Bella Figlia Dell'Amore

Lidt for nørderne, som mener at lidt tekniske betragtninger måske bibringer mere forståelse for hvad det hele går ud på - så man ikke tillægger teknikaliteter en betydning, som de ikke kan bære.

Pavarotti skal holde styr på på Jones og samtidig synge op til Sutherland. Dvs. han skal styre Jones indsats efter hvor meget luft han har (venstre hånd) - og hvor meget Jones skal blæse igennem (højre hånd).
Jones skal nemlig holdes gående, så Sutherland (der ikke har absolut gehør) har hvad hun skal bruge, så hun rammer tonen på det rigtige tidspunkt i rette styrke.
Dybden (bariton'en) har Sutherland helt styr på - ingen problemer dér (hendes højre hånd laver ingenting). Nucci kan sin metier.

Det Jones har virkelige problemer med er såmænd ikke inspektionen af mejeriselskabet: Det hører med og Pavarotti er såmænd sød nok - så lidt savl på patterne - det lever man nok med! Nej, det er den ganske overvældende brandstorm af hvidløgsstank (ét sted skal Pavarotti's livvidde jo komme fra), som en italiensk tenor i fulde omdrejninger blæser gennem maskinhallen - desideret en livfarlig form for charme.
Læg mærke til, hvordan hun søger væk.

Pavarotti's problem er, at han ikke kan se Sutherland - heller ikke hendes venstre hånd som giver stormvarslet - Jones rigelige "Oberweite" tager udsynet: Meget generende! For ikke nok med, at der er tydeligt tidevand; det skvulper direkte.
Jones på sin side kan heller ikke tage hensyn på det punkt: Hun skal nemlig hele tiden hoppe frem og tilbage mellem registrene! Det kræver rigelig støtte til mellemgulvet helt nede fra bækkenbunden.
En gammel optagelse af med Luisa Tetrazzini viser tydeligt effekten af hele livet at have sunget med korset. For nu at sammenligne med den nok kedeligste sopran i nyere tid : Kathleen Battle. Pointen skulle gerne fremgå af "La Divina" - inden hun ødelagde stemmen og det høje register blev grimt - : Læg mærke til 1:10 - "...vincerá...." - et egentligt smukt lavt register med masser af mellemgulv. (derfor kommer jeg til at tænke på rullepølse....)

Sutherland på sin side har altid undervurderet sin stemme: Den var gigantisk - F6 var intet problem. Stemmen var reelt ubesværet og fyldig en halv tone højere. Engang satte hendes mand accompagnementet en halv tone op - for at vise hende hvor stor en stemme og tessitura hun egentlig havde.
Læg mærke til, hvordan den høje tone bliver ramt og holdt uden nævneværdigt vibrato. Det er noget af en præstation af en 61 årig - "la Stupenda" var en del bedre end hun viste - og slet ikke på scenen.

Det leder så ind i debatten, hvor narrehoveder render rund med en meeeening: Nemlig placeringen af kammertonen (tonica). Her vil de fleste sige, at den jo er 440 Hz. Mjaaa.....

Afhængig af, hvad vi snakker om, så går den fra 415 Hz til 460 Hz - det er faktisk en hel tone i forskel - det bliver altså til en frygtelig masse svingninger i "Der Hölle Rache"

- Damrau har pensioneret sig fra rollen (at hun skeler på højre øje, har ikke noget med sagen at gøre - det gør hun altså): Læg mærke til hvordan hun afspænder - der er virkelig blevet brugt kræfter på at ramme 4 stk. F6 i hurtig følge. Det skal ødelægge en stemme!
Her har von Karajan et meget tungt ansvar at løfte med sin platte jagt på pladesalg for Deutsche Grammofon og Wiener Philharmonikerne.
Vi har en stemmegaffel fra Mozart - og den siger 421 Hz. Det giver så nogle problemer for basserne (altså ikke tegneserien) - og det er nok det største almene problem i den sammenhæng. Vi mangler basser: . Gottlob Frick gik på pension for 40 år siden - og hør efter: Den ligger en anelse for højt for ham (vibrato i intonationen - ikke noget slemt; men...).
Jeg er så af den opfattelse, at når Mozart skriver for 421 Hz, så mener han kraft stejleme 421 - det med at rette på Wolfgang i komposition er i almindelighed tåbeligt.

Her er virkelig et skifte på vej, hvor jeg gerne vil støtte Bartoli af alle mine ynkelige kræfter.
Hun kalder sig selv mezzo - formentlig fordi hun ikke gider gøre det til en skrigekonkurrence: Hvorfor gøre sig umulig, når en veludfyldt decolleté kan skaffe hende, hvad hun vil have? Romerske matroner (som hun vel efterhånden er) plejer at få det som de vil have det!
Det er jo ikke stemmen, der er noget i vejen med! Et amerikansk orkester beklagede, at de var kommet til at stemme ½ tone op - det afficerede ikke Cecilia.

Hun har så det andet problem, nemlig at dels er barok-instrumenter skrøbelige og kan ikke holde til opstemningen, som er aldeles overflødig, dernæst er de teknologisk forældede (en Ford T kan ikke vinde et formel 1-løb i dag) - siger ikke noget og falder ud af stemningen, som en Victor Borge, der falder ned af klaverstolen. A propos Borge, der konsekvent fremhævede musikernes individuelle kvalitet - men bemærkede, at det var når de skulle spille sammen, at det gik galt.
Den har Bartoli tilsyneladende taget til sig! Hun har mere eller mindre et privat ensemble: "Il Baroquisti" - hun skal sgu nok bestemme hvordan der skal saves og truttes.
De har bla. en udmærket koncertmester til at styre tarmene, en udmærket trompetist (som naturligvis ikke kan følge med i højde og styrke - arme mand: Hans læber må være følelsesløse efter en time), en fløjte og en klarinet. Det er altså ikke helt almindeligt, at orkestret giver solisten blomster. Om ikke andet, så fordi hun holder den irriterende nar med pinden væk, så de kan passe deres arbejde. Bartoli er blevet bebrejdet at hun skærer ansigt - rigtigt - hun er italiener? Hvad Fanden havde de forventet?

