Dansk Erhverv vånder sig! Hvad vil erhverslivet bruge bankerne til.

Det rigtige svar på det forkerte spørgsmål

Hvad har virksomhederne brug for?

1) Risikoafdækning :Der kan være tale om afdækning af valuta, råvare og debitor risici.

Fælles for dem er at de er ret kortsigtede en 3-4 måneder.

Valuta risikoen på fjernmarkeder er reel nok - specielt når Kina render rundt med knald i låget.
Den kan afdækkes pænt og ordentligt med andre virksomheders modsat rettede risici. Nu er enkelte landes handel med udlandet som regel skæv, dvs. handelsoverskud med et land dækkes nogenlunde med handelsunderskud med et andet land. Det giver anledning til at banker rundt omkring i verden handler valuta på termin med hinanden.
Det er en virkelig produktiv ydelse som bankerne tilbyder - og tjener penge på: Hvad helvede havde i troet?
Omfanget er nok begrænset, fordi 2/3 af Danmarks handel går til Eurozonen, som vi uheldigvis ikke er medlem af - var vi det, så ville det pjat bortfalde.

Debitor risiko kan afdækkes enten ved at køber stiller en bankgaranti, hvorved sælger så får en fordring på banken - eller ved direkte at åbne en remburs. Remburser er ikke gratis; men muligheden for at vurdere en debitor i Australien er nærmest ikke eksisterende. Så det er også en reel ydelse banken sælger.

Råvare afdækning. Lad os være ærlige: Der er ikke noget ædrueligt menneske, der kan udtale sig om olie- eller kobberprisen om ½ år. Derfor er det rent lottospil, og lottospil er sjældent på sigt en givtig forretning - for spilleren. Vi må her - efter min opfattelse - generelt give op. Der kan være undtagelser som de tilfælde, hvor bønder sælger deres høst på termin, hvilket kan betyde sikre råvarepriser for køberen.
Det er de færreste virksomheder, der som APM kan afdække olieprissvingninger fordi de både sælger olie og bruger en masse i deres skibe.

2) Så er der driftskreditterne der skal bruges fordi leverandører og medarbejdere skal betales før kunderne betaler. Her har der nok været en tendens til at erhvervslivet har misforstået kassekreditten anvendelse som netop denne svingningsregulator. Kassekreditter er rimelig dyre - og her bør man overveje om det er den rigtige finansieringsform; man kunne f.eks. tænke sig at man - i stedet for at udbetale udbytte til aktionærerne og andre ejere undlod udbyttebetaling og på den måde blev selvfinansierende.
Man kunne også tænke på, om givne og modtagne leverandørkreditter omkostningsmæssigt står mål med kassekreditrenten.

3) Længere finansiering som maskiner kunne nok mere hensigtsmæssigt finansieres ved virksomhedsobligationer. Her mangler rimelig meget korte annuiteter på under 10 år. Problemet med disse investeringer er, at sikkerheden ikke er den bedste: Det kan godt være at maskinens værdi som brugt er god nok; men hvordan dælen skal kreditor transportere skidtet. Dernæst vil en sådan obligation have et administrationsbidrag, der kan mærkes, fordi lånet basalt set er mere risikabelt, fordi maskiner ofte er så specialiserede, at et egentligt marked ikke er til stede - og salgsprocessen er kompliceret - syn og skøn er ikke sådan at foretage.
Selvfølgelig er den kredit dyrere - og formentlig derfor bliver den slags ting umiddelbart finansieret af kassekreditter - eller det stående lån som banken har i virksomheden.

4) Bygninger - i det omfang de kan afhændes - bør finansieres med gammeldags realkredit annuiteter.

5) Egenkapitalfinansiering er noget overset. Principielt burde aktionærerne være ligeglade om de får udbetalt udbytte eller ej, så længe de kan sælge deres aktier til en realistisk børskurs - hvilket så er en anden principiel problemstilling: Fastsættelsen af børsværdien af virksomheden beror på aktiemarkedets ludomaner, der ligger og leger smarte med en forholdsvis lille del af aktie/egenkapitalen.
Virksomhedernes ledelse kan så godt lide at have aktierne i spredt besiddelse, for så får man flere hjernedøde individer, der kan spise af - regulært sagt - med andesteg eller forloren skildpadde en gang om året. Storaktionærerne kan også godt lide fjolserne, for så udvandes risikoen uden at indflydelsen udvandes.
Det kræver så bare et aktivt ejerskab af storaktionærerne, hvilket langt fra altid er kvalificeret.