ECB obligationskøb

Nie wieder!

Sie bezeichnete das Haftungsprinzip als wesentliches Element der Marktwirtschaft. Deswegen sei die Regulierung der Märkte dringend nötig gewesen. „Als Politikerin muss ich den Menschen überzeugend sagen können, was da an den Märkten passiert, geschieht nach Recht und Gesetz. Nie wieder soll das Geld der Steuerzahler zur Rettung von Banken verwendet werden müssen, das steht die Politik nicht beliebig oft durch.“ Als weiteren Bereich, der dringend einer Regulierung bedürfe, bezeichnete die Bundeskanzlerin die Schattenbanken. „Das wird schwierig, denn schon die Definition des Begriffs beschäftigt Heerscharen, es ist aber dringend nötig.“

De obligationsopkøb fra bankerne skal såmænd nok komme igennem; men det bliver ikke på betingelser, som bankerne vil kunne lide.

Fidusen er nemlig, at man tager de gode udlån - og her har visse lande (faktisk alle) sine problemer med at rage dem ud af bankernes svinesti! Bankerne ved nemlig udmærket, at lånene bag obligationerne vil blive refinansieret til mere direkte investeringer for investorerne. De obligationer vil blive købt: Der er masser af penge, der ligger og lumrer i USD.

Det er så FED's problem: I det øjeblik, der begynder at komme interessante papirer at investerer i, så kommer de investeringer tilbage med 100 km/t. Det vil give et USD fald, som evt. skal hives op med en højere rente.
Det skal afvejes mod en bedre eksport af fødevarer - i priser altså - i øjeblikket er kineserne ved at savle af griskhed over de billige fødevarer fra f.eks. de Baltiske lande: Priserne er set fra producenternes side i orden - for de afregner i euro. Reelt er USD blevet opskrevet med 20% ifht EUR det sidste halve år.
På et tidspunkt vil USD falde og fødevare priserne målt i EUR vil blive deroppe, hvilket vil give bedre flæskenoteringer i USA.
Problemet er at holde de modsat gående pengestrømme i balance.

Nationalbankens rentesænkning har ikke alverden med realøkonomien at gøre: Mit bud er at både Norge og Sverrig har banker i vild panik som rasler frem og tilbage i en kredittørke, hvorfor alle penge, der kan flyttes går i EUR og DKK - det imponerer ikke EUR, hvor Sverrig er ligegyldig; mens CHF er et større umiddelbart problem.
Men Rohde har med fremsyn peget på Sverrig og Schweiz som reference for hvor galt det kan gå med en lille valuta og store banker.

Vi må bare håbe, at den rentesænkning er nok, fordi det kommer til at tage tid at få hjemkaldt de midler i USD.

Kronen står i øjeblikket til at gå i spagat mellem CHF og SEK, der formentlig vil bevæge sig hver sin vej: Det kræver solide benklæder!

Der Aufsichtsratsvorsitzende der Deutschen Börse, Joachim Faber, kritisierte auf dem Neujahrsempfang indes das Verhalten vieler Investoren. Die ließen sich systematisch die Chance entgehen, an der Stärke der heimischen Wirtschaft zu partizipieren. „In seinem Kapitalmarkt bleibt Deutschland hinter seinen Möglichkeiten zurück“, sagte er. In den Vereinigten Staaten betrage die Summe der Börsenwerte aller börsennotierten Unternehmen 110 Prozent des Bruttoinlandsprodukts. In Deutschland seien es dagegen nur 40 Prozent. Selbst im Euroraum seien es 50 Prozent. 64 Prozent der Anteile an deutschen Unternehmen seien in ausländischer Hand. In den Vereinigten Staaten seien es nur 15 Prozent, im EU-Durchschnitt 40 Prozent. „Deutsche Investoren beteiligen sich damit nur unzureichend an der großen Aufgabe, unsere Volkswirtschaft zu finanzieren“, kritisierte Faber.

