Logistics Command

Hvor afgørende en tilpasning den er, er måske ikke umiddelbart indlysende:

Princippet i Nato har generelt været, at man selv sørger for at holde sine tropper forsynet. Det lyder jo meget smukt; men er faktisk ikke særlig praktisk.

Udstationeringen af tropper i Europa - ikke alene af amerikanere; men også af canadiere og briter - medførte små lokalsamfund og lange forsynings og transportveje. Har de amerikanske styrker en fundamental svaghed, så er det på logistikken: Den er ekstremt ineffektiv og kostbar.
I forhold til udfordringerne gør den styrkeopbygningen for kostbar - og frem for alt: For langsom.

Her er en fundamental vrangforestilling, at standardisering af materiellet er nøglen til lavere omkostninger. Det er så delvist rigtigt; men mere vigtig er standardiseringen af ammunition. Normalt er drivmidler noget der minder om 10 kg/mand/dag, ammunition er 6 kg/mand/dag og resten er 4 kg/mand/dag.

Undtagelsen har været drivmidler, hvor USA i Mellemøsten brugte 20 kg/mand/dag, fordi veje mm. ikke var sikrede og alt skulle gå med enten fly eller helikopter. Begge dele bruger afsindigt med brændsel. En af fordelene ved at være en maritim alliance er, at transporten det meste af vejen er ekstremt billig - ikke specielt hurtig men billig.

Den store standardisering er, at alle køretøjer i dag faktisk bruger diesel, hvor man allerede har udlagt depoter (også kaldet tankstationer) til dieselkøretøjer. Der er som sådan ikke det vanvittige behov for at transportere brændsel tværs over Atlanten. At Abrams kampvognen har turbinemotor er i sig selv lidt af en fortsættelse af en historisk fejltagelse. Alle andre bruger diesel. Det er forbavsende så lidt vægt man har lagt på Tom Christensens karriere på LeMans. Den viser om ikke andet ydeevnen og pålideligheden af dieselmotorer.
At øge mængden af forhåndenværende diesel er afgjort til at overkomme - det er ikke specielt krævende af forøge tankstationernes dieseltanke. Det er heller ikke specielt svært at øge antallet af tankstationer.
Man har i Nato gennem årene spildt mange kræfter på at gøre motorerne multi-fuel - med stærkt blandede resultater. De tyske motorer kører fint på salatolie - at betragte frituren på grillbarer som et krigsvigtigt strategisk depot er nok at drive beredskabsplanlægningen lovlig langt ud i ekstremerne; men sådan er der så meget.

Det medførte også den fuldstændig absurde situation, at man i Golfkrigene transporterede sand til Sahara - eller rettere: Olie til oliestater.

Baggrunden var nok så meget, at under 2 verdenskrig var de motorer, man havde med en respektabel effekt, var flymotorer (Merlin, TwinWasp osv.). Dem fortsatte man med at indbygge i kampvognene i mangel af bedre. Som sædvanlig skulle prøjserne til for at lave en anstændig dieselmotor, der havde både effekt (liter og total) og holdbarhed. Det har så medført en besynderlighed med at salatolie skulle pålægges særlige afgifter for ellers hældte folk dem sgu på tanken fremfor, at blive flået af energiafgifter.
Amerikanerne begyndte så omkring årtusindskiftet at komme efter det ved at lave Stryker'en. Naturligvis man også dér for tidligt ude. Stryker er for let, for dårligt beskyttet, for spinkel og har for lidt motorkraft.
Tanken var oprindeligt, at man ville have lufttransportable kampvogne, hvilket er en tåbelig idé, fordi det er alt for kostbart i flyvemaskiner. For at flytte en brigade med 200 køretøjer skal man bruge alle de Globemaster USA har. Det kan lade sig gøre med let panserede køretøjer som Eagle - til nød.
Alene problemerne om at flytte 200 monstre på 70 tons ad landevejen til lufthavnene og håndtere 200 ankomster i en provinslufthavn? GLEM DET!

Dertil kommer så, at man vel de fleste steder har rimelige depoter af diesel aht. til den meget labile forsyningssikkerhed. De bilfrie søndage fra min (efterhånden fjerne) ungdom har vi jo trods alt ikke set.

Hvis man så konstaterer, at med en smule omtanke, så er halvdelen af det logistiske problem ikke noget problem - eller rettere et problem, man også af andre grunde har været tvunget til at tage hånd om.

---

Har vi således behandlet ½-delen af problemet, så kan vi forholde os til de næste 30%, nemlig ammunitionen.
Sagen er jo, at ammunitionen er i meget høj grad standardiseret: Granater op til 105 mm. eksisterer i en række udførelser. Den ganske udmærkede kanon L7 fra Royal Ordnance kan jo klare det meste af den direkte ild. Jeg kan ikke andet end stille mig tvivlende overfor 120 mm og mere: Jeg tror simpelt hen ikke de er umagen værd!
Typiske er også briterne, der med deres riflede 120 mm. på Challenger alligevel må bøje sig og have drivladningen separat ladet. Det gør så ikke så forfærdelig meget, fordi den britiske indstilling er, at man skal ramme med første granat uanset, så om det tager et øjeblik mere eller mindre med genladning er underordnet - man skal alligevel dreje kanonen.
Den store diskussion er reelt på maskinkanonammunitionen. Taler vi 20/25/30/35/40 mm?
Problemet er her, at man taler om ammunition med et meget højt forbrug og samtidig fra mange pjecer. Her kan der være noget vundet ved en standardisering.

