Benny Engelbrecht bliver skatteminister.

Jeg havde troet det blev erhvervs- og vækstminister.

Hvis man virkelig skal lave et skattegrundlag for fast ejendom. Det må jo så også omfatte udlejningsbyggeriet for at få en vis ligestilling mellem boligtyperne - det vil så blive væltet over på huslejerne; men det er sådan set fair nok.

Problemet ligger et ganske andet sted og er meget vanskeligere at løse.

Vi står jo reelt i dag uden nogen opfattelse af, hvad ejendomsværdierne er. Det nærmeste vi kommer det er banksvinenes platte påstande om handelsværdier og lign. En ting er her sikkert: Det er ikke det, der reflekterer ejendommens værdi. Det er under ingen omstændigheder et skattegrundlag.

Vi kommer til at gøre op med Georgismens gamle tvangsforestilling om at der er en effektiv jordrente. Det kan der evt. være på en landbrugsejendom, hvor der er en større eller mindre fortjeneste på avlen. Det er så heller ikke uden problemer, fordi man så må spørge: Avl af hvad?
Traditionelt har man argumenteret ud fra en langsigtet betragtning om, at fortjenesten pr. ha. - korrigeret for bonitet og klima - ville være den samme. Det skal såmænd nok være rigtigt nok; men det er under forudsætninger om at tilpasningerne kan foregå hurtigt - og uden at komme i selvsving.
Det sidste har altid været et problem for svineavlen.
Tilpasningshastigheden er også ganske forskellig i f.eks. fjerkræ og mælkebesætninger.

Det er så landbruget, hvor der kunne være et argument; anderledes ser det imidlertid ud for boligbyggeri. Her vil man skulle anvende en sammenligning med udlejningsbyggeri - altså hvilken husleje skal man fastsætte pr. kvadratmeter for - på langt sigt - at maksimere nettolejeindtægten (netto - dvs. excl. vedligehold og lejetab) i ejendommen.

Det er den model, man har anvendt på landbruget.

Denne nettolejeindtægt tilbagediskonteret kunne så blive ejendomsværdien.

Dette begreb støder imidlertid på problemer også.
Når man tager overbyggeriet i betragtning, så vil det naturligvis trykke lejeindtægten og dermed ejendomsværdien.

Traditionelt har man gået den anden vej og regnet handelsværdien som udgangspunkt - så har man så divideret med rentefoden for at nå en årlig leje.

Her kommer vi så ind på, at en sådan investering er principielt værdien af en diskontering:

K₀(y,i) = y[1/(1+i) + 1/(1+i)² + 1/(1+i)³ + ^... + 1/(1+i)^(n-1) + 1/(1+i)ⁿ]

Ja tak!

Det forudsætter bare lige at renten er konstant uanset løbetid, hvilket vi jo udmærket godt ved, at det iht. rentekurven ikke er tilfældet.

r^(r-d) = t^p

Her kommer vi virkelig i nogle problemer, når vi har at realrenten er rimelig tæt på nul - regnet fra begge sider - dvs. realrenten kan være både positiv og negativ.

"Normalt" kunne man nok finde ud af en eller anden form for rentekurve; men når en 10 årig obligation har en rente på 1%, som må formodes at være ikke så lidt under inflationen - givet at produktivitetstigningen tilfalder kapitalen på samme måde som lønindkomsten.

En anden ting er, at rentekurven ikke har noget maksimum i almindelighed, den nærmer sig heller ikke nogen grænseværdi for tiden gående mod uendeling - at væksten i renten så er meget lav, det er noget andet; men det gør, at man kan leve med approximationer.

at man bliver nødt til at fastsætte en principielt set arbitrær ejendomsværdi, som man har gjort for landbruget.

Det er så et rent politisk slagsmål, hvor meget korrektion, man skal indregne for beliggenhed - for det kommer man ikke uden om.

Man har virkelig smadret alt, når man taler boligpolitik og boligbeskatning.

Vi er virkelig i den situation, at der end ikke eksisterer nogle idealer at forholde sig til. Rent kaos. Alle principielle betragtninger kan plaffes ned ud fra egne interne præmisser.