Slå de rette brød op, regering

Danmarks reelle problem er, at vi har verdens største offentlige sektor. Vi skal have en bæredygtig omlægning af velfærden, så vi får flere private skuldre til at bære byrden af en bedre prioriteret offentlig sektor.


Men Venstre og DF vil ikke reformer

Et par eksempler:

Danmarks reelle problem: Verdens største offentlige sektor

Nogen argumenter for påstanden? Nej. Rettere sagt oplysningen er korrekt, men den gøres til et problem, der så ikke argumenteres for.

Men bundlinjen er, at hverken skattereformen eller de reformer, som regeringen i øvrigt har sat på dagsordenen vil løse Danmarks udfordringer på bare lidt længere sigt, endsige bringer os tilbage i superligaen blandt verdens rigeste nationer, som var den tidligere regerings ambition.

Fakta: Vi er i superligaen. Men påstand er nødvendig, for hvis det går godt, hvorfor så ændre holdet?

Det danske velfærdssamfund starter og slutter ved de private virksomheder. Den offentlige sektor hviler på skuldrene af det private erhvervsliv, og jo bredere de private skuldre er, jo større er potentialet for, at samfundskagen vokser sig større. Omvendt er det også sådan, at jo større den offentlige sektor er, jo sværere er det for den private sektor at vokse. Det problem har ingen på Christiansborg for alvor adresseret.

En kunstig sondering mellem ejerskab. Det er jo bedøvende ligegyldigt om hospitalet ejes af staten (så er det den offentlige sektor) eller ejer sig selv (privat sektor). Vi kunne med et snup-tag reducerer størrelsen af den offentlige sektor, ved at vedtage en lov der sagde at hospitalet er selvejende (men i øvrigt fortsætter som hidtil).

Her er det nødvendigt med en ærlig prioriteringsdiskussion, der vil få som konsekvens, at vi må sige farvel til mange goder, som vi i dag opfatter som velerhvervede rettigheder, men som pengepungen siger, at vi ikke har råd til. Spørgsmålet er i al sin enkelthed - hvad og hvem skal den offentlige sektortage sig af?

Læg mærke til det retoriske triks: Han lægger ud med at sige at vi må prioriterer mellem det vi vil have og det vi ikke vil have, da ressourcerne er begrænsede. Det vil de fleste være enige i. Men - og det er trikset - så drejer han den væk fra prioriteringen og gør det til et spørgsmål om stat/ikke-stat. Argumentet mangler således.

Som det har udviklet sig, er det ikke længere de svageste, men også store dele af middelklassen, der i dag har deres private økonomi vævet tæt sammen med den større og større fælleskasse.

Det lyder jo meget rimeligt (men ingen konkret argumentation)
og manden fortsætter:

Og det er vel ikke en sådan omklamrende forsørgerstat, vi kæmper for, når vi tænker velfærd?

NEJ! selvfølgelig vil vi ikke have en omklamrende forsørgerstat! Det er der da ingen der vil! Det hedder en stråmand: Stråmanden er en omklamrende forsørger stat men er den danske stat virkelig det? Igen, ingen argumentation.

Om man vil indse det eller ej, har skattetrykketuomtvisteligt noget at gøre med det antal mennesker, skatteyderne har ansat. Det er ubegribeligt, at ingen regering i dette land tilsyneladende har haft øje for denne vigtige detalje.

Bemærk det lille ord: "noget".

Retorisk set er det ret primitivt det vores gode direktør begår her.

Tjaa - når krybben er tom, så bides hestene. Byggeriet står jo i stampe, men det har nu nok ikke noget at gøre med størrelsen på den offentlige sektor.

Nææh - det har noget at gøre med - og faktisk KUN noget at gøre med, at vi har forgældet os selv til op over begge øren.

Betal gælden tilbage, spar op - og så efter nogen tid, når opsparingerne er tilstrækkelige, så er der masser af penge at bygge for igen.

Manden vrøvler jo fra ende til anden. Piv, brødnid og sludder fra ende til anden.

Et lille ord: "ja".

Jomsviking du har læst hans kronik som fanden læser bibelen.