Går vi højere op, så er der en standardisering på 155 mm. Rækkevidde/præcisionsproblemet er henvist til basebleed og lignende narrestreger. Basebleed er så også kommet pænt ned i pris, så man kan tillade sig at høvle dem af sted i større mængde. Excalibur der skal give ekstra lang rækkevidde (op til 40 km) med god præcision falder noget udenfor, fordi de er så afsindigt dyre. Det er en gentagelse - så vidt jeg fornemmer det - af Copperhead diskussionen for 30 år siden. Udmærket præcis granat med laserstyring (bare der ikke var overskyet - hvilket aldrig er tilfældet i Europa - vi har skam kun krig i godt vejr!); men prohibitivt dyr. I krigene siden den kolde krig er der affyret et par hundrede af dem - næppe noget forbrug, der i sig selv kan karakteriseres som et logistisk problem. Typisk et spørgsmål om at få brugt bestående beholdning - en beholdning, der så ikke skal suppleres op - med andre ord: En fejlinvestering.

Lad os være helt ærlige: De fleste allierede vil alligevel have depoter af 155 mm. ammunition. De kan så udbygges; men er i hovedsagen et lagerfriskningsproblem.
Den mindre rækkevidde kan nok klares bedre ved at rykke artilleripjecerne tættere på målet - det kræver så en bedre beskyttelse af køretøjerne; men den skal de jo have alligevel!
Tilsvarende med krumbaneilden, hvor man tilsyneladende går på 120 mm. morter - som man dels beskytter og dels flytter rimelig hurtig, så de ikke bliver udsat for den store modbatteriild.

Sandheden er, at 4/5 af forsyningsproblemet kan klares med rimelig enkle - og ikke uoverstigelig kostbare - midler.

Den sidste 1/5 betyder således, at lufttransport begynder at blive en løsning. Det kræver så en organisation, der kan flytte mellem depoter og fra depoter til ammunitionsudleveringssteder.

Mens vi taler om det praktiske:

Spartan er flyet, hvis man skal opretholde en militær forbindelse til omverdenen. Det stiller så igen spørgsmålet om i hvilket omfang Shetland og Gulland skal have en tilknytning (evt. af samme karakter som Færøerne) til Danmark.
Vi må jo se i øjnene, at Storbritannien ikke rigtigt har noget at bruge Shetland til og Sverrig hverken gider eller evner at gøre noget ud af Gulland.

Se, efter Putins gasangreb i Salisbury, så har den lokale Nazi-Marie (I véd ham Boris Johnson) udskudt Brexit med 2 år.

Det er naturligvis kun tankespin fra min side; men.....

1. C-27J Spartan: Mon ikke amerikanerne snart forærer os dem? Det kunne evt. løse det reservedelsproblem, som amerikanerne har haft med den italienske leverandør.
   Jeg tror, man skal kikke på Google Earth og se på Rønne lufthavn.  55° 3'52.81"N  14°45'47.68"Ø og sammenligne billedet fra 2/5 2011 med 15/7 2017.
   Det er da pudsigt, at der er bygget 14 helipads. Det er så godt nok præcis antallet af Merlin helikoptere; men mon ikke de i nød og betryg kan tage en eskadrille C-27J? Jeg tror ikke på, at det bliver andre, dels fordi banen er kort, dels fordi trykket fra flyet er det mindste i den familie. Samtidig er det den, der vil have færrest arbejdstimer væk fra hovedværkstedet.
   Så vælges der altid ét folketingsmedlem fra Socialdemokratiet og ét fra Venstre på Bornholm - undtagelse i valgloven.
   Vi skal have dem foræret, fordi der iht. aftaler med russerne aldrig må være ikke-danske styrker stationeret på Bornholm - den har vi før brugt til vores fordel!
   
2. C-130J Hercules: Man kunne godt bruge et par stykker til for at fylde op til én hel eskadrille. På Ålborg
   
3. A400M Atlas: Med den nye hjertelige forståelse mellem Storbritannien, Nato og EU, så er der jo nogle af dem, som Spanien ikke har råd til, der kunne komme i betragtning. Den anden eskadrille kunne jo passende komme til Portugal, der nok har brug for den til Azorerne.
   Der vil måske være nogle, der har lyst at få et job i Roskilde og omegn?
   
4. C-17 Globemaster III: I erkendelse af at transportprogrammet i Nato-regi ikke virker, så kunne der komme en eskadrille af dem i Kastrup - eller måske nærmere Tune - C-17 er bygget til provinslufthavne.
   
5. Jeg formoder Challenger eskadrille kunne få rede enten i Tune (VIP eskadrillen ?) Mange muligheder med al den beton.
   

Mon ikke man kommer frem til en rimelig pris - og finder en rimelig finansiering?

Der er jo ikke nogen tvivl om, at Putin har sørget for at knække Brexit'en og den britiske betænkelighed ved at skride ind overfor bankerne.

Men hvad, det er jo bare mig, der er en original......