Tyskland og Norge

Det væsentlige kommer til sidst.

Problemet med vindenergi er den uforudsigelige generation af strøm og derfor er der brug for de norske vandkraftværker, der kan slås til og fra med kort varsel. Tyskland har brug for de norske vandkraftværker og deres evne til at producere store mænger hurtigt.
Det gør at de tyske kraftværker kan producere på optimale omdrejninger.

Fidusen er at adskille kapaciteten fra forbruget. Fremtidens "grønne" energi vil betyde en større installeret generator kapacitet end der nogen sinde bliver brug for: De norske vandkraftværker vil have brug for en generatorkapacitet, der er kan tømme vandmagasinerne på kort tid. Så kort tid, at det er klart, at de aldrig kan køre på fuld smæk ret længe. Det betyder ikke noget, hvis det blæser, så får man vindkraft til at levere kW.

Overskudsstrøm fra vindkraft kan man dumpe i byernes fjernvarmesystemer: Det er bare et kabel til en dyppekoger i returvandet fra fjernvarmen.

Det hele er et spørgsmål om administration! Der sidder blot - i døgndrift - en håndfuld vagthavende, der ikke bliver overanstrengt - nogensinde - der starter generatorer et helt andet sted.

Reguleringen sker ved hjælp af prismekanismen, hvor disse administrations-børger skal købe ind, hvor det er billigst.

Det bringer ikke CO₂ dramatisk ned i sig selv; men det bringer CO₂ pr. kWh ret så voldsomt ned.
Desuden er netværkene i Tyskland på vand og strøm voldsomt overdimentioneret. Vandforsyning og kloaker i Berlin er f.eks. dimensioneret til ca. den dobbelte befolkning: Det er et problem at holde vandgennemstrømningen oppe så kimtallet holder sig indenfor rimelige rammer.

Det koster naturligvis investeringer; men med de renter, der er i en overskuelig fremtid, så er kapitaludgiften latterlig lav.