Det er ikke svært at se at der ikke er råd til de offentlige udgifter vi har, når vi har underskud på statsfinanserne. Det er velkendt at vi har underskud, behøver man altid at skrive det eksplicit i en politisk artikel?

Jeg giver ham ret i at der skal prioriteres i hvad vi vil, for sådan som systemet er skruet sammen giver det underskud i disse år. Jeg bryder mig ikke om offentlige underskud, slet ikke når vi ser på hvordan demografien udvikler sig. Vi er jo ikke engang begyndt at betale folkepension til de store årgange endnu.

Venter vi ret meget længere så vil underskuddet stige ganske betragteligt.

Uffe

Det er jo det!

Vi skal prioritere; Vil vi have gode sygehuse?, skal der være pension? Skal vi have gode skoler? Er der råd til hofte operationer til folk over 70?

Det er ikke et spørgsmål om staten/det offentlige kontra det private - det er et spørgsmål om hvordan og til hvad vi allokerer samfundets ressourcer.

Når vi er blevet enige om allokeringen, så kan vi jo så diskuterer hvordan det skal finansieres (privat/offentlig) og om det skal udføres i offentlig regi eller i privat regi. Men den diskussion vil han jo ikke ind i han siger at pga. prioriteringsbehovet skal staten formindskes - men det er jo vrøvl.

Jomsviking: Du taler og argumenterer, men du forholder dig ikke til det helt centrale i den artikel:

Her var ellers et brød, som længe har været lagt til hævning. I dag er der 2,2 privatansatte for hver offentlig ansat, men i 1970 var vi 5,3 ansatte i den private sektor til at betale den offentlig ansattes løn. Det siger sig selv, at det nærmer sig en kritisk smertegrænse, når halvdelen af en privat ansats løn går til at forsørge en offentligt ansat medborger via skattebetaling. Det er simpelthen ikke en bæredygtig forretningsmodel, og byrderne bliver bare større og større i de kommende år, hvis ikke viændrer kurs.

Her skal bruges hovedregning for 2. klasse.

Det er ligegyldigt om hospitalet/plejehjemmet/skolen er privat eller offentligt: Den syge skal helbredes, den gamle passes og barnet lære at læse.
Det kræver et (produktions)input, og det skal betales på den ene eller anden måde - det kan vi ikke drømme væk i tåbe-betragtninger om den offentlige sektor og hvem der forsørger hvem.
Altså en læge går da ikke fra at være "forsørget" til at være "forsørger" bare fordi han flytter ind på en privat-praksis!


Så
Der er en prioriteringsdiskussion,
og der er en diskussion om hvordan vi bedst (mest effektivt) udnytter vores få ressourcer.

Jomsviking skrev:Det er ligegyldigt om hospitalet/plejehjemmet/skolen er privat eller offentligt: Den syge skal helbredes, den gamle passes og barnet lære at læse.
Det kræver et (produktions)input, og det skal betales på den ene eller anden måde - det kan vi ikke drømme væk i tåbe-betragtninger om den offentlige sektor og hvem der forsørger hvem.
Altså en læge går da ikke fra at være "forsørget" til at være "forsørger" bare fordi han flytter ind på en privat-praksis!


Så
Der er en prioriteringsdiskussion,
og der er en diskussion om hvordan vi bedst (mest effektivt) udnytter vores få ressourcer.

Det er der (mærket med rødt) din forståelse af artiklen fejler.
Han mener jo, at flere skal over i de produktive erhverv, således at ressourcerne øges.
Herudover mener han så rigtigt nok, at der skal prioriteres i det offentlige. Hvor mange udgifter skal finansieres af fælleskassen, men altså primært, hvor mange udgifter KAN det private erhvervsliv finansiere.

doctor skrev:

Jomsviking skrev:Det er ligegyldigt om hospitalet/plejehjemmet/skolen er privat eller offentligt: Den syge skal helbredes, den gamle passes og barnet lære at læse.
Det kræver et (produktions)input, og det skal betales på den ene eller anden måde - det kan vi ikke drømme væk i tåbe-betragtninger om den offentlige sektor og hvem der forsørger hvem.
Altså en læge går da ikke fra at være "forsørget" til at være "forsørger" bare fordi han flytter ind på en privat-praksis!


