Le Nozze di Figaro

og



Egentlig ville jeg helst have haft den med Bartoli og Terfel; men den er tilsyneladende fjernet fra Youtube.

Damrau er så også sød - selvom Susanne ikke ligger helt så godt for hendes stemme og gemyt. Cecilia kan lyde som et tågehorn på en middelstor damper, når det passer hende. Bryn er måske lidt for rar - men det kræver altså karse på køleren at holde styr på Cecilia, når hun tager sig frie tøjler.
d'Arcangelo er også fyldig i det lave. Så alt i alt ikke et dårligt valg - her mest for, at jeg kan finde dem igen, når jeg har tid.

God fornøjelse.

Nu er det lidt svært med Youtube, hvor folk ikke altid er lige præcise med referencerne: Tilsyneladende er denne instrumentelle version af Rossini selv (med forbehold); men prøv at hør, hvilket instrument!


(jeg ville egentlig gerne høre Sabine Meyers basklarinet tage denne under behandling.... man skal bruge én der kan flytte fingrene)

I det hele taget tror jeg, at man kan tage Rossini's barberen i Sevilla som en kritik (i litterær forstand) af Mozarts "La Nozze di Figaro" - og så blæse på fagotten, at det bryder teatrets konventioner om tiden og stedets enhed. Det har da ikke kunnet rage Rossini mindre.

Rossini har - som så mange andre - nok set de kæmpemæssige huller i plottet i Figaro's Bryllup - huller man kan køre et lastvognstog igennem. Hele konstruktionen af Figaro's Bryllup bygger jo på "bagage" som den "lille kone" og "lille husbond" ikke har fundet påtrængende anledning til at bringe for en dag.
På sin side har Susanna ikke følt overvældende trang til at fortælle Figaro alt for meget om den uønskede opmærksomhed som greven tildeler hende. Figaro på sin side mente, at det hul havde han lukket ved, at greven frivilligt(?) havde givet afkald på "retten til den første nat". I det træk aner man en grevinde, der hævder sine interesser. På den anden side overrasker det ikke Figaro det mindste, at greven skulle kunne finde på at snyde - ikke det mindste.
Figaro har heller ikke gået i detaljer med den fortid som han, Almaviva og Rosina har - Figaro var jo instrumentel i at bringe de to sammen. Det er noget, der giver bagslag senere, hvor Figaro's mor er blevet lovet at gifte sig med ham: Mage til plat og utroværdig udenomsforklaring!
Der er nogle ret indviklede finansielle transaktioner omkring Rosina og hendes medgift. Bartolo er jo værge til Rosina - grevinden. De transaktioner kan jeg ikke helt gennemskue.
Men Bartolo er også rodet ind i intrigen i Figaro's Bryllup - og så taler vi for alvor luskerier.

En anden ting, som Rossini heller ikke kan have været helt tilfreds med er, at Rosina på den måde træder i karakter til sidst: Det er noget Mozart ikke har forklaret eller gjort helt troværdigt. Helt fint med, at hun er "sposa desapprezza" og som sådan mener at "den bedre halvdel" fortjener at få røven på komedie. Det er ikke troligt, at en Rosina bare vil finde sig i den behandling og så vise storsind til sidst - naturligvis på den betingelse, at den "kære greve" samler knoglerne - på trods af nogle års ægteskab er der heller ikke nogen børn, hvilket ret beset var det Rosina blev anskaffet til. Her greve: Tag lige og lev op til Dine forpligtigelser.
Rosina er jo hårdere i filten end som så: Selvom det er hende imod, så bruger hun sin tjenestepige - og grevens kammertjener - til at sætte skabet på plads. Cherubino er helt uegnet til det formål.

Rossini kommer med en forklaring (formentlig også taget fra Beaumarchais forlæg, som også ligger til grund for Lorenzo da Ponte, der er liberettisten til "Nozze di Figaro...") i "Una voce poco fa.. ", der nok er lidt mere troværdig. Det er den, fordi næppe nogen seriøs sopran kommer uden om at have den på repertoiret - Mozart eller ej: Det er en betydende arie.

I den karakteriserer Rosina sig selv, som blød og føjelig mm... men



Teresa Berganza

er også en "vipera" (hugorm), der nok skal vide at lave ballade!

