Kinas fødevare forbrug.

Jeg har prøvet at få nogle tonmængder ind; men det væsentligste er at få brugt tonmængderne som vægte i et fødevareprisindex målt i USD (vi skal jo være klar over hele tiden at RMB er matadorpenge).

grafer

Første graf

Er - temmelig uopfindsomt - en banal sammenlægning af tons - idet jeg går ud fra nogenlunde samme næringsindhold pr. ton - hvad enten det er det ene eller andet. Det er fortrinsvis produktionstal; men da Kina er nettofødevare importør (kun ris er forbrugsstatistik) så forbruges hele produktionen - hertil kommer så importen. Jeg regner så også soya med som korn, fordi det er et helvede at finde mælkepriser og produceret mælkemængde.

Det man kan se er, at kosten er blevet bedre omkring år 2000, fordi forholdet mellem korn og kød er forskubbet til fordel for kød.
At produktionen er øget - javel - og så dog alligevel, fordi vi ved ikke hvor meget egetforbruget af landbrugsvarer udgjorde og om man har korrigeret for det, som bønderne ikke fortæller nogen noget om - hjemmeslagtninger mm. Det er også muligt at afvandringen fra landbruget i sig selv har medført en større produktion, fordi der er færre til at gå i vejen.

Men ellers er det begrænset hvad den graf kan bruges til.

Den anden graf går på at regne en gennemsnitspris - målt i USD - på fødevarerne: Det er simpelthen Index mundi priserne vægter med hhv. majs, hvede, soya og ris - og - flæsk, fjerkræ og bøf på kød-siden.
Det er så hovedsaglig flæsk på kødsiden ca. 3/4 over en årrække er kyllingeproduktionen/-forbruget fordoblet i vægt.
Majs er i perioden gået frem til at nærme sig halvdelen af forbruget/produktionen - hvilket nok i sidste ende - gennem en del mellemhandlere afspejler den effektive amerikanske produktion. Tidligere udgjorde majs, hvede og ris ca. 1/3 hver - nu nærmer majs sig ½ - hvilket ikke er overraskende svineproduktionen taget i betragtning.

Det interessante er imidlertid, at mens kornpriserne blev 2½-3 doblet i finanskrisen - en pris de har holdt sig på med store udsving for de enkelte kornarter, så har kødpriserne kun været jævnt stigende med noget, der ligner en fordobling. Da foder er den så overvejende omkostning i kødproduktion, så har man altså ikke kunnet vælte de stigende foderpriser over på kødpriserne. Det betyder naturligvis at bønderne har fået en ringere aflønning i den animalske produktion - en berettiget klagesang som ikke er ukendt her i landet.

Den tredje graf er sådan set den mest aktuelt interessante, fordi har tager jeg index på grundlag af USD priser (og vi er jo bekendt med alle julelegene omkring landbrugspriser med miljøidioter, veganer og sygdomme).

Det interessante er, at nu lader det til at gå galt med fødevarepriserne set fra den kinesiske forbrugers synsvinkel. Man kan svindle med mængderne af kyllinger, der bliver tilført markedet til centralt fastsatte priser; men substitutionen vil endog meget hurtigt rette op på det på forbrugersiden - problemet er de afledte effekter i produktionsleddet. Fastholder man en urealistisk importpris (af hensyn til forbrugerprisindexet), så vil det naturligvis bule op på de andre fødevarepriser - specielt i en befolkning, der er så lidt kræsen som den kinesiske.

Både kød og kornpriser stiger - kødpriserne mest drastisk; men de har som sagt også en del at indhente.
Når så rispriserne har ligget 2-3 gange højere end majspriserne, så begynder det at kunne svare sig at sende majs gennem grisene (åndedrætstabet) frem for at købe ris til dækning af de basale behov.

Sammenhængen er at på et eller andet tidspunkt - om det kommer som højere majs- eller flæskepriser, det er underordnet - vil disse prisforhøjelser slå igennem til USA og fødevareeksporten - måske ikke så meget i mængder, som i de meget sjovere priser. Jeg tror stadig at hele den amerikanske pengepolitik hænger på dette forhold - og ikke "bankøkonomernes" vækstvrøvl. Vi ser jo også at de indtrådte forbedringer stort set ikke har givet udslag i bedre beskæftigelse og forbrug i USA.