Det kræver så arme, ben, buste og bryn for at holde styr på det hele - men det klarer man tilsyneladende udmærket.
Jeg hæfter mig så også ved, at hun bruger klarinetten - som bestemt ikke er et barok-instrument, men nok en nødvendighed ifht. træets almindelige bedrøvelige tilstand - det er samme konklusion Mozart når til: I "Store G-dur" er to oboer skiftet ud med klarinetter (og hans klarinet-koncert blæser stadig måsen ud af bukserne).

dukker der undertiden helt andre historier op. Den kan man så hælde på den sagesløse offentlighed, når der egentlig ikke sker noget på publikums hovedinteresseområde. Nu drejer det sig i almindelighed om at blive klogere, på hvad? Ja, det véd man sjældent før man bliver klogere.....

Jeg kom egentlig ind på denne sidegevinst ved denne video, hvor der foregår en masse - ikke helt reglementeret:



Det er fra en velgørenhedskoncert til fordel for leukemi - Carreras havde et grimt forløb dér.

Nu er det at smække en velgørenhedskoncert sammen ikke specielt svært, for der er ikke megen forberedelse - slet ikke det hestearbejde som en opsætning kræver for sangerne, specielt hvis det er på et fremmedsprog - mange af dem må tage timer i det pågældende sprog.
Koncerter er også til at klare, fordi der er som regel så bredt et repertoire, at sangere og orkestre kan skrue et eller andet sammen, der er værd at se og høre på. Det vanskeligste er nok at få tidsplanerne til at passe.

Det her er så et ekstranummer - folk skal gerne gå glade hjem og have fået mere for pengene end de havde regnet med.
Meget populært - og så er det Brindisi fra La Traviata - og Verdi kan alle godt lide. Det er så også et pralenummer fra Carreras side - perfekt til at vise at stemmen er i orden.

Det, der sker er, så vidt jeg kan gennemskue: At efter at grøntsagerne er udlevet (og dirigenten aner ikke hvad han skal gøre med mærkværdigheden - ingen nylige dødsfald i familien formentlig) - venligst indkøbt af arrangøren, der åbenbart kendte nogen, der havde pyntegrønt til overs fra julesæsonen.
Så skal der jo gives ekstranummer - naturligvis. Det er ikke nogen overraskelse: Det var der derimod tale om til en pladeindspilning med Birgit Nilsson, hvor hun i Göttedämmerung forlanger at få sin hest Rane bragt frem - og så havde nogen fået en hest ind på det tidspunkt - Nilsson havde så format ikke alene i venusmålene, men også praktisk landbrugsfagligt.

Carreras går så hen og siger til dirigenten, at det skal være Brindisi, den er orkestret helt med på og de folder noderne sammen. Hvad Carreres imidlertid har sikret sig er, at hverken Baltsa eller Ruggiero Raimondi har den alt for present - de får i hvert fald ikke partitur eller tekst. Ricciarelli er sopran, så den sidder i skabet hos hende - ikke noget problem: Hun er italiener. (egentlig har jeg anset hende for lidt kedelig; men sådan kan man jo blive klogere).

Raimondi klager sin nød til Baltsa, der prøver at hjælpe, så godt hun kan ved at hviske flere dages prøvearbejde til ham - ikke godt.
Der er nemlig det ved det, at Agnes kender Carreras - specielt, når frikadellen har det lammefromme og uskyldige udtryk på det hoverende fjæs. Han har nemlig lavet nummeret med hende før!
Så efter forspillet er taget for anden gang er Ricciarelli blevet nysgerrig efter, hvad helvede det er der foregår. Hun er så ikke dummere - og Raimondo's minespil er ikke til at tage fejl af - der er noget rigtig, rigtig galt.
Det er så, så meget mere galt, at der i opsætninger hører kor med - det behøver man ikke (i Italien) - ikke i ekstranumre, for publikum kender og kan agere kor, specielt, hvis de dybere stemmer kan falde ind: Det tror Carreras så ikke de kan i dette tilfælde.
Hun kan naturligvis også sin timing og giver Carreras hugget - netop som han skal trække vejret - og så kan han kun knække sammen.

Nu husker Baltsa som en elefant (evt. forsmået kvinde) - ellers kan man ikke store operapartier udenad.



Han har nemlig lavet nummeret på hende en del år før. Hun fik så fat i partitur og læser fra bladet - og kan sende ham stærkt bebrejdende blikke - damen har vel ovarier!
Læg mærke til, at Carreras har samme dumme grin! Men han har bare at holde sine klamme poter væk!



Der er så en koncert en del år tidligere (NB! Tager en time), hvor der er sket ét eller andet mellem dem, hvad tror jeg ikke man skal grave i; men en vis gemytternes uoverensstemmelse!
Repertoirevalget peger på, at Baltsa ønsker at begrave stridsøksen - på et tidspunkt - men selv under duetterne ikke så meget som ser de på hinanden - så vi er nok ude over almindeligt kollegial misundelse og drilleri. En vis koordination i en kærlighedsscene er af hensyn til troværdigheden i almindelighed ønskværdig.

Hvorom alting er, så har Baltsa under velgørenhedskoncerten besluttet jeg til, at det dumme svin ikke skal dø i synden! Hun kender ham - ellers tak!