Selv ikke, når Figaro er mest vred på Susanna og kalder hende en ustadig rævetæve (volpe), beskylder han hende for at være decideret ondskabsfuld.
Hermed påpeger Rossini, at Figaro kender Rosina! Figaro véd udmærket, at en lille almindelig pige som Susanna er i fare for at blive trampet ned, når elefanterne har uoverensstemmelser i parforholdet. Den kære Rosina er bestemt ikke sådan at spille på næsen - og hun vil ikke glemme, at Susanna har ladet sig bruge. Så det må foresvæve Figaro, at Susanna er sårbar; men han ved ikke helt hvordan han skal beskytte hende.
Figaro ved også, at greven er noget af en brutal stud.

Man kan så sige, at det er bare Rossini's mening - tjo... men hvis én, der har forstand på tingene ikke er berettiget til at komme med indlæg, hvem er så? Hvordan skal en italiener ellers kommentere opera? Med opera naturligvis!
Men opfattet som litterær og musikalsk kritik, så er det da lykkedes Rossini at bidrage med synspunkter, som man ikke sådan uden videre kan vifte tilside.

Så Thomas. Nu er der ingen undskyldning. Du kan sagtens lære at læse partituret.
Hvilken stemme vil du have?

https://www.youtube.com/watch?v=v912J5fkVvs

Pas på der er en klarinet. hahahaha hahahaha hohohoho

doctor skrev:Så Thomas. Nu er der ingen undskyldning. Du kan sagtens lære at læse partituret.
Hvilken stemme vil du have?

https://www.youtube.com/watch?v=v912J5fkVvs

Pas på der er en klarinet. hahahaha hahahaha   hohohoho

HE.... den er lidt småondskabsfuld; men jeg har lænet mig op ad den - så lad gå:

Altså, jeg læser noder og partiturer på pixie-bogs-niveau. Jeg kan se at den hopper mellem 3-4 tonearter i dur (?); men derudover..... så er evnerne meget små. Jeg synger heller ikke, dels minder det for meget om hårdt arbejde, dels lyder det forfærdeligt.


Du har ret i, at det væsentlige sker i træet!

Ja, klarinetten er Susanna og fløjten er Rosina. Her er så en indikation af, at Mozarts sympati ligger hos Susanna - han anså fløjen for noget småkedelig. Fagotten er Figaro (angivet allerede først, hvor Susanna angiver Figaro's kaldesignal som "DON,DON!") - så der er ikke nogen tvivl.
Nu er klarinetten cylindrisk udboret så den har andre overtoner end oboen, som er konisk: Dvs. når de spiller sammen (de er ens stemt i samme højde) så giver det en varm og fyldig tone, fordi deres overtoner fletter sig ind i hinanden: Den ene (jeg kan ikke huske hvilken) har overtonerne med de ulige hundreder i frekvensen og den anden har de lige: Deres overtoner passer med andre ord som fod i hose.
Hvordan fløjte og fagot har det ved jeg ganske enkelt ikke! Dog skal man være opmærksom på, at fagotten helt højt oppe (for den) lyder anderledes! Jeg mener, det er i "Symphony in F" af Gerswin, at man kan høre det.

Historien er jo, at Cherubino er hoppet ud af vinduet for at komme væk (den lille kujon) - der er et Cherubino tema, der bliver gentaget efter et ornament - jeg kan i hvert fald ikke stedfæste det tema (det siger nok heller ikke så meget). Cherubino er inderligt ligegyldig for det efterfølgende.
Man har derimod viklet sig ind i en forfærdelig masse løgnehistorier og halve sandheder, som Figaro ikke er indviet i og som skal have sufflering. Her fører fløjte og klarinet dels fagot; men nok så meget Figaro sådan ind på noget af alt det man ikke har fortalt ham.
Det fører så til at Figaro og fagotten følger dels fløjte og Rosina, dels klarinet og Susanna. Det er noget Susanna ikke kan undgå at høre. Det peger så frem mod den afsluttende duet, hvor Susanna forklædt som grevinden bliver gennemskuet gennem sin egen geskæftighed. Problemet for Susanna er her, at hun tidligere har hørt hvordan fløjte og obo spiller udmærket i harmoni.
Da Figaro så bliver grov og siger til "grevinden", der vil have hævn: "Lad os ikke spilde tiden: [groft oversat] Af med trusserne og op med stænger, så jeg kan komme i gang med opvartningen - jeg er kun glad for at kunne være fruen til tjeneste!" Rosina og Figaro kender hinanden på et eller andet plan - og Susanna er nu stærkt tilbøjelig til at tro, at det er på et meget intimt liggende plan.
Susanna hvæser, at det klør i fingrene på hende (samler i en sidebemærkning de fleste konsonanter på italiensk!) - Han fortsætter naturligvis med brølet helt nede på "foco" - så mister Susanne besindelsen og tæver løs på Figaro. Hvilket altid er patetisk, fordi sopraner/mezzoer altså er ikke så lidt mindre end barytoner - efter omstændighederne 20-30 cm (Damrau er ikke mere end velproportionerede 160 cm. - klassisk er også at et brød som Ruggiero Raimondi smider rundt med Flicka von Stade).

