Cosi fan tutte

Wikipedia

According to William Mann, Mozart disliked prima donna Adriana Ferrarese del Bene, da Ponte's arrogant mistress for whom the role of Fiordiligi had been created. Knowing her idiosyncratic tendency to drop her chin on low notes and throw back her head on high ones, Mozart filled her showpiece aria Come scoglio with constant leaps from low to high and high to low in order to make Ferrarese's head "bob like a chicken" onstage.

Jeg siger bare, at det ville ligne Mozart - samarbejdet med Lorenzo da Ponte ophører da også efter denne opera - at komponere så en dulle blev totalt til grin. Ikke nok med det, men Wolfgang dirigerede selv den første opførelser. Læg mærke til at nogle af bemærkningerne til publikum er rettet mod dirigenten!
Om jeg tror, at Mozart kunne være så giftig at komponere "Der Hölle Rache" i Tryllefløjten, så hans svigerinde knækkede nakken på den? Det garanterer jeg for, at jeg tror.

Der er så nogle punkter til musikerne:

Barytonen er Cecilia gift med. Hun medbringer selv krammedyr. Han er formentlig vant til, at fruen i dårligt humør vifter med blanke våben.
Harnoncourt har der været meget samarbejde med og det er nok ikke tilfældigt, at han i 2012 dirigerede en nyopsætning af Tryllefløjten i Salzburg.
Prøv at lægge mærke til, at denne produktion ikke har været forfærdelig dyr. (selvom der naturligvis også er flotte kjoler - det må have været er kontraktligt krav!)
Fiordiligi er så vidt jeg kan høre den klart sværeste rolle, og den får damen til at lyde godt. Der har ikke været så forfærdelig stort indstuderingsarbejde med den, dels er den repertoire, dels er plottet til at overskue.

Det jeg så godt kan lide er, at hun går ud og henter Harnoncourt til applausen - og hun skubber Baltsa ind først: Hun har ikke fået nogen pæn behandling af pressen - og jeg mener heller ikke, at den medfart har været fortjent. Der er et pænt repertoire, man kan synge - også selvom man er oppe i årene (født 1944) - og hun er dygtig.
Men man kan høre, at det er Cecilia, publikum er kommet for at høre.

Der er noget, der tyder på, at der er et opgør i gang mod den kontrollerende indflydelse som grammofonselskaberne har haft, hvor musikken var det afgjort sekundære - og Beethovens symfonier blev genindspillet af von Karajan for Deutsche Grammophon hver gang, der kom den mindste anledning. Desuden er der altid kampen mod de amerikanske skrigemaskiner.

fSom altid, kommer man til at tænke på noget nyt.

Der er masser af gode arier i. Det overrasker lidt, at ikke flere bruger dem som standard til koncerter - der er både til det svære i programmet og til ekstranumre.

Nu er der få dirigenter, der er deres hyre værd; men Harnoncourt er lidt mere end som så. Hvor der skal charmes, bliver der charmet. Hvor der skal krukkes - ja, da har man en hel porcelænsbutik til sin rådighed.
Jeg synes det er fint som Oliver Widmer gør sit for at få konen til at tage sig godt ud - og spille jordemodermand. For ja, kællingen er sgu dygtig - der går ikke noget fra ham ved at hun får lov til at blære sig: Hun har nemlig noget at have det i!
Det er så også rart, at man kan hive nogle ud fra koret og give dem en chance - musikken er skrevet til det. Det er også begrænset, hvor galt det kan gå - uden at det kan reddes, så noget af presset er væk - og de kan synge op til potentialet. Nikiteanu og Sacca bliver nok aldrig de store pladesælgere; men de er bestemt ikke dårlige - hvor en ærlig håndværkerpræstation er kravet. De kan håndværket og tager ikke sig selv mere højtideligt end nødvendigt.

Kostumerne - og her tror jeg, at Cecilia har nedlagt en protestant og er stået fast: Der skal være ordentlige kjoler og ikke noget med at rode rundt på gulvet iført BH og kedeldragt: Det er faktisk musikken, det drejer sig om.
At det så betyder, at Cecilia fiser rundt og vifter med blanke våben - ja, det er jo altid en risiko; men en passende fragmentationsvest kan vel tage de værste temperamentsudbrud - fås i mange kønne modefarver - fragmentationsvestene - altså.