Hun skubber så dirigenten til side, skyder barmen frem og overtager soloen, som dirigenten lidt taknemmeligt indikerer (dirigenten indretter nemlig orkestret på solisten - ellers er man ikke solist). Ricciacelli griber den i luften svævende solo, hvilket får dirigenten til at fornemme, at hans tilstedeværelse er rent ornamental. Carreras får også af Ricciacelli besked på at holde grabberne af mælkejungerne - han har jo meldt sig ud af foreningen, så han kan vifte opmuntrende til publikum, der måske ikke helt gennemskuer, hvad der sker; men det er da ikke nogen grund til at komme ud af takt.

Raimondi skal nok vide at gøre katastrofen komplet - sådan et par sopraner/mezzoer skal ikke skubbe rundt med ham, hvilket han som Figaro gjorde med von Stade - hun er ikke stor, det er Raimondi (jeg tror faktisk han løftede hende fri af jorden). Nu er Baltsa blevet desperat af den meget - meget - improviserede fortsættelse. Dirigenten er der da ikke nogen, der tager af sig af - Ricciarelli har bolden og Baltsa udfolder pædagogisk førstehjælp!

Dirigenten er fornærmet som kun en franskmand kan være det - men Baltsa får også styr på dén uartige dreng, Carreras er sat i skammekrogen, så Raimondi kan takke for publikums opbakning!

Der er en årsag til, at divaer fører sig frem: Rigtige kvinder véd jo godt, hvordan man vender en frikadelle!

Det er jo ikke fordi Raimondi ikke kan sine ting eller ikke har kontrol over sine grimasser:



Han kan så udmærket synge uden at åbne munden. Læg mærke til udtrykket af afsky for il Conte.
At Flicka også kan, får vi bekræftet.

Men når vi kommer til emnet om at folde en baryton sammen med øjenbrynet og proppe ham i kavallergangen, så har Cecilia Bartoli ikke rigtig nogen konkurrence.



Læg mærke til, at Bryn Terfel indikerer et rap i numsen til "Cherubino", som blev lidt næbbet. Så giver han Susanne tegn på at flytte sig, så han kan sætte sig.

Lorenzo di Ponte skrev:Non più andrai, farfallone amoroso,
notte e giorno d'intorno girando;
delle belle turbando il riposo
Narcisetto, Adoncino d'amor.

Cecilia giver så sin udlægning af teksten - som sagt: Lammelse af hænderne er en talefejl i Italien - i en ikke-tydeligt angivet duet. ("Farfallone betyder så vidt jeg ved "amorøs sommerfugl", hvilket Bartoli oversætter til korrekt italiensk). Det giver hende så lejligheden til at gramse rundt i karsen på køleren - ikke at Terfel synes at det er væmmeligt; men det kilder sgu.
Læg mærke til det grin!

Her forvandler hun Thomas Hampson til gelé - i hans pralenummer: La ci darem la mano....



Ikke at Hampson ikke ønsker at klemme melonerne for at føle efter om de er modne.



Alt sammen kun for at forhøje publikums kunstneriske oplevelse - naturligvis.

Her er der så bare en højdeforskel, for Bartoli er ikke høj - det er Hampson. (Jeg mener at kunne skimte hvide sko, hvilket nok ikke er første valg til den kjole: Dvs. hun har taget behageligere fodtøj uden hæl, så højdeforskellen er større - om jeg tror hun kan være så lusket? Mon ikke!)
Resultatet er, at han er fikseret, mens han smelter. Og han véd, at hun løber med glansnummeret.
Han er så mandfolk nok til at indrømme nederlaget med et håndkys - og sjoske efter hende på store flade fødder mens hun triumferende futter ud.
Nu da det er etableret, hvem, der forfører hvem.

Nu, vi taler om at vende frikadeller.

Da de kommer ind igen, så tager hun hans store finger med hele hånden. Det er to kolleger i godmodigt drilleri, som man nok ikke kunne forestille sig Kiri Te Kanawa indlade sig på - hun tager sig selv lidt for højtideligt.

Caruso & Tetrazzini.

med Gigli

Hovedproblemet et at tenor og sopran skal holde forbindelsen og hele tiden holde hinanden underrettet om, hvor meget luft de har. Tenoren skal have fat i dullen med begge grabber!

Det er det man kalder håndværk!

Denne fra 2012 viser hvorfor: Demuro har ikke styr på åndedrættet - det er sopranen, der må overtage styringen.

Problemet i det første klip er hvidløgsstanken for fuld udblæsning - de andre muligheder er udelukket. Hun har forsøgt ulempetillæg.

Jeg synes vi mangler at høre handlingen:

https://www.youtube.com/watch?v=Z7i7urDtb98

og her fortsætter operaen:

https://www.youtube.com/watch?v=QMKIE8vjBQI

men det var nu meget sjovt at se dine eksempler. Specielt den med grøntsagerne.

doctor skrev:Jeg synes vi mangler at høre handlingen:

https://www.youtube.com/watch?v=Z7i7urDtb98

og her fortsætter operaen:

https://www.youtube.com/watch?v=QMKIE8vjBQI

men det var nu meget sjovt at se dine eksempler. Specielt den med grøntsagerne.

 

Tak skal Du have - også for linkene. Schwartzkopf begrundede sin nådesløse perfektionisme og manglende tolerance overfor talentløshed med, at hun så sandelig forventede at publikum havde forberedt sig til en forestilling ved at læse partituret, hvilket jeg ikke kan bedre end at læse russisk (Pyt: Hampson plejer gerne at sige, at han har sunget på 14 sprog, hvor han kun med nød og næppe taler to).

Nu må man forfølge en tankegang til der, hvor den leder hen.

1) Agnes Baltsa har vist mig mere format i flere retninger:

Læg mærke til, at hun ikke alene spiller plakatfuld: Hun synger både hikke og nys!
Så har man altså styr på, hvad man foretager sig.

At jeg så tror hun har problemer med knæene - alle de mange år i ultra-høje hæle og ståede gulvøvelser - sopraner går gerne i bare fødder, hvis de kan.
Lad så være, at scenografien er rædselsesfuld med de slisker til entreen - hun skal støttes, så hun ikke falder.