Altså: Susanna har hørt noget (til senere brug) som hun ikke entydigt er indforstået med: Hvis den hugorm (vipera) tror hun kan hugge gebisset in hendes Figoretto, så skal hun fand'me få patterne i vridemaskinen!
Bl.a. ser hun aldeles ingen grund til at orientere Figaro om justeringen af planen om at lokke greven til at hoppe på Cherubino. Der er visse ting den herre slet ikke har godt af at vide.

Man kan i hovedsagen i finalen her på anden akt, at klarinet og fagot jævnt hen spiller helt de samme noder - forskudt en oktav eller to. Jeg kan så ikke se overgangene, om det er dér man skifter toneart. Der er mindst et sted, hvor de er spejlvendte.

Nu er der så en anden ting:
Vokaler har dels en grundtone (formant F1) og en overtone (formant F2), hvor overtonen giver det karakteristiske i vokalen. Dvs. undtagen "i", som kun har grundtonen - derfor hviiiiiner man højt oppe, der er ikke stemmebånd til overtoner.
Mandsstemmerne kan så træne (bla. med heksestemme: Voce di stregha) sig til en F3, der ligger (ligger er relativt til grundtonen - som er lavere for en bas end for en sopran - begribeligvis) helt oppe over F2.

Dvs. en sopran kan - så vidt jeg kan regne ud - bruge barytonens overtone F3 enten mellem sin F1 og F2 eller over sin F2. Dermed giver barytonen sopranen mulighed for "at stå på skuldrene" af barytonen og stråle på det grundlag. Der er visse stemmer, der klæder hinanden.

Om noget tilsvarende gør sig gældende med fagot/klarinet: Det kan jeg ikke gennemskue - og ved ikke nok om?

Men når Wolfgang har en mening om noget, så er det klogt at være opmærksom. Denne finale er tilhøreladende et roderi - den er alt andet end.

Hertil kommer så, at den klarinettist som Bartoli har samarbejdet ikke så lidt med - Sabine Meyer - hun roder rundt med nogle af de klarinetfragmenter, som Mozart aldrig blev færdig med. Jeg ser så også, at Bartoli i 2012 blev kunstnerisk leder af Salzburg-festspillene. Når den dame skyder busten frem, så plejer der at ske ting og sager.
Der er også i "Il Baroquisti" både en fløjte som tilriver sig opmærksomhed i den mindste solo (véd ikke hvem hun er!) og en trompet, der spiller over, hvad en Händel ville turde - det smadrer så hans læber og han kommer til at spille falsk - og højt.
Der er masser af god musik, som ikke er blevet spillet i hundreder af år - til dels p.gr.a. de tekniske begrænsninger, som tidens instrumenter betinger. Vi er slet, slet ikke færdige med Händel - langt fra. Personligt har jeg så også et godt øre til Didrik Buxtehude, der slet ikke er blevet ydet retfærdighed efter min smag.

Det er så gu da underholdende at læse. Det er tolkning på et højere plan end jeg lige kan gennemskue, men det er sikkert rigtigt.

Nej jeg faldt over at du skrev, at du ikke kunne læse et partitur.
Det er så da også det eneste du ikke ved ned i detaljer, så derfor tænke jeg du skulle lære det, når nu du er så glad for opera.

Du kender kammertonen A. Så er det jo bare at gå udfra det nulpunkt og enten går tonerne op eller ned ligesom en scala. # betyder en halv tone op. b betyder en halv tone ned.

Det næste vigtige er så varigheden af hver enkelt node. (ligesom når nogle taler hurtigt eller langsomt.)

Læs det her om noder.
http://da.wikipedia.org/wiki/Node_(musik)

SÅ nu kan du læse et partitur.
Prøv at følge en stemmes noder.

Prøv nu lige. Jeg vil gerne se om du kan finde ud af det.

Du må ikke tænke imens. (det kan selvfølgelig blive lidt svært for dig).

