Historiske pengepolitiske punkter forbindes.

Gennem hele oldtiden sivede guld til Kina, fordi man i Europa og Mellemøsten var interesseret i varer fra Kina. Der var tale om krydderier og silke for eksempel - varer med et højt værdi-/vægtforhold. Kina på sin side var ikke interesseret i import fra Europa.
Det medførte at guld blev akkumuleret hos de mest velhavende i Kina, hvilket i praksis ville sige kejseren. På et tidspunkt blev det faktisk den almindelige kineser forbudt at eje guld - faktisk var farven gul forbeholdt kejseren.

I Europa blev der naturligvis en relativ knaphed på guld - dvs. prisforholdet mellem kobber og guld blev forskubbet så kobber kunne købe meget lidt guld.

Efter opdagelsen af af Amerika kom man ud for samfund, der egentlig ikke havde nogen pengeøkonomi. F.eks. blev skatter i Inkariget betalt med arbejdskraft og naturalier. Det gjorde naturligvis, at man havde et helt andet værdi forhold mellem guld og kobber i Latinamerika end i Europa: Man kunne købe meget guld for en given vægt kobber - eller bronce, som er kobber og tin i en legering.
Det interessante er imidlertid, at denne legering blev udviklet - formentligt uafhængigt af hinanden i Sydamerika og Europa - noget, der ikke umiddelbart ligger for, fordi de malme forekommer ikke samme sted. Tin f.eks. forekom i Wales, hvilket var langt fra kobberforekomsterne.

Pengepolitisk interessant er imidlertid, at hvor man i Europa kunne kunne købe f.eks. 10 kg kobber for 1 kg  guld, så kunne man i Sydamerika kun købe 5 kg guld for 1 kg guld. Eksemplet skal blot illustrere princippet og de konkrete tal er grebet ud af luften.
Historikere har hældt megen vand ud af ørerne i deres uvidenhed om hvordan man plyndrede Sydamerika for guld. Der er sådan set ikke tale om plyndring på et overordnet plan. Man ville - ganske uanset - have fået den samme mængde guld til Europa fra Sydamerika ved ganske almindelig handel, hvis man for 10 kg kobber indkøbt i Europa kan få 2 kg guld i Sydamerika, så er det så rigeligt rejsen værd, at bruge det ene kilo guld til indkøb af 10 kg kobber.
Der er tale om en "uundgåelighed" i henhold til den komparative fordel, som Ricardo så udmærket fremhævede - hans eksempel var blot uld/vin værdiforholdet. Man kan udmærket dyrke vin i England, bare er udbyttet ringere end i både Frankrig og Portugal, hvor udbyttet af uld er større i England. Derfor vil engelsk uld "uundgåeligt" udkonkurrere uldproduktionen i f.eks. Italien - og vinproduktion i Portugal udkonkurrere de engelske vinproducenter.
De moralske opstød burde man spare sig.

Det er jo stort (og principielt) set det samme, der sker i dag i forholdet til Kina. Fødevarer kan købe megen arbejdskraft i Kina. Det kan olie fra Saudi Arabien også. Rusland har brugt lejligheden til at gå over til guld som reserve valuta - hvilket ikke er specielt fremsynet, da guld ikke kan sælges i større mængde uden at falde i pris ifht. alle andre varer.

Men historisk er selve handlen med Kina en ikke-ubetydelig årsag til koloniseringen af Amerika.