Erhvervslivets lån

Nationalbanken

Det er nok så interessant, at Nationalbanken interesserer sig for det.
Dvs. at erhvervslivets realkredit udlån er udset til at spille en rolle i redningen af realkreditten.

Hvis man nu tænkte sig om, så vil det nok være interessant at se på prioriteten, renten og løbetiden i en sammenhæng.
Problemet for landet og det finansielle system er kreditkvaliteten. Her kan kommer vi til at se på lagdelingen af lån.

1. Prioritet: Det kunne passende være en kort fast forrentet annuitet. F.eks. 10 år - skal vi antage 1½% p.a.? - Den vil stort set ikke have noget administrationsbidrag.

2. Prioritet: F.eks. fast forrentet annuitet på 20 år 2½% - et administrationsbidrag, der er til at tale med.
Fidusen er, at efterhånden som lånene afvikles konverteres 2. prioritet til 1. prioritet, når dette er betalt ud. Det må naturligvis betyde at med tiden nedsættes administrationsbidraget i takt med at sikkerheden øges.

3. Prioritet: F.eks. flexlån - evt. afdragsfri 30 år, så renten (inkl. administrationsbidrag kommer godt op at ringe - i takt med RISIKOEN). Det er jo den livsfarlige del af udlånet, som bliver sikrere som tiden går - og som inderligt placerede lån udløber. På et tidspunkt bliver det så opportunt, at omlægge lånet til delvis fast forrentet, for at indhente den faldende rente som følge af løbetid og sikkerhedsavancement. Der er ikke nogen grund til at betale den høje risikopræmie - og den bliver bestemt ikke mindre fremover - på et yderligt lån, når lånet ikke er yderligt.

4. Prioritet: Virksomhedsobligationslån på 5-10 års løbetid med sikkerhed i maskiner, der har en tilsvarende afskrivnings og nedslidningsperiode.

Effekten vil jo være, at det inderste lån betales hurtigst af, hvorved sikkerheden for hele resten af porteføljen bliver større ganske automatisk.

Her skal man nok skelne mellem flere former for risici:

a) Usikkerhed om den fremtidige renteudvikling. Her er der ikke nogen grund til at det inderste - og sikreste lån skal betale en høj rente! Sikkerheden er jo i top - nok bedre end en statsobligation. Vi ser jo hvordan statsobligationer er MEGET nervøse - det kan altså ikke være erhvervslivets problem.

b) Usikkerhed mhp. finanssektorens soliditet. Selvfølgelig søger erhvervslivet at gardere sig ved at gå over til realkredit, så man kommer uden om råddenskaben i banksektoren.
På denne måde kommer en automatisk konsolidering af virksomhederne så de står bedre rustet til de kreditklemmer, der VIL blive stadig tilbagevendende fænomener.

c) Usikkerhed om finansiel panik som i øjeblikket bevirker en invers rentestruktur, fordi hensynet til at fortsætte bankernes illusion om en tilværelse efter døden gør at en betydelig del af pengemængden skal indlåses i lav rente. Det giver ikke nogen mening for erhvervslivet at bankernes misforståelse af egen forretning - at konvertere korte indlån til lange udlån - skal belaste dem.

d) Usikkerhed i værdiansættelsen som følge af usikre markeder for erhvervslivet, hvor man kan tage hensyn til værdiforringelsen af produktionsaktiver i takt med slitage og faldende dækningsbidrag som følge af at konkurrenterne også foretager investeringer.

Det er naturligvis at stille hele problematikken på hovedet i forhold til finanssektorens opfattelse af verden; men den opfattelse har vi jo kunnet konstatere er noget nær så fejlbehæftet som vel tænkeligt - en komplet restrukturering af miljøet kan vel højst gå galt, hvor struktureringen af hensyn til finanssektoren med sikkerhed er katastrofal.

Hvem vil man satse på? Erhvervslivet eller bankerne. Hvem vil investorerne låne penge: Erhvervslivet eller bankerne, der med sikkerhed smider pengene væk i poppet selvhævdelse.