Nationalbankens pressemateriale JUN 14

Dansk Økonomi

Lars Rohde skrev:"I 2015 ventes dansk økonomi at være så langt henne i et opsving, at tilbagerulningen af de finanspolitiske lempelser bør være godt i gang, så der næste år sker en mærkbar forbedring af den planlagte strukturelle saldo", det gælder især, når der tages hensyn til det lempelige udgangspunkt for finanspolitikken og det meget lave renteniveau."

Den lempelige finanspolitik skal ophøre og topskatten skal stige: Hvis renten så stiger, så stiger topskatteydernes fradrag også, hvorved en rentestigning ikke rammer specielt hårdt i toppen; men rammer dem, der ikke betaler afdrag hårdest.

Landbruget

Lars Rohde skrev:"Indtjeningsmæssigt befinder dansk landbrug sig for øjeblikket i en gunstigere position end i mange år i kraft af historisk lave finansieringsomkostninger og forholdsvis gode priser på mange landbrugsprodukter. Alligevel har erhvervet set under ét de senere år kun været i stand til at præstere en gennemsnitlig egenkapitalforrentning på 2-4 pct.pr. år."

Som jeg har sagt gennem flere år: Landbrugets situation er langt fra håbløs - langt fra.
Der er ikke nogen som helst grund til, at landbrugets realkreditgæld for dem, der enten er solide eller har overskud ikke kan omlægges til fast forrentede konvertible annuiteter. Således at den lave rente bevares og soliditeten forøges. P.gr.a den lave rente vil disse lån ikke blive omlagt, fordi de vil blive indlåst hos investorerne.
Men om man betaler lav rente af en høj gæld  - eller høj rente af lille gæld - det kommer ud på ét. Der kommer ikke en kursgevinst, der tværer gælden af på investorerne.
Selv de usolide bankkunder kører faktisk i stadig højere grad med overskud! Markant højere!
Der er enkelte håbløse; men det ser ud til kun at være mellem 10% og 20%.

Disse historiske tal - og udviklingen indtil nu - tegner faktisk et mørkere billede end nødvendigt. Sagen er jo, at forædlingen ikke har kunnet svare sig af to grunde:

1. De lave flæskenoteringer har gjort, at tilførslerne til slagterierne er faldet, hvorfor slagteriernes udnyttelsesgrad er faldet.
   
2. I en situation med stigende fødevarerpriser generelt, så falder forædlingsgraden, fordi eksportkunderne er fikserede på prisen, hvor de tror, at de kan få forædlingen udført billigere i importlandet. Det er ikke tilfældet! Da en gris splittes af i reservedele i Danmark og stumperne sælges nær-optimalt på vidt forskellige markeder - mørbrad i Japan, ører i Kina, skinke i Italien osv., så bliver den gennemsnitlige kilopris, som landbruget kan få højere - selv efter de overbetalte slagteriarbejdere har fået deres. Forskellen mellem svinenoteringerne og den gevinst, der for landmanden ligger i forædlingen er den såkaldte efterbetaling, der først kan gøres op efter alle stumperne er blevet solgt.
   Når Rohde nævner priserne på "mange landbrugsprodukter" tror jeg slet ikke, han inddrager problemstillingen omkring forædlingsgrad.
   Altså: Når en eksportkunde køber flækkede svinekroppe, så står kunden med problemet omkring de affaldsprodukter, han ikke kan sælge - f.eks. ører: De kan kun sælges på det kinesiske marked og ribbenene kan kun sælges på det amerikanske marked - disse markeder vil et tysk slagteri ikke have adgang til, hvorfor der vil være et tab i form af manglende indtægter.
   

Bankunionen.

Lars Rohde skrev:"Da bankunionen sikrer en fælles tilsynsstandard og en fælles tilsyns- og afviklingspraksis for kreditinstitutter i alle de deltagende lande, vil bankunionen udjævne konkurrenceforvridende forskelle på disse områder og sikre et mere velfungerende indre marked for finansielle tjenesteydelser."

Det vil sige, at Harry Potters sommerhus, Flex-Lenes villa i København og Lars Løkkes bankgæld bliver aldeles uvedkommende, fordi den fælles mekanisme vil tage den beslutning ud af hænderne på dem. Det vil også betyde, at personforfølgelsen af Pia Kjærsgaard vil få sin velfortjente straf. Man skal jo være opmærksom på, at politikerne i de andre lande er i rimelig tilsvarende situation. Der er tale om man vil finde sig i en bankejet stat.
Nu tror jeg ikke at banksvinene vil blive dømt! Hvis de ikke selv kan finde ud af at tage en tur i sommerhuset, så vil de blive hjulpet med ophængningen. Det var en af de måder man havde efter krigen - f.eks. dobbeltmordet på Peter Bangs Vej har "man" da i alle disse år kendt gerningsmanden på - alt andet er naivt at tro. Det blev så gjort ret så rodet. Sidenhen har natfærgerne været en udmærket metode, hvor man vippede svinet over bord og efterlod et par sko og tegnebogen på dækket. Var man heldig røg skiderikken i skruen og stumperne spredt for den nordgående strøm i danske farvande - var man knap så heldig, så fandt hjemmeværnskutteren kadaveret flydende et par uger efter - i begge tilfælde ville retsmedicinerne ikke kunne finde noget, der pegede på andet end selvmord. P.t. fylder man fængslerne op med rockere, som kan være ubeslutsomme behjælpelige, når de er blevet malket ret oplysningsmæssigt. Om man sidder inde for 4 eller 5 bandemord må henregnes til en teknikalitet. Stein Bagger lever endnu, fordi man ikke har fundet pengene.
Men banksvin, der har truet folkevalgte på livet og aktivt bragt dem i fare - de har ikke så mange muligheder. Jeg tror ikke man gider opbevare en psykopat som Qvortrup eller Pluto længere end højst nødvendigt.

