Natos multinationale indsatsstyrke

I kan lige så godt få originalhenvisningen.

Countries involved at present include Denmark, Latvia, Estonia, Lithuania, Norway and the Netherlands. Canada has also expressed an interest in taking part.

Der er jo helt klart tale om Dansk Forsvars to retninger:

Nordatlanten med Canada, (Island, der ikke siger så meget i øjeblikket), Norge - og egentlig Holland (de har altid haft marineinfanteri).

Østersøen med Estland, Letland og Litauen.

Vdr. Nordatlanten, så er der tale om en overvågningsopgave - og givet man har transportkapacitet i form af f.eks. Condor (købt på udsalg) - Island kan jo holdes af en let panserbataljon, for det, der kommer i land har intet tungt udstyr. Den kan så forstærkes med f.eks. en tilsvarende bataljon fra Letland.

Man kan simpelt hen have en reservebataljon af lette kampvogne på rimelig højt beredskab. Den kan så have materiel både på hjul og bælter - i forskelligt omfang. Hvorfor ikke have en bataljon med udrustning (og uddannet på materiellet) i 2-3 sæt. Så vælger man fra hylderne i en given situation hvad man skal bruge.
Man har måske 20-30 forskellige beredskabsplaner, hvor det er at maile ordren, så ved man hvad man skal læsse på den flyvemaskine der kommer om en time.
Det, der virkelig virker mod et så tungt apparat som det russiske er hastighed. Når en russisk enhed har rekognosceret, så vender de sig om - og så er der en styrke på plads (ikke meget; men nok) - så skal hele planen revideres.

Der skal så også både fly og skibe. Flyene har jo en rækkevidde og effekt i enden af den rækkevidde, fordi de i dag rammer! Det der med et angreb med en eskadrille - det er ikke nødvendigt. Ét fly der slipper GPS-bomber - det er nok.
Skibe - tja, de øer deroppe - de har én kanon; men den rammer første gang - det rigtige mål. Der skal ikke ret meget til.

Østersøen? Jamen kære venner: Tungt materiel er ikke noget problem - der er noget, der hedder færger - Roro-skibe. Der skal måske lidt dækforstærkning til; men ellers er der masser af de skibe.

Det er én af de ting, vi har set i Ukraine, Tjetjenien, Georgien osv. Det er den samme plan, de opererer med som Hitler havde ved overfaldet på Polen.

Det, der er pointen er, at russerne tror, de kan diktere Nato de operative og taktiske vilkår - det kan de ikke. Det kan godt være, at de vinder noget i Ukraine - muligt; men hidtil har den russiske indsats, logistik og planlægning været alt andet end overbevisende.
Russerne glemte bare at kikke på, hvad der skete på den anden side, hvor USA nu er fast etableret i de baltiske lande - og Finland er i alt andet end traktat på vej ind i Nato. En Huitfeldt-klasse med Harpoon - ja, vi har erfaring for, at den også kan anvendes mod sommerhuse.

I depoterne findes enorme mængder våben og ammunition - meget af det ganske udmærket: Fordi der ikke kom en krig for 25 år siden. Nogle nyanskaffelser skal der til - javel, men det er altså mest på grund af slitage. Andet skal modificeres og bygges om.
En russisk oprustning kan man møde med ret så økonomiske modforholdsregler.

Støttepunkter

In den Stützpunkten sollen Logistiker, Aufklärer und Einsatzplaner militärische Übungen vorbereiten und im Ernstfall auch Einsätze in den Ländern führen. Die Details sollen nach dem Nato-Gipfeltreffen in Wales ausgearbeitet werden.

Det er jo bare stabene. Det svarer til anden verdenskrig, hvor hangarskibsflåderne havde to forskellige stabe og chefer - mens den ene stab førte, så lavede den anden planen for næste angreb.

Hvis man har transportkapaciteten, så er der jo ikke nogen grund til at samle den og lade den blomstre for næsen af fjenden - han kunne jo gå hen og blive ubehagelig før tid - fjenden altså.

I Østersøen er russerne jo ganske alvorligt paf. De aner ikke hvilke styrker Nato har dér og hvilke, der kommer i næste uge - og de aner frem for alt ikke, hvor de skal hen.

Fjenden kan jo rekognoscere og spionere alt det han vil - han kan kikke på øde beton alt det han vil; men hvilken beton vil man i givet fald benytte?

Man kan svært lave en angrebsplan uden forestilling om, hvordan forsvaret ser ud.

