestra, K. 297b (Anh. C 14.01). He originally wrote a work for flute, oboe, horn, bassoon, and orchestra, K. Anh. 9 (297B), in Paris in April 1778. There is considerable dispute about the relation of the work as it is performed today to this original work.

1778 er for tidligt til, at Mozart har haft afgang til ordentlige klarinettister - eller klarinetter for den sags skyld.

Men læg mærke til fløjten, som er den cylindriske - det er den, der erstattes af klarinetten i moderne gengivelser.

Mozart is known through letters and concert announcements to have written a sinfonia concertante for flute, oboe, horn, and bassoon, the original score of which is lost. There is considerable debate about the authenticity of what is performed today, and whether the extant piece is even related to the original work

Her kommer vi så ind på en af mine stående debatter med historikere - dvs. jeg snakker med mig selv - nemlig, det er udmærket at kræve dokumentation; det har imidlertid den ulempe:

Meget er gået tabt, med vilje destrueret og rent ud sagt ikke skrevet ned (for ikke at have papirer, der kunne kompromittere efterfølgende) eller regulært falsum. Derfor kræver tilstedeværelsen af dokumentation og provenancen af denne dokumentation en lige så kildekritisk gennemgang som selve indholdet - eller det manglende sådanne.

Ikke at betragtningerne nødvendigvis er forkert. Men der skulle ikke være noget til hinder for at inddrage anden form for dokumentation til evt. supplement eller af-/bekræftelse af hypoteser og teorier.

Mit anliggende her er, som jeg har været inde på før, at det Mozart søger er supplementet til oboen - hvor han så ikke stoler på fløjten.

In opera there are many arias with similar woodwind and French Horn passages, such as Fiordiligi's "Per pietà, ben mio, perdona" from Così fan tutte.

Her er så forbindelsen til opera, som vi ved er di Pontes sidste for Wolfgang.

Det jeg hæfter mig ved er, at i "Clemenza" der er klarinetterne hhv. bassetklarinet og bassethorn.
Det stiller så spørgsmålet bagud i tid: Er grunden til, at tilsvarende nummer ikke blev brugt tidligere, at der ikke var klarinetter, der lød rigtigt?
Heraf følger: Kan man erstatte fløjten i "Clemenza" med en passende klarinet?

Den bedste udgave, jeg kunne finde - ikke dårlig.

Men:

• Det var et stykke, som Mozart selv mente, var det bedste, han havde skrevet - ikke at han ikke normalt kendte sit værd.
  Her bemærkelsesværdigt, fordi det betyder han her er lykkedes med noget, som har ligget ham på sinde.
• Når en klarinettist så siger at det meste foregår i det midterste register [af tre], så spidser vi øren!
  Det midterste register er det, hvor en klarinet kan tage samme tone på to måde (efter om det er forte eller piano - dvs. overblæst eller ej). Nogle gange skal den spille som en obo andre gange ikke.
• Det er interessant, at han vælger hornet i stedet for fløjten - jeg tror ikke helt på, at hans aversion mod fløjten udelukkende skyldes, at han en gang blev snydt for betaling for en fløjtekoncert: Han kunne virkelig ikke lide fløjten!

Men sammenlagt giver disse punkter: Det var det han ledte efter!

Hvor meget Mozart har slidt og arbejdet med klarinetterne - det er så bassethorn. Det er så - efter min mening ikke det optimale arrangement - der kunne opnås mere med 3 klarinetter stemt i forskellig højde.

Jeg lavede noget helt andet, da jeg så følgende formel (tillader mig at skrive den strengt korrekt!

sin(x) = x¹/1! - x³/3! + x⁵/5! - x⁷/7! + x⁹/9! - ...

Da slog det mig, at den havde jeg da set før!
Og ganske rigtigt:

sin(x) = x⁰/0! - x²/2! + x⁴/4! - x⁶/6! + x⁸/8! - ...

Henholdsvis obo og klarinet - med overtoner!

Hvorfor konisk og cylindrisk har noget med det at gøre - aner det ikke! Hvis det, da har noget med det at gøre.

