Hvornår stiger renten?

Det er sgu ikke nemt at vide.

Det vil afhænge af flere ting:

• Hvilket omfang Kinas nettoimport får
  • hvor store mængder, der bliver købt
  • hvilke priser bliver der handlet til
• Hvilke fødevarer, der bliver købt
  • er det majs, hvede eller ris? I øjeblikket er det mælk og flæsk
  • hvordan mælkeprisen ruller gennem ned til bøfprisen og videre ned til soya
  • soya er .eks. et supplemetsfoder i Danmark, andre steder er det hovedfodderet.
• Med hvilken hast afsætningen når til USA
  • hvor længe vil f.eks. bønderne i Argentina kunne sidde på deres lagre - evt. det lager der stadig gnasker græs
  • hvor længe USA's bønder har finansiel styrke til at holde lagrene - USA's landbrug er som jeg husker det ikke voldsomt forgældet

Det går ud fra, at det kinesiske forbrug på et eller andet uspecificeret tidspunkt ender hos de amerikanske bønder. I mellemtiden vil man i FED opbygge et lager af obligationer som skal opveje mindre udbetaling af tilskud.

• Det er så også uvist i hvilket omfang forbruget kan bære en skattelettelse - og hvilken type skattelettelse. Er forbruget forholdsvis robust, så skal der ikke megen skattelettelse til at drive priserne i vejret, hvilket vil give en rentestigning som følge af den inflation.
• Er det sådan at beskæftigelsen dæmper forbruget?
• Vil faldende råvarepriser i sig selv kunne drive en produktionsudvidelse gennem lavere priser på investeringsgoder
• Hvornår kommer energiprisfaldet?

Med andre ord spørgsmålet er så dumt, at det gør ondt.
Situationen er jo netop den, at FED bruger opkøbspolitikken til at undgå en panikagtig rentstigning som vil virke selvforstærkende gennem et paniksalg af obligationer uden at det følges af større kinesisk import til stigende priser. Kina er så enormt et fødevaremarked, der er forsøgt styret centralt ud fra ikke altid helt rationelle kriterier - f.eks. vil en central prispolitik på mælkepulver kunne forårsage mindre mælkeproduktion i Kina, som vil give en større import - der i sidste ende forårsager et prisfald på soja.
Oven i det er der nogle tab, der skal tages som følge af, at RMB ikke får lov til at stige og dermed fordyre import.
Det er nok så meget en knivsæg Kina balancerer på om forbrugerne har råd til at betale de højere fødevarepriser som det kinesiske landbrug må have for ikke at dø af sult - fordi de ganske enkelt ikke kan klare konkurrencen med importvarerne.

Jeg er sådan set enig med Yellen i, at det man kan gøre for indeværende er at finjustere knapperne, så højttaleren ikke hyler.