Jens Chr. Hansen og bankidyllen.

Noget usædvanligt er der nogen, der har gjort Jens Chr. Hansen klogere. Ikke, at det ikke har været forsøgt før; men med jævnt bedrøveligt resultat.

Pointen er imidlertid, at bankerne kan ikke skaffe funding til deres tabte udlån. Hvem vil låne Danske Bank noget på deres gode navn og rygte? Nej, vel?
Da Danske Bank så oven i købet har gjort, hvad de kunne for at jage de indskydere væk, som er dækket af den almindelige bankgaranti på 750.000 kr. Så bliver det mere end svært. Disse penge havner i Nationalbanken til en rente på -0,2%.
Det gælder jo ikke bare Danske Bank; men også bankernes filialer i udlandet. F.eks. Nordea i Danmark. Disse filialer under andre banktilsyn er, at indskyderne i disse banker er moderbanken. Et eller andet sted.
Hvis det lokale banktilsyn ikke er tilfreds, så lukker de da bare den filial. At finde ud af at filialen er insolvent, det vil ikke tage mange øjeblikke. Det vanskelige er, at få lukket banken inden moderbanken trækker pengene ud.
Det er det, der i praksis i vore dage er et "bankrun" - nemlig at hovedsædet hiver pengene ud. Det kan gå meget stærkt - som det gjorde i Amagerbanken, hvor Nykredit hev likviditeten.
Det gav jo Danske Bank et problem, fordi så skulle bankerne til at betale tabene - hvilket i første omgang og hovedsaglig ville sige Danske Bank.

Det er jo f.eks. lidt svært at forhindre f.eks. Litauen i at lukke de svenske banker, som har lånt pengene i moderbanken i Sverrig. Efter Cypern må man nok se i øjnene, at moderbanken og står rimelig først i køen, når der skal tages tab. Lad så aktionærerne være - de penge er tabt for længe siden.
Nej problemet er den likviditet, som moderbanken har forstrukket filialen med. Den er nemlig også - helt eller delvis - tabt. Jeg har meget svært ved at se, at Litauen skulle føle nogen som helst sentimentalitet, ej heller et overvældende ønske om at dække Nordea, Swedbank, SEB, Handelsbankens tab. Det vil naturligvis ikke blive gjort.
At så Litauen under en konkursbehandling vil oprette en statsbank, der køber fordringerne ud af konkursboet - til en særdeles beskeden værdi - er noget andet.
Det får så være; men hvad nu, hvis det samme sker i Finland, Norge, Danmark, Letland og Estland: Samtidig!

Hvad sker der så med moderbankerne i Sverrig? Tjoo..... de må jo nok konstatere et ganske betydeligt tab, hvor den svenske stat så  er nød til at gå ind og garantere bankerne i Sverrig. Det er jo fint nok - hvis det ikke lige er for den lille ubehagelige kendsgerning, at de fire banker er hver ca. på størrelse med Danske Bank. Sverrig er kun ca. dobbelt så stor som Danmark i BNP (lidt afhængig af, hvor mange træpenge de har fået snittet i Riksbanken). Sverrig vil ikke kunne gå ud og sælge statsobligationer i det omfang.

Danmark er på vippen med Danske Bank (inkl. RealDania); men det kunne måske lade sig gøre.
Ikke desto mindre er Danmark alvorligt truet af at Danske Bank går i spagat.
Noget tilsvarende gør sig gældende for Frankrig og ikke mindst Spanien. Økonomierne er ganske enkelt ikke store nok til at dække!
Derfor skal der være den fælles afviklingsmekanisme.

Uanset hvad, så kommer man ikke uden om, at Danske Bank - og ikke mindst Nordea - skal afvikles. Alt sludderet om international bankvirksomhed kan man glemme alt om: Det er en saga blot.
USA kan klare det, fordi dér har man allerede FED, der dækker hele nationen.

I al denne snak om, at man kommer til at betale for f.eks. Franske banker, så skal man liiiiige være klar over, at disse lån - og det ér lån - de ydes kun på betingelser, som f.eks. Grækenland, Irland og Spanien har fundet ud af.

Jeg glæder mig allerede til at se svenskernes dumme grin tværet af fjæset, når EU gør udlæg i Skåne, som så sælges til højest bydende. Det er så lidt problematisk for Danmark og Norge, for Sverrig importerer faktisk temmelig  meget fra begge lande. Men hva' et godt grin vil man da gerne betale lidt for.

Situationen for Cypern var jo den, at landet ganske enkelt ikke var stort nok til at garantere for sine banker. Det er hverken Danmark eller Sverrig heller.

Nogle af pointerne.

Der SRF kann angezapft werden, wenn in einem Abwicklungsfall das Bail-in (bei dem die Aktionäre und Gläubiger zur Kasse gebeten werden) zur Deckung der Abwicklungskosten nicht ausreicht.

Der Board soll aus einem Exekutivdirektor und vier Vollzeit-Mitgliedern sowie Vertretern aller nationalen Abwicklungsbehörden bestehen. Komplexe Regeln legen fest, in welchen Fällen er in welcher Zusammensetzung nach welchen Abstimmungsregeln entscheidet.

Das letzte Wort zu einer konkreten Abwicklung hat aber nicht der Board, sondern der Ministerrat (Gremium der Mitgliedstaaten): Beschlüsse des Board treten innert 24 Stunden in Kraft, es sei denn, der Rat, der dabei auf Vorschlag der EU-Kommission mit einfacher Mehrheit entscheidet, erhebe Einspruch oder verlange Änderungen.

Er man først kommet derud, så har man jo alligevel sat enhver form for national selvbestemmelse ud af kraft.

Die Abgaben werden auf nationaler Ebene erhoben und zunächst in nationale «Kammern» des Fonds fliessen. Über die zehn Jahre wird der SRF schrittweise «vergemeinschaftet», bis die nationalen Kammern ganz miteinander verschmelzen. Muss eine Bank im ersten Jahr abgewickelt werden, würden allfällige Kosten über das Bail-in hinaus weitgehend aus der nationalen Kammer des zuständigen Staates kommen. Je später eine Abwicklung in der Übergangsperiode erfolgt, desto geringer ist der Beitrag der nationalen Kammer des Sitzstaates und desto höher der Anteil der übrigen Kammern.