Bankernes egenkapital.

Lars Rohde skrev:"Set fra en samfundsmæssig synsvinkel er det min klare opfattelse, at det ville være bedre, hvis bankerne fokuserede lidt mere på deres indtægter og omkostninger, og lidt mindre på hvor lav en egenkapital de kan nøjes med. Hvis der var mere egenkapital, ville der også helt naturligt komme mindre politisk fokus på at indføre stadig mere detaljeret regulering af bankerne."

Nu er Rohde ikke en væsentlig større idiot end gennemsnittet herinde, så han véd da udmærket, at bankernes egenkapital er fiktiv dels fordi bankerne vælter sig i tabte fordringer og kreditkvalitet bliver kun ringere og ringere, dels fordi en stadig større del af aktierne reelt er egenbeholdning, der er parkeret hos stråmænd som hedgefonde og investeringsbanker, hvor de officiel afventer en køber (den køber kommer aldrig - skiderikker som Straarup begynder at blive sjældne blandt "investorerne"), dels er parkeret i bankens egne pensionsopsparinger, hvor de ligger og afvikler pension.
Forretning kan man ikke tale om.

Postulatet er jo, at bankerne vil "svede" tabene ud over en længere periode; men med den ynkelige fortjenstmargin, der er tale om, så er det klart urealistisk, at det nogen sinde kommer til at ske. Som det er nu, så går bestræbelserne på at pille de gode udlån fra bankerne, så investorerne kan få et rimeligt afkast - ikke eksorbitant; men rimeligt. Man kan jo bare se, hvordan det gik i Grækenland, hvor indskyderne kom til at betale - det gider de ikke én gang til.
Indtægterne kommer aldrig op - aldrig. Det gør de ikke, fordi seriøse debitorer vil kunne finansiere sig udenom bankerne - eventuelt direkte hos investorerne. Men nok typisk via andre aktører og pengeinstitutter end de nuværende - for sådanne vil dukke op.

Der kommer ikke nogen større egenkapital. Bankerne vil for altid køre på fallitens rand - det er så lige mindre væsentligt i det omfang at sunde debitorer er pillet fra bankerne. Det væsentlige er bankernes evne til at afvikle tabene og den bliver jo ringere, jo flere overbetalte bankansatte, der sidder og bytter glansbilleder dagen lang.

Reelt er alle SIFI bankerne under afvikling. I samme øjeblik en kunde kommer til at klare sig lidt bedre  - som f.eks. landbruget, så bliver engagementet med banken afviklet. Driftskreditterne bliver finansieret af f.eks. slagterierne; mens investeringskreditter går (som altid) gennem realkreditudlånet. Bankerne er også i den sammenhæng uden funktion efterhånden.

Nu er turen efterhånden kommet til at nu skal der smides banksvin i skoldekarret - hvor mange skal man være til at administrere udlån, der hverken betaler renter eller afdrag?

Kapitaloverdækningen.

Lars Rohde skrev:"Det er vigtigt, at de danske pengeinstitutter fortsætter med at være velpolstrede. Institutterne bør opretholde denne solide kapitaloverdækning i de kommende år, hvor de nye EU-kapitalkrav øges gradvist".

Den kapitaloverdækning har til formål at absorbere tabene efterhånden som man ikke kan undgå de kommer. Man kunne tage Irland som eksempel, hvor Danske Bank er tvunget til at tage tabene for ellers erklæres den lokale afdeling konkurs - og så er der desværre ikke penge i boet til at betale indskyderne, som kun er garanteret op til 3/4 mio. DKK. Resten af indskyderne er jo naturligvis moderbanken, for investorerne har taget deres gode tøj og er gået for lang tid siden.
Danske Bank har i Irland - som bankerne overalt har det med deres udenlandske filialer - tabene går direkte fra egenkapitalen enten som tab på udlån eller mistet aktiekapital. Der ER ikke nogen regering eller EU, der tager bankernes tab for dem.

Finansiel stabilitet.

