Sanktioner og donationer

USA og Europa har forskellig tilgang.

Sanktioner:

USA går på at sanktionere Russiske virksomheder; mens Europa går efter (rå)varerne.
Det er til dels ren nødvendighed, fordi samhandlen mellem Rusland og USA er så beskeden; mens virksomhederne er filtret ind i hinanden og med Europæiske virksomheder.
Hver for sig vil sanktionerne have for mange smuthuller. Læg mærke til Charles Michel snakker om diamanter, kobber, zink og aluminium. Biden snakker om virksomheder.

Donationer:

USA er koncentreret om det nyeste og smarteste - og noget af det er pengene værd. Europa har masser udstyr af ældre dato - og meget af det er udmærket.
Realismen ligger i, at der både skal skaffes volumen i produktionen af det nyeste og samtidig skal beholdningerne udskiftes - bl.a. fordi vedligeholdet begynder at blive kostbart.
Der er tale om den såkaldte "badekars kurve":
De første år skal nyt materiel have børnesygdommene afhjulpet - det koster i vedligehold og produktion. Efterhånden som tiden går stiger omkostningerne jævn men stadig stejlere.

Endelig skal man se i øjnene, at verden ikke er stået stille de sidste 30 år - nogle af os er blevet 30 år ældre f.eks.
Vi véd godt, at vi i hovedsagen skal skifte vore militære materiel - ellers bliver vi stående i stampe og bliver irrelevante. Det koster penge og knofedt i en overgangsperiode; men det er en betingelse for at opnå mere effekt for mindre indsats.
Økonomer kalder det rationalisering - og det giver et stadig deflatorisk pres. Møntens anden side er inflationen, hvor stadige forbedringer af produktionen kræver bedre betalt arbejdskraft.