Soros og Kina

Smerten er først begyndt.

Sorte tal er altid sortere og røde tal er altid rødere.

Selv sadler George Soros, der har opbygget en formue på 24 mia. dollar, nu om til skatkammerbeviser, samtidig med, at investorer i stigende grad spekulerer i et fald på det amerikanske S&P-indeks og i de asiatiske valutaer (shortselling red.).

Det tror jeg er rigtigt set.

Som USD er steget, så er det ikke så meget det; men det er de andre valutaer, der er faldet. Dermed bliver deres aktier og andre værdipapirer billigere.
Den går selvfølgelig ikke i USA, fordi det er USD, der stiger. Dvs. de aktionærer, der har solgt deres investeringer, de går i statsobligationer. Måden at få de penge tilbage er ved at sætte aktiekursen ned - i øjeblikket er de egentlige aktionærer dels bankerne/investeringsfondene, der har købt aktierne, dels er det virksomhederne selv, der via stråmænd har lånt pengene, som går til køb af egne aktier.

Han mener først og fremmest, at Kinas vækstrater er klart overvurderede, da en mere realistisk vækst bør lyde på 3,5 pct. modsat de seneste officielle forventninger på 6,8 pct. for fjerde kvartal.

Dette pessimistiske syn på væksten i den kinesiske økonomi sammensat med problemerne med en høj kinesisk gældsbyrde og en udadgående kapitalstrøm peger i retning af, at Kinas problemer kun lige er begyndt. Og konsekvenserne vil ikke blot kunne ses i Kina, da krisen vil flyde over til resten af verdens økonomier, mener Soros.

Hvorfor er gælden vokset? Det er da fordi investorerne trækker deres penge ud og bankerne låner virksomhederne pengene til at betale for købet af egne aktier. Er der en udadgående kapitalstrøm? Mon ikke!
I 2014 steg USD ifht EUR fra 550 DKK/100 USD til 650 DKK/100 USD = ca. 20%

Siden november 2015 ligger kursen i 685 DKK/100 USD eller en stigning på yderligere 5%.

Hvad betyder Rusland i dette? Ingenting.
De er alt for små til så store og vedvarende kursstigninger i USD - de kan betyde noget på måneds-/ugebasis, når de skal betale lån tilbage; men ikke så meget i så lang tid.

Problemernes med Kinas afmatning sammen med de faldende energipriser og valutadevalueringer vil først og fremmest kunne ses ved en øget risiko for deflation, hvilket vil gøre 2016 til et yderst svært år for markederne.

Ja, selvfølgelig vil det give deflation!
Det gør nu ikke så meget set fra et vestligt synspunkt.
Amerikanerne er temmelig ligeglade: De handler så at sige ikke med resten af verden mere - og det, der er, er NAFTA.
For Europa så betyder det en tilsvarende lukning; men det bliver til lavere priser på råvarer, så internt i eurozonen så falder både priser og omsætning; men varer pr. lønkrone stiger.
Det betyder så også, fordi importvarerne til Kina ikke falder jævnt; men kun for energi. Så forbedres konkurrenceevnen.

I 2009-2010 lå majs i 175 USD/ton. Det var 75% op fra 100 USD/ton i 2005-6.
USD/EUR lå i 2005-6 på ca. 600 DKK/100 USD. USD lå - som nævnt - i noget, der ligner 550 DKK/100 USD.
Dvs, prisen på fødevarer, hvis vi anvender majs som proxyvariabel for fødevarer, blev modvirket - delvist - af et fald i USD.
Netto noget, der minder om en prisstigning på 60%.

Sammenholder vi 2009-10 med 2014-15, så er majsprisen i USD nogenlunde den samme. Hvilket så i sidste ende har betydet, at fødevarepriserne i USA og Europa ikke er steget nævneværdigt.
Derimod er USD steget fra de nævnte 550 DKK/USD til - igen som nævnt - 685 DKK/100 USD. Det gør så, at prisstigningerne på fødevarer reelt er vokset med 25%.