Uden nogen videre begrundelse:


2) Hvor forfærdelig lidt man har fået ud af "kultur-socialismen" fra venstrefløjen.

3) Der er altså information i småting, det man ignorerer i teori - har man teorien på plads og trækker den fra observationerne (almindeligt kneb i astronomi), så fremtræder andre fænomener det tydeligere. Derfor kan der være meget information i kursbevægelser.

hvor pinligt.

Der er ikke nogen erstatning for charme.

så SKAL kommunikationen ske på den måde.

Den yderste fornærmelse er : Alderen!

"Sibilla decrepita, da rider mi fa."

Altid på udkig efter at udvide ordforrådet - specielt det fornærmende.

Denne gang: Honningmeloner, der med garanti er modne!



Her skal vi bruge Damrau - for Bartoli kører den altid i den frækkest mulige retning - denne arie giver alle muligheder for at pine barytoner. En ting er at Diana har en silkeblød top - specielt når den ligger så relativt langt nede, som den gør. Det er det lave og mørke register vi skal bruge her (det overhøres som oftest, at gode sopraner også har et dejligt lavt register med en dejlig farve! - Bartoli kan lyde som tågehornet på en middelstor damper, når det passer hende)

Cecilia klukler og småfniser, så det skulle være til at forstå (det er så en koncertoptagelse, hvor "mor" selv har fuld kontrol over udlægningen - men det hugger hun som regel altid alligevel). Læg mærke til, at hun faktisk jodler - det kan Damrau ikke.

De to er så forskellige! Jeg siger ikke den ene er bedre end den anden, men der er mere fræk tøs over Bartoli

Jeg hører lige nu noget, jeg ikke har været opmærksom på tidligere!

Se i Figaro's arie lige før denne, så er støtten hornene - det er en lidt plat vittighed, som også Verdi senere bruger: Horn = "Horn i panden" - og jo begge akkompagnerer Figaro.
Sagen er, at Susanna skal her invitere Il Conte til en hyrdetime (eller vel nok nærmere et steeplechase) - men det er så ikke rigtigt Susannas eneste formål. En ting er, at pigerne vil have greven til at hoppe på egen kone og derfor (i mørket og forklædning - der referes til pinjernes duft i den billet, som bruges til at lokke greven i fælden - det er jo mørkt. Wolfgang skriver skam musik for træer - også) bruger Susanna som lokkemad. Susannas dagsorden er imidlertid nok så meget at gøre Figaro hamrende jaloux - hvilket nok må siges at være lykkedes - fordi Figaro's ide var at bruge Cherubino til at være i grevindens outfit.

Læg for det første mærke til, at støtteinstrumentet her ikke er hornet; men fagotten er kommet til! Det vil Figaro have hørt og være kommet i tvivl om - hensigten i Susannas arie - inden man giver tæven en røvfuld, skal man lige være sikker på, at hun ikke holder én for nar. Om ikke andet, så smører Susanna så tykt på, at det nok ikke er utvetydigt - og han kender sin Susanna!

Hvordan kan jeg nu være sikker på det?



Den med Venus og Mars er en reference til en gammel græsk myte (genfortalt i Illiaden) om Afrodite, der er gift med Hefaistos - af hensyn til pengene (Hefaistos kan nemlig lave alle de rare ting damer har brug for - det er også ham Thetis henvenders sig til, da Achilles skal have et nyt outfit), men han er grim og handikappet, så Ares er meget mere spændende. Det gør naturligvis Hefaistos i dårligt humør, så han laver et net, der falder ned over dem i en intim situation, som han udstiller for de andre guder - det bliver han nu bare lidt til grin af - Hefaistos altså.

Jeg ville så gerne se samme scene med Bartoli og Bryn Terfel. Jeg har ledt; men vil formode, at Cecilia ikke slår; men sparker.

Jo i duetten før Pace, Pace, mi dolce tesoro ..  så prøver hun igen nummeret på ham mens hun synger som grevinden - hun falder dog ud - af den forstilte rolle og beder ham dæmpe sig - og i en sidebemærkning (Susanna!) til publikum, gør han det klart, at han er helt klar på  at hun laver numre. Derfor giver han "grevinden" mulighed for hævn - hvor han (groft oversat) synger: "Ikke mere pjat - flå så de trusser af!" Det får Susanna til at hvæse til publikum: "Hvor det klør i fingrene"! Han forsætter naturligvis og hun mister besindelsen og slår løs på ham - mens han stadig fortsætter. Hun bliver så bange! Hun tror han er ligeglad med hende -  hun begynder at tude!
Så kommer Pace, Pace, mi dolce tesoro. - Jeg da genkendt Dig på stemmen!

Pointen er, at sopranen falder ned i det dybe register på begge stavelser i ordet "foco" - på det ord går Figaro også stort set så dybt han kan (så vidt jeg husker også med fagotten). Jo, finken skal have igen med samme mønt! Men hun må ikke blive ked af det!

Det bedste er næsten Cecilias grin under applausen (Gracie) - jo, den sad i skabet, så lågen klaprede!

Thomas skrev:
Pavarotti's problem er, at han ikke kan se Sutherland - heller ikke hendes venstre hånd som giver stormvarslet - Jones rigelige "Oberweite" tager udsynet: Meget generende! For ikke nok med, at der er tydeligt tidevand; det skvulper direkte.
Jones på sin side kan heller ikke tage hensyn på det punkt: Hun skal nemlig hele tiden hoppe frem og tilbage mellem registrene! Det kræver rigelig støtte til mellemgulvet helt nede fra bækkenbunden.

...


