Hvem skal betale?

At bankerne selv betaler?

Jooo... Den er jo meget fin med at bankerne selv betaler.

Den med aktionærer og andre kapitalindskud - den er jo meget fin; men hvad så når tabene overstiger det?

Banksektoren - fint nok; men når de ikke kan!

Indskyderne kommer selvfølgelig til at betale - i de store indskud.

Så kan man diskutere om 100.000 euro er et rimeligt beløb; det er lidt af en smagssag.

Men her undgår Vestager den stillingtagen til, i hvilket omfang banksektoren skal garantere for andre bankers indskud. Det er jo helt klart et problem, fordi nogen banker har indlånsoverskud og andre udlånsoverskud.

Den model, man de facto har valgt er, at bankers indskud i andre banker IKKE er dækket af en indskydergaranti. Det kom jo frem under Amagerbankens krak, hvor Nykredit tabte penge på deres indskud, som de prøvede at hive i sidste sekund - men som i en mere end dubiøs manøvre blev skubbet tilbage via en tilbagedatering af transaktionerne.
Man får ikke banksektoren til at garantere andre bankers indskud - det er så nok heller ikke smart.

Men faktum er, at hele likviditetsoverskuddet anbringes i Nationalbanken, hvorefter det så lånes ud mod sikkerhed i gode udlån. Den gamle regel med at man kan bruge statobligationer som likviditetsreserve - frem for Nationalbanken, den dur jo ikke mere: Der er ganske enkelt ikke statsobligationer nok, fordi de er gået hen og er blevet investeringspapirer hos investorerne. Om man kalder det indskud på indskudsbeviser eller statsobligationer, der holdes til udløb - det er ét fedt.

Tilsvarende kommer de gode gamle dage, hvor man kunne bruge fast forrentede annuiteter som likviditetsreserve næppe tilbage: Der vil ikke være nok af dem!
De vil blive indlåst i pensionskasser, som de reelt er i dag: De kan ikke betegnes som likvide.
Efterspørgslen er faktisk så stor, at de kun kan tænkes at blive indløst efter 20 år, for indtil da vil handelskursen - skulle renten stige (og det gør den på et tidspunkt) være under pari - problemet er så bare, at den får IKKE lov til at synke under pari, det vil nemlig give investor et omgående tab. Investor vil holde obligationerne til udløb.
Det var gamle dage ikke noget problem, fordi med tiden blev restløbetiden - og dermed renten reduceret. Herved KOM kursen op på pari, hvorved obligationen kunne konverteres. Det sker ikke fremover: Med en kupon på 3% så er der MEGET langt ned fra en realrente på 3% og en inflation på 3% - dvs. en kupon på 6%. Skal man følge rentekurven ned, så taler vi i gunstige tilfælde en restløbetid på 7-8 år ved indfrielse/konvertering - 20-25 år.

Sættes renten på fast forrentede realkreditannuiteter ned, så vil serierne blive indlåst - uanset hvad. Den eneste måde, man kan overtale investorer og debitorer til at konvertere til fast forrentede annuiteter er, hvis der er en invers rentestruktur: Dvs. den korte rente er højere end den lange.
Derfor VIL den lange rente komme ned - og obligationerne blive indlåst. Det giver sig selv, for investorerne har IKKE brug for flexlort (investorernes forpligtigelseshorisont er en hel del længere end 1 år). Det betyder, at realkreditter IKKE er likvide: De gode lange annuiteter, fordi kupon er så lav, at det tager umådelig lang tid inden de når pari, flexlort vil intet menneske ved sine sansers fulde brug investere i.

Vi er altså ved den udvej, som omstændighederne har valgt for os:

Nemlig at forstrække illikvide banker med likviditet fra Nationalbanken - men mod sikkerhed i gode udlån.
Disse gode udlån kan så konverteres til virksomhedsobligationer med op til 10 års løbetid.
Det er således en måde at redde erhvervslivet ud af klemmen fra bankerne.

Set fra investors side er løsningen ikke uattraktiv, for renten på virksomhedsobligationer ligger på p.t. på ca. 3½%, hvilket med en inflation på 1-1½% giver en realrente på 2-2½%.
Bindingsperioden er disse 7-8 år i praksis, hvilket var den tidligere praktiske bindingsperiode på realkreditannuiteter, fordi lånene blev jo lagt om ca. på det tidspunkt.
Renten faldt jo i løbet af de 7-8 år som følge af den mindre restløbetid. Så de gik i pari.

Muligheden for konvertering til en lavere rente eksisterer jo kun teoretisk, fordi investorerne indlåste. Men det var mere end almindelig praktisk af hensyn til likviditeten af papiret, for man kunne altid ved at sælge på tilbud komme af med skidtet mod en beskeden rabat.

Det største problem med virksomhedsobligationer er faktisk, at der ikke er den mængde af dem, som på nogen måde kan dække behovet. Jeg har her på forum gjort opmærksom på de 3 virksomheder i april måned: Danish Crown, Haldor Topsøe og Ambu. Kæreste venner: Det drejer sig om 3 snoldede milliarder!
Vi har en realkreditgæld på 2400 mia. Det er - på indeværende tidspunkt - en dråbe i havet. Selv 20 af APM's EEE skibe af - skal vi sige 1½ mia. pr. stk - er ikke mere end 30 mia.

Renten på 3½% er nok ikke helt gal - lidt afhængig af om det er annuiteter, stående lån eller serielån.
Realrenten er - skal vi sige 2%, hvilket svarer til en 1 årig rente på ca. ½%, måske en anelse mere. Mere fordi den gennemsnitlige løbetid nok ligger på ca. 5 år.

Med en produktivitetsforbedring på 1% i den private sektor (nok vel optimistisk sat) så er det en attraktiv finansiering for virksomhederne, hvilket nok så meget afspejler investorernes desperation.

Men tilbage til den "Danske Model": Så er konsekvensen af den, at bankerne tømmes for attraktive udlån.
Det er så udmærket set ud fra en balance-slanknings-synsvinkel. Det giver imidlertid dødsstødet til enhver forestilling om en rekapitalisering med andet end statslige midler.
Man skal være en mere end almindelig tåbelig investor (og det er en hurtigt fatalt forløbende svaghed i den branche), hvis man kunne drømme om at proppe penge i et fallitbo, som Karsten Ree gjorde det.
Udlånet i bankerne bliver jo udelukkende til insolvente flextumper - og dem kan man kun tabe penge på.

Pensionskasser mod at redde banker.

Det er en advarsel, som jeg uindskrænket kan tilslutte mig.

Naturligvis skal pensionssparerne betale for bankernes sammenbrud: Der er jo ikke andre!

Men det skal altså ske på så tilstrækkelig reguleret måde, at hasard elementet fjernes.

Det kan kun ske gennem en beskatning af pensionsformuerne, der kan bruges til rekapitalisering af bankerne - genåbnet: Nu under ny ledelse! - EFTER at aktionærer og forskellige former for garanter har mistet alle deres penge.
Om pensionssparerne mister deres penge gennem konkurser eller gennem perverst lave afkast med betydelige negative realrenter - som i øvrigt er groft ustabile, fordi de afhænger af en formentlig labil (de-)inflation de kommende mange år - det kan i princippet være ligegyldigt.
Men det er nok hensigtsmæssigt at smerten tages, når der er brug for den - og på så fair et grundlag som muligt.