Jeg er så heller ikke sikker på, at det egentlig ikke skulle være udtrykt i komplexe tal: Dvs x = a + bi, hvor i = kvadratrod (-1), når man ganger komplexe tal med hinanden drejes vektoren nemlig omkring (0,0).
Den flappen frem og tilbage med fortegnet kunne tyde på, at efter en på, at x egentlig er komplex. er x = a + bi,
så er x² = a² - b² + 2abi

?????? aner det ikke.

Heri kunne også noget af forklare, hvorfor tyske og italienske vokaler har forskellige overtoner???

Nå jeg når i hvert fald ikke længere i år!

Thomas skrev:Jeg lavede noget helt andet, da jeg så følgende formel (tillader mig at skrive den strengt korrekt!

sin(x) = x¹/1! - x³/3! + x⁵/5! - x⁷/7! + x⁹/9! - ...

Da slog det mig, at den havde jeg da set før!
Og ganske rigtigt:

cos(x) = x⁰/0! - x²/2! + x⁴/4! - x⁶/6! + x⁸/8! - ...

Henholdsvis obo og klarinet - med overtoner!

Hvorfor konisk og cylindrisk har noget med det at gøre - aner det ikke! Hvis det, da har noget med det at gøre.

Jeg er så heller ikke sikker på, at det egentlig ikke skulle være udtrykt i komplexe tal: Dvs x = a + bi, hvor i = kvadratrod (-1), når man ganger komplexe tal med hinanden drejes vektoren nemlig omkring (0,0).
Den flappen frem og tilbage med fortegnet kunne tyde på, at efter en på, at x egentlig er komplex. er x = a + bi,
så er x² = a² - b² + 2abi

?????? aner det ikke.

Heri kunne også noget af forklare, hvorfor tyske og italienske vokaler har forskellige overtoner???

Nå, jeg når i hvert fald ikke længere i år!

Men nu har vi et helt frisk år:



Aha! Her er forbindelsen til de komplekse tal!

Altså:

1) Man har siden oldtiden kendt til sammenhængen mellem tonerne og forholdstallene. En streng en kvint over grundtonen har et svingningstal på 3/2 ifht. grundtonen. Dvs. efter tre svingninger af den højere tone, så har den dybere med to svingninger indhentet den højere. Ikke noget nyt i det!

2) At lyd er svingninger har man ligeledes vidst siden Ruder Konge var Knægt. Hermed er der forbindelsen til cirkelbevægelser og dermed pi.

3) Det er med det veltempererede klaver klart, at med oktavspringet og den fordobling kan man komme til de 11 andre tonearter. Vi véd, at Bach på et eller andet plan er klar over den sammenhæng. Han skriver nemlig 600 kantater (og jeg er ikke klar over om der er præcis 600), som er 50 * 12 - dvs. for alle kirkesøndage (med undtagelse af påske søndag og julen - der vil nemlig falde én søndag ud uanset).
Jeg ved så heller ikke om Bach har både dur og mol i hver af sine kantater; men jeg ved, at hans arbejdsgiver klagede over, at hans kantater var dobbelt så lange som andres.
Det ville lige en stædig principrytter som Bach at insistere på at gøre tingene ordentligt! Man er vel tysker!

Hermed har vi forbindelsen til e ! Jeg tror ikke at Bach var klar over eksistensen af e. Bach er interesseret i at få de forstemte (ikke forstemte som sådan - musikere har til tider en noget rodet notation - altså ikke forstemt som i "honkey-tonk").

4) Det, der imponerer mig særdeles ved Mozart er, at han hører, at der er noget galt - ikke at Mozart ikke kunne regne, for det kunne han fra omtrent så tidligt, som han kunne spille - men han har næppe været klar over eksistensen af komplekse tal. Euler er næsten samtidig med Mozart. Hvad Haydn har vidst er ikke til at vide.
Men vi ved, at da lavkonjunkturen rammer Wien og efterspørgslen efter musik og underholdning aftager - ellers havde Mozart ikke skrevet "Tryllefløjten" - så forsvinder (som Cecilia Bartoli har påpeget) en del af komponisterne fra Wien (bl.a. Raupach) og kommer til Katarina den Stores hof i Skt. Petersborg, hvor netop Euler var eller er beskæftiget - Euler arbejde (blind og det hele) til sin sidste levedag - fuldt åndsfrisk. Det er så nok nærmere et sammenfald end en egentlig hensigt - udover Katarinas ønske om at hive Rusland ud af middelalderen, hvilket til dato ikke er lykkedes.

