Man kan diskutere

hvad opera har at bestille i en økonomisk debat.

Det gider jeg nu ikke som sådan; men gør det for at illustrere min grænseløse foragt for den skidtvigtige talentløshed blandt undermålerne i finanssektoren og blandt kommunisterne i SF og Enhedslisten - begge parter har en ubegrundet og frastødende opfattelse af deres ret til at trække vejret.

Lad det tjene som demonstration af det talent og umenneskelige slid som præstationer på det plan kræver - og påpegning af den foragt, som undermålernes meeeening og "opfattelse" fortjener.

"Brindisi" er fra "La Traviata" (Camelie-damen sat i musik) og er skrevet for tenor, sopran og kor. Den volder så normalt ikke problemer for mezzo'er (sopraner, der ikke gider ødelægge stemmen på at skrige højt) og baritoner - fordi det er Verdi. Det er så bare ikke en del af deres repertoire og er ikke indstuderet i de detaljer som medvirken i en opsætning af en opera kræver.

Det har altid været et da capo - nummer (specielt for Carreras), fordi man kan hive de andre med ind i koret og endog bruge en velfortjent applaus som kor - lidt mere talentfuldt end den lidt platte målen tidslængde på klapsalverne - dem kan da lige så godt bruge til noget fornuftigt, hvis man har haft en god aften og fået noget for de afskyeligt mange penge koncert- og operabilletter koster.
I det hele taget er det bedste ofte ekstranumrene, hvor der kan bygges videre på et godt vekselspil mellem forestilling/koncert og publikum. Derfor har sangere altid noget "i lommen". Det bruges mere eller mindre bevidst på at sælge de næste billetter og prøve at lodde, om der er interesse for nogle af de projekter, de går og sysler med. På en god aften har Bartoli flere ekstranumre end hovedattraktioner - og hiver ind til solo'er fra orkestret - mens hun vader om bagved (mens hun holder fermatet - noget skal man have ud af at have sunget kastratpartier) så dem, der har fået billet til stolene på scenen også får noget for pengene.

Det giver så undertiden nogle overraskelser.

I den aktuelle sammenhæng, så var Baltsa ca. 20 år før ude for at at Carreras ville bruge Brindisi til at drille bukserne af hende/pille hende ned. Det fik han så ikke så meget ud af, for hun læste hurtigt fra bladet mens han stod og blærede sig. Som hun ikke kun læse noder og synge? Selvfølgelig kan hun da det. Nu prøver Carreras så det samme nummer igen - efter at den besynderlige samling grøntsager som teatrets ledelse har furneret er blevet deponeret.
Ruggiero Raimondi har sgu ikke partituret, for Carreras har først foreslået Brindisi efter de har smidt kransene hugget på kirkegården ud. Så Raimondi har hverken tekst eller partitur og Baltsa er besluttet på, at Carreras ikke skal dø i synden.
Ricciarelli får så promten fra Baltsa, så Carreras får den på det værst tænkelige tidspunkt, hvor han skal til at trække vejret - er der nogen, der ved noget om timing og vejrtrækning, så er det operasangere.

Baltsa går så solo - og det var under ingen omstændigheder hende, der skulle være faldet ind på det tidspunkt - men hun skubber bare dirigenten til side mens Carreras knækker sammen - og uden at miste så meget som et taktslag. Mens dirigenten tager sig til hovedet sender Baltsa Ricciarelli ind - midt i stanza'en!

Nu er dirigenten helt rundt på gulvet, for Ricciarelli har bolden uden, at han har set det. Ikke nok med det; men Carreras forsøg på at genvinde kontrollen (han prøver at lægge armen om hende, hvilket er overflødigt, for har skam luft nok) - falder på gulvet, så han prøver at bringe koret (publikum) ind - meget passende, da "koret" har gjort mytteri!
Baltsa overtager så styringen - tror hun - men Raimondi har en helt anden idé (hvis man kan kalde det dét) til Agnes store rædsel. Her snupper Katia så kødbenet og løber med det.

Nu har dirigenten så fundet ud af, at hans tilstedeværelse er rent ornamental, fordi solisterne (hvem det så end måtte være) er til at følge: Det er det orkestret skal - og det gør de bare - selvfølgelig: De ved da godt, hvad de foretager sig - sådan da.... bare det bliver i takt.
Nu er dirigenten så sprøjtegal, som kun en franskmand kan blive; men det lille fjols bliver pillet ned af Baltsa under applausen og Raimondi bliver instrueret om at give en undskyldning, som han skam gør - så lidt overbevisende som muligt: Bukker og takker.

Det viser lidt om, hvor enorme reserver der er.