Ugebrev 1

Den egentlige begivenhed i juli måned 13 så jeg i Børsen:

Nemlig at Finansrådet er splittet op.
Nordea og Danske Bank kan ikke "nå" hinanden mere.
Nordea fortalte direkte Danske Bank, at de skulle holde op med at ynke sig selv over de nye SIFI-regler, fordi de danske regler var ikke strengere end dem, man ellers ser dem overalt i Europa.

Bagved ligger gidseludvekslingen mellem Nordea og Danske Bank, hvor Nordea's bidrag går en noget anden vej end Danske Banks. Vi ser, at Vattenfall har solgt Amagerværket tilbage til Hofor for ½ mia. og har Fyns - og Nordjyllands værkerne på salgslisten. Det passer så udmærket ind i de større planer om forsyning af den tyske industri - eller rettere end regulering af forsyningsmængden af elektricitet, der kan modvirke vindkraftens (og til dels solstrømmens) stærkt uregelmæssige forsyning.
Det er så tilsyneladende ikke Nordea, der har taget tabet; men Vattenfall. Vi taler jo om tab på omkring 5 mia., hvoraf hovedparten mangler at blive taget. At der skal noget modernisering til er noget andet - det bliver så nok ikke fyring med træflis, som er de svenske tændstikfabrikanter vision om modernisering - fyring med træflis i Danmark ??? Der er jo reelt ikke noget, der udnytter brændslet så godt som et gammeldags kulværk med restvarme.

Nordea har med andre ord ikke tænkt sig at opgive sine fordringer af god kvalitet til alternativ finansiering, som Danske Bank er tvunget til - at man forsvinder fra Danmark - det er fint nok; men ikke på samme uelegante måde som Danske Bank er smidt ud af Irland på.

Danske Bank er stærkt utilfreds og fortsætter sin kampagne for at blokere for SIFI reformen.
Den har taget form af en personlig afpresning af Brian Mikkelsen, som er den eneste nogenlunde sammenhængende politiske stemme i sommervarmen for obstruktion. Det har så krævet en besynderlig kommunikation, som har givet sig det barokke udslag, at man har sendt klakørerne wh og erikkp ind på økonomidebatten for at anprise Brian Mikkelsen sommerhus. Som om det kunne flytte noget som helst!

• På den ene side set vil det ikke rokke det fjerneste ved det forsatte sammenbrud på sommerhuse, der vil rive de flextumpetunge kreditforeninger fra hinanden - nu da BRF har pumpet ejerlejlighedspriserne i København til så absurde papirværdier - så bliver det er andet sted ballonen revner: Sommerhusene.
  
• Brian Mikkelsen trusler om veto skal man nok ikke tage alt for tungt, for den modstand er formentlig forudset, så der er nok "nogen", der har noget på Brian Mikkelsen. Vi kan muligvis i løbet af eftersommeren og efteråret komme til at opleve, at Brian Mikkelsen ikke har tid til at være i Folketinget mere.
  
• Hvad Dansk Folkeparti mener afhænger af om nogen har gidet prikke dem på skulderen og side: "Du skal liiiiige tænke på....
  
• Hvad Venstre mener henstår i det uvisse - udover en tydelig forvirret underordnet ordførers mumlen - for jeg er ikke sikker på at Lars Løkkes flytning fra Græsted ikke har løst det problem. Han er så personlig på røven; men den skal en erfaren politiker nok få vredet sig ud af - og her kan nok findes en alternativ løsning: Gad vide om Lars Løkke er blevet kunde i Arbejdernes Landsbank? - Det ville da være kreativt.
  
• Med DONG og Fritz Schur's engagement, så er det svært at lade være med at trække forbindelsen tilbage til sidste års ballade med SAS. I hvilket omfang Nordea er rodet ind i Vattenfall kollapset er ikke helt til at gennemskue - og foreligger i hvert fald slet oplyst. At de ikke skulle have noget med hinanden at gøre forekommer ikke troværdigt.

De andre projekter.

1. Oprydningen af Enhedslistens narkohandlende stormtropper skrider frem med den forudsigelige mængde af knivstikkerier, skududvekslinger og politimæssige beslag af varelagre rundt omkring. Det flæskestegsfjendtlige terror fra pædagogerne fortsætter med samme effektivitet som undervisningen - altså på et decideret ubehjælpsomt og sædvanligt perfidt plan.
   
2. Vi ved ikke så meget om omlægningen af virksomhedernes og udlejningsbyggeriets omlægning til fast forrentede annuiteter fra flex med afdrag. Flextumperne er opgivet - de kan ikke reddes. Men de seneste tal for realkreditten tydede ikke på en voldsom aktivitet på området. Også her oplever vi at tallene kommer senere og senere. Lad os se mandag.
   
