Indonesien indfører eksportforbud for Ni, Cu og Al malme.

Det kan godt være en god idé.

Hvis, som det tilsyneladende er planen, man også bygger udvindingsvirksomheder op, der er mere rationelle end de kinesiske - hvilket skulle være svært at undgå.

Det forklarer så også den let stigende pris på Cu, Ni og Al.

Men det er lidt Tobins-Q. Det betyder også, at prisen på lidt længere sigt vil falde og indlåsningen af markederne vil blive brudt.
Generelt havde det været mere rationelt, at lagertabene var blevet taget; men det sker jo som bekendt IKKE.

Det tog mig i sin tid et stykke tid inden jeg fattede Jens Kjær Sørensens pointe; men nu er den vist faldet i hak:

Der vil blive produceret nyt, så længe det er billigere at lave nyt, frem for at betale markedsprisen som spekulativt holdes oppe i lyset af manglende efterspørgsel til prisen - enten som følge af beholdninger af brugt, eller andre former for lagre.

Når man betragter noget så almindeligt som netop Cu, Ni og Al, hvor Kina nok er en stor producent; men langt fra enerådende - så er en indlåsning af priserne gennem finansiel spekulation altid en midlertidig affære.

Hertil kommer så, da minedrift og råstofudvinding altid er energiintensiv, så vil Indonesien have adgang til sin egen naturgas, som det kunne/kan betale sig at fragte med skib fra Indonesien til Europa.
Den gastransport vil holde op i takt med, at Rusland - på den hårde måde - får justeret sin opfattelse af, hvad deres varer er værd. Det er så nok klogt af DONG at skille sig af med sine Hollandske havneanlæg (og APM med sine gasskibe). Som APM siger: Det er en bedre ejer! Det er nok smartere, at binde havnefaciliteterne på et eksisterende naturgasdistributionssystem frem for at opbygge et helt nyt.

En anden mulighed ville have været at oplægge gasskibene (hvilket så heller ikke er gratis) for altid at have den mulighed for at trykke den russiske leverandør.

Faktum er, at foruden en lav pris på malm, der skal betale for en monopoldannelse senere i produktionskæden, så vil en egenforædling af malm til metal formentlig - selv med væsentlig lavere priser - kunne betale sig. Det er én af årsagerne til, at monopoldannelser er ustabile: Den overnormale profit vil altid lokke investeringer og konkurrenter til.
Hvis disse konkurrenter så oven i købet kan drage fordel af billigere priser på andre råvarer, samt mere moderne anlæg, der er mere rationelle, så er monopolisten den sikre taber - på sigt.
Vi så noget lignende på "sjældne jordarter", hvor udvindingen som sådan ikke er det store problem; men den videre forarbejdning er ganske vanskelig og bekostelig. Men hvad? Når kineserne har fundet en måde at dumme sig eklatant på, så holder de fast i den.

Vi oplever lidt af det samme på flæsk, hvor man har trykket prisen på leverancerne. Her kan videre forarbejdning godt betale sig - men det kræver en noget anden distributionsstruktur. Distribution er overordentlig kostbar; men utrolig prisfølsom på blot mellemlangt sigt.