Sagde du Händel. Den her er for resten lidt nemmere.

https://www.youtube.com/watch?v=7YaGwI7GjlA

doctor skrev: Du må ikke tænke imens. (det kan selvfølgelig blive lidt svært for dig).

Pixie-bogs niveauet klarer vi nu nok.

#=sharp/maggiore
b=flat/minore

Der, hvor jeg har problemer er, at lyden ikke dannes inde i hovedet på mig - så jeg er henvist til andres højtlæsning.

En anden ting er, at jeg ikke kan se, hvordan der hoppes rundt i tonearterne - med subdominanter osv.

Det, der er det sjove ved det er: Lige så snart man har opdaget noget, så skal man revideret sin opfattelse af hele skidtet. Det er derfor jeg synes Rossini er interessant i sammenhængen, for han er tilhøreladende også blevet brandirriteret over huller i plottet, som skal have en forklaring.



Selvfølgelig kommer Susannas tema fra hende. Men herudover:
a) Hvad, var spørgsmålet igen?
b) Hvilken del af ordet "nej" er det, der trænger en uddybning?

Der er et pengespørgsmål i dette her.

Men læg mærke til: 0:59 - hvis mit mådelige øre ikke bedrager mig - så er det temaet, der dukker op igen til sidst i "Perdone contessa!"

Ja, så....

doctor skrev:Sagde du Händel. Den her er for resten lidt nemmere.

https://www.youtube.com/watch?v=7YaGwI7GjlA

Jeg lagde mærke til noget, jeg ikke har hørt før: Nemlig orglet - helt spinkelt - højt, højt oppe. Den gribes så af trompeterne.

Jeg kom til at tænke på noget andet:

Det, der gør de store operaer af Mozart til noget specielt er, at de faktisk hænger sammen på alle kanter!

Som Verdi sagde om Bellini - han kan ikke komponere og harmonier har han ikke forstået noget af; men der er altså nogle gode sange:

Jeg har aldrig hørt operaen Norma.  

Hvor er det en smuk arie.

Jeg kan faktisk heller ikke musikteori på det niveau du taler om. Men jeg kan godt synge efter noder. Man skal have sunget eller spillet et instrument for at kunne genkende tonerne og ramme dem. Til sidst sidder de på rygraden, selvom man ikke ved hvilken toneart det er  -sådan rent teoretisk. Og så er det sjovt at følge med i partituret, fordi der er nogle instrumentale underfundigheder, som man ikke havde bemærket og fordi man bedre kan koncentrere sig om at lytte til musikken. (og så kan man sidde og synge med uden at skulle gå til korprøve med en gammel rusten stemme).  Nå fortsæt endelig med underholdningen Thomas. Det er nogle dejlige musikstykker du vælger og det er sjovt at høre dine tanker.

http://classicalmusic.about.com/od/classicalmusictips/qt/Casta-Diva-Lyrics-And-Text-Translation.htm

Casta Diva, che inargenti
queste sacre antiche piante,
a noi volgi il bel sembiante
senza nube e senza vel...
Tempra, o Diva,
tempra tu de’ cori ardenti
tempra ancora lo zelo audace,
spargi in terra quella pace
che regnar tu fai nel ciel…
Casta Diva English Translation
Pure Goddess, whose silver covers
These sacred ancient plants,
we turn to your lovely face
unclouded and without veil...
Temper, oh Goddess,
the hardening of you ardent spirits
temper your bold zeal,
Scatter peace across the earth
Thou make reign in the sky...

doctor skrev:Jeg har aldrig hørt operaen Norma.  

Hvor er det en smuk arie.

Jeg kan faktisk heller ikke musikteori på det niveau du taler om. Men jeg kan godt synge efter noder. Man skal have sunget eller spillet et instrument for at kunne genkende tonerne og ramme dem. Til sidst sidder de på rygraden, selvom man ikke ved hvilken toneart det er  -sådan rent teoretisk. Og så er det sjovt at følge med i partituret, fordi der er nogle instrumentale underfundigheder, som man ikke havde bemærket og fordi man bedre kan koncentrere sig om at lytte til musikken. (og så kan man sidde og synge med uden at skulle gå til korprøve med en gammel rusten stemme).  Nå fortsæt endelig med underholdningen Thomas. Det er nogle dejlige musikstykker du vælger og det er sjovt at høre dine tanker.

Nu kan jeg hverken synge eller spille - det er forbandelsen ved at kunne høre en lille smule: Man kan høre hvor forfærdeligt det lyder! Så jeg lader være!
Det er det Schwarzkopf sagde: Det er forbandelsen ved dårlig akustik - man kan ikke høre hvor den tone skal sidde.

