Nu er jeg normalt ikke den store ynder af Krugman

Men det illustrerer bare guld-gak-gakkernes og andres komplette idioti!

Selvfølgelig har han ret: Det er komplet naragtigt.

Jeg er bestemt ikke modstander af offentlige investeringer - specielt ikke, når de giver en eller anden form for afkast. Meget gerne i form af mindre offentlige udgifter. Problemet er, når man bruger penge på sektorer med negativ produktivitet, som f.eks. værftsindustrien i gamle dage: Som folkeskolen, der vel ikke gør andet end skade.

Argumentet for offentlige investeringer er, at visse investeringer er så store og tunge, at det øvrige erhvervsliv ikke kan akkumulere nok kapital til at foretage disse investeringer. At det så i sidste ende bliver f.eks. pensionssparerne, der kommer til at finansiere i den foreliggende situation, netop fordi der mangler alternative investeringer med et afkast, det er noget andet.

I stedet for at konfiskere pensionsopsparingerne for derefter, at investere de dermed indvundne skattemidler i f.eks. infrastruktur, som giver et skattemæssigt provenu gennem udbetalte lønninger og overskudsbeskatning - tjo....
Så kan man lige så godt lade pensionkasserne investere i infrastruktur som forrentes og afdrages via skattebetaling som følge af den bedre produktivitet.
Det giver så endnu en tur til kommoden og tilbage igen, fordi når det afkast udbetales til pensionssparerne, så vil nettobeskatningen være omkring de 80% (for nu at tage et tal).

Den svenske model med privatisering af f.eks. kraftværker, hvor man så hiver pengene ud igen gennem en brandskatning af selskaberne, den er viser sig i stadig højere grad at være fejlbehæftet. Sagen er jo, at der bliver ikke reinvesteret efterhånden som nedslidning og forældelse ville have gjort det opportunt.

En anden stemme.

Warum sind Kornais Thesen heute noch interessant? „Soft budget constraints“ gibt es in vielen Bereichen, etwa im Gesundheits- oder Bildungssystem. Ganze dauerhaft defizitäre Länder werden durch Entwicklungshilfe – oder jüngst die Euro-Rettungspakete – subventioniert, ineffiziente Systeme können sich so halten. Und die „Too big to fail“-Banken, die in die Finanzkrise führten, genossen eine „weiche Budgetbeschränkung“, weil sie bei Verlusten gerettet wurden. Die implizite Staatsgarantie hat ihre Verantwortungslosigkeit begünstigt. Es gibt mehr Sozialismus, als viele denken.

Som jeg har sagt så tit: Straarup er kommunist!

Reformer er nødvendige.

Forener de foregående indlæg.

a) En fortsat lav rentepolitik er det samme som guldgraveri: Man tilfører markedet mere guld, som man graver op af jorden - eller i dette tilfælde af bankernes misligholdte fordringer - som man derefter graver ned i et andet hul.

Tabene skal tages på et tidspunkt.

b) Det nytter ikke noget, at redde Grækenland og skolelærere, hvis de bare fortsætter som de altid har gjort.

Der var lissom en grund til, at de blev så upopulære.

Bob-bob... bedre end forventet!

1) Forbrugerbeskyttelsen kan i det mindste slå ned på overdrevne gebyrer for overtræk.

2) Klassifikationen som "systemisk vigtig":

In 2008 and 2009, however, it wasn’t clear that the treasury department had the necessary legal authority to do that. So Dodd-Frank filled that gap, giving regulators ordinary liquidation authority, also known as resolution authority, so that in the next crisis we can save “systemically important” banks and other institutions without bailing out the bankers.

Bankers, of course, hate this idea; and Republican leaders such as Mitch McConnell tried to help their friends with the Orwellian claim that resolution authority was actually a gift to Wall Street, a form of corporate welfare, because it would grease the skids for future bailouts.

But Wall Street knew better. As Mike Konczal of the Roosevelt Institute pointed out, if being labelled systemically important were actually corporate welfare, institutions would welcome the designation; in fact, they have fought it tooth and nail.

En ting er sikkert: En "systemisk vigtig" bank er udsat for en bankinspektion, der er noget mere seriøs end Finanstilsynet var - og formentlig stadig er; men lidt har også ret.

Det er i det hele taget karakteristisk, at på begge sider af Atlanten, så er den lovgivning, de kontroller, de sanktioner, der bliver implementeret langt fra at være tilstrækkelige; men de er en hel del bedre end den farce der var!
Man er så heller ikke helt koordinerede, hvilket nok så meget har en sammenhæng med, at grundforudsætningerne er ganske forskellige: F.eks. er der én FED; mens ECB egentlig mere er en clearingcentral for de underordnede centralbanker. Ikke så meget at de formidler lån, som de nationale centralbanker hæfter for; men nok så meget stiller ekspertise til rådighed for de lokale centralbanker, når det er ved at skride for dem.
Meget af Grækenlands problemer skyldes nok så meget, at da man fik vippet svindlerne i regeringen, satte man en ny regering ind, som (heller) ikke havde for meget begreb om sagerne.
Bl.a. prøvede grækerne at forhandle med Putin om, at de små indskydere også skulle bære byrden. Der skar Schäuble til sidst igennem: "Glem det! Putin er ligeglad med om hans gangstere kun mister 10 mia € i stedet for 11 mia €! Han vil slet ikke miste noget. Vi kan lige så godt først som sidst garantere for de små indskydere og lade de store tage hele smasket!" (lidt frit oversat).

Det andet er, at der er tale om en læreproces, hvor man til stadighed laver fejl; men man laver ikke den samme fejl to gange.