Det principielt nye i EU-politikken

I hele den ballade, der har været om milliardrabatten overser man så ganske den nyorientering af EU, der er sket.

Ser vi på elementerne i det, der er opnået:

1) "Rabatten" er jo alene et spørgsmål om, at de lande, der må formodes at være bedst i stand til at betale for EU's fælles projekter - de betaler forholdsvis MINDST i forhold til en omkostningsfordeling, der ud fra nogle kriterier er mest "retfærdig".

2) Beskæringen af landbrugstilskuddene. Der er ikke nogen tvivl om, at EU's landbrugsstøtteordningerne medvirker - og navnlig har medvirket - til at opretholde en uhensigtsmæssigt landbrugsstruktur - og landbrug. Dermed også dårligere indtjening i landbruget og højere fødevarepriser for forbrugerne.

3) Omlægningen til "klima", der jo blot er en populistisk eufemisme for en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne.

Ad 1)

De lande, der har og har haft en ganske uforholdsmæssig gevinst ud af EU samarbejdet: Storbritannien, Holland, Tyskland, Sverrig og Østrig - de betaler i modstrid med egne interesser forholdsvis mindst.
Dermed ikke sagt, at Portugal, Estland og Tjekkiet IKKE har - og har haft - fordele af samarbejdet, der så langt opvejer den betaling, man har ydet og de ulemper forbundet med at forlade forældede og primitive betragtninger. Selvfølgelig har de lande profiteret af EU medlemskabet!

Spørgsmålet er imidlertid om det er hensigtsmæssigt - set ud fra alle standpunkter - at dem, der profiterer mest (uanset en betydelig profit til dem, der får mindst) og så er dem, der betaler mindst.
Det er ikke et spørgsmål om "retfærdighed"; men om begavet egoisme, at dem der har de største fordele yder mest - simpelt hen for at der kan komme så meget mere til dem, der yder mest.

Der er jo f.eks. ikke nogen tvivl om, at Tyskland har haft afsindige fordele af EU samarbejdet. Et Tyskland, der efter 2. verdenskrig - af egen drift og med flid - var smadret til fars, ruineret, splittet og skyet: Et Tyskland, der havde ødelagt alt for sig selv.
Det Tyskland står i dag som en (hvis ikke den) helt central international aktør med en indflydelse fuldstændig ude af proportion med de 80 mio indbyggere, man på en solrig dag kan mønstre.

Ikke for at nedtone den indsats Tyskland til stadighed lægger; men vi så i tilfældet med Grækenland - på mange måder Tysklands modsætning - der på alle måder ved primitivitet og udygtighed havde besluttet at ødelægge sig selv. Her så vi, at bortgangen af selv det ringeste medlemsland ville betyde et så uforholdsmæssigt tab for de bedst stillede, at man besindede sig og besluttede sig til, at det tjente nok ALLE bedst, at man gik ind og renoverede rodebunken.

Ad 2)
Landbruget er jo bare ét eksempel på, at man har ydet støtte til noget som fundamentalt set er inderligt ufornuftigt - på grund af manglende realisme og manglende vilje til at stå ved fortidens dumheder og erkende dem for hvad de var: Dumheder.
Der er den baggrund at før første verdenskrig var det en fast fransk politik at have så stor en befolkning som muligt - af hensyn til at kunne føre krig mod Tyskland - en betragtning, der siden er faldet bort. Men det medførte dels en kolonipolitik for at anbringe befolkningsoverskuddet, dels at gårdene kravlede længere og længere op ad bjergsiderne, så der blev dyrket, hvor der aldrig skulle have groet andet end træer.
Disse bønder havde/har et afgjort marginalt udkomme - selv med landbrugsstøtte. Værre er, at fødevarepriserne er alt for høje. Tyskerne har vel betalt en 20% for meget for deres fødevare - hvilket er prisen for at opretholde et hamrende urentabelt landbrug - specielt de store kornarealer i Østpreussen, hvor alt for mange arbejde for meget for for ringe et resultat.

Det, der er sket de sidste 100 år - men navnlig de sidste 60 er to ting: Dels er fødevarernes andel af forbrugernes budget faldet drastisk, nok så meget som følge af en industrialiseret efterbehandling af landbrugsproduktionen. Dels er antallet af bønder blevet reduceret voldsomt - nedbragt på den sædvanligt mest uhensigtsmæssige måde - trods groteske tilskudsordninger: EU's landbrugsstøtteordninger er en økonomisk lidelseshistorie for sig.

En ting er at bruge penge på noget, der så efterfølgende viser sig ikke at have været anstrengelserne værd - noget andet er at bruge penge på noget, som man på forhånd véd er komplet idiotisk og som går direkte imod den overordnede hensigt.

Ad 3)

Her er der tale om at afhjælpe det forhold, at visse investeringer i nationalt regi har større afkast for andre end investor - kald det eksternaliteter eller hvad man nu vil (modeordet er i øjeblikket: "Klima- og miljø"). Problemet er bare, at disse investeringer først bliver foretaget, når investornationen kan se frem til et afkast, der overstiger forrentning, drift og afskrivning - af anlæg som andre benytter.

Der er jo f.eks. ingen tvivl om, at både Tyskland og Sverrig vil have langt større glæde af en Femarn forbindelse end Danmark - ingen tvivl om, at den danske investering nok skal betale sig hjem; men dem, der står til virkelig at score kassen er Tyskland og Sverrig. Bare rolig der bliver masser af penge i afgifter ned i den danske statskasse: Jeg kan så godt lide at både Tyskland og Sverrig betaler dansk skat - og de oven i købet gør det med noget, der minder om ufølsom ligegyldighed.

Det groteske er, at det skal være så svært at få lov til at stoppe penge ned i lommen på andre.

Sammenfattende kan man sige, at det nye er en udførelse af gammeldags økonomisk snusfornuft - det vil i sandhed betyde en revolution - ikke bare i EU; men i verdens nationaløkonomier.

Problemet er ikke, at man anvender grotesk få midler i EU - det fælles budget er latterligt lille; men at de midler indtil nu er blevet anvendt tåbeligst muligt.

I) Princippet om at dem, der har de største gevinster ved unionen betaler mest - for at de samlede gevinster, for at dem med de største gevinster får deres uforholdsmæssige del af kagen.

II) Princippet om at holde liv i nationale fejltagelser og ineffektivitet ikke kan være en fælles EU opgave. Hvis man ønsker at være idiot, så velkommen; men det skal altså ikke ske for EU midler.

III) Princippet om at et marginalt afkast til investor ikke må afholde fra en investering, hvis samlede afkast så rigeligt kan klare vedligehold, forrentning og afdrag.