Så
Der er en prioriteringsdiskussion,
og der er en diskussion om hvordan vi bedst (mest effektivt) udnytter vores få ressourcer.

Det er der (mærket med rødt) din forståelse af artiklen fejler.
Han mener jo, at flere skal over i de produktive erhverv, således at ressourcerne øges.
Herudover mener han så rigtigt nok, at der skal prioriteres i det offentlige. Hvor mange udgifter skal finansieres af fælleskassen, men altså primært, hvor mange udgifter KAN det private erhvervsliv finansiere.

Prøv nu at høre her: Det offentlige ER jo produktivt! Det nytter ikke noget at man mener af folkeskolelæreren, hjemmehjælperen, lægen, osv. er uproduktive, de udfører alle et helt nødvendigt arbejde.

OK så kører vi logikken helt ud i et hjørne, da du nu foregiver ikke at vide, hvad det produktive private erhvervsliv er.

Vil det sige at hvis 100 % af befolkningen var ansat i det offentlige og kapaciteteten i det offentlige steg 3 gange det nuværende niveau, så ville alt fungere optimalt? BNP ville ikke falde i den situation.

Nå nej - vel.
Import/eksport ville falde til 0.
Hele det private erhvervsliv som er beskæftiget med fødemidler og energi ville skulle nationaliseres for at befolkningen ville kunne dække deres primærbehov. osv. osv.
Taler vi om en socialistisk stat?

Du nægter at forholde dig til virkeligheden og de tørre kedelige facts.

Det er da dig der slet ikke vil forholde dig til en kompleks økonomi.

Lad os tage Uffe - han er i det produktive private erhvervsliv, Vestas har jeg forstået. Han ligger i frontlinjen, dem der skaber et produkt og sælger det for fremmedvaluta.

Jeg har forstået at du er alm. praktiserende læge, dvs. du er i sundhedssektoren, og næppe det produktive private erhvervsliv.

Jeg arbejder i det private erhvervsliv, vi laver er systemer der understøtter forretningsgangen, vi opererer kun på hjemmemarkedet og vores hovedkunde er staten, men vi har da også rigtige ægte "erhvervskunder"
Men vi skaffer altså ikke fremmedvaluta til landet og er vel i "servicesektoren" - vi kunne i princippet lige så godt være ansat af vores kunde, dvs. statsansatte og derved næppe det produktive private erhvervsliv

Lad os også inddrage Uffes dansklærer i folkeskolen og hans ynglings lærer i gymnasiet der overbeviste ham om at han måtte blive ingeniør og lave vindmøller. og som den sidste Børnehavepædagogen der passer Uffes lille barn. Og det er vel næppe det produktive private erhvervsliv

Se, Uffe er total afhængig af alle disse mennesker uden sine lærer kunne han ikke læse og regne, uden sin børnehavepædagog måtte han blive hjemme og passe sit barn, uden dig kunne han ikke sidde på sin stol pga. hæmoriden, og uden mig bliver vestas ved med ikke at kunne finde ud af hvad de skal tage for en vindmølle for også at kunne tjene penge (OK, det var måske lidt flot ).

I det komplekse samfund vi har opbygget er der bare nød til at være en hær af støttetropper for at holde kamptropperne ved fronten.
Med et citat af W. Churchill:

When there is battle some 100000 shows up, when it's pay day one million shows up

I DK er mange af disse funktioner organiseret i staten (ell. offentlig sektor) og endnu flere helt eller delvist offentligt finansieret, men opgaverne er der ikke desto mindre også i lande som USA, og de lægger beslag på lige store dele af arbejdsstyrken.
Og derfor er det VRØVL at køre rundt i hvor mange der er ansat i den offentlige sektor. Vi er nød til at forholde os til hvor "service niveauet" skal være, selvfølgelig, men det er en diskussion uafhængig af om det er en offentlig eller privat aktør der leverer den der til krævede produktion.

Jeg synes du skal læse det Churchill citat nogle flere gange, og se om du nu også forstår det rigtigt.

Når du har forstået det, så kan vi tale videre - men ikke før.

Jeg ved godt lige præcis hvad der menes og konteksten som du kan finde i Alanbrooks erindringer, hvor Generalen beklager sig over at C. ikke forstår moderne krigs kompleksitet - det var egentlig derfor jeg udvalgte det til dig.