På de 10 år, der er gået er majsprisen således gået op med 75% og USD med 15%. Netto en fordobling - nogenlunde svarende til inflationen i Kina. Den inflation har så forringet den kinesiske konkurrenceevne. Fødevarepriser betyder vel - som i Rusland 40-50% af budgettet hos forbrugerne, så det er noget, der kan mærkes. Jeg gætter på, at fødevarer i et vestligt budget betyder 10-20%. Hvilket gør, at priserne ikke stiger i USA og Europa - her vil de to tendenser - nemlig den faldende energipris og de stigende fødevarepriser nok ophæve hinanden nogenlunde.

Det er imidlertid ikke tilfældet i Kina (og Rusland), hvor prisen på fødevarer er gået op og prisen på energi - som man så ikke skal bruge til noget, fordi man har ikke nogen konkurrenceevne tilbage er gået ned.

Det kan godt være, at Kina har holdt valutaen nogenlunde lav ifht. USD for at gavne eksporten; men konsekvensen har været at konkurrenceevnen er gået sin vej.

På den baggrund finder George Soros det også utænkeligt, at den amerikanske centralbank vil fortsætte de udmeldte rentestigninger i 2016, da rentestigningen i december ifølge Soros var en fejl. Det er også i det lys, at George Soros nu sadler om til statsobligationer.

Fejl og fejl - som jeg formodede: Temmelig ligegyldigt, fordi indstrømningen af valuta til USA har været omsat i, at alle andre valutaer er devalueret ifht. USD. Der er sket en anelse på EUR/USD; men ærlig talt - det er ikke realøkonomisk nævneværdigt.
Ydermere betyder renten ikke en fis for realøkonomien ved så lave renter - det er ren finansiel formelgymnastik.

Det er en ren og skær salgtale for at andre skal købe US statsobligationer.
VI diskuterede til ulidelighed i 2008: Hvem ejer dollaren.

Vi blev enige om at KINA og Oliesheikerne ikke ville sælge ud af mangel på alternative investeringer. Det gør de så nu - i stor grad - af forskellige årsager. Når ingen vil eje dollar er det det samme som at sige at efterspørgslen på statsobligationer falder. FEDs eneste træk er at lade renten stige. Det påstår Soro så ikke vil ske - fordi han ved at når renten stiger falder kursen og så er der da slet ingen der vil købe obligationer. Det ser ikke godt ud .

Jeg har fundet en artikel der er enig med mig.

http://seekingalpha.com/article/3526256-keep-your-eyes-on-japans-and-chinas-dollar-reserves

Kan I stave til INFLATION

doctor skrev: Kan I stave til INFLATION

Det er ikke noget særligt.

Se investorerne har jo solgt deres japanske aktier. De penge har de anbragt i amerikanske statsobligationer.

Disse aktier er opkøbt af investeringsbanker - eller direkte af selskaberne selv. Det vil sige, at der ikke er egenkapital i disse virksomheder. Al kapital er lånt i bankerne. Bankerne har så lånt pengene til det fra den japanske Nationalbank.

Det, der så sker nu kan være ét af to:

Enten devalueres YEN så meget, at prisen på aktierne bliver interessant set fra investorernes synspunkt. Det vil ske i et vist omfang; men som vi kan se på USD-kursen, så sker det ikke i noget seriøst omfang. Det kræver nemlig at selskaberne giver overskud. Det er det overskud som investorerne vil tilbage diskontere, når de ser på den pris, de er villige til at betale for aktierne - dvs. sælge deres amerikanske statsobligationer og købe de japanske aktier (og andre værdipapirer). Sker ikke i øjeblikket.
Det er det samme med danske realkreditobligationer. Investorerne køber kun med et afkast i forhold til værdien af de amerikanske statsobligationer. Der sker ikke noget, fordi nok er der en stærk dollar (som forventeligt, som Lagarde sagde); men ikke noget afgørende. Investorerne vil da ikke købe realkreditobligationer til kurs pari.

Sagen er den, at reelt så er den danske økonomi så stærk - olie eller ej - at det er meget mere sandsynligt at kronen revalueres.
Det var det, der skete i begyndelsen af 2015 var, at svenskerne spillede samme rolle overfor Danmark som Japan har spillet overfor USA. Det var et eksempel på - hvad skal vi kalde det: Kædedans.