Men det, der er sagen er, at med noget som Wolfgang: Man bliver aldrig færdig - nogen spiller noget så man siger: Hvad Fanden var det? Derfor kommer der aldrig nogen "definitiv" fortolkning - der er altid en eller anden, der har set noget andet.

At Du ikke har set/hørt Norma: Det har nok sin grund!
Casta Diva er en dejlig sang - uden harmonier - med en fuldstændig overflødig og røvkedelig opera udenom. Jeg tror ikke der er nogen, der kunne finde på at sætte den op.
At Bartoli sætter Gluck op - så har hun hørt noget, jeg ikke har - hvilket er meget tænkeligt endog sandsynligt.

Hendes russiske album?
Njahh... hun undrede sig over, at Katarina den Store fik nogle italienske komponister til Skt. Petersborg! Mozart har skrevet nogle af deres ting færdige, da de stak af fra nogle kontrakter (er man italiener eller er man ikke? Man rejser med kreditorerne i skarpt trav efter én - Berlusconi er som de er flest!)
Hun opdagede så bare, at de begyndte at skrive helt anderledes - og at russerne betragtede disse noder som statshemmeligheder. Dem ville Bartoli se - koste, hvad det ville. Det kom så til at koste, at der blev lavet et album - sådan nogle er der lavet mange af. At det skulle synges på russisk: Tja... tekniske udfordringer har aldrig afskrækket Cecilia, så tager man nogle timer i russisk.
Det værste var næsten den pels hun skulle optræde i! Det korte menneske i enorm pels med sveden tapløbende og en "dekorativ" tevarmer på hovedet: Læg mærke til hun tager altid frakken af - hun må have det med varmen. Jeg set mere forførende påklædning fra den dames side.
Men det bedste var næsten det olme udtryk i hele hovedet, mens hun spyttede konsonater og rystede sveden af sig. Begge hænder i muffen.

Du kan jo også tage al den "musik", der blev lavet i Danmark i vores ungdom, der var voldsomt "populær" - så som Røde Mor og protestsangene - jeg har hørt telefonringetoner af højere kunstnerisk kvalitet. Det er så forbandelsen i vores "kulturpolitik" - den var spildt - helt og aldeles.

Derimod tror jeg, at der er masser af Händel, der har en fremtid. Det er skrevet for fuldstændig håbløse instrumenter; men da mulighederne er blevet større så kan de transskriberes.
Buxtehude er der nok også noget af, der er bevaringsværdigt. Bach syntes i hvert fald, at det var værd at høre på.
Specielt træblæserne var rædselsfulde. At pomparder og krumhorn er blevet brændt i en eller anden krig. Skulle det være en ulykke?
Trompeterne var heller ikke det store: Deres ventilsystemer bl.a. kunne overhovedet ikke lave hurtige løb - så det måtte man lade være med. Det betyder ikke, at der ikke er skrevet noget godt - men vi kommer til at leve med konsekvenserne af datidens tekniske begrænsninger; men det var sådan Händel skrev det.

Susanna går altid for at være den fornuftige og kvikke - det er hun også; men den tunge dreng i dette er: Figaro.

Taler vi realøkonomi?    ...I´ll turn all your schemes inside out!

Jeg må sige ham Mozart har sandelig været forud for sin tid.

hehe hehe heeh       ------------   hehe hehe heeh

Nu da vi har 100 års dagen for kvindernes valgret, og det er grundlovsdag vil jeg benytte mig af den ;-)

Han er ret lækker ham Erwin Schrott

Så - så er det sagt med en vis overvindelse.

doctor skrev:  Nu da vi har 100 års dagen for kvindernes valgret, og det er grundlovsdag vil jeg benytte mig af den ;-)

Han er ret lækker ham Erwin Schrott

Så - så er det sagt med en vis overvindelse.    

Her deler Du nok smag med visse sopraner - som Cecilia Bartoli, der ikke kan lade være med at drille og kilde dem - hun er endog gift med en - baryton altså.
Så lever man med, at han ikke har gehør (ikke i Cecilias klasse - slet ikke). Han får nemlig tonen fra chembaloet. Det gør Cecilia aldrig når hun synger alene. - hun ved præcis, hvor den er - hun er ikke i tvivl. Der er en optagelse et sted, hvor hun står i kulissen på vej ind - giver sig selv en hurtig skala (de savværksarbejdere har bare at holde kæft indtil hun skal bruge dem)



Følgende er så vildt tankespin fra min side:
Det baserer sig så på talesprog, som er noget andet, hvor vokalerne varierer i grundtonen - og får vokalværdien af afstanden op til 2. formant.

