Super Hornet F/A-18F

Berlingske

Jeg er som udgangspunkt enig i, at det er en fordel med to motorer og to mands besætning til Nordatlanten. Bla. fordi man så kan løse mere forskelligartede opgaver, hvilket er nødvendigt, fordi der er ikke andre fly de nærmeste 1000 km. Der kan også tænkes en taktisk koordinationsopgave til passageren.

Problemet er rækkevidden F/A-18F har noget, der minder om 750 km. Hvor F-35 uden udvendig ekstratank har lige knap 1100 km. Under forudsætning af støttepunkter på Thule og Mestersvig så er behovet 1200 km.
Stealth er ikke noget krav. Det afgørende er rækkevidden, hvis hele Grønland skal dækkes - med alternativ landingsplads. F-35 skulle, med en ekstratank kunne dække behovet - der er altså ikke brug for så mange bomber/missiler, hvor er ikke er forfærdelig mange, der kommer. F/A-18F skal så have tanker med (også en F/A-18F); men så bliver der dels tankningsroderiet i meget øde sted, dels vil en flight med tanker komme på på 5 fly - det er såmænd ikke prisen, der er et problem: Det er uddannelse og aflønning af alt det ekstra personel - både i luften og på jorden.

Anskaffelsespris er jeg ikke så nervøs ved: Det er USA, der kan indspare et hangarskib - og så må man naturligvis til lommerne. Den taktiske koordinering er jeg heller ikke så bange for: Det er spørgsmålet om den skal ligge på skibet eller i flyet.

Om man kan finde en eller anden form for conformal fuel pack - som på F-15E - aner det ikke; men der er langt fra 700 km til 1200 km. Og der skulle gerne være tale om en reel besparelse.

Jeg tror ikke F/A-18F har rækkevidden.

Til Østersøen, så er det helt klart F-35, for så kan den operere fra Skrydstrup og bruge Siauliai og Ämari som støttepunkter - det kræver naturligvis, at man kommer ind i det 21. århundrede med centralnervesystemet - hvilket som bekendt er en udfordring. (At det så stadig ville være en behagelighed at få nedlagt Sverrig - det siger naturligvis sig selv!)
Det vil kræve en flight på Skrydstrup, Siauliai og Ämari permanent dels til afvisningsberedskab - og det slipper vi nok ikke for, hvis vi - som det ser ud nu - skal have ansvaret for Østersøen.
I det hele taget bliver man nødt til at skelne mellem flyvestationen med værksteder og vedligehold på den ene side og flyvepladser med midlertidig indkvartering og genladning og optankning. Det ud fra den betragtning, at det er usmart at placere kostbar infrastruktur foran snuden på fjenden. At jeg så også gerne så C-27J Spartan til forbindelsesfly med ammunition, stumper og sokker - det er så noget andet.
Min lumske bagtanke er naturligvis at få Shetlandsøerne og Orkney med i dette - hvis den struktur skal betjenes, så skal der en vis transportkapacitet til.

Men det, der stadig spøger er snakken om flere piloter i Flyvevåbnet......
Det er de Condor! De kræver mange piloter; men stort set ingen flyvetimer.

rodet ind i et internt USNavy problem.

• I dag har Hornet en rækkevidde på ca. 2/3 af F-35 Lightning (hvor F-35A (flyvevåbenversionen, som Danmark har bestilt) og F-35C har stort set den samme rækkevidde, fordi flådeversionen vil altid være tungere p.gr.a. de hårde landinger. 120 sømil ekstra vil betyde, at den fordel svinder ind til 4/5. for nogenlunde sammenlignelige missionsprofiler.
  Sagen er, at for Danmarks behov er det nødvendigt, at de danske og de norske F-35 kan nå hinanden fra Keflavik hen over Nordatlanten. For at komme langt nok nord skal man kunne bruge Mestersvig. Enten som tankning eller som alternativ. I de områder handler det hele om det dårlige vejr og mulighederne i alternativer.
• Det betyder - efter min vurdering - ikke, at vi slipper for at anskaffe et antal Taifun: Der skal nemlig kunne laves luftforsvar fra Danmark til Skt. Petersborg, hvilket er muligt, hvis vi kan ignorere svenskerne - hvilket vi kan, fordi svenskerne ikke har tænkt sig at hævde deres luftrum. F-35 har ikke det kraftoverskud, der skal til at gå op imod noget af det, som russerne med rimelighed kan skønnes at have under udvikling.
  Hvor meget, der bliver ud af Ruslands planer - overhovedet - det er endnu uvist. Vi véd at Rusland ikke har råd; men ikke hvor meget, de ikke har råd.
• Noget tyder på, at de nye systemer på CVN-77 Bush rent faktisk har en tilstrækkelig skånsomhed og præcision, så F/A-18 rent faktisk er en praktisk mulighed. Én ting er slitagen, risikoen og uddannelsen, som det at lande et kampfly på et hangarskib tilsiger, noget andet og nok så væsentligt er de begrænsninger på operationer, som det at operere fra så store skibe med en sødygtighed, der ikke er specielt fremragende - alt kan lade sig gøre i godt vejr; men hvor stor en procentdel af tiden er der godt vejr? Når man altså har fået defineret, hvad "godt nok" vejr er. At ligge og bade i Persergolfen er en ting; men Stillehavet kan altså også blive decideret ubehageligt.
• Sammenhængen er såmænd god nok, fordi Polen kan i lang tid fremover nøjes med at bruge F-16 og stadig holde rækkevidden. Der er altså kortere fra Malbork i det østlige Polen til Tallinn end fra Skrydstrup. Det gør det muligt at opnå den fornødne masse og spredning, fordi en F-16C koster kun 1/4-1/5 af en F-18 Super Hornet. Polakkerne er immervæk 40 mio. mennesker.

Strategisk set er det et spørgsmål om at lukke stalddøren. Russerne kommer aldrig op på teknologisk omgangshøjde med USA - aldrig. Samtidig er kvaliteten af de bestående typer grundlæggende udmærket. En ting er, at F-15 aldrig har tabt en luftkamp; men F-22 har end ikke været udfordret i de 10 år, den har været i tjeneste - alene den omstændighed gør den alle pengene værd.
Taifun er både bedre og billigere end F-15. Jeg plejer at regne med 10-15% forbedring over en F-15, hvilket bare manglede med små 40 år i tidsforskel. Den er 10-15% lettere end en F-15, hvor vægt er en 1. ordens faktor i driftsomkostninger også.

USNavy's problem er kineserne og ikke russerne, for den russiske flåde vil aldrig blive et egentligt problem - det kan vi se nu. At kineserne skulle kunne gøre USA nogen form for rang stridig er en vrangforestilling.