Farlige banker

Nedenstående er hentet fra Ingeniørens online udgave. Artiklen omhandler en metode til at analysere bankers indbrydes afhængighed, og dermed også hvor "farlige" de kan være for hinanden i forbindelse med et enkelt krak. Det er meget tankevækkende læsning, og står indholdet og metoden til troende, så kunne bare et enkelt bankrak det forkerte sted i systemet have lukker ca. halvdelen af verdens samlede finanssektor:



Med en øget transparens i finanssektoren vil man kunne måle – og
dermed undgå – risikoen for massekrak i sektoren, viser finansfysikken.

Af
Robin Engelhardt

14. apr 2013 kl. 16.00

Ved at undersøge, hvor meget banker og globale finansinstitutioner
er afhængige af hinanden, har en gruppe økonomer med baggrund i
komplekse systemer udviklet et værktøj, der kan kvantificere risikoen for et systemisk sammenbrud i finanssektoren.

En analyse af netværket af ejerskab og gensidige
gældsforpligtelser kan definere en slags gældsrating, som forskerne
kalder DebtRank: Den beregner, hvor store konsekvenser et eventuelt krak
ville have, ikke kun for banken selv, men for hele netværket. Og jo
flere andre banker, en bank vil tage med i faldet, desto større DebtRank
har den.

Resultatet viser, at problemet ikke nødvendigvis er de banker, der
er ‘too big to fail’. Det er snarere de banker, der er ‘too central to
fail’. Citigroup og Deutsche Bank er for eksempel to af de allerstørste
banker i verden, men hvis en af dem var gået nedenom og hjem i starten
af 2008, havde det haft færre systemiske konsekvenser for
finanssektoren, end hvis f.eks. J.P. Morgan eller Bank of Scotland var
krakket.

Et andet eksempel er Wells Fargo & Co.: Firmaet bar på lige så
meget systemisk risiko som Citigroup, selvom dets aktiver kun er en
fjerdedel af Citigroups aktiver.



Klik: http://ing.dk/sites/ing/files/banker.jpg

DebtRank blev udviklet sidste sommer og bygger på den samme
indsigt, som har gjort Googles søgealgoritme PageRank så effektiv:
Vigtigheden af et punkt – i Googles tilfælde en internetadresse – i et
stort og sammenfiltret netværk bestemmes af punktets popularitet, det
vil sige af antallet af punkter, der linker til det. Hvis en bank altså
har indgået rigtig mange handler med andre banker i form af derivater,
lån, forsikring af lån, væddemål osv., vil den blive central alene som
funktion af sine forbindelser.

Alverdens centralbanker er lige nu ved at undersøge metoden. Et
problem er dog, at de informationer, det kræver at beregne DebtRank,
ikke altid er offentligt tilgængelige. De data, som er blevet brugt i
forskernes undersøgelse, er da også meget ufuldstændige. Det er derfor
vigtigt, siger forskerne, at implementere en lovgivning, der øger
transparensen i finanssektoren, således at i det mindste myndighederne
kan gribe ind, når situationen spidser til.

En gældsranking alene kan selvfølgelig ikke redde os fra
finanskriser, men det er overraskende at se, hvordan et relativt nyt
værktøj fra kompleksitetsforskningen kan opdage hidtil skjulte
sammenhænge og tilmed være de eksisterende økonomiske stress-test og
disses ‘defaultcascade algoritmer’ overlegent.

Systemiske fejlkaskader
Man kender problemet med systemfejl fra andre teknologier. Uheldet
på atomkraftværket på Three Mile Island onsdag 28. marts 1979 er et
skoleeksempel på en systemisk fejlkaskade. Et mindre problem i den
sekundære kølekreds i reaktor 2 startede en lavine af funktionsfejl med
det resultat, at der begyndte at slippe radioaktivt materiale ud. Ifølge
en undersøgelseskommission var reaktoren under 30 minutter fra en
irreversibel kernenedsmeltning.

Også finanskrisen fra 2007-2008 kan ses som en systemisk
fejlkaskade. Lidt for lette kreditter og billige lån fik huspriserne til
at stige, og da renterne pludselig steg 9. august 2007, kunne mange
familier ikke betale deres afdrag. I løbet af et enkelt år kom 10 pct.
af alle belånte amerikanske boliger på tvangsauktion, og mange
finansinstitutioner blev insolvente. Krisen bredte sig hurtigt til
realøkonomien, idet virksomheder gik konkurs og produktionen faldt. Kun
ved at øge gældsloftet og printe billioner af friske dollars kunne USA
undgå en officiel falliterklæring. En lignende proces med baggrund i
boligbobler og dårlige statsfinanser udspiller sig lige nu i den
igangværende gældskrise i EU.