Læg mærke til 2:59, hvor de synger unisont.

Jeg tror, der er sket det, at hun har fundet Hampsons 3 formant. Hvis den ligger f.eks. 6 gange højere en tonen angivet i partituret, så vil den ligge 3 gange over hendes, hvis hun synger 1 oktav højere. (Det går så i stykker hvis afstanden mellem hende og barytonen ikke er et multiplum)
Læg mærke til, at når hun synger alene, så forsvinder "i" i "andiam" for hende - det er der, når de syner sammen! "I" har nemlig ikke nogen 2. formant (for praktiske formål - ligger 10 gange højere og er tilsvarende svagere, så det kan ikke deformere en sinuskurve nævneværdigt), når de synger samme, så er "i"et der!

Læg også mærke til, at hun dæmper ansigtstrækningerne gevaldigt. En ting er, at hun er en lille rund krukke; men der er det ved det, at i støj, så gør man ansigtsbevægelser tydeligere - ganske ubevidst - skønt det ikke skulle have nogen lyddannende karakter. En del af det hun er blevet kritiseret for, nemlig at lave sjove ansigter (og jo, der er også noget klovn over hende - hun er italiener. Hendes russiske pels-outfit med vrissent ansigt........ Altså Cecilia!    ) - det kan have nogen forklaring i hendes øre, som jeg ikke er et øjeblik i tvivl om er afsindigt godt - helt i særklasse - den eneste jeg kan komme på til sammenligning er Pavarotti.
Altså: Det vi ikke hører som støj, det er larm for hende.

Hun ved aldeles udmærket, hvad hun gør, men hun er håndværker. Håndværkere ved også hvad de gør (i almindelighed - visse murere kan være en undtagelse) - de ved bare ikke altid hvorfor! De ved hvad der virker og konsekvensen af fejl. Det er nok rimelig udpræget hos Bartoli, for hun er formentlig aldrig i tvivl.

Det er den modsatte tilgang af min: Én tone i livet - og den er falsk. Men jeg kan se/høre, at der sker ét eller andet: Spørgsmålet er hvad! Hvad er princippet bagved! Det kræver analyse!
Det giver så ikke altid noget særlig godt resultat - der er bygget de mest perverse "violiner" for at finde ud af hemmeligheden ved Stradivarius - og nej! De duede heller ikke - "udviklingsforsøgene" altså.

Om det forholder sig som jeg formoder, det vil forblive en formodning, fordi det vil aldrig blive undersøgt - ingen interesse for det. Der er ikke nogen, der vil betale mig for det (og jeg vil være kasseret på forhånd som ukvalificeret) - og så minder det alt for meget om hårdt arbejde efter min smag.

Nu skal der et bedre øre end mit (og de er mange) til at gå ind i harmonierne og melodi konstruktionen. Men, for det lidt, det er værd, så forekommer det mig, at de to arier har et nogenlunde ens forløb - uden, at jeg kan høre evt. huggede temastumper. Altså jeg kan da godt høre at de ene er i dur og den anden i mol; men derudover....... Kan være stilkonventioner.

Temaet hos Mozart skal også passe med hendes indskriden i sidste akt, hvor hun får overtaget over skvadderhovedet.

Jeg har taget Joan Sutherland - det gør det så ikke lettere at følge instrumenteringen - den kæmpestemme i piano giver problemer for et orkester. Men vi kan pille den konkrete stemme ud af ligningerne.




Rossini Mozart


Går vi til andre indikationer:

Rossini har fløjten - javel; men udpræget er det ikke. Her er Mozart mere over i oboen, men det kan være brokkeriet over den bedre halvdel, der måske ikke lader fløjten få den fortjente plads.
Ikke noget, jeg vil kunne drage konklusioner på.

At taktikken er den samme brevene med hemmelige budbringere - et tidstræk.

Dernæst er intrigen med at være sød og føjelig; men fordækt lægger råd op. Den er parallel.

Jeg vil stadig betragte Rossini som en kommentar til Mozart for at forklare, hvordan "den søde pige" på afgørende vis sætter dagsordnen.