Sutherland på sin side har altid undervurderet sin stemme: Den var gigantisk - F6 var intet problem. Stemmen var reelt ubesværet og fyldig en halv tone højere. Engang satte hendes mand accompagnementet en halv tone op - for at vise hende hvor stor en stemme og tessitura hun egentlig havde.
Læg mærke til, hvordan den høje tone bliver ramt og holdt uden nævneværdigt vibrato. Det er noget af en præstation af en 61 årig - "la Stupenda" var en del bedre end hun viste - og slet ikke på scenen.

...

Man skal lige være opmærksom på, at Paverotti lærte åndedrætsteknik af Sutherland!

Luciano trak ellers vejret, som man nu gør det, for synge, det er jo bare noget "man" gør. Det giver så bare ubehageligt store variationer i præstationen efter, hvor oplagt man er - og det har publikum altså ikke givet alle de mange penge for - at få en B-forestilling. Pavarotti var også helt indstillet på, at var man ikke tilfreds - så var det bare ud i kontoret og kræve pengene igen.

Pavarotti havde mildest talt absolut gehør. En gang var der en pladeoptagelse med von Karajan, som Pavarotti krævede taget om! Begrundelse - harpen havde én streng, der var stemt en halv tone forkert. Det kunne Pavarotti selvfølgelig høre i hele orkesterlarmen - med det samme - det kunne von Karajan ikke! De gik så harpen efter - og naturligvis - ganske rigtigt der var en fejl dér.
Der var kun én ting at gøre: Tage det om!

Sutherland have - som nævnt - ikke absolut gehør, så hun måtte have teknikken på plads andre steder!

En sanger vil ikke drømme (njaarhh måske Thomas Hampson ... han er jo en gavstrik) om at tage sopranen på patterne. Det har så ikke noget med god smag og plathed at gøre - det er simpelthen, at hun skal bruge fuld kontrol over brystkassen ellers kan hun ikke synge. Det er kun Bartoli, der kan finde på at kilde barytonen mens han synger - det gør hun så også.
Men tenoren kan holde fast i skulderne og taljen for at holde koordinationen.

så så jeg noget, jeg ikke har bemærket/tænkt over før!

Nu kører valutaen, økonomien, forsvaret, Nato o.lign. nogenlunde som forventeligt og forudset. Så kikker man efter noget andet.

Thomas skrev:
....



Cecilia klukler og småfniser, så det skulle være til at forstå (det er så en koncertoptagelse, hvor "mor" selv har fuld kontrol over udlægningen - men det hugger hun som regel altid alligevel). Læg mærke til, at hun faktisk jodler - det kan Damrau ikke.
....

"Træet" er to klarinetter og to fagotter - det er så ikke så mærkeligt.
Bl.a. Salieri bruger dialog mellem fløjte og obo - sådan set ret uopfindsomt.

Der er indikation på, at Wolfgang ikke brød sig om fløjten, ikke fordi han ikke har skrevet fløjtekoncerter, det har han: Masser! Det skyldes navnlig, at der var et marked for det. Men det gjorde ham træt af fløjten. Tilsvarende bliver han med tiden gladere for klarinetten - og La Nozze di Figaro er forholdsvis sen: Ifht. Salieri har han så skiftet fløjten ud med klarinetten (der minder mere om den menneske stemme i lyden ved registerskifte - at tessitura for klarinet er vanskelig at angive er noget andet: Den afhænger af musikeren) og oboen ud mod fagotten (i store G-dur er to af oboerne skiftet ud med klarinetter).

En ting er, at Mozart har tænkt. Det kan vi godt gå ud fra - det interessante er imidlertid, hvad han har tænkt!

Her ligger det i "natteluften" - dvs. i orkestret, som er den "atmosfære" solisten boltrer sig i.
Jeg er rimelig overbevist om, at sidste halvdel synger Susanna til Figaro: Nu skal han rigtig drilles!
Hun kan næppe undertrykke latteren.

Det er Figaro så på et eller andet plan opmærksom på - ikke at tanken om, at hun kunne finde på at være lidt mere end koket helt har forladt ham. Men hun lææææner sig op ad et gevaldigt flæns.

Thomas skrev:....
Det er Figaro så på et eller andet plan opmærksom på - ikke at tanken om, at hun kunne finde på at være lidt mere end koket helt har forladt ham. Men hun lææææner sig op ad et gevaldigt flæns.

Det er så illustrativ for forskellen mellem en koncertoptagelse og en forestilling. I koncerten bestemmer solisten over dirigenten - i forestillingen er det dirigenten, der bestemmer, fordi han skal have hele operaen til at hænge sammen.



Her smører hun endnu tykkere på!

Læg mærke til, at hun jodler (fagotten er i gentagelsen) på "tesoro" (skat), som er det samme ord som han bruger om og til hende i Pace, Pace, mi dolce tesoro. Samtidig flytter Terfel hånden væk fra murkanten - det er det, man kalder at "spille uden bold" - Terfel er også rigtig, rigtig dygtig.
Hun synger så "morirá" og ikke som teksten siger "moriró" (så vidt jeg forstår, bruger hun i fremførelsen konjunktiv futurum).

Ellers er der et par lattertriller mere - og det er givetvis efter pålæg fra dirigenten (Levine) - han skal nemlig have en forklaring på, at hun bliver så stødt senere, da Figaro fortsætter efter "schiaffi" - hun synes ikke helt hun har fortjent, at han ikke holder op - det hænger også bedre sammen med at Figaro afslører, at han har genkendt hende på stemmen, da hun forstiller sig som grevinden (hvilket står som regibemærkning i teksten).
Det forklarer så også, at hun med det samme er klar til nye spilopper, når greven rigtig graver ned i hullet - og det kommer han kun op ad, da greveninden smider forklædningen og beder hustyrannen om at opføre sig ordentligt. Den greve kommer virkelig til at lægge sig helt fladt ned i "Perdone contessa.."