Tillad mig lige at komme med et lille indspark.

Når Doctor sammenligner med 1970 - i forhold til antal private contra offentlige ansatte - så er forskellen melle de forskellige årstal egentlig bedst betegnet som før nanny-state og efter nanny-state.

I 1970 var en væsentlig del af kvinderne hjemmegående - hence mindre behov for daginstitutioner. Endvidere havde man kun fritidshjem med begrænsede pladser, og ellers "nøglebørn" ( og ingen tog skade)
I 1970 kunne 1 lærer undervise en hel klasse af elever i skolen, som hjemmefra havde lært at lytte og tie stille når de voksne talte. Og det var ofte bestemte personer der stod ved kateteret.
I dag skal der være 2 lærere for at undervise i præcis det samme, ungerne har ikke lært at holde kæft, og tale kun når de bliver spurgt, der er ansat pædagoger i skolerne til at overvåge de uvorne unger - i gamle dage røg man over til inspektøren, der ikke altid var en hyggeonkel. Og i dag har man andat horder af pædagoger til at passe store børn, fordi det offentlige ( the nanny-state) og forældrene ikke tror ungerne selv kan gå hjem og lave lektier / underholde sig selv, eller for den sags skyld skrælle kartofler til aftensmaden, indtil forældrene kommer hjem, og BUPL jo skal have ansat sine uddannede pædagoger. ( og når børnetallet falder, og der effektiviseres på pasningsområdet, må man jo finde et nyt område hvor man kan stikke snablen i de offentlige kasser)
Og i 1970 betalte forældre en del mere for at få sine børn passet, så de selv kunne gå på job og tjene penge.
I 1970 kunne ungerne trods alt både læse og skrive samt regne - endda med blyant på papir og i hovedet - hvorimod man i dag korser sig over de helt basale mangler de unge har når det kommer til at udtrykke sig korrekt skriftligt, eller regne noget helt basalt ud, uden brug af sin maskine, iphone eller hvad de nu bruger. Og derfor ikke evner at se på et resultat om det bør være rigtigt, eller om det er helt ved siden af. ( for når computeren siger det bliver 250 fantasilliarder, så bliver det resultatet, selv om man skulle beregne momsen af 3.450,00 kr. )

I 1970 var der massivt færre der gik på gymnasiet efter skolen, eller andre ungdomsuddannelser. Mens en stor del gik i lære på arbejdspladser.

I dag skal alle unge være akademikere - gud ved hvorfor - med det resultat at deres effektive produktionsår på arbejdsmarkedet reduceres. Vi uddanner et hav af folk i "feel-good" branchen, konsulent, coaching, og enorme grupper af uproduktive lala kandidater, hvis eneste håb er et job i det offentlige, der ikke stiller for høje krav til fagspecifik viden. Typisk feministisk jobproduktion. Bare man kan tale sig ud af det, uden reelt at yde noget. ( lidt groft formuleret men vel essensen i dagens Danmark)

Ser man på skattetrykket i dag og i 1970,
http://www.skm.dk/tal_statistik/tidsserieoversigter/1295.html
så er det jo ikke den store forskel der umiddelbart er for de laveste indkomster, hvorimod mellem og top indkomsterne i dag betaler en del mindre i skat end i 1970. Og det på trods af at der kun delvist er sket begrænsninger i de fradragene i dag kontra i 1970.

Så når man "skændes" om hvorvidt det er statens udgifter der er for høje, pga underskuddet, kunne man tilsvarende "skændes" om hvorvidt mellem og høj indkomsterne reelt ikke betaler for LIDT i skat i dag. Sammenholdt med de massive offentlige tilskud der følger via børnepasning, SFO og gud ved hvad, der gives i tilskud til de høje indkomstgrupper, som de ikke har en snus behov for.

Jeg er så iøvrigt enig i, at dansken af i dag har ladet sin selvstændighed gå i pause-mode. I høj grad på grund af politikernes behov for at detaillovgive. Særligt på områder man IKKE må. Altså på forbudsområdet. Men grundlæggende på alle områder, der lige popper op i pressen, ud fra devisen at folk da sandelig ikke kan tænke selv.

