ATP og PFA og virksomhedsobligationer.

Hvor ligger problemerne?

Det, jeg kan se, er:

I modsætning til realkredit, hvor der eksisterer en mere eller mindre solid værdivurdering, som er enkel at foretage - og hvis ledelse og medarbejdere i kreditforeningen ikke er totalt psykopater - (hvilket hører til sjældenhederne) næsten aldrig går galt. Altså et administrationsgebyr på 0,1% som må siges at være normen for et fungerende system betyder at i 1 ud af 1000 tilfælde går det helt galt - eller 1 ud af 2000 tilfælde går det halvgalt: Det er for mig næsten aldrig. Derfor behøver investor ikke at tage speciel risikopræmie - og kan tilbyde et langsigtet lån på attraktive rentevilkår.
Investor skal jo - set over længere sigt - have et årligt realafkast på 1-2%, der er så en renterisiko, der gør, at man må tage sig betalt for at påtage sig denne risiko.
Til gengæld får man et likvidt papir, som man altid kan sælge - ok, måske med en beskeden rabat på et par procent, hvis det går helt galt.

Det er det system, man har ødelagt.

En virksomhedsobligation kræver en kreditvurdering af virksomheden - i modsætning til en realkreditobligation.
Det giver oven i renterisikoen en debitorrisiko, der OGSÅ skal prises ind.

Renterisikoen kan man sætte til spændet mellem flexlort og en gammeldags annuitet. I øjeblikket ca. 3%.
Det er i underkanten, fordi der er en seriøs mangel på ordentlige realkreditobligationer, hvilket naturligvis lopper prisen op.
Man kan heller ikke slutte, at når den korte rente er f.eks. 5% så skal en realkredit koste 8% - den skal nok kun koste 7%: Det skyldes, at funktionerne ikke er liniære!

Dernæst giver en lav inflation et større rentespænd end en høj. En høj inflation - hvis den kompenseres af en højere pålydende rente - giver nemlig en reelt hurtigere afvikling af lånet, hvilket giver en mindre varighed, som også skal prises ind. Det er princippet bag, at renten på en 20 årig annuitet er billigere end på en 30 årig - det på trods af at kun et fåtal af lånene lever 15 år.

Inflationen kan man ikke helt regne med i øjeblikket, fordi man på god kommunistisk vis ødelægger skattesystemet ved at lægge indkomstskatterne over på priserne med punktafgifter, miljøtillæg, og hvad ved jeg, der på en eller anden måde ruller gennem hele systemet. Det har så ikke noget med rimelighed at gøre: Det er kun idioti.

Lad os se, hvad vi har så langt: Reelt afkast 1½% + inflation 2%? + renterisiko 3% = 6½%
Og igen jeg ved, at disse procentsatser IKKE er additive; men sammenlignet med de andre forenklinger, der er foretaget, så er det næppe alvorligt!

Taler vi så erhvervsudlån (og her er jeg forbeholden overfor realkreditlån til erhvervslivet - det er udmærket med velplacerede kontorbygninger- men hvad er bygningen for et slagteri i Vorbasse værd? Overtages den på tvang, så er den værdiløst, da den reelt ikke kan anvendes til så meget andet).
Så er der en debitorrisiko, nemlig at virksomheden går konkurs.
Denne risiko er desværre procyklisk, dvs. den er større i dårlige tider end i gode tider.
En bank skal normalt afskrive 1-2% af udlånet i tab på debitorer - i gode tider - hvis de ved, hvad de foretager sig: Noget som Peter Straarup til overflod har dokumenteret IKKE er tilfældet. Bankernes nedskrivninger er nemlig kontracykliske, fordi de afskriver forholdsvis meget i gode tider og alt for lidt i dårlige - det er så Straarups fortjeneste, at man IKKE ryddede op i de gode tider. Her skal vi så nok lægge minimum 2% til.
Men det kræver man kan kreditvurdere - og jeg kan ikke se, hvor de folk skal komme fra - bankerne har dem ikke.

Den anden fordel med realkreditobligationer er at de er konvertible, dvs. lægger alle fordelene hos debitor. Debitor kan principielt altid omlægge sit lån og høste gevinsten af den risikopræmie, der er priset ind.
Det kan godt være, at en virksomhedsobligation principielt er konvertibel; men kan debitor reelt omlægge lånet, når han ønsker det?
Næppe!
Her støder vi nemlig ind i kreditvurderingen! Omlægning vil kræve en fornyet kreditvurdering (der heller ikke er gratis). Under nogenlunde normale forhold er vurderingen af boliger en formssag, fordi man højst belåner med 80% (HA!). Det gør, at obligationen ikke er likvid på samme måde som en realkredit. Det er også en formssag, fordi med konverteringsfordelen vil det nye lån være sikrere end det gamle lån.
Mit helt umiddelbare og småsjuskede skøn er plus 1%.

Det næste er, at likviditeten også påvirkes af en kortere løbetid. Et realkreditlån på 30 år bliver vel omlagt 2 gange i det tidsrum. Det vil sige, at det er det mindre sandsynligt at debitor kan udnytte de fordele han har ved et konvertibelt lån - og dermed gøre lånet sikrere.
Ser vi på renteforskellen mellem en 30 årig og en 20 årig realkredit. Så kan vi sjusse os til, at det betyder en procents penge - når man regner frem og tilbage i betragtning (hvilket om ikke andet giver en højere risiko at man skal gøre det).

Vi når nu med en hastig overslags beregning frem til: Realkredit rente 6½% (fra før) + debitor risiko 2% + likviditet og varighed 2%: Dvs. 10½%

Dvs. jeg må erklære mig enig:

»Det, der er en udfordring herhjemme i forhold til i Europa, er, at der ikke er et marked for erhvervsobligationer i Danmark, fordi virksomhederne har kunnet låne på fornuftige vilkår i bankerne. Vi kan investere i europæiske virksomheder til en rente på 8-10 pct., og det skal vi også som minimum have i Danmark,« siger Benny Buchardt Andersen.

Det åbner så det næste problem:

Så ødelagt og illusorisk som aktiemarkedet er, så er det nok ikke et realistisk afkast på den dyreste del af kapitalen, nemlig aktiekapitalen. Bankernes opgørelse af det langsigtede afkast på aktier har jeg tidligere og andetsteds gjort op med.
Hvordan skulle man så kunne have råd til at betale 10% af lån længere inde i prioriteringen (som så også må betvivles)? Bare prøv at tænke på bankerne: De har i rengskabet minimum det gale fortegn på "egenkapitalen".

Jeg er ikke sikker på, at nogen virksomheder i Danmark har den lønsomhed.

Så vil man anføre APM.
JO TAK; men dels er APM så stor, at man i koncernen kan lukke olieprisrisikoen INTERNT - hertil kommer, at APM med garanti ikke betaler 10% p.a. for en finansiering af f.eks. de nye EEE.
Man kan jo sagtens købe 20% over markedsprisen (der foresvæver mig noget om det tal), hvis til gengæld finansieringen er det halve.
At så den forøgede produktivitet i skibene gør investeringen til et spørgsmål om overlevelse - det er noget andet: På det nuværende fragtmarked (og det, det vil være i mange år fremover - præget af overkapacitet) er det formentlig få¨10 år gamle skibe, der kan sejle driftomkostningerne hjem - in casu Torm.