Det er så overladt til Puccini et par generationer senere, at forklare hvorfor (begge operaer bygger på et forlæg fra Beaumarches) og Figaro er den samme person i Barberen i Sevilla - bare et par år yngre. Hvorfor Rosina finder sig i greven. Det har nok noget at gøre med, at hun dengang var en "vipera", hvis hun ikke fik sin vilje, hvilket den gode conte burde have skrevet sig under parykken.

Thomas skrev:

Cecilia klukler og småfniser, så det skulle være til at forstå (det er så en koncertoptagelse, hvor "mor" selv har fuld kontrol over udlægningen - men det hugger hun som regel altid alligevel). Læg mærke til, at hun faktisk jodler - det kan Damrau ikke.

Læg mærke til hornene (så vidt jeg kan høre, så er det et jagtsignal - og hvem har horn i panden?) og "Dong Dong" fra deres første duet. Susanna skal sgu nok vide at være den, der ringer med klokken, når han skal komme springende.
Læg også mærke til tema fragmentet, som Rossini senere benytter i "Largo il factotum" - hvor det er klimax: "Una la volta, una la volta" - en ad gangen! Her "non senton pieta, non senton pieta" Det har Rossini så ret i: Èt kvindemenneske ad gangen er mere end rigeligt!

Den pågældende får så også læst og påskrevet: Pas på kællingerne - de snyder sgu'!
Streghi - ja, gu' er hun da en heks, en sirene (der er ude på at narre en), Rose spinose - ja, tornene skulle være til at mærke, volpe - rævetæver. Sagen er, at hun har snydt Dig - og har forbedret hans "udmærkede" idé med at lade greven jagte Cherubino.

"Quel occhi innocenti" - ja, det er lige Cecilias hjemmebane (Damrau skeler) - ja, Du er dum, at du stoler på dem! Om Susanna har hørt det? Det er ikke godt at vide; men han har her ikke dæmpet sine forbehold, kritik og reservationer. Det er så heller ikke nødvendigt - hun kender ham nemlig (hun synger i hvert fald som om hun har hørt noget: Registerskiftet på "foco"). "colombe magline" - ondskabsfulde duer? Nu rabler det for ham!

Med hensyn til hornene - da Susanna første gang synger "tesoro" er det horn; men anden gang er det fagotter!

Bravo Thomas. Bravo Bravissimo. Hvor var det morsomt.

Nu ved jeg godt, at jeg altid taler om min barndom, men det er kun fordi den mellemliggende tid gik så hurtigt.

Det er jo lidt af en åbenbaring at blive præsenteret for instrumenternes personlighed.
Sidst jeg oplevede noget lignende var i 4. klasse - det var Peter og Ulven.
Jeg kan stadig huske , hvordan instrumenterne blev trukket frem en for en på scenen for at blive præsenteret.

http://da.wikipedia.org/wiki/Peter_og_ulven

men først nu forstår jeg, hvorfor den med steeplechase var SÅ morsom.

doctor skrev:Bravo Thomas. Bravo Bravissimo. Hvor var det morsomt.

Nu ved jeg godt, at jeg altid taler om min barndom, men det er kun fordi den mellemliggende tid gik så hurtigt.

Det er jo lidt af en åbenbaring at blive præsenteret for instrumenternes personlighed.
Sidst jeg oplevede noget lignende var i 4. klasse - det var Peter og Ulven.
Jeg kan stadig huske , hvordan instrumenterne blev trukket frem en for en på scenen for at blive præsenteret.

http://da.wikipedia.org/wiki/Peter_og_ulven

men først nu forstår jeg, hvorfor den med steeplechase var SÅ morsom.

er hendes fantastiske teknik.

En ting er, hun kan jodle - og rent faktisk bruger dette tekniske kneb i "Figaro's bryllup" -  det er ikke alene frækt: Det er næsten helligbrøde. Forbedre Mozart!!

Dernæst synger hun stykker skrevet for kastrater - det er ikke så lidt af en præstation. Sopraner er i almindelighed lave af vækst, hvilket om ikke andet giver en væsentlig lavere lungekapacitet: Hun har vel som udgangspunkt kun 2/3 af en barytons. Som nu eksemplet her på et brød af de større: Bryn Tervel.



Dernæst har sopraner altid et problem med mellemgulvet, fordi de er kvinder. Kvinder bruger nemlig ikke mellemgulvet i samme omfang som mænd.
Det har Bartoli så også sagt, at den kastratplade: Hun har aldrig slidt så hårdt i det.

Prøv at lægge mærke til, at Terfel fløjter det, som man ellers får et celeste til at spille - det har man så ikke lige haft ved hånden. Hvis jeg skulle gætte: Så er det Cecilia, der har drillet ham til det. Alene det, at det ikke er sådan at få stablet et celeste op med kort varsel - det er så også et spørgsmål om evt. at få det stemt. Det er et problem med visse instrumenter (klaverer f.eks.), at de ikke stemmes hele tiden. Der er jo en grund til, at oboen giver kammertonen.
Jeg vil formode, at Cecilia har hørt at orkestret er stemt højt. Ingen tvivl om, at hun har absolut gehør - og nok også mere præcist end de fleste i den kategori.

Prøv at se, hvordan han står og overvejer under forspillet - så hopper han!
Det er rent gætværk; men:
Jeg tror faktisk Cecilia har sagt til ham: Prøv! Så stemmer jeg efter Dig.
Læg mærke til, at fløjtet kommer både i dur og mol (hvis jeg ellers hører rigtigt) - det gør hun så. Hvis orkestret så er et par svingninger forkert, så kan man om ikke andet i dette tilfælde skråle over dem - og det er jo kun strygere. Så det skal de nok klare.
Cecilia er vant til at samarbejde med barok-instrumenter og de har mildest talt en vane med at falde ud af stemningen. Krumhornene blev simpelt hen opgivet, fordi de ikke er til at holde i stemning. Det var ellers en gruppe i den lidt tidligere barok. Hun er vant til at hente "skæverter".
Det kræver altså tillid til fruentimmeret at stå foran alverden og med frihånd risikere at starte falsk. Men jeg tror ikke, at nogen diskuterer den slags med Bartoli - fordi de bliver jordet. Hun har altid have ret.
Der er heller aldrig nogen, der har betvivlet min flykending, når jeg er sikker.