Men for så lige at vende tilbage til spørgsmålet om uddannelse, så var det jo en overstadig minister Morten Østergaard, der med fryd i stemmen glædede sig over det enorme optag på de videregående uddannelser.
Min første tanke var. Hmm, hvad skal alle disse halvstuderede kandidater, uden grundlæggende færdigheder i de basale kundskaber, dog lave, når de om 5-6 år er færdige ???????????????????????????

Men der er vel en højere magt der har regnet ud, at en stor del af kandidaterne kommer til at undervise på gymnasier og andre ungdomsuddannelser, da man også der bliver nædt til at indføre 2-lærer ordninger, da de unge bliver dummere og dummere, når de forlader folkeskolen, hvor pædagogik og ikke faglighed vinder mere og mere frem. Og sådan sikrer vi jo endnu flere offentlige ansatte.

Sjovt nok kunne vi i 1970 sagtens have grænsekontrol ved grænserne, og i lufthavnene, endda til en væsentlig lavere udgift end tolderne koster i dag. Og med en væsentlig lavere produktivitet i dag.

Der var meget i 1970 der langt fra var godt. Særligt på forsorgsområdet i det offentlige regi. Men det spild der i dag er i det offentlige af enorme menneskelige resourcer, der ikke laver dagens gode gerning, som sidder i div institutter, departementer, ministerier, kommuner og regioner, og hvad der ellers er oprettet af offentlige organer de senere år, for at måle veje og løfte pegefinger over ditten eller datten, for at retfærdiggøre sin stilling, burde der virkelig tages fat i med en enorm grønthøster. Eller ISS skadesservice for at rense helt ud, og lade dansken lære at tænke selv igen.

Jomsviking skrev:Et lille ord: "ja".

Dette er en skindiskussion for at stimulere boligbyggeriet.

Læg mærke til at regeringen ikke er så særlig bekymret for investeringerne - det er forbruget, der bekymrer.

At man så kan blive enige om, at produktiviteten i det offentlige skal op - som i det private - det har sådan set ikke noget med det øl at gøre.
Alene det, at man jo ikke kan påstå, at produktiviteten i byggeriet er specielt stor.

Desuden så er der jo allerede lagt op til en rationalisering i det offentlige med kommunalreformen. De produktivitetsfremskridt er jo ikke noget, der kommer fra den ene dag til den anden.

Jomsviking skrev:Jeg ved godt lige præcis hvad der menes og konteksten som du kan finde i Alanbrooks erindringer, hvor Generalen beklager sig over at C. ikke forstår moderne krigs kompleksitet - det var egentlig derfor jeg udvalgte det til dig.

Du har gravet dig ned i en skyttegrav, hvor du bombarderer modstanderen med uvedkommende argumenter.

Nu kender jeg ikke lige til generalens udregninger om de resourcer han fik til at føre krig i Nordafrika, og kan således ikke bedømme om Churchill eller generalen havde ret i den diskussion.

Derimod kan jeg så levende sætte mig ind i Churchills "mood", fordi jeg selv er i samme mood, og så kan der nemt ryge en finke af panden.

Nu står vi imidlertid ikke med en hær på 10.000 mand, som skal sætte deres liv på spil i en langt større sags tjeneste.

Vi står med 2.800.000 arbejdstagere, som man har bedt om at "ofre" Store Bededag solidarisk, for at øge produktiviteten såvel i det offentlige som i det private.
VEl at bemærke for for at bevare velfærden. på et højt niveau.
Jeg taler om trepartsforhandlingerne som blev nævnt i artiklen.

Skulle vi lige tage en anden stor statsmands udtalelse:

“Don’t ask what your country can do for you. Ask instead what you can do for your country” – John F. Kennedy?

At man så herudover konstant og vedvarende må arbejde på produktionsforbedringer og prioritering i det offentlige kan vi vel ikke være uenige om er nødvendigt?

Tilslutter mig i nogen grad guy66s udlægning af tiden i 70erne, som hurtigt blev ændret af 68er generationens indtog på arbejdsmarkedet, som forherligede folkeskoleelevernes ego. Unges mentalitet idag udgår fra devisen:
Hvad får JEG ud af det. Hvorfor kan JEG ikke bestemme og få medindflydelse på alt. Hvis JEG ikke kan få min vilje, så gider jeg slet ikke, og moder stat hjælper mig med at overleve behageligt.