Rosina er ikke en Susanna. Susanna er koket; men nok reelt mere bange for sin Figaro. Rosina vil sætte Almaviva på plads og tager ansvar, hvor hun dækker Susanna, hvis det skulle gå galt. Susanna skal ikke risikere noget. For Rosina er det også om at manifestere sin magtposition i en reel konflikt. Rosina er la vipera og Susanna la volpe vezzosa (charmerende hunræv).

Men argumentet er ikke robust - indrømmet.

det er dårligt. Hun lukker hver eneste tone og glider på tonerne i det høje leje fordi hun ikke rammer dem.
Mozart skal være let, legende og elegant.

Nej lad os så få Cecilia Bartoli.   Se her. Hun er ikke en krukke - hun er bare sjov og lever sig ind i historien. Her synger hun med en ikke prof. der prøver at lære at synge efter partitur.

https://www.youtube.com/watch?v=jujGSXoa2QQ

Det hjælper nu også når man synger på modersmålet - men tyskeren har alligevel lidt svært ved det.

Hun er da virkelig morsom og uhøjtidelig.

doctor skrev:Nej lad os så få Cecilia Bartoli.   Se her. Hun er ikke en krukke - hun er bare sjov og lever sig ind i historien. Her synger hun med en ikke prof. der prøver at lære at synge efter partitur.

https://www.youtube.com/watch?v=jujGSXoa2QQ

Det hjælper nu også når man synger på modersmålet - men tyskeren har alligevel lidt svært ved det.

Hun er da virkelig morsom og uhøjtidelig.

Jeg kan altså heller ikke stå for hende.

Jeg venter bare på, at én beder hende om at hoppe ud af skoene og så lægger sig på knæ foran hende - så passer det nemlig i hovedhøjden.

Der er ikke noget, der kan erstatte charme!
Vi kommer derhen, at charme vel egentlig er evnen til at afstedkomme medfølelse og gøre det overbevisende.

Nu er det meget få, der er totalt charmeforladt - men hos Cecilia er det noget, der skrabes ned af væggene.

Damrau er ikke uden charme - slet ikke (jeg opdagede lige et lidt kønnere dybt register end jeg tidligere har været opmærksom på)! Men ved siden af Bartoli, så er hun en amatør i det fag.



Hun læner sig op ad en endefuld af de store.
Hun får den så også til sidst, hvor hun tror, at Figaro tror at hun er Rosina. - så kan hun lære det! (det klør i fingrene!) Det kræver så også Figaros betydelige charme - læg mærke til Ruggero Raimondi i eksemplet med Battle - stum henne i et hjørne stjæler han faktisk scenen.

Vi ser det også med Bartoli, der uden at synge en tone kan suge al opmærksomhed til sig. At hun så i eksemplet griner, fniser og klukker - det er jo at smøre rigtigt tykt på - og ved Gud! Det kommer til at koste rigtig meget chokoladekage.

Nu hører jeg så anden akt:

• Jeg havde lagt mærke til, at da Cherubino skal synge "Voi che sapete.." så skal Susanne akkompagnere på guitar - hun henter den - og det eneste der ikke spiller: Guitarren (og det skal foregå i Sevilla!) - der er noget piccicato i violinerne.... Forklaringen er formentlig den, at Figaro's exit-bemærkning (og hans entre var la-la-la!) er
  

  Figaro skrev:Se vuol ballare signor Contino, il chitarrino le suonerò.

  som er gentagelsen af soloen: "Se vuol ballare signor Contino..", der kommer efter Susanna nødtvunget har fortalt ham landets beliggenhed straks i begyndelsen. Det er tredje gang denne sætning kommer - reelt har Figaro ikke tænkt på andet.
  Det gør at referencen til guitaren skal forstås på den grove måde, at greven skal have røven på komedie.
  
• Da Cherubino kommer ind, så giver chembalo'et tonen med "Farfallone amaroso...." Dvs. den betegnelse er købt af alle.
  
• Instrumenteringen til "Voi che sapete .. " starter med klarinetten (som vi nu med rimelig sikkerhed kan sige betegner Susanna - men efter "han" kommer i gang, så skifter til fløjten - som vi også har formodet er Rosina; men den veksler med obo'en - og ægteskabet er dialogen mellem fløjte og obo (hvilket med reference til Salieri må siges at være en kompositorisk konvention på daværende tidspunkt).
  Jeg havde bemærket, at Kiri te Kanawa fastholdt Flicka von Stade (som Cherubino) med blikket: Sagt på anden måde. Cherubino's arie har faktisk rørt Rosina.
  