Læg mærke til, at hun overtager styringen aldeles. Det er hende både Bryn og orkestret går efter. Hun styrer Bryn med øjnene - det er så lidt risikabelt som hun (vanen tro) hopper rundt: Et par gange skal han lige finde hende! Sådan rent fysisk! Terfel går nemlig hele tiden tilbage i korrekt stilling: Ørerne over skuldrene over hoften - står man ikke sådan, så bliver tonen grim og klemt.
Det betyder så ikke noget her, for den duet er indrettet på en, der ikke kan synge (teaterdirektøren og opdragsgiveren Schikaneder).

Det jeg kunne håbe på var, at der kom noget konstruktivt ud af samarbejdet med Sabine Meyer, der er en vidunderlig klarinettist (hun ragede så uklar med Berliner Philharmonikerne i deres interne politik, så hendes kontrakt ikke blev forlænget - for mange år siden).

Nu er findes klarinetten i forskellig størrelse - målt efter grundtonen (den laveste tone instrumentet kan spille) - tassitura (spændvidden) svæver noget i det uvisse, for den højeste tone på en klarinet afhænger af musikeren.
Det er så nok også det instrument, der klæder Bartoli's stemme bedst: Den har nemlig også et karakterskift mellem mellemste og laveste register, der minder noget om Bartoli's.
Hvad har det med jodlen at gøre? Jo, jodlen er skift mellem bryst- og hovedstemme i en trille. Så vidt jeg kan høre (og stol ikke på mit gehør - det er der ikke), så er jodlen ikke et spørgsmål om at ramme toner i forskellig højde; men om skift i karakter - her lader jeg mig gerne belære.

Men hvis man kunne få afskaffet den rædselsfulde saxofon, så ville meget være nået. Det skulle være til at udvirke - efter Gerswins Symphony in F. Den åbning fra klarinetten har gjort noget ved amerikansk musik.

Hvis nogen kan lave noget dér, så er det Bartoli, for hun roder gerne arkiver igennem for at se om der er barokmusik, der kan bruges. Hun havde så svært ved at få fat i noderne til de italienere, der kom til Katarina den Stores hof: De var interessante, fordi de lige pludselig begyndte at skrive helt anderledes.
Jeg tror kun hun har fået adgang til at plukke kirsebær i den have ved at lave en plade og et par koncerter - på russisk.
Hun tog russisktimer, hvilket ikke er noget særligt, hvis noget nyt skal indstuderes.
Hvor overbevisende resultatet så er, det er vist lidt af en smagssag - men synet af Cecilia i fuld russisk pels - med muffe! (ja, hvad går man ikke med til i en god sags tjeneste? - for at få det som man vil have det?)...... skal vi sige? Særegent?

Jeg har rygtevis erfaret, at der skulle have været en video på Youtube af 2013 opsætningen af Don Giovanni i Paris - med Cecilia Bartoli som Zerlina.....
2
Hvis nogen kan hjælpe mig med at opspore den - tilsyneladende har politi og brandvæsen fjernet den. Den er simpelt hen sundhedsfarlig..... specielt ved "Vedrai Carino"!!

Med det, jeg har set af hendes video'er så får "Tocami qua ... en rimelig bogstavelig betydning ... genert er damen altså ikke!



Så os gamle grise "nøjes" med Teresa Berganza.....

Det er efter Massetto har villet tage et opgør med Don Giovanni .......

Kommer humpende og klager højlydt over hovedet, skulderen og brystkassen..... hvor han har fået tæsk. Den får ikke for lidt! Specielt ikke, da der bliver spurgt medfølende - "Er det det hele?" - såhh er den anden arm, den gør også ondt.... og hånden (man kan jo ikke medgive, at man ikke fik ét slag ind...) ...
".. Nårhhh.... det er da ingenting!"
"Resten (de dele hun har brug for!) lader til at være i funktionsdygtig stand!"
.................. ......

Læg mærke til den jodlen - hun bruger den teknik til registerskift, hvilket er et helvede. Det er ikke til at få til det til at lyde ordentligt uden noget "stikker af", fordi de registre har forskellig farve.

Her minder klarinetten meget om Bartoli's stemme.

Her taler Meyer til en amorf mistanke, jeg længe har rodet med: Nemlig, at Wolfgang egentlig ville meget mere med klarinetten end han nåede. Hvis jeg var fræk og havde evnerne, så ville jeg tage nogle af fløjtekoncerterne og skifte til klarinet.
Han kunne ikke lide fløjten - den var ham begrænset og kedelig (stuff).

Nu har man strygekvartetter, hvorfor ikke klarinet kvartetter? Der skulle være alle muligheder.

Hun har som sagt samarbejdet med Bartoli's "husorkester" - og jeg hørte det sådan ud af øjenkrogen. Det er en af de oplevelser, hvor man lige pludselig samler knoglerne og siger til sig selv: "Hvad Helvede er det???"

Egentlig var det kun en let udvidet solo fra klarinetten (Bartoli har også med sig en tøs på fløjte - piccolo - og vel også en fagot og en obo). Men kan man overbevise Cecilia musikalsk, så er der noget!!

At hun så mest spiller bassethorn er så et bevis mere. Clarinetten er et af de instrumenter, som principielt set ikke har nogen højeste tone - den afhænger af musikeren: Begrænsningen ligger i, at i det højeste af de tre registre bliver tonen grim og skinger, hvis musikeren ikke ved, hvad han gør.