@doktor

Du bad om en uddybelse af citatet, hvis det ikke interesserer dig, hvorfor spurgte du så til det?

Man er jo bare nød til at forholde sig til samfundet, og den der primitive forståelse af "forsørgere/forsørgede", "Privat/offentlig" holder jo ingen steder. Der er en efterspørgsel efter disse "velfærdsgoder" og om det er det private eller det offentlige der organiserer den produktion kan være ligegyldigt, i udgangspunktet - der er, som du selv er inde på, selvfølgelig fornuftige og nødvendige betragtninger om hvordan man bedst organiserer arbejdet og hvordan der skal prioriteres. Det lader til at artikelforfatteren fra BYG (eller hvad de kalder sig) slet ikke forstår det - sammen med kammeraterne i LA og den sørgelige undskyldning for et ordentligt konservativt parti som Lars barfod bestyrer.

Jeg synes at når du går i gang med "ansvarsløse" lønmodtagerer, "forsørgede" og hvad du ellers får sagt, så gør du dig til talsmand for det jeg betragter som et alvorligt værdiskred i vort samfund: Nemlig at respekten for at en mand eller kvinde står op hver morgen og går på arbejde og producerer det de nu kan, er væk - nu handler det om at være sin egen "entrepreneur", del at det produktive private erhvervsliv, at have succes, og ikke en umælende "lønslave". Det synes jeg er meget uheldigt.

Jeg synes at JFK er en letvægter og anvendelse af det citat på velfærds-/socialstat demonstrerer uvidenhed.
Men lad mig kvittere med et citat af en mand jeg anser for stor:

Kald det bare socialisme - For mig er det ligegyldigt!
-- Otto Eduard Leopold von Bismarck

Nej! vi tager sgu lige en til:

Nicht durch Reden und Majoritätsbeschlüsse werden die großen Fragen der Zeit entschieden — das ist der große Fehler von 1848 und 1849 gewesen — sondern durch Eisen und Blut.

-- Otto v. B.

(Ikke igennem taler(/forhandlinger?) og majoritetsbeslutninger bliver vor tids store spørgsmål afgjort (...) Men med jern og blod)

jeg har en god og en dårlig meddelelse til dig Jomsviking:

http://www.nationalbanken.dk/dndk/statsgaeld.nsf/side/statens_gaeld!opendocument

Den gode:
1: statsgælden er lav

[/quote]Ved udgangen af 2011 udgjorde statsgælden 413 mia. kr., jf. figur 1. Det svarer til en gæld på 23 pct. af BNP eller 74.000 kr. pr. indbygger. Den danske gæld er lav sammenlignet med andre EU-lande, og danske statsobligationer har den højest mulige rating hos kreditvurderingsinstitutterne.
[quote]

2: Den dårlige nyhed:
Statsgælden stiger stadig og det gør arbejdsløsheden også. Statsgælden er fordoblet siden 2008 eller steget ca. 10 % af BNP trods det lave renteniveau.

Spørgsmål:
1: Hvorlænge forventer du krisen varer? Selv gætter jeg på 10 år.
2: Synes du
a) vi skal begynde at skrue ganske let på nogle skruer nu - før det er gået galt -
b) vente til det er gået galt -
c) eller forventer du slet ikke at statsgælden stiger yderligere de næste år?

I al fredsommelighed: Det er det regeringen prøver at forholde sig til på bedste vis og såmænd også økonomer og folk fra det private erhvervsliv.
Vi kan diskutere hvem der skal betale meste. Det bliver et partipolitisk slagsmål, men at der er et problem er du vist den eneste der benægter.

Når krybben er tom bides hestene som Plyds skriver.
Det er jo netop derfor, at vi gerne inden den situation opstår skulle have løst problemerne, således at jern og blod ikke kommer på tale.

Der er eksplosiver nok i de sydeuropæiske lande. Vi behøver da ikke sidde med hænderne i skødet, og vente på at det bliver vores tur.

@Doktor

Jeg er sådan set enig i problemerne

Men forestillingen om at dyret i åbenbaringen er "staten" (det offentlige) mener jeg er forkert.