Logikken bag kritiske systemfejl blev først for alvor undersøgt af
Charles Perrow i bogen ‘Normal Accidents’ fra 1984, hvori han ud over
atomkraftteknologierne også analyserede kemifabrikker,
elektricitetsnetværk, dæmninger, fly og rumraketter. Dengang var den
globale økonomi langt mindre udviklet end i dag og internettet kun i sin
vorden, og Perrows konklusioner er derfor først nu ved at blive til
almenviden: Komplekse tekniske systemer, hvor delelementerne er tæt
koblet til hinanden, er i fare for at komme ud af kontrol gennem en
serie af årsag-virkningskæder, der hver for sig måske virker harmløse,
men i deres helhed kan blive til en katastrofe.

Verdensøkonomiens kerne
Datagrundlaget for DebtRank-indikatoren stammer fra en efterhånden berømt undersøgelse, som Ingeniøren skrev om i efteråret 2011.
Her blev det vist, at en central kerne af 147 multinationale banker og
virksomheder kontrollerer store dele af verdensøkonomien. En af
forfatterne var Stefano Battiston fra det teknologiske institut ETH
Zürich i Schweiz, og han har sammen med en række kolleger analyseret
videre på ejerskabsforholdene i disse banker og korreleret
informationerne med data på fordelingen af de op til 1,2 billioner
dollars dyre redningspakker, der blev udstedt af USA’s centralbank
Federal Reserve i årene 2008-2010.

Det viser sig, at de 22 banker, der fik flest penge, udgjorde et
kritisk forbundet netværk, hvor hver enkelt aktør bogstaveligt talt
havde en kniv på struben på alle andre. Kortvarigt havde de en så høj
DebtRank, at en mindre insolvens kunne have udraderet dem alle i én lang
kaskade af krak, som figurerne her på siden viser. En DebtRank på 1
betyder, at man er i stand til at udslette den økonomiske værdi af hele
netværket, hvorimod en DebtRank på 0 betyder, at man er komplet afkoblet
fra netværket.

I begyndelsen af krisen, dvs. i slutningen af 2007 og i starten af
2008, havde disse 22 banker en relativt lav DebtRank på under 0,3, og
ville have kunnet modstå flere nabo-bankers krak uden selv at blive
destabiliseret. Men allerede i november 2008 var situationen en helt
anden. Flertallet af dem havde en DebtRank på over 0,5, og kombineret
med deres øgede skrøbelighed (defineret som gælden divideret med
egenkapitalen) ville de, hvis de var gået fallit, have kunnet udradere
over halvdelen af netværkets økonomi.

Bemærkelsesværdigt er det også, at selvom USA’s centralbank på det
tidspunkt havde hældt 900 milliarder dollars i systemet, var disse
bankers gæld stadig seks gange større end deres samlede markedsværdi.

Åbenhed – ingen interesse
Med hundreder af millioner af arbejdspladser, valutakrige og
statsbankerotter på spil, er det en gåde, at algoritmen ikke for længst
er implementeret i centralbankernes overvågningssystemer. Endnu bedre
ville det være, hvis de nødvendige data til at beregne DebtRank var
offentligt tilgængelige, for så kunne man som bank vælge at handle med
mindre risikable modparter og gøre sig selv mere modstandsdygtig – uden
ekstra omkostninger.

I sidste ende er de store globaliserede finansinstitutioner dog
ikke interesserede i åbenhed, for hvis de skulle fortælle, hvilke
aktiver de holder, og hvilke de sælger, ville de jo vise deres pokerhånd
og dermed give konkurrenter mulighed for at vædde imod dem.

I et nyt paper på arxiv.org fra januar 2013
foreslår Stefan Thurner fra Santa Fe Institute og Sebastian Poledna fra
Wiens universitet et kompromis: Gør bankernes og finanshusenes DebtRank
synlig for enhver uden at afsløre de underliggende positioner, som
ligger til grund for beregningen. På den måde vil man kunne vurdere
risikoen – uden at se deres pokerhånd. Det ville få den samlede
systemiske risiko til at falde drastisk, og markedet ville ikke miste
sin effektivitet af den grund, fordi pengene altid også vil kunne findes
andre steder i netværket.

Under alle omstændigheder burde det som minimum være muligt for
centralbankerne at overvåge flowet i realtid, og sikre, at systemiske
fejl undgås. En kaskade af krak på det globale finansmarked er nemlig
mindst lige så alvorlig som en atomkraftulykke.


http://ing.dk/artikel/gaeldsranking-en-indikator-farlige-banker-157762