Her er jeg specielt glad for den gamle heks til Agnes Baltsa, der viser en stemme, der er både kønnere og mere speciel end hun ellers har fået lov til at vise. Den er sikker og med ironi - her er hun mere frigjort end ellers. Hvis kritikerne bare før havde ladet hende gøre som hun ville, så havde vi nok fået mere ud af hende som publikum: Man kunne eventuelt prøve at høre efter, hvad der foregår.

Generelt er operaen bedre end repertoireudvalgene har besluttet. Man kan næsten altid få én til de svære partier, der har et hul i kalenderen - scenografien er reelt uprætentiøs - orkesterbesætningen skulle være ensemble uden indforskrivning af specialister på glasharmonika og cigarklipper. Det er en rigtig "budgetforestilling", hvor ingen behøver at skamme sig for at komme på plakaten.

Jeg så den gerne på det kongelige - den kunne også turnere.

Hele temaet er jo: Lad være med at tage Jer selv mere højtideligt end højst nødvendigt.

Der er noget for enhver! Dem der vil høre kønne sange. Dem, der vil læse partiturer på forhånd. Dem, der vil gøre ægtefællen en glæde. Dem, der synes at det er noget som Gasolin kunne have gjort bedre (og det ved Gud de ikke kan). Et program med teksterne - og oversættelse gør at alle kan følge med - uanset, at det skal synges på italiensk.
Lad os da få de 6 ud til at signere programmerne bagefter - nogle af dem får så ikke stjernen; men de får alle en autograf, der er givet i glæde og smigret.
Dels kan den laves så billetterne ikke koster en bondegård - og alle går hjem og har fået noget for pengene. Den giver også mulighed for, at andre også kan bade sig lidt i lyset. Der må da godt være lidt fest over det?

Thomas det undrer mig at du ikke har studeret Mozarts bankkonto mellem Figaros bryllup og Cosi fan tutte

doctor skrev:Thomas det undrer mig at du ikke har studeret Mozarts bankkonto mellem Figaros bryllup og Cosi fan tutte

Njaarrrhh.... det har jeg vel også perifert.

Der er problemer med opførelserne fra Figaro's Bryllup og Don Giovanni, hvor Prag generelt er den store succes; men pengene findes i Wien. Cosi fan tutte har en kort opførelseshistorie i Burgteater, der bliver afbrudt af kejserens død og hofsorgen. Det kan ikke have været godt for Wolfgangs bankkonto - han vender sig også mod Schikaneder med det mere "populære" repertoire på tysk. Mozart har nok været ligeglad, der skal penge til.

Mht. bankkonti - så er der stadigvæk et plothul i Nozze, som jeg ikke kan dække - og så vidt jeg kan høre er Rossini heller ikke kommet det hele nærmere! Nemlig, hvordan pokker har Figaro stiftet den gæld, som bringer ham i så mange vanskeligheder - en problemstilling Figaro på ingen måde er interesseret i at gå ind i på troværdig måde. Rossini påpeger - at de to gennemgående er i grunden Almaviva (Lindoro) og Figaro. De kender hinanden fra tidligere - ikke nødvendigvis for det gode; men Figaro er så Satans praktisk at have i nærheden.

Plottet i Cosi fan tutte er jo banalt og stiliseret - dermed ikke sagt dårligt; men det er af en ganske anden karakter!
Som jeg hører det, så er den et svar på den fremstilling af kvinderne som de stakkels ofre i Don Giovanni, hvor det i Bartoli's fremstilling som Donna Elvira og Fiordiligi - efter min mening - bør få en til at spidse øren. Det er den samme skrup splintrende hystade - for nu at tage Elisabeth Schwarzkopf's kommentar til Furtwänglers (på den tid) meget skarpe fremstilling af Elvira: Nemlig, at Schwarzkopf kunne godt forstå, at Don Giovanni sørgede for at komme væk - hurtigst muligt. Meget vanskeligt kvindemenneske.

I Nozze er det de "fornuftige" kvinder, der på overlegen vis sætter tingene på plads. Her er det så charmebomben Susanna, der overspiller sine kort - derfor ville jeg gerne have hele Nozze på Youtube i opførelsen med Bartoli og Bryn Terfel. Cecilia er nok den, der har taget Mozarts kvinder mest på kornet - så dygtig er hun faktisk. Hun har også sunget Rosina i Barberen.