Det der skulle til, var en devaluering af den svenske krone. Den har ikke været særlig overbevisende. Bankerne havde nemlig overset to ting:

1. En sænkning af renten ville få de seriøse investorer til at gå i amerikanske statsobligationer. Dermed fik kronen et modtryk mod bankernes pres for en revaluering.
   
2. Det andet var, at valutareserven ikke har nogen øvre grænse. Bankernes flugt ind i DKK blev lagt i Nationalbanken, der så købte amerikanske statsobligationer for pengene, som dels havde en kursgevinst, fordi der var medvind fra investorernes flugt, dels var renten sænket så meget, at bankerne har måttet betale for at deponere penge i Nationalbanken,
   

   - og trods alle rygter sat i omløb af Nationalbanken, så er renten faktisk blevet sænket, fordi foliorammerne er sænket, så flere penge står på indskudsbeviser, der indrømmet har en højere rente (om end stadig negativ) end før; men da foliorammerne er sænket, så omfatter de et større beløb.

   Dels er der på indskudsbeviser i Nationalbanken en negativ rente på indestående - her tjener Nationalbanken penge - dels har amerikanske statsobligationer et lille afkast - så her tjener Nationalbanken også penge. Vi taler i størrelsesordnen 1% om året af indestående eller ca. 1 mia. om året.
   Så Danske Bank og Nordea betaler for 3 jetjagere om året. Meget mere effektivt end en beskatning, der kun ulejliger revisorerne med at lukke øjnene.
   

Eller: Bankerne kan tage tab og sætte de aktier, de ejer gennem investeringsfonde, deres investeringsafdelinger til salg til en realistisk pris, hvorved investorerne (pensionskasserne) vil købe dem. Det ville betyde, at bankernes risiko rykkede ind, hvor den nu kun er blevet større. Reelt sker det ikke, fordi sandheden er, at al kapitalen i virksomhederne er faktisk banklån (der er en videreudlåning af penge lånt i Nationalbanken - i Europa: ECB). Aktiemassen er det værd som er forskellen mellem tilgodehavender i virksomhederne og lån - dvs. de penge banken har skudt i virksomheden, da investorerne gik deres vej. Det morsomme er, hvad virksomheden er værd, når egenkapitalen er negativ! Det er det som er sket med f.eks. Torm.
I f.eks. Torm har man solgt skibene fra for at mindske det beløb, banken har lånt rederiet. Dvs. banken sidder nu med et udlån til et selskab, der ikke har nogen aktiver.
Kære venner: Det er der ikke nogen investor, der vil købe, fordi han næste dag vil kunne konstatere at egenkapitalen var negativ og aktierne dermed værdiløse.

Se derfor sker der: Ingenting.

---

Men nej: Der er ikke nogen inflation!

Det, der sker er, at olieprisen falder - også andre råvarer; men olien er den mest påfaldende - den besparelse vil blive givet videre til kunderne af virksomhederne, fordi deres konkurrenter også har faldende rå- og mellemvarepriser.
Medarbejderne er ligeglade, fordi de tjener det samme, som de hele tiden har gjort; men får mere for pengene. Dels er der prisfald på de varer, de køber (hvis de ellers kikker sig for i køledisken), dels får de skattelettelser.
En sænkning af benzinafgifterne vil i hovedsagen være gratis for staten, fordi dem, der bruger bilen til og fra arbejde vil få et mindre transportfradrag.

Når nu lønmodtagerne - specielt de lavtlønnede, der bruger alle deres penge, så snart de får dem - reelt får mere for pengene, så falder forbruget ikke.
Det man kan gøre er, at sænke dagpenge og kontanthjælp, fordi når nu priserne falder, så får de også reelt flere penge mellem hænderne.
Dermed øges forskellen mellem, hvad man kan tjene som lavtlønnet og hvad man får som dagpengemodtager.
Det er sådan det kører under deflation: Ydelserne fra det offentlige falder, mens man får mere for pengene som lavtlønnet.