3. Landbrugets restrukturering hænger stadig fast i sumpen af østjyske banker, hvor rettens langsommelighed sætter tempoet med anker og kæremål på vejen i buret til den sædvanlige flok provinssvindlere.
   Det egentlige, nemlig de forbedrede afregningspriser, tager sin tid for at få effekt. Det er vanskeligt at få et overblik over økonomien i en bedrift, når man ikke har en nogenlunde fast opfattelse af hvad priserne fremover vil være. Jeg tror ikke på, at priserne vil forbedre sig væsentligt - fordi Kina vil hellere lade folk sulte ihjel end at ruinere sig selv - det plejer de at gøre.
   Under alle omstændigheder er landbruget en mindre del af realkreditten. Samtidig er psykopaterne BRF og RD involveret fra slet ikke - til ikke signifikant.
   
4. Oppustningen af ejerlejlighedspriserne i København tyder på, at det er tid at gøre noget alvorligt - og smertefuldt - ved BRF. Det er så slemt, at selv RD - der ellers ikke er sarte - bliver nervøse.
   Et pengepolitisk udlån på ½ år til 3-3½ mia. antyder, at man er i færd med at gøre noget; men hvorfor trækker Ane Arnth Jensen vejret endnu? Der kommer med jævne mellemrum en anstrengt piben fra vrangforstilling på vandorgel.
   
5. Der mangler at tegne sig en struktur for regionale banker: Spar Nord lader til at skulle være nord for Limfjorden; men Midtjylland ser i øjeblikket ud til at være rent kaos. Her er det også uafklaret hvordan man skal få aflivet Jyske Bank. Det eneste Jyske Bank og Sydbank har ud af deres SIFI status er, at de ikke går konkurs; men overleve - det kan de næppe: Her afventer vi lovreglerne, så der kan indsættes en ledelse - i stedet for de nuværende sprællemænd og ditto damer. Man véd, at det ser forfærdeligt ud; men hvor slemt tvivler jeg på, at man har overblik over.
   Fyn er stadig i koma og endnu mere Sjælland.

Udenbys.

Her er den store - og generelt ignorerede - nyhed:
Kinas sammenbrud.
Man kæmper stadig for, at det ikke bliver eksplosivt.

• Tydelig er det, at råvareproducenterne (dvs. metaller) er gået i knæ. Australien, Sydafrika og Brasilien har ikke alene devalueret voldsomt; men arbejderregeringer af populistisk tilsnit er fløjet ud. Situationen er dog langt fra håbløs for de lande som sådan. De er nemlig også fødevareeksporterende.
  Det vil jo naturligvis give betydelige interne omvæltninger i magtfordelingen, at den økonomiske vægt i disse lande skifter tilbage til landbruget fra minedriften.
  
• På Vesten kommer betydningen nok til at være begrænset (med tak til francoVona for reference). Et par procent af BNP; men slet ikke de 10-20% af økonomien, der bare forsvandt med Lehman Brothers kollaps. Altså noget vi afgjort kan henregne i klassen for "efterskælv". At "Emerging Economies" vil vise sig at være den gang fup, som nogle af os hele tiden har regnet dem for, det vil ikke overraske.
  
• Tilsyneladende har råvarepriserne stabiliseret sig i den sædvanlige indlåsning med høje priser og ingen handel - det var til at forudse.
  
  1. Når Europa og USA får brug for lavere råvarepriser lader det til, at der er en ret enkel måde og billig måde: Nemlig shorting af guld. I den primitive monetære opfattelse som Fjernøstens handlingsmønster afspejler, så er USD blevet opskrevet med ca. 20% - hvad RMB er? Interesserer reelt ikke nogen.
     
  2. Som tingene står nu, så lader det til, at fødevarepriserne reelt ifht. Kina/Indien er hævet med noget, der minder om 1/3 dels på valuta, dels på prisniveau. Hvor det ender er lidt svært at sige, for det hænger i høj grad på majspriserne - og om de reelt vil være retningsgivende. Soyabønner havde allerede gået op til risprisen - hvilket mælke skandaler og smugling af tørmælk til Kina også peger på.
     
  3. At fødevarepriserne skulle hænge på god eller dårlig høst diverse steder - er noget vrøvl: Der er den voldsomme regulator, der hedder den amerikanske fødevareproduktion, hvor der reelt er en reservekapacitet på - slag på tasken - 5% af den samlede fødevareproduktion i verden.
     
  4. Her er majsproduktionen regulatoren, fordi grisene er ligeglade om de spiser majs, hvede eller hirse (det er vel kun danske grise, der er specielt kræsne og kun vil have det bedste: Rug). Her fungerer grise (og kyllinger) som en vekselbørs, der udligner pris/kvalitet i kornproduktion til en nogenlunde ensartet pris for protein.