Tingene er ikke så simple at vi bare kan halvere antallet af offentlige ansatte og så gælde os over at de bliver ansat i ordentlige liberale erhverv så de kan "tjene penge", for de erhverv vil jo lige netop adressere den samme efterspørgsel som det offentlige allerede gør, man vil bare have flyttet rundt på kasserne.
Der er selvfølgelig en diskussion om effektivitet, men det bliver vist for langt for denne tråd.

Så hvis man vil noget, så skal men enten adressere efterspørgslen (prioriterer) eller forøge produktionen (effektiviserer, forøge arbejdsudbuddet m.m.)

Men hvis man gerne vil prioriterer, så er der jo nogle hårde valg der skal gøres: Hvem er det der ikke skal have hjemmehjælp; Hvem skal ikke have folkepension; Hvilke sygdomme vil vi ikke behandle ordentligt; Hvilke børn behøver ikke at lære at læse. (og det er de områder hvor en "prioritering" eller nedskæring for alvor vil batte: Ældreområdet, sundhed, uddannelse).

Regeringen forsøger jo stort set med alle kræfter at forøge arbejdsudbuddet allerede nu, men hjælper det? Lige nu er der arbejdsløshed, så det produktive erhvervsliv kan jo bare gå i gang med at ansætte folk.... nårh nej...

Lige for at svare på det konkrete:

Jeg synes at staten skal spare hvor der spares kan, befolkning må snøre livremmen ind m.m. Men det er fint at optage lån i nuværende situation for at afbøde de værste konsekvenser, og vi er i den heldige situation at vi kan tillade os det - regningen må så betales når det en dag går bedre.

steget ca. 10 % af BNP trods det lave renteniveau.

Det er jo også lidt fisket, for BNP'et er faldet så låntagningen ser voldsommere ud, ikke at gælden ifht BNP ikke er det interessante mål - det er det. Men det gode er at vi sandsynligvis kan vækste os ud af det meste, når krisen vender - og derfor er det vigtigt at produktionsapparatet er intakt, og ikke sparet væk af idioter.


Men som tilføjelse, lad mig dog bare være konstruktiv:

Jeg mener at løsningen er at lønniveauet skal ned, ikke den for den fattigste gruppe men for store dele af middelklassen og op.
Jeg tror også at dette kommer til at gå helt af sig selv, og det vil forbedre konkurrenceevnen. Vi skal tilbage til en situation hvor det er eksporterhvervene der "sætter lønnen" og ikke hjemmemarkedet der sætter lønnen for eksporterhvervene.

Jomsviking skrev:Lige for at svare på det konkrete:

Jeg synes at staten skal spare hvor der spares kan, befolkning må snøre livremmen ind m.m. Men det er fint at optage lån i nuværende situation for at afbøde de værste konsekvenser, og vi er i den heldige situation at vi kan tillade os det - regningen må så betales når det en dag går bedre.

steget ca. 10 % af BNP trods det lave renteniveau.

Det er jo også lidt fisket, for BNP'et er faldet så låntagningen ser voldsommere ud, ikke at gælden ifht BNP ikke er det interessante mål - det er det. Men det gode er at vi sandsynligvis kan vækste os ud af det meste, når krisen vender - og derfor er det vigtigt at produktionsapparatet er intakt, og ikke sparet væk af idioter.


Men som tilføjelse, lad mig dog bare være konstruktiv:

Jeg mener at løsningen er at lønniveauet skal ned, ikke den for den fattigste gruppe men for store dele af middelklassen og op.
Jeg tror også at dette kommer til at gå helt af sig selv, og det vil forbedre konkurrenceevnen. Vi skal tilbage til en situation hvor det er eksporterhvervene der "sætter lønnen" og ikke hjemmemarkedet der sætter lønnen for eksporterhvervene.

Sagen er den, at det almene lønniveau er for højt.

Det der virkelig ville hjælpe noget var, at boligudgifterne kom ned (så kan man regne på den ene eller den anden måde). Det er den fordi pensionsopsparingerne ikke har taget de tab, de har tigget om at få.
Bliver boligen billigere, så er der jo ikke noget væsentligt argument mod en generel lønnedsættelse: Priserne vil så også falde (både på forbrugsvarer og offentlige ydelser). Dvs. reallønnen kan bevares, så der er rigelig til velfærden.