[url=/2014/08/28/world/europe/nato-plans-more-visible-presence-in-eastern-europe.html?module=Search&mabReward=relbias%3Aw%2C{%222%22%3A%22RI%3A17%22}]New York Times[/url]

Hurtig respons.

Tanken med den reaktionsstyrke havende et egentligt hovedkvarter i England er rigtig. Et sted hvor man samler de styrker man har til disposition.

Et hovedkvarter i hvert af de truede lande, som kan rekognoscere og forberede modtagelse. Egentlig transport af tungt materiel er jo ikke noget problem - der kan være visse ting (som kampvogne), der skal forhåndsoplagres; men ellers kan det meste flyves og sejles ind.
Det vil jo selvfølgelig kræve jævnlige øvelser. Man skal udnytte, at det russiske militærapparat er meget tungt i sin virkemåde.

Vi vil se de russiske provokationer i stadig højere grad, hvor de leder efter svage steder. Fidusen er bare, når de finder dem, så lukker man dem inden de får kikket på billederne.

Hovedpunktet er, at Rusland er vel egentlig brudt sammen - som i 1917. Det er altid farligt, når det sker for en atommagt. Det længere sigt er jo at ruinere Rusland; men det skal ske i et tempo så det ikke siger bang.

Rusland skal simpelt hen pilles fra hinanden. Det bliver så nogenlunde let, fordi industri mm. er koncentreret branchevis geografisk meget forskellige steder.

De større forsvarsudgifter: Tja....

Det afgørende er, at få uddannet polakker og baltere - man kunne også sige ungarere og rumænere - på de våben, der allerede findes i depoter. Forstærkningen skal så være med de samme våben.
Dvs. en dansk bataljon har f.eks. 2-4 sæt våben alt efter det terræn, de skal indsættes i. Det kræver naturligvis en del øvelse og planlægning at få det til at spille sammen.

Den anden side af sagen er, at de "gamle" Nato-lande skal opgraderes kvalitetsmæssigt, så en eventuel russisk ekspansion med moderne våben vil blive mødt med det nyeste og mest slagkraftige materiel.

Introduktionen af F-35 i Danmark vil blive en illustration:
Der vil formentlig blive oprettet en ny eskadrille på Skrydstrup til introduktion af typen. Når den er operativ, så kommer næste eskadrille. Samtidig nedlægges en af F-16 eskadrillerne og materiel + personel overføres til den tilbageværende. Det bliver en meget løbende udskiftning, der snildt kan tage adskillige år.
Dvs. så længe Rusland holder sig nogenlunde i ro i Baltikum, så har vi de gamle F-16 - skifter russerne så taktart, så har vi de nye F-35. De kan nemlig forstærkes fra USA - rimeligt smertefrit og gnidningsløst.

Det er uddannelsen af personellet - dvs. officerer og til dels befalingsmænd - der er problemet i Danmark og Tyskland; mens det er menige i Polen og de baltiske stater - og uddannelse af menige går forholdsvis hurtigt.

Det man rent faktisk har gjort er at trække officererne ud af de operative enheder og sat dem til stabstjeneste - og her menes ikke omflytning af stadigt ældre værnepligtige fra én kasse med kort til en anden; men operativ planlægning.

F.eks. er der kun to besætninger til Huitfeldt-klasserne, som der er 3 af.

Hvordan det kommer til at spænde af, det er svært at sige, for det vil afhænge af sammenbrudshastigheden i Rusland. Personligt tror jeg ikke en hujende fis på de russiske planer - af den simple grund: Russerne får ikke RÅD!

Nordatlanten hører med.

»Der er en hel masse sikkerhedspolitiske opgaver, der tårner sig op for NATO. Det er ikke kun, når det kommer til Østeuropa, men også udfordringen i Arktis i forhold til Rusland. Der er mange steder, hvor NATO er nødt til at være tilstede og have en politik, og det er Danmark en del af,« siger Ole Hækkerup.

Og Canada skal af med de håbløse Halifax'er.

»Nøglen er at holde sammen. At man ikke begynder at se sin sikkerhed uafhængigt af hinanden. Kun ved at opfatte udfordringerne fælles, er vi i stand til at kunne håndtere det alt sammen,« siger han.

Jeps, det er dér, den ligger - og derfor får Danmark en nøglerolle.

Thomas skrev:Nordatlanten hører med.

