Bankernes underslæb og bedrageri med pensionsmidler.

Nationalbankdirektør Lars Rohdes bemærkning om det "uhensigtsmæssige" i de store gældsposter og samtidige pensionsopsparinger - selvom adressen nok primært er rettet mod Nordea, så har andre bankkoncerner en tilsvarende problemstilling - burde få konsekvenser (evt. strafferetslige).

Se pensionsopsparing sker, fordi spareren kan fratrække en indkomst (evt. for at udjævne svingende indkomst) for et beløb indbetalt til en pensionsopsparingsordning, hvorved en lempeligere beskatning vil indtræde, når pensionen bliver udbetalt ud fra en forudsætning om. at afkastet på pensionsordningen vil forrente skattemidlerne på lige fod med andre investeringer og dermed også kompensere staten for inflationen osv. osv. osv.

Vi kender alle salmesangen fra de varme lande - forfattet og skreget af banksvin.

Der er imidlertid nogle pointer, der gør konstruktionen principielt "betænkelig":

• Det betyder, at en pensionsordning spekulerer med skattemidler - specielt, hvis opsparingen ikke kan nå det garanterede afkast. Vi har tilfælde, hvor en pensionskasse ikke kunne opfylde det garanterede afkast, hvorefter den blot foretog en nedskrivning af sparernes tilgodehavende. Sparerne kunne udmærket gøre pensionskassen ansvarlig og kræve erstatning; men det ville ikke føre til noget, fordi der helt enkelt ikke var midler til at dække kravene - uanset.
  Lad så være, at idioterne ikke fik, hvad de blev lovet; men i det skattepligtige tilgodehavende indgår selvfølgelig også udskudt skat. Det vil sige, at pensionskassen har spekuleret med midler, der ikke var deres; men egentlig skattevæsnets. Den lempeligere beskatning er noget som man fra lovgivningen er gået ind i med åbne øjne; men ikke tab som følge af uvederhæftighed fra pensionskassen side.
  
• Dernæst må investering i egne (og andres) kreditforeningsobligationer og aktier siges at være kursmanipulation. Man flytter dermed indskudsmidler ind i en højere risikokategori, når man investerer de betroede midler i egne aktier eller obligationer, fordi de dermed kommer direkte ind i den ansvarlige kapital. Afkastet på aktier består dels af udbytte, dels af kursgevinster - fair nok; men når kursgevinsterne kommer som følge af, at banken direkte investerer dem i egne aktier og papirer, så er de kursgevinster illusoriske. De er illusoriske, når man tager i betragtning, at bankerne ingenlunde har den fornødne ansvarlige kapital - enten som følge af manglende hensættelser og afskrivninger eller på anden måde manipulerede aktiver.
  Der, hvor vi har været tvunget til at kikke efter, er egenkapitalen i bankerne forsvundet 2-3-4 gange. Vi kan bare tage Amagerbanken som eksempel. Som følge heraf vil indskydere og dermed også pensionssparere få overvæltet tab. Dvs. Staten får tilført tab og staten kommer dermed til at garantere delvist for banken - hvilket er i strid med alle principper.
  
• Specielt grelt bliver det i det omfang en mere eller mindre udenlandsk bank bruger den likviditet til at spekulere i en udenlandsk virksomhed, der er i koncern med den bank. I det omfang danske pensionspenge bliver brugt til at købe Nordea aktier for i Sverrig f.eks. så bruges danske spareres midler til kursmanipulation af moderselskabets aktier.
  
• Det næste alvorlige punkt er, at investeres pengene i realkreditobligationer (f.eks. flexlort), hvor debitor må påregnes ikke at kunne betale, så er ejendomsværdien af beskeden værdi, fordi det drejer sig i første omgang om debitor kan og vil betale, hvilket må anses for udelukket i forbindelse med flextumper. Man påfører altså pensionsspareren et tab som følge af sin uansvarlige kreditpolitik. At spareren så er identisk med flextumpen vedrører egentlig ikke sagen.
  Det, der vedrører sagen er, at ikke alene mister flextumpen sit hus, som følge af manglende evne og vilje til at betale; men det risikerer også skattemidlerne. At flextumpen så også som pensionssparer mister sine penge er den anden måde, hvorpå man spekulerer med midler, der hverken er flextumpens eller bankens; men skattevæsnets.
  
• At låne penge af sig selv er tåbeligt: Kreditor er idiot, hvis han tror debitor har den fjerneste evne eller vilje til at betale. Debitor er en bedrager, fordi han har optaget et lån, som han hverken kan eller vil betale renter på - endsige afdrag.
  Desuden er sikkerheden bag lånet i ejendomværdien højst illusorisk, fordi ejendommen ikke kan afhændes til den bogførte vurderingssum eller -værdi.

Det er som sådan en finansiel katastrofe, der venter på at ske:

1. Det bør som sådan medføre en omgående ophævelse af alle pensionskonti i banker og sparekasser. Her kan man anvende en analogislutning fra sagen om ATP's erhvervelse af en bank, hvor man ikke ville tillade en pensionskasse som ATP, at drive bankvirksomhed. Ganske analogt må det så være bankerne forbudt at drives pensionsforsikringsvirksomhed.
2. Der skal ske en samtidig beskatning, så banken ikke kan spekulere med offentlige midler.
   Det overskydende provenu skal bruges til at fyldestgøre kreditorerne i efter risiko. Dvs. kreditforening først, så gælden kan nedskrives.
3. Der skal nedskrives på ejendomsværdien, så den bliver et retvisende udtryk for, hvad debitor kan betale til en rente, der dækker realrenten. Den værdi bliver så beskatningsgrundlaget for ejendomsbeskatningen. En beskatning, der forudsættes gennemført efter almindeligt gældende progressionsprincipper. Så længe ejendomsværdierne er fri fantasi som følge af, at de ikke er realistiske handelsværdier i handel og vandel - al den stund, de ikke kan siges at kunne handles på et frit marked - så er debitors evne og vilje til at betale gælden vurderingsgrundlaget.
4. Banker, sparekasser og kreditforeningers aktiver afskrives i det omfang, at udlånsbeløbet ikke kan anses for dækket af en realistisk ejendomsværdi.

Det må vurderes, at det kommer til at betyde afvikling af bankerne - det var så sandelig også meningen.

Det er uholdbart med et bank- og realkreditudlån, der overstiger BNP et par gange på samme måde, som det må anses for uholdbart med en statsgæld, der overstiger BNP. Forklaringen er den simple, nemlig, at selvom det private udlån ikke er garanteret af staten, så skal den samlede gæld have en realistisk mulighed for at blive forrentet og afdraget - det er i denne forbindelse ligegyldigt om gælden skal betales af skatteyderne, banker eller privatpersoner/virksomheder.

http://finans.dk/finans/finans/ECE9225570/ny-erhvervsminister-undrer-sig-hvorfor-er-realkreditlaan-blevet-dyrere-end-banklaan/?ctxref=fpfinans

Nærigfryns skrev:http://finans.dk/finans/finans/ECE9225570/ny-erhvervsminister-undrer-sig-hvorfor-er-realkreditlaan-blevet-dyrere-end-banklaan/?ctxref=fpfinans

Lige præcis.