Men det er det, der er udfordringen: Velstandsoptimering under deflation.

Det kan godt være, at der ikke er nogen videre rente under deflation; men ifht. indtjeningsevnen opskrives gælden løbende.

Thomas skrev:

Jomsviking skrev:Lige for at svare på det konkrete:

Jeg synes at staten skal spare hvor der spares kan, befolkning må snøre livremmen ind m.m. Men det er fint at optage lån i nuværende situation for at afbøde de værste konsekvenser, og vi er i den heldige situation at vi kan tillade os det - regningen må så betales når det en dag går bedre.

steget ca. 10 % af BNP trods det lave renteniveau.

Det er jo også lidt fisket, for BNP'et er faldet så låntagningen ser voldsommere ud, ikke at gælden ifht BNP ikke er det interessante mål - det er det. Men det gode er at vi sandsynligvis kan vækste os ud af det meste, når krisen vender - og derfor er det vigtigt at produktionsapparatet er intakt, og ikke sparet væk af idioter.


Men som tilføjelse, lad mig dog bare være konstruktiv:

Jeg mener at løsningen er at lønniveauet skal ned, ikke den for den fattigste gruppe men for store dele af middelklassen og op.
Jeg tror også at dette kommer til at gå helt af sig selv, og det vil forbedre konkurrenceevnen. Vi skal tilbage til en situation hvor det er eksporterhvervene der "sætter lønnen" og ikke hjemmemarkedet der sætter lønnen for eksporterhvervene.

Sagen er den, at det almene lønniveau er for højt.

Det der virkelig ville hjælpe noget var, at boligudgifterne kom ned (så kan man regne på den ene eller den anden måde). Det er den fordi pensionsopsparingerne ikke har taget de tab, de har tigget om at få.
Bliver boligen billigere, så er der jo ikke noget væsentligt argument mod en generel lønnedsættelse: Priserne vil så også falde (både på forbrugsvarer og offentlige ydelser). Dvs. reallønnen kan bevares, så der er rigelig til velfærden.
.

Meget enig - det koster jo gud hjælpe mig nærmest en hel løn i 20 år at købe sig en passende bolig.

Men det er det, der er udfordringen: Velstandsoptimering under deflation.
Det kan godt være, at der ikke er nogen videre rente under deflation; men ifht. indtjeningsevnen opskrives gælden løbende

Så jeg forstår dig: Du siger at problemet er, at når lønnen går ned så bliver gælden større i forhold til lønnen?
Hvordan kommer vi uden om den?

Jeg synes da lige jeg vil gå videre med brøkregning for 3. klasse, da Jomsviking nu har indrømmet, at det ikke er ligegyldigt, hvor stor statsgælden er.
Statsgælden afhænger af statens budgetdiciplin, dvs udgifter/indtægter.

Jomsviking: Hvilke faktorer vil du ændre på og hvordan?

statsgæld/BPN

vi er enige om at forholdet mellem de to skal ned, hvilket kan gøres på to måder:

1: statsgælden falder
2: BNP stiger

Det er ganske simpelt de to faktorer vi skal forholde os til, når vi skal imødegå at komme i samme situation som de Sydeuropæiske lande.

Hvis alle på en eller anden måde ville forholde sig til de to faktorer uden hele tiden at tale uden om, så kunne vi måske komme videre til stor glæde for os alle sammen på langt sigt.

Politisk mening:
Jeg er iøvrigt enig med Jomsviking i, at samfundet skal bevare mange infrastruktur opgaver på statens hænder, idet disse områder hurtigt kan få monopolstatus, med deraf følgende muligheder for at ryste ekstrem høje priser ud af borgernes lommer. At bevare mange opgaver på statens hænder, kræver budgetdiciplin fra staten nu, og at det øvrige erhverv får vind i sejlene, således at BNP stiger.
Jeg tror gerne Kurrild så mange flere opgaver liberaliseret, hvilket jeg altså ike ønsker. Derimod har han jo som økonom alligevel fat i den lange ende, når han beskriver:
Jobdræberne:

http://peterkurrild.blogs.berlingske.dk/2012/07/31/jobdraeberne/