»Der er en hel masse sikkerhedspolitiske opgaver, der tårner sig op for NATO. Det er ikke kun, når det kommer til Østeuropa, men også udfordringen i Arktis i forhold til Rusland. Der er mange steder, hvor NATO er nødt til at være tilstede og have en politik, og det er Danmark en del af,« siger Ole Hækkerup.

Og Canada skal af med de håbløse Halifax'er.

»Nøglen er at holde sammen. At man ikke begynder at se sin sikkerhed uafhængigt af hinanden. Kun ved at opfatte udfordringerne fælles, er vi i stand til at kunne håndtere det alt sammen,« siger han.

Jeps, det er dér, den ligger - og derfor får Danmark en nøglerolle.

"Russia, don't even think about messing around
in Estonia or in any of the Baltic areas in the same way that you have been messing around in Ukraine," Charles Kupchan, the senior White House director for European affairs, said on Friday in laying out Obama's mission.

Skt. Petersborg er en anelse for sårbar.

New York Times

“The really ironic aspect here is that a re-energized, restrengthened NATO is Vladimir Putin’s worst nightmare, and yet it’s his tactical actions that have done just that,” said James G. Stavridis, who was NATO’s commander from 2009 to 2013 and is dean of the Fletcher School at Tufts University, referring to Russia’s president.

Ikke nok med det; men det bringer amerikanske tropper ind i Skt. Petersborgs forstæder. Det kan godt være, at de er der på rotation; men ikke noget kan sådan set forhindre, at der - mere eller mindre konstant - er en amerikansk styrke i Baltikum.

Det næste er, at der kommer sandsynligvis en meget mere flexibel opbygning af enhederne. Forstået på den måde, at sendes en bataljon på øvelse til f.eks. Letland, så vil den formentlig indeholde et polsk, et tysk og et hollandsk kompagni.

Den kan man endog hurtig lade vokse til en brigade simpelt hen ved at lade hver af de nationale kompagnier få tilført to andre magen til fra hjemlandet.

Den er unægtelig ubehagelig set fra et efterretningssynspunkt:

1) Det er meget svært at bestemme hvilken størrelse en given enhed har - taler vi en bataljon, en brigade eller hvad?
2) Det er svært at finde ud af hvilken bevæbning den har og hvilken uddannelse personellet har. Det er en af indikatorerne på, hvilken opgave den enhed kan tænkes at have. Jeg mener, hvis Sirius-patruljen kommer på besøg, så vil man nok mene, at ørkenkrig måske ikke var det man tænkte mest på.
3) Det er næsten umuligt at sige hvor enheden befinder sig, når den kan fremføres meget hurtigt: Det er det egentlige taktiske efterretningsproblem - hvor er fjendens reserve? Hjemme! Lyder svaret. Hvornår.

Det træder Rusland på deres ømmeste tå: Nemlig at deres planlægning og forskydning af tropper er så tung - og det bliver ikke mindre kompliceret af at den angribende styrke gerne skulle være ca. tre gange større end forsvareren. Større end hvilken forsvarer?
Ikke nok med det; men det gør også at forsyningstjenesten med rimelig sandsynlighed kører det forkerte sted hen.

Jeg kommer her til at tænke på Heinrici's forsvar ved overgangen over Oder. Russerne havde gjort klar til det helt store angreb - det var svært at overse! Da radiotavsheden indtræder, så rykkede Heinrici et par kilometer tilbage. Russerne kom med deres - dengang - omfattende artilleriforberedelse, hvilket om ikke andet gjorde de opgivne stillinger til ét søle. Russerne kom forholdsvis let over; men sad fast og kunne slagtes med indskudt artilleri og ikke ret mange mand i forsvaret.

Det er den ting russerne ikke rigtig kan magte - nemlig, at man flytter fødderne hurtigt. Når russerne vil løbe døren ind, så åbner man døren og lader dem hamre hovedet i muren på den modsatte side.

Idéen er jo heller ikke ny. Man har længe haft to lette kompagnier på Bornholm. Det kunne der være en årsag til - ligeledes kunne der være en årsag til, at man anskaffede 6 ekstra Merlin, som har rækkevidde til at nå så at sige hele Litauen. Det er ikke nogen stor styrke - bestemt ikke; men er den på plads hurtigt - på det rigtige sted (og specielt skulle man gerne kunne komme derfra igen), så kan det være en ubehagelig overraskelse for fjenden - og så skal der ikke meget til!