Cosi fan tutte er jo egentlig: Lad være med at gøre mere ud af de kvindemennesker end der er belæg for. Vi kommer ingen steder med dumhed og naivitet - hverken på den ene eller den anden side af morgenbordet. Igen at det så medfører, at Cecilia er ved at gribe til grov vold kan ikke overraske (læg mærke til at det er bassen don Alfonso er den, der siger, at de tøser er altså ikke en duel værd - så det er ikke mændene, der er de voldelige).

Stiliseringen i Cosi fan tutte er så også metodisk relevant, når man er tilskuer til dagens politiske debat, hvor man med overlæg skydes noget i skoene, hvorefter der argumenteres som om det var sammenhængen - for at stille sig selv i et bedre lys.

Ved endnu et gennemsyn:

1. Diskussionen om klarinetter og oboer betyder ikke meget i denne sammenhæng - og må være et bevidst valg aht. til det arbejde Mozart har lavet på den tid.
   
2. Det er et på- og forklædningsstykke, så det er værd at lægge mærke til at kjolerne bliver stadig flottere gennem forestillingen.
   

Lad det så ligge, for det er af interesse for denne opførelse og den generelle gyldighed er nok mindre interessant - bortset fra at det er en velkommen afstandtagen fra den modernistiske optræden i kedeldragter i et interiør lånt fra et atomkraftværk.

Næh... det er sangteknisk.

Pigerne former et nøglehul med munden, skubber overlæben frem og blotter fortænderne (Damrau er specielt udpræget)- det er en almindelig accepteret teknik, der peger tilbage på Schwarzkopf's lektion om at lukke munden til, for med åbent gab, så kommer lyden ikke ud!
Det minder mig om Lauritz Melchior, der muligvis benyttede samme teknik (han startede rent faktisk som baryton).
Det er lige før man kan høre hængslerne klapre.

Men, men, men: Bartoli minder mig mere om Pavarotti, der også sang "forkert": Nemlig han åbnede munden, når han gik forte højt oppe - imod de fleste mekanikeres råd. Det ødelagde imidlertid ikke stemmen!

Cecilia kan vræle og på den anden side også lukke sammen. Det giver hende så et mindre problem med mundvandet (man ser hende undertiden føre pegefingeren langs underlæben formentlig for at fange en dråbe). At hun indtager gorilla-stillingen er simpelt hen for at skaffe luft ved at folde de nederste ribben ud - her er det formentlig arbejdet omkring kastratsangsrepertoiret, der har det som biprodukt: Hun har en vitalkapacitet, der er utrolig høj for sådan en lille dame.
I sådan et vræl, har hun så meget luft, at hun sælger af det.

Det bringer mig så til spørgsmålet om hvor stort overlap, der er mellem hendes høje og lave register?
Man kan få en idé om det ved at høre hendes legato. At lave et sådant hen over et registerskift er rigtigt svært uden at hoppe på fartbumpet.

At registrene så har forskellig farve er noget andet - hvis man har valg. Det er så nok ikke lettere; men er at bruge noget, man har indøvet i anden sammenhæng - det kan man da ikke have noget imod.

At rollen så passer Bartoli's stemme mere end almindelig godt kan vi så konstatere.

Den er skrevet for at sopranen skulle gøre sig til grin. Det bliver man to om at bestemme!

Med Daniela Dessì (som desværre døde af tarmkræft alt for tidligt).
Hun kender helt klart historien om, at Mozart havde komponeret arien til da Ponte's veninde, der var noget af en forfængelig gås. Hun kastede nakken tilbage i de høje toner for derefter at bøje den igen i det lave register - og Mozart stod i graven og nød at hun gjorde sig selv til grin.

Vi ser, hvordan hun slås med at undgå at blive til grin personligt. Den er ikke dårligt fremført.

Til kontrast er her Cecilia Bartoli


Hun er ligeglad med at blive til grin - bare det ikke er kedeligt. Så er der heller ikke nogen, der retter Bartoli i tekniske og research. Vi ser hende i fuld flugt over plankeværket - vildt omkring sig fægtende med simuleret skarpe genstande. At hun så futter frem og tilbage, så ingen kan følge med på 20 række, det er så noget man tager med.

Det er det blink i øjet, hun har med, som måske én i publikum lægger mærke til. At det så er hendes bedre halvdel hun truer med sværdet er en anden sag. Måske ikke helt spildt på ham....