Den høje udlånsvækst i pengeinstitutterne forud for finanskrisen skete på bekostning af kreditkvaliteten, og det er vigtigt, at dette ikke gentager sig.

Problemet er nok så meget, at udlånsskrumpet også forringer kreditkvaliteten.

Altså:

1) Når de bedste udlån bliver omlagt til virksomhedsobligationer - og den proces er langt fra færdig: Vi kommer nok til at se, at små og mellemstore virksomheder finder finansiering på den måde. Det vil være af begrænset omfang, fordi kun de bedste udlån vil kunne komme igennem en forsvarlig; men måske lidt primitiv kreditvurdering. Pointen er imidlertid, at bankernes tilbageværende udlån vil være af en tilsvarende ringere kvalitet.

2) Når virksomhederne ikke investerer, så går overskuddet i første omgang til at betale lån og kassekreditter ud. Hvis der så kommer en mulighed for at realisere en investering, så vil - om ikke andet leverandøren - kunne tilbyde at komme med en heldig finansiering. Det kan så evt. blive via et leverandørejet finansieringsselskab. Det er nok ikke det heldigste. Jeg vil stadig holde på, at en solidarisk hæftelse blandt debitorerne er det bedste, for så kan man gennem ejerne (debitorerne) få fremtvunget en rimelig kreditvurdering - fordi man naturligvis ikke har tænkt sig at hænge på de andres gæld.

Det fører faktisk til en overkapitalisering af bankerne, fordi udlånet falder og man tager ikke tab hvorved indtjeningen til egenkapitalen forringes. En løsning er at forringe den ansvarlige kapital gennem opkøb af egne aktier - evt. via en stråmand men man er nok ikke specielt henrykt for den metodes konsekvens, nemlig at det lån man har ydet til opkøb af egne aktier hjemkaldes og aktierne annulleres.
Det er formentlig den situation, man står i i øjeblikket.

Udlånet er skrumpet, hvorfor der ikke er behov for medarbejderne, som man ikke fyrer (fordi de er insolvente og illikvide flextumper, så deres fyring medfører et omgående tab). Det andet er, at udlånsmassen i stadig højere grad består af mislighold og uerholdelige aktiver - der ikke engang kan belånes. Likviditetsbehovet er stort set uændret, for flextumper hverken kan eller vil betale renter endsige afdrag.

Dette likviditetsbehov skal nu dækkes; men det vil ske til stigende renter, fordi finansieringskilden vil også opdage, at man er på måsen, hvorfor renten går op. Indtjeningen går ned:
1) Der er ingen renteindtægter på flextumper - og slet ikke på flexlort.
2) Der er stigende finansieringsomkostninger.
3) Der er alt for høje lønomkostninger til de medarbejdere, der lige skal vækkes til fyraften.

Rohde havde en udmærket pointe - som han i øvrigt har fremført før - nemlig:

Det er en myte at egen og aktiekapital er den dyreste form for kapital. Det kunne jo være at investorerne også tænkte på muligheden af at de tabte pengene - og som sådan vil de i deres afkastkrav indregne den risiko. Hvis egen- og aktiekapitalen var det større og risikoen det mindre, så ville afkastkravet kunne reduceres.

Der er som sådan ikke noget epokegørende - i sig selv - i ræsonnementet, der - hvis nogen skulle være i tvivl - fremføres af én, der rent faktisk har skulle bestyre andre menneskers penge.

Spiller man roulette skal et nummer give pengene igen mindst 35 gange før man overvejer at spille, er det terning så der tale om 5 gange for at man kommer ud over risikoen.

Det skrækindjagende er, at det er blevet en trosartikel i bankerne - og fremført til ulidelighed af landets største og absolut mest risikable bank (risiko gange tab). Sandheden er jo, at for en nøgtern vurdering så er investorernes penge jo tabt for længe siden. Den måde de får afkastet på er ved at sælge deres aktier til banken, som køber dem med lånte penge via en eller anden form for stråmand - pointen er imidlertid, at med forbehold for de aftaler, der er gældende med stråmanden, så er de penge forsvundet fra den ansvarlige kapital i banken.

Når for alle praktiske formål egenkapitalen er væk, så væltes risikoen over på andre former for investorer, som staten, som investeringsforeninger etc. - disse investorer er udmærket klar over situationen uanset, hvor meget vrøvl, de får smidt i hovedet af nogle selvhævdende undermålere, der kalder sig bankdirektører. Det kan vi med sikkerhed sige, for de investorer, der ikke gør sig virkeligheden klar, de er ikke investorer ret længe, fordi deres penge bliver stjålet.

Det værste er faktisk, at man i Danske Bank tror på sit eget inkompetente nonsens - efter det med mere end ønskelig tydelighed af udviklingen er blevet dokumenteret, at det ordskvalder er netop: Ordskvalder og intet andet.
Det krævet ikke det forniklede intellekt - Maren i Kæret kan, hvis hun er en lille smule næn om sine penge, komme frem til resultatet - skønt det er ikke ordene hun ville bruge.