De penge skal såmænd nok komme tilbage - trods pumpede aktiekurser (en devaluering af EUR, som er sket vil have en effekt) - men det bliver på udvalgte papirer. Dermed bliver der frigivet udlånsmidler i bankerne, fordi det jo reelt er bankerne og virksomhederne, der finansierer kapitalfonde, investeringsbanker og andre stråmænd, som formelt er ejere af aktierne for tiden. Metoden er helt enkelt en maskine til at konvertere investorernes investeringer i virksomhederne til ansvarlig kapital. Investorerne skal såmænd nok komme - også til kapitaludvidelser i virksomhederne - fordi afkastet på ansvarlig kapital skal såmænd nok være godt nok: Og noget må bankerne jo tjene penge på.

Altså:

Set fra investor side: Man får intet afkast - navnlig ikke langsigtet - af statsobligationer og kursgevinster er meget labile. Derfor vil et forholdsvis lille afkast - med en større risiko, som kan håndteres med et aktivt engagement i ledelsen og kontrollen af selskabet (bestyrelsesposter) - være interessant. Det kræver bare ret store virksomheder og koncentration af risiko at gøre det. Problemet er de små og mellemstore virksomheder.
Pointen er for investor, at en velkapitaliseret virksomhed vil have mindre omkostninger til banker - ydermere kan fremmedkapitalbehovet dækkes af virksomhedsobligationer, der sælges til andre investorer som risikofrie, fordi virksomheden er velkapitaliseret og obligationerne først langt hen ad vejen skal tage øretæver. Engagementet med bankerne vil så indskrænke sig til skillemønt i kassen.

Set fra virksomhedernes side, så vil en bedre reel kapitalisering - dvs. flytning af midler på passiv siden fra banklån til aktiekapital - dels give en mindre afhængighed af bankerne, dels mere forudsigelige kapitalomkostninger: Der er ikke meget grin ved en lav rente, hvis det er sådan, at man ikke kan regne med at have lånet i morgen: Fordi banken - nu igen - er ved at gå på røven. Deflationen giver naturligvis større kapitalomkostninger, fordi salgspriserne vil være trykkede; mens gælden opskrives.

Om børsen så er det rette sted for formidling af risikovillig kapital - det er stærkt tvivlsomt. Vi skal nemlig påtænke, at den væsentlige del af risikokontrollen ligger i bestyrelseslokalet. Her er det om at få andre investorer med i nogle aktionæroverenskomster. Det betyder ikke nødvendigvis en mindre omsættelighed af aktierne, for en betydende aktiepost er i sig selv altid vanskelig omsættelig. Der er så også - set i lyset af de meget ringe papirer som bankerne udbyder på baggrund af egne udlån til et meget dårligt afkast - en udpræget mangel på langsigtede investeringer. Set i forhold til rentekurven, så er det jo ét fedt om man i øjeblikket binder pengene i et halvt år eller 10.

Hvis vi lige refererer til den postulerede rentekurve:

r^(r-d)/p = t

hvor r=(1+i), p er p og d=1+diskonto (eller inflation = a) , så er:

(1+i)^[1+i-1-a]/p = t <=>

(1+i)^[i-a]/p = t

Har vi at inflationen er større end renten, så får vi reelt en invers rentestruktur, fordi [i-a]/p er negativ. Da renten er meget lav og inflationen - lidt afhængig af hvordan vi beregner den og for hvem (vi er jo inde i en situation, hvor inflationen er meget forskellig for fødevare og olieproducenter) - er nær nul, så er vi ved at trække nul fra nul, hvilket man til oplysning for bankfolk, godt kan; man får nemlig nul.

Så har vi: (1+0)^[0-0]/p = t <=> 1=t: altså en hel flad rente kurve.

Er der derimod tale om deflation, så er a<0 - og p.t. er også i<0: Vi kan altså godt være i en situation, hvor i-a<0, hvilket giver en faldende rentekurve - altså renten for at låne i et halvt år er større end at låne i 10 år.