Men den her kælling, hun spiller klarinet partier - på bassethorn! Og det lyder ikke grimt. Jeg kan ikke se, hvad den er stemt i, for der er så mange klarinetter.

Det, der snyder mig er, at mit gehør ikke er noget at prale af - så det lader jeg være med - men da damen faktisk har en stor næse, så undervurderer man let længden på pinden. Da hun så samtidig er tynd og står på (næsten) flade fødder, så forvrænges proportionerne. Kjolen er så også ret højt opslidset bagtil (hun har rimelig pæne ben), fordi ellers snubler hun, som hun hopper rundt - det gør det ikke nemmere.

Idioten står jo blot og vifter fluer væk!

https://www.youtube.com/watch?v=krwEK4NTRco

Har man en flot røv, så bliver dens mindste bevægelser erfaringsmæssigt fulgt med den største interesse og koncentration!

Skal der bruges lidt mere, så er et koket spjæt gennem slidsen fuldt tilstrækkeligt.

Næh! Dirigenter er kun i vejen, når man i pauserne skal have sig en kop kaffe. Damerne må klare sig med et strengt blik.

Thomas skrev:Idioten står jo blot og vifter fluer væk!

https://www.youtube.com/watch?v=krwEK4NTRco

Har man en flot røv, så bliver dens mindste bevægelser erfaringsmæssigt fulgt med den største interesse og koncentration!

Skal der bruges lidt mere, så er et koket spjæt gennem slidsen fuldt tilstrækkeligt.

Næh! Dirigenter er kun i vejen, når man i pauserne skal have sig en kop kaffe. Damerne må klare sig med et strengt blik.

Fritz Wunderlich

af Flicka.

Hun optrådte i bare fødder, når hun kunne komme af sted med det: Fornuftigt kvindemenneske!

Høje hæle ødelægger vejrtrækningen og gør tonen forkrampet.

Hans problem var vel på det tidspunkt, at kvaliteten var efter som han var oplagt: Når det var godt, så var det rigtigt godt, når det var skidt, så lalala...
Han havde aldrig tillagt åndedrætsteknik nogen videre betydning - vejret var jo noget man trak. Det varede indtil Joan Sutherland fik fat i ham. Så blev kvaliteten mere ensartet.

Her tager vi så Carusos stemme - for at der ikke skal være noget dér - optageteknikken er (ikke overraskende) oldnordisk.

Jeg tror at princippet er at fagotten har nogle overtoner, der klæder mandsstemmerne - jeg aner ikke hvor overtonerne ligger på en fagot!

Hvis vi formoder at forskellen mellem vokalerne er alene, hvor overtonerne (formant 2) ligger ifht. grundtonen (formant 1, der står på partituret).

Altså: Fagotten vil have en overtone - uanset vokal - der ligger rigtigt så den tilføjer fylde til mandsstemmen.

Det er fordelen ved at være uvidende: Man kan komme med en formodning eller hypotese, der kan af- eller bekræftes!

Caruso havde ikke nogen særlig høj stemme: Han kunne ikke nå det høje tenor C (Fritz Wunderlich havde ubesværet C#) - til hvilket (jeg mener, det var Puccini) sagde: Pyt, bare resten er i orden! Det kan man jo forholde sig til, som man vil; men det stiller spørgsmålet om hvad skønhed er!

Her kan man så være blasert og sige, at det er en smagssag.
Det mener jeg imidlertid ikke!

Skønhed er en objektiv konstatérbar størrelse, som vi kan måle og veje! - og vi kan muligvis komme det nærmere ved at undersøge noget, der er enighed om er smukt - udover de ca. 40 år som smagsdommerne har rådighed over.

Det er så provokeret af, at vi vel i dag må konstatere, at 68-generationen ikke har bidraget til vores kultur med noget som helst positivt.

Det sjove ved det hele er, at i denne forbindelse er musikere nok de ringeste at spørge - af den enkle grund at deres tilgang til problemstillingen er uegnet.

Ikke at de ikke ved, hvad de gør - det gør de skam! - men det er baseret på erfaring og ikke tænkning. De er som tømrere, der efter at have ramt tommelfingeren nogle gange finder ud af, at det var måske klogt (og i hvert faldt mindre smertefuldt) at gøre som læremesteren siger og viser.
Der er ikke noget galt med erfaringsbaseret indlæring - ikke som sådan; men det har sine begrænsninger.

Det svarer til at lægevidenskaben skulle basere sig udelukkende på heksedoktorer, zoneterapeuter og andet godtfolks visdom. Havde man gjort det, så havde vi stadig en middellevealder på 30.

At jeg så også mener, at det er en fordel, at inddrage videnskabelig metode - eller rettere resultaterne deraf - i uddannelsen af "håndværkere". Simpelthen fordi det kan gøre at overflødig indlæring (og en regndans eller to) bliver virkelig overflødig. Jeg har aldrig kunnet se det fornuftige i, at have et minimumskrav for hvor mange ømme tommelfingre en tømrerlærlinge skulle have.

Den metodiske tilgang er ganske enkelt en anden. Der er så også ting, som kræver den erfaringsmæssige tilgang. De underlige violiner, der er blevet bygget for at lave en bedre violin - det trodser enhver beskrivelse. Det, der er de virkelige hemmeligheder i håndværk er dem, man ikke fortæller noget om.

Thomas skrev:



....
Der er en årsag til, at divaer fører sig frem: Rigtige kvinder véd jo godt, hvordan man vender en frikadelle!

Med forbehold for min mildest talt elendige italienske forståelse: Så meget opfatter jeg dog!

Ricciarelli har også en historie med Carreras!
Hun giver i hvert fald udtryk for, at hun ikke ville tabe hovedet p.gr.a. ham.

Så den med frikadellen var nok ikke så malplaceret alligevel. Den har været vendt på flere pander.