• Da Susanna, Rosina og Figaro aftaler, hvordan man skal få greven i gyngen, så er Figaro spids og til muligheden for at greven kommer i bukserne på Susanna siger han "posibillissima" - hvis Susanna altså vil. Det synes Susanna ikke er spor sødt sagt - og han svarer så, at han er nødt til at spøge - men den skal han få betalt! Det er så en forklaring på, hvorfor han skal igennem vridemaskinen under "Giunse alfin il momento..."
  
• Damrau applauderer Cherubino og publikum applauderer derefter - et fint træk: Bruge publikum som kor!
• Rosina hæfter sig ved (i recitativet) at officerspatentet ikke er beseglet!
• Da Rosina roser Cherubino efter arien for at synge godt, så bemærker Susanna [hun er næsvis af natur! Da hun falder ud af forstillelsen i sidste akt for at fortælle Figaro, at han skal dæmpe sig - så kender Figaro sin Susanna igen!] tørt, at hvad han gør - det gør han godt. En reference til Cherubino's arie i første akt: "Non so più cosa son, cosa faccio.." = Jeg véd ikke, hvad jeg er, hvad jeg gør: Altså det er så lidt han laver overhovedet.
• Da Susanna går i forbøn for Cherubino med henvisning til, at han kun er et barn, så bemærker greven tilsvarende tørt: "Mindre end I tror!" Det giver så problemer senere, fordi han så skal forklare, hvordan han dog véd det - da Barberina (som greven har antruffet Cherubino hos) antyder (mens konen hører på det) at greven har udvist interesse for hende..... UPS...
• Så fandt jeg ud af, hvorfor Flicka fik lov til at optræde i bare fødder: Cherubino skal nemlig være af samme højde som Susanna - konstateres i påklædningsscenen.
  

Man kan sgu ikke løfte i en tråd nogetsteds - ikke uden at trække hele elefanten med op.

Én ting, jeg måske opfatter forkert - eller slet ikke fatter: Hvorfor har sopraner det med at skele? Vel at mærke på højre øje?

doctor skrev:  Nu da vi har 100 års dagen for kvindernes valgret, og det er grundlovsdag vil jeg benytte mig af den ;-)

Han er ret lækker ham Erwin Schrott

Så - så er det sagt med en vis overvindelse.    

Sådan er vi nogle, der er!

Kan ikke gøre for det - det er en forbandelse..... tænk på belastningen.....

Die Gamserl schworz und braun
de s an so liab zum schaun
und wonst ans schiassn wüst
doun muaßt di auffi traun
se san jo gor so gschwind
se hobm di glei im Wind und san dahin geschwind
se fongan's Pfeifn ou und sa davou

Wia i znagst hon gschaut
san eana sechzan gwen
san auffi iwad Schneid
des hot mi sakrisch gfreit
i tua mi niedaducka und loss mei Stutzerl knolln
und wia i auffischau is owagfoln

Don san di Jaga kemma
und hom is Haus durchgschaut
vom Dochbodn bis zum Keller und a im Sauerkraut
owa hinters Essigfassl do homs net einigschaut
do wor mei Stutzerl drin von da Gams die Haut

Schwarzkopf har engang lagt stor vægt på vokalernes sangmæssige betydning - hvorfor dog ikke afskaffe dem helt? - Vokalerne altså.
Det hele forbliver jo umiddelbart forståeligt.

Hvorfor skeler sopraner på højre øje?

Helt generelt kan man have en intermitterende udadskelen pga træthed af øjenmusklerne, og det er nok det der er sagen.

http://altomskelen.dk/generelt-om-skelen/hvad-er-skelen/

Man kunne fristes til at komme med en populistisk forklaring:
Det er nok en overbelastning af nervesystemet, specielt når h. hjernehalvdel tager over og venstre sætter ud.  

Det var så den populistiske forklaring, men øjenbevægelserne er en kompliceret affære der involverer storhjernen , lillehjerne, indre øre og den forlængede marv, hvor centret for øjenmusklerne sidder.

Her er f.eks. sammenhængen mellem balancecentret og øjenmusklernes stilling.
http://da.wikipedia.org/wiki/Balanceorganet

Her er de mere komplicerede forløb af de forskellige centre og deres indbyrdes kommunikation:
http://www.neuroanatomy.wisc.edu/virtualbrain/BrainStem/13VNAN.html

Værsgod at gå om bord i den teoretiske forklaring. Jeg kender den ikke, men jeg kan nikke genkendende til den.

Med Bartoli er det også at h. øjenlåg bliver slapt og lukker i .