Restancer i landbruget

Restancer i landbruget

Først og fremmest skal man gøre sig den fundamentale funktionering af landbruget klar!

I tider med gode priser - og lave renter - så investerer landbruget røven ud af bukserne for at maksimere gevinsten.
Men fødevarer har en stiv efterspørgsel, hvilket betyder, at når udbuddet stiger (som en ikke overraskende følge af investeringerne) så vil priserne blive trykket uforholdsmæssigt hårdt.

Så står landbruget med en stor forrentnings- og afskrivningsbyrde (de har jo selvfølgelig også købt naboens gård for dyrt) OG med en elendig indtjening: Det er et ideligt tilbagevendende fænomen at bønder hælder mælk ud i vandløb og blokerer veje ved at hælde tomater ud over det hele.

Det er næppe tilfældigt, at den klassiske mishagsytring er rådne tomater!


Det betyder i sin tur, at der skal renses ud i landbrugene, så man får bedrifter af en fornuftig størrelse og rationel driftsledelse.

Er det en samfundsopgave at redde landbruget med regelmæssige mellemrum (ca. 30-40 år)?

Det mener jeg faktisk, det er! Ser man nemlig på den anden side af mønten: Nemlig lavere fødevarepriser, så er der ikke nogen tvivl om, at de ulemper, som redningsaktionerne har, i sidste ende mere end opvejes af den forbedrede købekraft som indkomsterne i øvrigt får!
Det er en personlig vurdering og afvejning; men jeg vil pege på, at fødevarepriserne - målt i faste priser - gennem de sidste 100-150 år har været konsekvent faldende - SAMTIDIG er befolkningstallet (lokalt og globalt) eksploderet.

Al den snak om, at man ikke kan brødføde verdens befolkning - det er rent vrøvl.
At der stadigvæk forekommer sult og underernæring, skyldes ikke landbruget; men nærmere en fundamental kortsigtet interessemodsætning mellem bønder og arbejdere:

Bønder er interesseret i høje fødevarepriser og arbejdere i lave.
Det sammenholdt med, at bondeopstande kan knuses med anvendelse af den fornødne brutalitet og arbejderopstande er en hel del sværere, fordi arbejdere er geografisk koncentrerede og i kraft af deres levebrød er organiserede - det gør, at ethvert styre altid vil holde med arbejderne i deres krav om lavere fødevarepriser.
Den franske revolution i 1789 kom i juli, da høsten i 1788 (den dårligste i mands minde) var spist op - bybefolkningen sultede.
Det er ikke en sammenhæng og et forhold, jeg har opfundet til lejligheden.

Sagen er, hvis man vil have lave fødevarepriser, så skal man overbetale bønderne - gerne groft - så ordner de resten selv: Bønderne skal NOK ruinere sig selv og hinanden - og rationalisere, så priserne kan komme permanent ned.