Det har de sidste 40 år været en fornemmelse hos mig, at Mozart ledte efter et eller andet. Hvem ville ellers skrive en koncert for fagot?
Mozart har hørt noget, der ikke er der: De komplekse tal. Det kommer frem i samspillet mellem obo og klarinet.

Altså, hvis i er kvadratrod minus 1, så:

e^ix = ix⁰/0! + ix¹/1! + ix²/2! + ix³/3! + ix⁴/4! + ....

eller

e^ix = cos x + i sin x

Fører det os videre noget steds hen? Keine Ahnung! Det er blot en observation.

viser hvor smuk Bartolis stemme er.

Læg mærke til den dybe fløjte. Også en cylindrisk træblæser.

Lucia Popp's vidunderlige stemme står til fløjten!

Det er først nu, jeg hører, at den passer til fløjten som Vessilina Kasserova passer til bassetklarinetten.

Som Mozart optegnede til at være komponeret juli 1785.

Instrumenteringen er bla. 2 oboer, 1 klarinet og 3 bassethorn plus en kontrafagot. Det er helt klart fylden Mozart vil have.

dvs. Stadtler.

Ulempen ved Chalemeau er, at den siger INGENTING!

Det er min formodning, at det er den tone Mozart ville have - bare så den ikke forsvandt i gardinerne.
Det er selvfølgelig ikke noget, jeg kan dokumentere; men .....

Det forklarer også, hvorfor der altid er mindst to klarinetter i orkestret: Det er nemlig et consort-instrument - dvs. med begrænset række tone spænd. Derfor skal der to til at dække 4 oktaver.

Ingen dokumentation? Eller.....

Jeg formoder, at der er én i hver toneart. Læg mærke til, at de spiller piano. Det vil så være typisk Mozart, at skrive for dem alle - ligesom jeg formoder, at hver søndag havde en kantate i sin toneart - skrevet af Bach.

Det pudsige er, at først da jeg hører, at der er skrevet duetter for klarinet, så slår det mig, at Mozart må have skrevet noget. Et enkelt google-opslag viste, at der var 12 skrevet af Mozart. Bach skrev også 600 kantater. Formentlig én i hver toneart til hver søndag! - Ok. Jul og Påske skulle have et oratorium.

Men de 12 korte duetter er gemt i ét KV-nummer: KV487

Thomas skrev:Ulempen ved Chalemeau er, at den siger INGENTING!

Det er min formodning, at det er den tone Mozart ville have - bare så den ikke forsvandt i gardinerne.
Det er selvfølgelig ikke noget, jeg kan dokumentere; men .....

Det forklarer også, hvorfor der altid er mindst to klarinetter i orkestret: Det er nemlig et consort-instrument - dvs. med begrænset række tone spænd. Derfor skal der to til at dække 4 oktaver.

Ingen dokumentation? Eller.....

Jeg formoder, at der er én i hver toneart. Læg mærke til, at de spiller piano. Det vil så være typisk Mozart, at skrive for dem alle - ligesom jeg formoder, at hver søndag havde en kantate i sin toneart - skrevet af Bach.

Det pudsige er, at først da jeg hører, at der er skrevet duetter for klarinet, så slår det mig, at Mozart må have skrevet noget. Et enkelt google-opslag viste, at der var 12 skrevet af Mozart. Bach skrev også 600 kantater. Formentlig én i hver toneart til hver søndag! - Ok. Jul og Påske skulle have et oratorium.

Men de 12 korte duetter er gemt i ét KV-nummer: KV487

de andre i

Det interessante er også, at det ræs gennem tonearterne er hele fidusen i indledningen på 40 symphoni.

Læg mærke til, at vi taler basset horn - og ikke den normale klarinet (i vore dage).